Angående de afviste ansylansøgeres børns psykiske helbred

Der har som bekendt været meget fokus på de afviste asylbørns helbred ud fra en undersøgelse, som er bragt i Ugeskrift for Læger.

Resultaterne fra undersøgelsen er udbredt som ‘rene sandheder’ uden forbehold. Men er det nu tilfældet?

Mig bekendt er der ingen, der har beskrevet undersøgelsens svagheder i medierne, svagheder som forfatterne selv nærmest rituelt opsummerer i Ugeskriftet.

De lyder – forkortet af mig – således:

“Ud fra resultaterne kan man estimere

Inden for statistik er et estimat en beregning af en ukendt størrelse ud fra en stikprøve, som kan være mangelfuld eller indeholde støj.  Altså en ukendt størrelse.

“Resultatet kan være påvirket af en række usikkerheder. Først og fremmest er resultatet ikke fundet ved, at børnene var underlagt en individuel psykiatrisk udredning.”

Det vil sige, at man har diagnosticeret psykiske lidelser uden psykiatrisk vurdering af hvert enkelt barn. 

“Kids often have very subtle symptoms they can mask for short periods of time,” Dr. King said, “and the most important thing is to observe them closely, and get a complete history, starting from birth and straight through every single developmental milestone.”

Se evt her hvor svært det kan være selv for psykiatere: Paul Williams, 13, has had almost as many psychiatric diagnoses as birthdays.

“Children can develop so fast that what looks like attention deficit disorder in the fall may look like anxiety or nothing at all in the summer.”

“Psychiatry has made great strides in helping kids manage mental illness, particularly moderate conditions, but the system of diagnosis is still 200 to 300 years behind other branches of medicine,” said Dr. E. Jane Costello, a professor of psychiatry and behavioral sciences at Duke University.

“På den anden side er SDQ internationalt valideret med en sensitivitet på 63-85% og en specificitet på 80- 95% samt positive og negative prædikative værdier på henholdsvis 53-74% og 89-96%.”

Dette betyder på simpelt dansk, at testen arbejder med mulighederne for at erklære nogen syge som er raske, og omvendt erklære nogen rask, som er syg – samt sandsylighederne for at positive/negative testresultater er korrekte. Med andre ord er der altså indbygget usikkerhed i undersøgelsen.

“Vi kan på baggrund af denne undersøgelse derfor ikke estimere forekomsten af psykisk sygdom med sikkerhed, men formode, at mindst halvdelen af de børn, som vi fandt som havende en afvigende SDQ-score, faktisk havde en psykiatrisk diagnose.”

Som nævnt ovenfor, estimat hentyder til en ukendt størrelse – hvordan kan man da skrive ‘estimere med sikkerhed’ ? De formoder ellers ikke så meget i medierne – eller hvad?

“Estimaterne bygger imidlertid på en scoringsalgoritme, der er baseret på britiske data (baggrundspopulation og klinisk børnepsykiatrisk materiale), som ikke nødvendigvis kan overføres til danske forhold.!”

Men det gør de så rask væk alligevel.

“Medvirken af en forsker kan påvirke børnenes besvarelser i retning af både under- og overrapportering på grund af f.eks. manglende lyst til at udstille sårbarhed eller interesse i at få medlidenhed. Ved børnenes besvarelse kan der endvidere være forekommet sproglige misforståelser, men dette problem synes at være væsentligt reduceret ved, at en forsker ved dialog og eksemplificering af de mere abstrakte spørgsmål har sikret sig, at børnene har forstået hvert spørgsmål og svarkategori, samt ved anvendelse af tolk.”

Her ligger der guld begravet. Jeg vil godt vædde en af mine gamle stålhjelme på, i hvilken retning eventuelle påvirkninger forskere og tolke har påvirket svarene i retning af. Ikke for at jeg selvfølgelig kan bevise det. Men som gamle Skjold-Hansen sagde: ‘Den her snyder mig ikke’ (stryger mig på næsen).

“Børnenes høje selvrapportering af emotionelle symptomer og overordnet belastning kan tænkes at være udtryk for en reel overrapportering som følge af et ønske om at styrke egen asylsag ved at fremstå som værende psykisk dårlig, men den kan også afspejle, at de 11-16- årige har det reelt psykisk dårligt”

Jamen det er så sandt, som det er sagt.

“Eftersom den overordnede svarprocent var høj, er risiko for manglende repræsentativitet lille.”

Men der er en risiko – implicit i sætningen. Og som jeg nævner nedenfor, hvem er det, der ikke er med i undersøgelsen, det er interessant.

“Ud af 260 børn modtog vi besvarelser for 246 børn (95% af studiepopulationen): 239 pædagog- og lærerbesvarede spørgeskemaer (92%) suppleret af selvrapportering fra 88 11- 16- årige (79%).”

Kunne det ikke tænkes, at de, som havde det bedst, var mindre interesseret i at deltage og omvendt, de, som havde det dårligst, var mere motiverede for at deltage? Det ville selvfølgelig øge procentdelen af psykisk sygdom blandt de undersøgte.

“Populationen må antages at være repræsentativ for de nuværende asylansøgende børn i Danmark”

Endnu en antagelse. Men altså ikke viden.

Herudover skal man også nærlæse konklusionen af undersøgelsen:

“Undersøgelsens resultater viser, at asylbørn har en estimeret høj forekomst af psykiatrisk diagnose og betydeligt højere end blandt børn i den generelle befolkning. Det er væsentligt at se på årsagerne til børnenes tilstand samtidig med, at de sikres relevante tilbud i form af psykologisk og psykiatrisk behandling samt individuelt tilpasset social/pædagogisk indsats. Endvidere er det centralt at undersøge, hvilke konsekvenser asylbørnenes dårlige psykiske helbred har på længere sigt.”

Forskerne konkluderer ærligt nok, at det ikke er sikker viden, de giver sig af med, men beregninger på ukendte størrelser. De giver ikke nogen bud på årsagerne til tingenes tilstand, og de siger altså IKKE, at det er asylopholdet, der er årsag til eventuelle lidelser. Samtidig siger de også, at konsekvenserne af de eventuelle lidelser ikke er kendt, for de er ikke undersøgt endnu. Og endelig forholder de sig ikke til den mulighed, at børnene var syge, før de kom her til landet.

Det, jeg har tænkt mig med ovenstående, er ikke at sige, at børnene ikke har det dårligt, men at der kan være så store usikkerheder ved undersøgelselsen, at det kan være svært at tage konklusionerne uden et gran salt. Og vi ved jo alle, at det er børnenes forældre, der bruger børn, medier, politikere, læger og do-goodere med flere i et beskidt og udemokratisk spil. De har trukket deres egne og deres børns asylsager ud i det uendelige.

Kilde: Psykisk helbred blandt asylbørn i Danmark; Signe Smith Nielsen, læge Marie Nørredam, psykosocialkonsulent Karen Louise Christiansen, lektor Carsten Obel & professor Allan Krasnik

Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab,
Afdeling for Sundhedstjenesteforskning

Ugeskrift for Læger 169/43 22. OKTOBER 2007

3 Kommentarer

  1. Det er IKKE uden hjælp fra Danskere, med viden om den Danske lovgivning m.m, der har medvirket til, at disse asylanter har siddet heroppe år efter de har fået deres endelige afslag om ophold.

    Enten er den gal med selve lovgivningen eller det drejer sig om Danskere der skider på regler og love og som evner at finde huller og smutveje i systemet.

    Hvorfor i alverden kan det overhovedet lade sig gøre at fortsætte denne trafik ?

    Dertil kommer de psykologer og læger der medvirker til omgåelsen af loven : hvad er det de har gang i?

    Jeg erindrer den Svenske sag med de “Apatiske Børn.”

    Det skulle ikke undre om denne her i Danmark kan klassificeres som den Svenske – at det var fup og fiduser som asylanterne fik hjælp til at udøve fra Svenske fagfolk.

    Det er forstemmende .

1 Trackback / Pingback

  1. En undersøgelse af behandlingen af asylbørn var ensidig og unuanceret og blev brugt til at fremme bestemte politiske synspunkter. | Hodjanernes Blog

Skriv et svar til Universalgeni Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.