“Jakob Ellemann kan ende med at tabe til både Inger Støjberg og Mette Frederiksen “

Sådan skriver Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i den korte avis i denne glimrende artikel, som jeg har tilladt mig at tyvstjæle

herfra

Venstres Inger Støjberg nægtede at sige god for, at der blev indledt en rigsretssag mod hende i forbindelse med sagen om barnebrude. Derfor tvang partiets hovedbestyrelse hende væk fra posten som næstformand.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen havde erklæret, at han var klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg. Da Støjberg sagde nej til dette, faldt hammeren fra hovedbestyrelsen.

Dette til trods for, at to eksterne advokater havde tilkendegivet, ”at det langt fra er givet, at der kan fældes dom over Inger og Venstre i en rigsretssag”. (Ekstra Bladet)

Ellemann havde lagt sig fast på at støtte en rigsretssag mod Støjberg – af to grunde:

annonce:

Det ville gøre det lettere for ham at kræve en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen i minksagen. Og det var et signal om, at han ikke ville spændes for Støjbergs vogn i forbindelse med håndteringen af barnebrudene.

Alle venter i spænding

Partiformanden havde på forhånd sikret sig opbakning i hovedbestyrelsen. Støjberg havde nu kun valget mellem at underkaste sig eller gå af.

Hun gik af. Men man kender Inger Støjberg meget dårligt, hvis man tror, at hun nu sidder med hænderne i skødet og begræder sin skæbne.

Støjberg er en fighter uden lige. Spørgsmålet er nu kun, hvordan hun vil fortsætte kampen for sine synspunkter. Især når det gælder udlændingepolitikken.

Dette kan få afgørende betydning for ikke bare Venstres, men hele blå bloks fremtid – og dermed for dansk politik som sådan.

Alle venter nu i spænding på Inger Støjbergs næste træk.

Vil hun trods alt fortsætte kampen inden for Venstres rammer? Vil hun starte sit eget parti? Vil hun slutte sig til et af de andre partier i blå blok – Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti?

Én ting kan man godt regne med: Inger Støjberg vil fortsat spille en væsentlig rolle i dansk politik. Ikke bare, fordi hun er en fighter, men også, fordi hun har tidsånden med sig.

Masseindvandring og corona-trussel

En gang imellem hører man politisk korrekte kommentatorer og ligesindede omtale Støjberg som lidt gammeldags. Over for hende sætter man strømninger, som kaldes mere moderne. Det gælder for eksempel de dele af Venstre, der kombinerer økonomisk liberalisme og politisk korrekthed.

Dette er hen i vejret. Det er Støjberg og de andre værdikæmpere, der ønsker stram udlændingepolitik og et stærkt forsvar for danske værdier, samfundssind og sammenhængskraft, der er i pagt med tiden og befolkningen.

De gammelliberale synspunkter, som fortsat trives i Venstre, har ikke nogen stor folkelig appel.  Men det har Støjberg.

Statsminister Mette Frederiksen har på samme måde erkendt, at gammeldags socialdemokratisme ikke duer længere.

I dag er danskerne (og mange andre) optaget af værdier, kultur, identitet, rødder og sammenhængskraft. Det kommer blandt andet til udtryk i det stærke folkelige engagement i udlændingepolitikken. For den handler i den grad om netop værdier, kultur og kultursammenstød.

Hvad er gammeldags, og hvad er moderne?

Det gør Inger Støjberg til en folkelig nøgleskikkelse. Og det giver Mette Frederiksen et stærkere folkeligt fodfæste, efter at hun er begyndt at bevæge sig ind på strammere udlændingepolitik og på samfundssind i kampen mod corona.

I dag er det gammeldags at tro, at befolkningen lader sig nøje med, at der justeres lidt på den økonomiske politik. Det lærte Venstre på den hårde måde, da corona-krisen brød igennem.

I dag er det moderne at værne om vores identitet, fællesskab og kultur – i lyset af masseindvandringen fra muslimske lande og i lyset af corona-truslen.

Inger Støjberg er en moderne politisk skikkelse. Mette Frederiksen er i stigende grad en moderne politisk skikkelse.  De har forskellige holdninger til mange ting, men de har en erkendelse af, hvad der er foregået i den danske befolkning. I langt højere grad end Jakob Ellemann-Jensen.

Derfor er Inger Støjberg og Mette Frederiksen vindere i kampen om befolkningens opbakning, mens Jakob Ellemann er taber.

Ellemann får det svært

Venstre-formanden kan nu se frem til, at det bliver vanskeligere end nogen sinde at samle blå blok.

Nye Borgerlige har allerede tilkendegivet, at de måske ikke vil pege på ham om statsminister. Dansk Folkeparti er meget kritiske over for Ellemanns håndtering af Støjberg-forløbet, og de demonstrerer deres solidaritet med Inger Støjberg.

De konservative forholder sig foreløbig afventende. Men de bliver givetvis mindre og mindre villige til at acceptere en lillebror-rolle i forhold til et Venstre, der er politisk svagt og ikke kan holde orden i eget hus.

Samtidig ligger Ellemann og Venstre håbløst bagud i folkelig opbakning sammenlignet med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Den ene meningsmåling efter den anden fælder en knusende dom over Ellemann som leder.

Venstre befinder sig nu i en meget dyb krise. Det betyder også en alvorlig krise for hele blå blok, der i dag står uden et parti, der har autoriteten til at lede oppositionen.

Ellemanns Venstre risikerer at ende som et gammelliberalt, ufolkeligt og temmelig politisk korrekt parti. Det er det stik modsatte, danskerne efterspørger.

Der er hårdt brug for Inger Støjberg

Her og nu er den store scene overladt til Mette Frederiksen. Indtil videre er det uklart, om der ud af den dybe krise for blå blok kan vokse en kraft, der kan skabe både et stærkt modspil og et samarbejde i forhold til den socialdemokratiske leder.

De borgerlige kræfter går en svær tid i møde. De færreste tror, at Jakob Ellemann og Venstre, som det er i dag, kan løfte udfordringen. Vejen til at skabe en ny og stærk borgerlig spiller i dansk politik synes lang og hård.

Foreløbig er det svært at se, hvordan det kan foregå: Men én ting synes sikker: Der er hårdt brug for Inger Støjbergs medvirken, hvis det skal lykkes.

Taget herfra

Her er min opfattelse af Inger Støjberg og Jakob Ellemann:

🙂