Derfor opstår (corona)virus ofte i Kina

Synopsis-olsen har en informativ artikel om hygiejnen i Kina

Jeg har tilladt mig at tyvstjæle artiklen :

søndag den 9. februar 2020

Wuhan, dagligliv, hygiejne og Coronavirus

Wuhan – dagligliv, hygiejne og Coronavirus

Marion DS Dreyfus Jeg arbejdede fra år 2000 til 2010, sådan cirka, i Wuhan, Hubei Provinsen, Folkerepublikken Kina. Da Kina er Kina, og Wuhan er en provinsiel del af det gamle Kina, en legering af tre byer inkorporeret under samme navn, så kan observationer af livet der måske være interessante, når man betænker den tumult der er opstået over den epidemi lignende opblomstring af Coronavirus. Jeg boede i udkanten af byen, nær en grisestald med hylende grise, mange køer på markerne, der gik af og til geder rundt i gaderne, masser af vilde hunde der uden frygt vandrede omkring ved de fleste af  gaderestauranterne der ikke var under tag, dog kaldte de sig ikke restauranter – et par plasticstole og uvaskede plastictallerkener spredt nært et primitivt køkken – ja så stod jeg dagligt med et kritisk valg. Skulle jeg risikere at blive ‘indtaget’ af hvilken som helst bakterie eller mikrobe eller hvad det nu kunne være eller blot slutte mig til de lokale og spise det som blev tilbudt, uden at ryste på hænderne eller frygte det værste. Ærlig talt så var jeg det meste af tiden sulten og mine kolleger og jeg havde tillid til ‘Forsynet’ at vi nok skulle kunne holdes ude af det som de lokale Wuhannitter kaldet ‘lægens værelse’ eller de primitive steder de kaldte ‘hospitaler’ hvor hvis du er heldig dine slægtninge ville bringe dig mad, sengelinned og alt andet du kunne få brug for, som lå udenfor det ‘pilleregimente’ eller den ‘behandling’ du blev tilbudt. Om natten, fordi min splinternye lejlighed var blevet udstyret med en dagligstue, et soveværelse og et marmorbeklædt vestligt lignende badeværelse, og til en voldsom pris, så måtte alle have have et ‘Das’ selv på arbejde, og intet køkken. Jeg udførte mit arbejde, forsøgte at bekæmpe myggeplagerne, der virkelig gjorde hver nat til et helvede. Trods mine brændende Citronella lys, der osede som en talismancirkel rundt mit skrivebord i et forfængeligt forsøg på at afskrække de lede flyvende plageånder, havde jeg hver morgen når jeg vågnede en hoben myggestik, hvor min krop ikke havde været tildækket. De kløede helt vildt en dags tid, ikke som de myg vi har hjemme, der vel højst giver kløe en dags tid, og til at holde ud. Men om aftenen, når sulten fik mig ud af mit tilholdssted, gik jeg rundt i gaderne – ingen gadelys, skræmt af skygger – indtil jeg som sædvanlig mødte en ældre mand på sine krykker, der havde nogle få fisk i en åben plastickurv fyldt med vand. Jeg forhandlede på mandarinsproget om nogle stykker, han nappede en fisk med et skarpt instrument, halede den ud af det beskidte vand, og overførte den derpå til en stegepande hvor jeg ventede på den skulle blive stegt. Jeg betalte nogle få mønter til ‘fiskeren/kokken’ og bragte så den avisindpakkede stegte fisk hjem til lejligheden. Når det var frokosttid på arbejdet, fulgtes jeg med nogle kolleger, og en kinesisk ven ned af det som alle ville kalde en “møgbeskidt gyde” hvor dusinvis af ‘madsteder ‘tilberedte’ forskellige ‘madretter’ på ikke identificerbare genstande som man kaldte Woks i en mistænkelig olie der sved i øjnene og gjorde det at udvælge sig et måltid til nærmest en straf – enten skrupsulten eller. Olien gjorde manden blød og svampet, og sandheden var at vi udvalgte os vore favoritter der var rimeligt friske og lækre. Ikke mindst billige. En af mine favoritter var det som jeg fik at vide var “øgleankler.” Smagen var som af pikant popcorn, men bedre. Nødder var der nok af. Frugt og æg også i rigelige mængder, ikke pæne, (altså møgbeskidte) men smagte bedre end dem vi har hjemme, hvor udseendet betyder mere end smagen.

En gang om ugen drog jeg den halve time ind til centrum for at handle i det franske supermarked, hvor jeg købte det der kunne være i mit lille køleskab, der befandt sig i dagligstuen. Det franske supermarked var det eneste sted, hvor man kunne finde ost, og sjældnere mælk. Jeg købte hele stegte kyllinger,med hoveder og fødder, for senere udskæring. Masser af frisk frugt – ikke kønne, men dog modne og lækre.


Et højdepunkt på en sådan udflugt var altid det levende marked, hvor grumme typer af flagermus, rotter, slanger, skorpioner, små og store planter og anden flora var klumpet sammen i plastiktønder, nogle i vand, andre ikke. Dette var som nævnt højdepunktet på indkøbsturen hver fredag. Det var som en levende zoologisk have. Husmødre vandrede omkring, handlede om alle de levende dyr, og de dræbte, som kunne blive til en god suppe. Gulvene var overdænget med de levende dyrs afføring. Mænd ville af og til feje skidtet væk, men det varede kun ganske kort tid før der var ‘fyldt’ igen. Stanken var ikke Chanel #5. Engang var jeg med en kollega til “en læge” der var mindre end os, udstyret med en flaske af en substans, og nogle piller til min kollega og han rådgav hende om at tage dem … med spiritus. Jeg gjorde indsigelse. Man skal ikke indtage medicin med alkohol. Han trak på skulderen. Mit eget velbefindende var en velsignelse, da min kinesiske ven ville presse rødder og urter og give os en drik, hvis vi skrantede. Den ene var virkelig effektiv, men særdeles kraftig – ligeså voldsom som veerne lige før en fødsel. ‘Kuren’ var en rødlig/brun bønnelignende ting, der nedsænket i vand voksede i størrelse og blev til en pelsbeklædt genstand – nærmest som en hests testikel. Vi skulle drikke den væske den lå i. Minsandten det virkede. Nu har vi berørt emnet vand: Vandet i Wuhan var dengang ikke til at drikke, så hver morgen var der gang i kogekedlerne, 4 liter af gangen. Vi drak ikke koldt vand, nogensinde. Det kogte vand fik vi altid i en tynd plastickop der helt sikkert afgav millioner af molekyler når det dyrebare indhold gled ned i vort indre. Jeg forsøgte at have forskellige dybe beholdere i mit soveværelse, da jeg aldrig vidste om vandomdeleren ville komme næste morgen. Hver dag havde sine kendte og tvivlsomme gøremål, og vi forhandlede med Scylla og Charybdis om vort daglige velbefindende og arbejde så godt vi kunne.

Billedresultat for scylla and charybdis"

At jeg aldrig blev syg, trods det SARS og Avian influenzaen hærgede i nærheden, og de ikke så godt forståede MERS infektioner, var et sandt mirakel. Kineserne holder millioner af kolleger i karantæne på byens 67 læreanstalter, nægter at lade de studerende tage tog eller bus hjem til deres forældre langt borte – ofte bor de i byer langt fra hinanden – da der ikke er arbejde i deres lokalområder. De studerende skal gå i bad og vaske sig mange gang om dagen og ikke være sammen med nogen der kommer udefra. Og hver gang jeg rejste med fly ud af Wuhan kom en flok mænd i hvide kitler, og vi skulle alle gennemgå temperaturprøver og udsættes for andet udstyr for at fastslå om vi kunne være sammen med andre. Dette er så ‘fødestedet,’ ‘udklækningsreden’ for Coronavirus. Det var et ubegribeligt mindre mirakel at vi udlændinge ikke blev dødsyge at den giftige ‘biologi’ på markederne, af problemet med vandet, af det fuldstændig uhæmmede og uregulerede dyriske morads ved dagliglivet i det 21. århundredes Folkerepublikken Kina.Nu ser det åbenbart ud til at al denne mangel på hygiejne er indhentet af Naturens ubrydelige love.https://www.americanthinker.com/articles/2020/02/wuhan_revisited.html

Taget herfra

1 Kommentar

Skriv et svar til husmanden Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.