I en seng på hospitalet.

Shares 0

En lille beretning fra hverdagen, hvor jeg noget imod min vilje må fortælle, at jeg fik en ikke helt ringe behandling af sundhedssystemet.

Når man bliver gammel minder vor Herre os om, at det ikke var meningen at vi skulle blive her til evig tid – på velfærd betalt af andre. Skulle man være af en generation, der mener, at der må være en særlig mening med livet, så kan man jo kigge på, hvad det er, der oftest svigter først. Jep – der går sygdom i forplantningsorganerne, og det tolker jeg som et hint til, at når vi har forplantet os, så må vi godt smutte. Man vil savne os, men når først de eventuelle jordiske rester er fordelt, så aftager de værste savn hurtigt.

De her små vink kan tage sig ud på mange måder, og de kan komme i flere lag. Sådan kom der et kraftigt vink her for en måneds tid siden. Jeg stod under bruseren, da lyset pludselig dæmpedes som i biografen, når den egentlige forestilling begynder. Det havde jeg ikke lige set komme, men jeg nåede da at gribe fast i kanten på håndvasken, før jeg drattede om under bruseren, der var kold, da jeg atter kom til mig selv. Hm – hvad søren var det? Jeg så noget bleg ud i spejlet, men nå – i gang igen med de mange gøremål. Der var ikke tid til at gå og undre sig over småtterier. Så gentog det sig efter et par dage, og da det denne gang kneb med at komme ordentligt til mig selv igen, fik jeg lægen til at sende en ambulance. Den kom hurtigt, og efter tre kvarters tid, kunne jeg starte studiet af hospitalslofterne.

Jeg havde ikke prøvet sådan noget før, så jeg fik mig et grundigt indblik i forretningsgangen, når folk, der som jeg var gået ud, blev kørt ind for at få afklaret, hvad der var galt. Ifølge min tyndt underbyggede statistik, var halvdelen af min slags, og den anden halvdel som ham ved siden af og ham diagonalt overfor.

Der kom ret hurtigt en læge og blodprøvedamer, og ved hjælp af blodprøver, blodtryksmåleudstyr, EKG, og en finger i en gummihandske, fandt de ud af at blodprocenten var vel under halvdelen af normalen, og at det ifølge fingeren i gummihandsken måtte skyldes, at der var en intern læk bagud. Mine spørgsmål om det kunne skyldes den knap så yndige sygdom, som jeg var i behandling for på et andet sygehus, blev behandlet meget professionelt, må jeg, som den brokrøv jeg er, beklage at sige. Der blev tilkaldt een med forstand på de dele, og han affærdigede helt og aldeles min bekymring. Det skulle jeg slet ikke tænke på, for det havde intet med hinanden at gøre. Så var jeg lidt beroliget, og kunne koncentrere mig om at være syg. Dvs studere loftet og sådan lidt på afstand lytte med på, hvad de andre mon fejlede deromme bag de løst opstillede skillevægge.

Ham overfor blev også afhørt med maskineri, prøver og finger. Hvad spiste han typisk? Han spiste ikke, men drak typisk 3 – 4 liter rødvin om dagen! Egentlig så han frisk nok ud, men alderen snød noget – Som vitsen med de tre gamle på bænken.

Ham ved siden af kunne jeg ikke se, men efter 3 – 4 timer forkyndte han, at nu skulle han altså have en smøg, også selvom han godt nok var holdt op med at ryge. Personalet kendte åbenbart til den slags ønsker, og meddelte ham, at så kunne han da bare gå ned i rygestuen. Det var åbenbart mere end han ville satse på noget røg, så i stedet ændredes ønsket til en bajer. Her var han godt nok også lige holdt op, men… Der blev tilkaldt en læge, der stædigt fastholdt at mandens spritpromille, da han kom, var 3,2, og at der derfor ikke var plads til mere.

I den snak, der udfoldedes med personalet, måtte der være blevet sagt noget, der virkede som et synkroniseringssignal mellem ham med de 3-4 liter og ham med de 3,2 promille. Som to skibe der i den mørke nat passerer hinanden, og ved et tilfælde får øje på hinanden. Det var tydeligt, at de ikke kendte hinanden, men at de havde en kæmpe fælles bekendtskabskreds strækkende sig ud over hele Midtjylland, det kom hurtigt til at stå klart under ”rejsen” rundt på Midtjyllands utallige ydmyge steder med tilhørende kæmpe persongalleri – alle med øgenavne. Dybt ind i familier gik rejsen.

Jeg fik ikke det hele med, da jeg først på natten blev afhentet til undersøgelse og reparation. Egentlig lidt trist, men også dejligt at få en smule vished om eget helbred.

Så fra akut ned til dagkirugi (midt om natten som sagt) og derfra til intensiven, hvor der blev spændt så mange ledninger og slanger på én, at det var umuligt at røre sig, uden at alarmer gik i gang. Midt om natten syntes de, at det så så sløjt ud, at de gav sig til at hælde blod på mig, og da jeg nu ikke havde sovet i mere end to døgn, var jeg lykkelig for efter 24 timer at blive kørt op på en sengeafdeling, hvor enestuen skulle give mig en smule søvn.

Og der lå man så og forsøgte at falde i søvn, men hver gang det var lige før, kom der igen personale ind for at tage sig af tilfældet. Jeg ved ikke, hvor mange døgn der gik, men til sidst kværnede verdens og mine problemer blot rundt i en stadig mere kaotisk malstrøm af bevidsthed og søvn. Om det var min indre strygekvartet der med Borodins nocturne, endelig sendte mig ind i sort drømmeløs søvn, eller om det var udmattelse slet og ret, ved jeg ikke, men jeg sov.

https://www.youtube.com/watch?v=RKsCxvT8e8Y&list=RDMMRKsCxvT8e8Y

Efter 3 døgn uden vådt eller tørt kom der endelig en frelsende engel og stillede mig en kop kaffe eller saftevand i udsigt. Aldrig har jeg, der sværger til dyre selvkværnede kaffer, troet at en kop standardiseret hospitalskaffe kunne smage så himmelsk godt. Derfra gik det over en galloperende lungebetændelse hjemad. Lægen ville af med mig, og jeg ville hjem, så udrustet med penicillin, rescept og formaninger, kunne jeg tage hjem og passe mig selv – Og det passer mig egentlig bedst. Så hjem og i gang med de kværnende tanker om folk, der blæser på alle andre, er totalt ligeglade med sig selv og deres afkom, og som kun interesserer sig for velfærdens og feriernes størrelse.

Jeg tror, at jeg fremover vil tage denne verdens bekymringer lidt mere fra oven. Lytte lidt mere til helbredet, og glæde mig over, at der i Guds eget land er kommet en kriger af en præsident, og at han har krigere som Bannon, Ingraham og Gorka helt ude i front.

https://www.youtube.com/watch?v=Qfa5-icI3xw

4 Kommentarer

  1. Alene det, dagligt at læse om muhamedanernes hærgen, uden at vi kan gøre noget, må nødvendigvis tære hårdt på vores resterende helbred.
    Jeg vil rigtignok håbe, at du restituerer dig hurtigt.

    • Tak skal du have Knud 🙂 Heldigvis forgår ukrudt ikke så let, så jeg bliver hængende, så længe jeg kan. I modsætning til vore modstandere elsker vi jo livet, og havde engang håbet, at vi kunnme få lov til at leve det i fred og ro, men om nødvendigt vil vi slås.

  2. Hej Husmanden

    Jeg vil også gerne ønske dig god bedring 🙂

    Og tak for den smukke musik af Borodin – selv er jeg mere til barok 🙂

    Jeg har også for nylig – dog i meget mindre omfang end dig – været på hospitalet til en undersøgelse og var ret imponeret over hvor dygtigt og empatisk lægen og sygeplejesken var 🙂

    Det var en meget positiv oplevelse og jeg kan forstå at du er af samme mening

    Så endnu en gang god bedring – nu har jeg sagt det 2 gange : så må det da virke … 🙂

    mvh TrumfEs

    • Tak skal du have Trumfes. Musikken – heldigvis er smag og behag forskellig, jeg kan lide næsten alt, men er dog ikke så stejl som Dennis Prager.

      Ja, det lader til at have virket med nogle djøf’er, til at planlægge forretningsgangen, men jeg underkender heller ikke værdien af al den medicoteknik, der er til rådighed nu om dage.

      Ja – vi hodjanere bliver ældre, men gamle bliver vi aldrig.

      Mvh. Husmanden.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*