Kastholm om DR

I dansk politik er der efterhånden intet, der bør forbavse os.

Når en groft manipulerende såkaldt dokumentarfilm som Danmarks Radios »Den hemmelige krig« (ja, netop: DRs, for det er DR, der har ansvaret for den) om nogle i den større sammenhæng fuldstændig ligegyldige detaljer, kan fremkalde månedlange slagsmål og veritable forsøg på ministerstorm, så er alt muligt.

Der er således ingen grund til at undre sig over, at en uskyldig mail fra kulturminister Brian Mikkelsen til daværende formand for DRs bestyrelse, Jørgen Kleener, i går fik andedammen til at gå over sine bredder.

I mailen refererer Brian Mikkelsen fra et ministermøde, at mange ministre finder DRs dækning af Irak-krigen ensidig. Mailen er fra marts 2003, lige efter Irak-krigens start.

Som man kunne forvente, er oppositionens politikere ved at segne af forfærdelse over den lille mail. At være Christiansborg-politiker i vore dage er hårdt. Ikke en dag går hen uden at denne eller hin politiker er »chokeret«, subsidiært »rystet« over en eller anden bagatel. Efter de daglige katastrofer at dømme må der gå en stadig strøm af psykiatere og psykologer med mapperne fulde af krisehjælp ud og ind fra Christiansborg.

Kulturministerens fire år gamle mail rystede først og fremmest de Radikales eksalterede medieordfører, den skrøbelige Simon Emil Ammitzbøll. Også Socialdemokraternes politiske ordfører, Helle Thorning-Schmidts chef, den smukke Henrik Sass Larsen, reagerede ganske, som var han programmeret.

»Vi skal have undersøgt den her sag, så vi kan få klarhed over hele omfanget af den pression, som regeringens ministre har udøvet mod DR,« ytrede han med en mine, som var Tredje Verdenskrig netop brudt ud.

Endelig meddelte Villy Søvndal, at han også var rystet.

Herefter havde alle spillet deres faste roller i det politiske teater. Der manglede kun den obligatoriske professor til at give fordømmelsen en saglig aura. Den rolle plejer jo at blive spillet af Eva Smith, men i et spørgsmål som dette, der med hiv og sving og meget god vilje kan betragtes som noget, der kan have et eller andet at gøre med forvaltningsretten, har professor Claus Haagen Jensen hævd på rollen, og den brave mand svigtede ikke.

»Det her er jo en rundhåndet trussel om, at DR skal passe på – ellers bliver man bare privatiseret,« resolverede han om kulturministerens mail-referat af Per Stig Møllers spøgefulde eller allerhøjst sarkastiske udbrud om, at man hellere skulle privatisere DR end TV 2.

Hvis nu kulturministerens mail fra den 25. marts 2003 skulle leve op til alle de beskyldninger, der rettes mod den, så skulle der jo i løbet af de sidste fire år være sket noget synligt politisk med Danmarks Radio.

Men det er der ikke. Ole Sippel er still going strong. TV-avisen bringer stadig udelukkende kritiske indslag om krigen i Irak, og den har for nylig demonstreret, at dens kærlighed til terrorist-pøblen (der romantisk af alle medier kaldes »de unge«) bag optøjerne på Nørrebro er betydelig større end dens kærlighed til myndighederne. De politisk holdningsbærende programmer på P1 er stadig regeringskritiske, USA-kritiske, Israel-kritiske, socialistiske eller såkaldt kulturradikale (konkret: staten kan aldrig blive for stor, enhver begrænsning af statens udgifter er et onde, enhver forøgelse et vidnesbyrd om sand humanitet) i deres forståelse af verden og i deres prioritering og vinkling af emnerne.

Dansk Folkeparti betragtes stadig som værre end pesten, den danske udlændingepolitik mistænkeliggøres konsekvent, alle problemer, der opstår (eller fremelskes!) i landets brogede liv, betragtes stadig som politiske anliggender, der skal løses af regering og folketing.

Og aldrig oplever man på DR-TV eller i DR-radioen, at der sættes spørgsmålstegn ved den enorme rolle, staten spiller i det private liv som følge af mange årtiers tætte samspil mellem socialdemokratisk samfundsforståelse, den herskende klasse (afdøde professor Jørgen Dichs betegnelse for de akademiske eksperter) og hovedsagelig offentligt finansierede interessesammenslutninger, bl.a. den såkaldte godhedsindustri. Danmarks Radio har ligesom månen den farve, den nu engang har.

Altså har regeringen ikke haft nogen redaktionel indflydelse. Altså har Brian Mikkelsen ret: det handler om ytringsfrihed. Selvfølgelig har ministre da lov til at kritisere DR. De er politikere, ikke embedsmænd. Og DR har lige så meget ret til at lade være med at lytte til kritikken. Og den ret benytter den suverænt. Selv om det måske ikke altid er klogt. Der kunne jo være et eller andet, som man kunne lære af.

Kastholm Berlingske 17. marts 2007

3 Kommentarer

  1. Rystende, fuldstændig rystende !!!! 🙂

    Henrik Sass Larsen, reagerede ganske, som var han programmeret.

    »Vi skal have undersøgt den her sag, så vi kan få klarhed over hele omfanget af den pression, som regeringens ministre har udøvet mod DR,« ytrede han med en mine, som var Tredje Verdenskrig netop brudt ud.

    Endelig meddelte Villy Søvndal, at han også var rystet

Skriv et svar til Alfred Hansen, Sø Søby Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.