Skuespilleren Peter Mygind må være radikal

Skuespilleren Peter Myginds søn blev for nogen tid siden overfaldet, gennembanket og bestjålet af en bande indvandrerdrenge blot få meter fra hjemmet.

Her til morgen blev Mygind interviewet på DR-P1 om overfaldet. Journalisten guidede naturligvis skuespillere igennem interviewet, uden at de ‘unge drenges’ etnicitet blev nævnt med et ord.

Derudover lykkedes det på kort tid Mygind at sige, at ‘det må være hjemmenes skyld, fordi de ikke giver de unge nogen former for værdier’ samtidig med, at han lidt senere nævnte ‘hvad er det for et samfund, der frembringer den slags adfærd?’.

I sandhed en ægte radikal.

Lidt eftertænksomhed udviste han dog, idet han spurgte: ‘når overfaldsmændene kun er 12-13-14 år idag, hvordan bliver de så i 18-19 års alderen?’.

5 Kommentarer

  1. De kunstnere er sgu indskrænkede, når det handler om politik.

    “Ya, manner, det er samfundets skyld”

    Har vi lissom ikke hørt den melodi et PAR gange før???

    Eller måske bare dem, der lever i fantasiens verden, hverken kan eller VIL se virkeligheden i øjnenne, før det rammer dem selv og deres nærmeste?!

    Håber aldrig at de enfoldiges stemmer igen skal være afgørende for en dansk regerings politik på udlændingeområdet.

  2. Ja noget af en vatnisse at høre på.Måske er han bange for repressalier,truslen lurer heletiden i baggrunden. Tag nu den for nylig retsag i Århus,hvor en dansk libanesisk dreng blev frikendt for mord.Mon ikke han skal kigge sig over skuldrene resten af sin tid,der er ikke meget som tyder på at den myrdes familie godtager den danske rets afgørelse.De vil have hævn-blodhævn.

  3. Det skal dog siges til Myginds (relative) ros, at han tidligere har udtalt sig meget detaljeret om sagen og om indvandrervinklen på den. Det er en ordentlig smøre, men læseværdig. De lyserøde akademikere må have fået morgenkrydderen galt i halsen den søndag.

    Stop volden nu, drenge

    Politiken 4. marts 2007

    Det lyder som et nødråb, og er det også. Det er skuespilleren Peter Mygind, der råber til de unge indvandrerdrenge. To gange er hans egen søn blevet overfaldet. Nu vil han bruge sit navn i kamp mod volden.

    Af Olav Hergel

    En sen eftermiddag i november 2006 var 14 år gamle Julius sammen med tre venner på vej fra Charlottenlund til en computercafé på Østerbro. De stod af ved Svanemøllen Station og gik ned ad Østerbrogade. Foran Netto blev de standset af omkring 15 indvandrerdrenge, der ville have deres mobiltelefoner og penge.
    »De spørger, om vi har smøger og siger »har I nogen knive?« og sådan noget. Vi går lidt videre, og så opdager vi, at det er alvor. Der er rigtig mange mennesker, og det er helt tydeligt, at vi er oppe at slås. Jeg tænkte: »Så gør dog noget! Hvorfor går I bare forbi? Det er da jeres ansvar«. Men ingen blander sig. Alle de voksne går i en bue udenom«, siger Julius.
    En af drengene stak en hånd i Julius’ lomme, fik hans pung og tog pengene: »Så giv mig den tilbage«, siger jeg, og så giver han mig et hårdt slag i maven. Så får jeg min pung. Men det var egentlig ikke så alvorligt, selv om han fik pengene«.
    Mere skete der ikke. Ingen knive, ingen på hospitalet. Julius og hans venner ringede til politiet, der straks kom. De kørte rundt på vejene med politiet, men kunne ikke finde overfaldsdrengene. Julius skyder dem til at være mellem 12 og 15 år. Episoden satte sig i hans baghoved, men ikke mere. En del af hans venner har været ude for noget lignende, og de taler ofte om, at det altid er indvandrerdrenge, der står bag.
    »Det kan godt være, at man ikke vil have, det skal være sådan. Men det er altid dem«.
    Julius går i ottende klasse, og den 20. januar tog han toget fra Ryparken, hvor han var i praktik, til Hellerup Station. Her skulle han skifte til toget mod Charlottenlund, hvor han bor. Han satte sig på en bænk, da omkring 10 drenge, som alle var indvandrerdrenge, kom hen til ham. De var mellem 12 og 15 år, men Julius genkendte ingen fra sidst.
    »De tog fat i mit tørklæde: »Nåh, er det ægte? Har du mobiltelefon?« Jeg sagde, at det ikke var ægte. De havde en god udstråling og slet ikke nogen truende attitude. De var bare flinke. De spurgte, hvor jeg boede, og så sagde jeg det til dem. De sagde, at de kendte nogen, der boede der«.
    Da toget mod Charlottenlund ankom, så Julius godt, at drengene gik ind i toget, men tænkte ikke over det. Da han steg af på Charlottenlund Station, så han, at de også steg af. Men heller ikke her tænkte han over det. Han gik ned ad villavejene mod sit hjem, men kort efter passede drengene ham op og standsede ham.
    »De spurgte, om de måtte låne min telefon, og jeg sagde: »Kan I ikke bare bruge jeres egen, der er ikke flere penge på min«. Men det troede de jo ikke på. Så gik jeg videre, men de stoppede mig. »Århh, vi skal lige låne din telefon«. De sværgede ved Koranen, at de ikke ville stjæle den. Så begyndte de at true og sige, at de skulle låne den. De dannede ring, og jeg kunne ikke se, hvem der var bag mig. Kun de to foran. Pludselig fik jeg et knæ i ryggen, og så lagde de mig ned, og begyndte at sparke på mig, så jeg blødte ud af hovedet«, fortæller Julius.
    »De var rigtig voldelige. Jeg lå bare og beskyttede mit hoved og håbede på, at det snart var overstået. Så rev de mit halstørklæde af, mens jeg lå ned, og de stjal min iPod, høretelefoner og min kasket. Så løb mange af dem. Jeg rejste mig. To af dem stod og råbte, at de ville have min telefon. Men så gik jeg bare«.
    Et minut senere træder Julius ind i sine forældre skuespiller Peter Mygind og journalist Lise Mühlausens hus. Han har blod overalt og et åbent sår i hovedbunden. Peter Mygind ser sin søn og hører på ham i 30 sekunder. Så styrter han ud af døren.
    »Et er, at man har oplevet det for halvanden måned siden. Så kommer ens søn hjem klokken fem om eftermiddagen. Ikke klokken 24 på en fredag aften, hvor han har været i byen. Ikke midt om natten. Klokken fem på en helt almindelig hverdag! Det eneste, jeg tænker på, er, at jeg skal have fat i dem. Jeg styrter ud af døren. Jeg var fuldstændig dyrisk. Nede på stationen står der en dreng og siger: »De er løbet over i skoven«, og så løber jeg over i skoven. Jeg løber bare, og det er bælgmørkt«.

    På hævntogt
    Mens Peter Mygind løber i blinde i en bælgmørk skov, løber han ikke bare efter nogle indvandrerdrenge, der har slået hans dreng ned. I et kort øjeblik løber han også væk fra det, han tror på.
    Han tror på, at unge indvandrerdrenge ikke altid har det lige nemt, og derfor skal man være fordomsfri og åbne over for dem. Det har han opdraget sine børn efter. Han tror på, at man skal bedømmes på sine handlinger og ikke på sit udseende. Det opdrager han sine børn efter. Han tror slet ikke på, at man skal smide unge under 15 år i fængsel eller på, at strengere straffe løser noget som helst. Han tror ikke på, at hævn, raseri og straf hjælper på noget som helst. Men det er det, han er optændt af.
    Peter Mygind er optændt på samme måde, som teenageforældre jævnligt bliver det, når deres dreng kommer hjem og fortæller, at han sad fredeligt i toget, da 10 indvandrerdrenge omringede ham og stjal hans mobiltelefon, hans iPod og hans penge.
    Optændt som beboerne i blok 12 i Farum Midtpunkt er det, fordi de gennem måneder er blevet chikaneret, forulempet og overfaldet af en halv snes indvandrerdrenge i en grad, så tre familier er flyttet, så forældre placerer deres børn hos pårørende, og visse beboere taler om at oprette tæskehold, så man kan jage drengene væk fra Farum Midtpunkt, når nu politiet ikke magter det.
    Optændt som de fleste danskere bliver det, når de læser, at to unge indvandrerdrenge på 15 og 16 år, som tidligere er dømt for vold, har voldtaget en transseksuel på en massageklinik.
    Alle eksempler er fra 2007, men kunne lige så godt stamme fra 1997 eller 2000 eller 2003 eller 2006. For de drenge, der overfaldt Julius, er ikke 10 tilfældige indvandrerdrenge, men en del af den moderne Danmarkshistorie, der handler om teenagegeneration efter teenagegeneration af rodløse, kulturforvirrede, utilpassede drenge, som iført omsorgssvigt, omvendte kasketter, hængerøv, brede skuldre og dårligt dansk, er på hævntogt efter alt og alle og allermest sig selv.
    En ny generation, der råber »fuck dig«, »luder« og »pikslikker« efter pigerne, og mener, det er pigen, der er racist, når hun bagefter vender dem ryggen. En ny generation, der ikke synes at fatte, at når mobiltelefonen er stjålet, offeret bløder og musikken spiller på den nyrøvede iPod, så er det dem selv, der ligger sårede tilbage. De har ikke bare begået vold mod andre. De har øvet hærværk mod deres egen og tusinder af andre indvandrerdrenges fremtid.
    En gang troede man, at Julius og hans overfaldsmænd ville sidde og nyde deres teenageøl en lys dansk sommernat sammen. Man troede, at der ville blive dannet kærestepar på tværs af racer og religion. Man troede, at det blev bedre. Det blev det også for nogen. Det vrimler i disse år med pakistanere, der bliver læger, it-programmører og ingeniører, flere folketingsmedlemmer har indvandrerbaggrund, et af Danmarks største nutidige musiknavne hedder Outlandish og består af indvandrerdrenge, og mellem mange unge danskere og indvandrere er der en gensidig forståelse for, at forskellighed og fællesskab godt kan gå hånd i hånd. De seneste undersøgelser viser endda, at færre indvandrere føler sig diskrimineret i det danske samfund. Det går rigtig godt rigtig mange steder.
    For alt for mange går det bare omvendt. Det bliver ikke bedre. Ganske vist er der noget, som tyder på, at færre indvandrere begår kriminalitet i København. Men der er stadig tale om, at syv ud af ti, der fremstilles i Københavns Dommervagt, er indvandrerdrenge, som ofte opererer i bander. Mange af de unge, der engang var små brødre, som skulle gribes, før de blev større, har udviklet sig til fuldblods kriminelle.
    Hvor det før var rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, der sad på store dele af den organiserede narkokriminalitet i Danmark, så er den forretning ifølge politiet nu overtaget af indvandrerbander, som bliver grovere, mere hensynsløse og tilsyneladende ikke skyr nogen midler i deres kamp om magten. I november kom det således til et åbent opgør med skydevåben på en cafe på Nørrebro mellem to bander, med det resultat at en helt udenforstående uskyldig mand på 24 år mistede livet.
    Selv om der er rigtig langt fra 10 drenge, der stjæler mobiltelefoner, til voksne bander, der skyder hinanden, så var de store banditter også små rødder engang. Ligesom de 8-10 stykker, der overfaldt Julius, også viste sig at være en bande med en lang kriminel karriere bag sig.

    De overfalder en til
    Alt det var Peter Mygind fuldstændig ligeglad med, da han løb rundt i blinde i Charlottenlund Skov. Han var bare en far, der ville have fat i de rødder. Men efter et stykke tid kom han til besindelse.
    »Det var bælgmørkt, og jeg anede egentlig ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Skulle jeg anholde dem? Skulle jeg anholde en? Ti? Jeg anede det ikke. Så sagde jeg til mig selv: »Hov Mygind. Stop lige. Nu må du vist hellere gå hjem«. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg stoppede«.
    Da han kom hjem, var der ringet til politiet. Julius kom på skadestuen, hvor flængen i hovedbunden blev hæftet sammen, og det blev konstateret, at han havde blå og gule mærker efter slag, men at han ellers ikke havde nogen fysiske men. Siden har Julius også gået til psykolog, men føler ikke selv, at han har men.
    Dagen efter var familien på politistationen for at se, om Julius kunne genkende nogle af drengene i politiets arbejdsregister. Hvad overfaldsdrengene ikke har været klar over er, at der er videokameraer både på Hellerup og på Charlottenlund Station. Der er billeder af dem, da de taler med Julius på Hellerup Station, og da de træder ud af toget på Charlottenlund Station. Og det endelige bevis leverer de selv.
    For efter at have overfaldet Julius tog de tilbage til Hellerup Station, og klokken cirka 19.30 samme aften overfaldt de en ny dreng, stjal hans mobiltelefon og sparkede til ham, uden at han dog kom fysisk til skade. Det overfald blev filmet af kameraerne, og da Julius så filmen fra det overfald næste dag, kunne han genkende sit eget tørklæde. Det sad om halsen på en af overfaldsdrengene, der i lighed med fem af de andre drenge er kendt af politiet.
    »Det er en bande på fem-syv stykker og de er næsten alle under 15 år. De opererer Hellerup-Dyssegårdsområdet, Gladsaxe og den nordlige del af København. De kører meget i tog og bliver taget gang på gang«, siger vicekriminalinspektør Anders Schiøtt fra Nordsjællands Politi.
    »De opsøger andre, som de tror har noget af værdi. En iPod, en mobiltelefon, en moderigtig hue. Der er ingen tvivl om, at det er røveri, men det er ikke sådan, at det er voldsomme summer. Det er jo heller ikke sådan, at man ikke kan gå på gaden, men det er et stigende problem, og det foregår på stationerne ved aftenstide. Vi kan ikke gøre andet end at efterforske sagerne, og så samle så meget materiale sammen til Københavns Kommune, så de bliver nødt til at gøre noget«, siger vicekriminalinspektøren.
    I denne sag er efterforskningen gået hurtigt, og det skyldes næsten alene videokameraerne på stationerne, forklarer Anders Schiøtt:
    »Det er jo ikke nogen hemmelighed, at nogle af stationerne er videoovervågede, og det benytter vi os af. Vi kender jo også fremgangsmåden, og går den igen, og passer de med signalementerne, så har vi et godt grundlag at gå videre på«.

    Mindre – men grovere – kriminalitet
    Siden har drengene været til samtale på Bellahøj Politistation, og siden er kriminaliteten omkring Svanemøllen Station og Hellerup også faldet. Noget tyder på, at man ved at fjerne få af drengene også har fået mange af dem, som var med på slæb, til at stoppe. De drenge, politiet har talt med, har erkendt sig skyldige, og nogle af dem har en lang række forhold bag sig. En af drengene har alene siden første november været i forbindelse med politiet 60 gange. I det tilfælde er det så alvorligt, at drengen øjeblikkeligt er blevet fjernet fra sit hjem. Noget, der ifølge Københavns chefpolitiinspektør Per Larsen burde ske oftere.
    »Man taler meget om at sænke den kriminelle lavalder, fordi der er nogen, der er kanongrove, selv når de er under 15 år. Jeg er ikke tilhænger af at sænke den kriminelle lavalder, for jeg synes ikke, at børn skal sættes i fængsel. Vi skal så vidt som overhovedet muligt give de unge med problemer – som de i bund og grund ikke selv er skyldige i – en kærlig hånd. Men på et eller andet tidspunkt bliver du altså nødt til at knytte næven. Der er nogen, der er så grove, og der er nogle familier, der har opgivet så totalt, at vi er nødt til at fjerne børnene. Den mulighed er der i sociallovgivningen, og den mulighed skal kommunerne udnytte fuldt ud, mener jeg. Det er et hensyn, vi også skylder at vise ofrene«.
    Trods de mange overfald nærer Per Larsen en forsigtig optimisme. For selv om banderne bliver mere og mere organiserede og voldelige, tyder tallene på, at antallet af indvandrere, der begår kriminalitet i København, er faldende.
    I 2006 blev 63 indvandrerdrenge i alderen 15 til 17 år ført for Københavns Dommervagt, og det er et ifølge Per Larsen næsten »dramatisk fald« på 36 procent. Tallene dækker dog ikke unge under 15 år, og de lidt ældre har stadig en meget stor overkriminalitet i forhold til den kriminalitet, drenge af dansk afstamning begår. Men forbrydelserne er blevet mere ligeligt fordelt, og det er ifølge Per Larsen »meget glædeligt«.
    »Men vi har før oplevet, at kriminaliteten faldt for så igen at stige dramatisk. Det var omkring år 2000, da man havde indført den såkaldte lømmelpakke. Herefter kunne man lukke dem inde i sikre institutioner, og når de var inde, kunne de ikke længere påvirke andre. Umiddelbart efter havde vi fine resultater, men så kom der i 2005 en ny bølge, og vi spurgte os selv, hvad fanden vi havde gjort galt«, siger Per Larsen.
    »Jeg tror, vi gjorde det galt, at vi kun fokuserede på de kriminelle og ikke på lillesøstrene og lillebrødrene. Det er vores målsætning nu i et meget tæt samarbejde med de sociale myndigheder at sætte fokus på de unge kriminelle og ikke kun fokusere på dem, vi putter i spjældet«, siger Københavns chefpolitiinspektør.
    Han forklarer den modsatrettede tendens med flere grove bander og færre unge, der begår kriminalitet, på den her måde: »De, der er med i banderne, er blevet store. Dem fangede vi ikke, før de blev rigtigt kriminelle. Den næste bølge kan vi håbe på, at vi har fanget, men det her er altså ikke noget, der forsvinder, selv om vi oplever et fald. Hvis vi ikke passer på, så kommer næste bølge rullende. Det er, som jeg plejer at sige, »fast arbejde«.

    »Min pligt at råbe op«
    Efter at den første vrede har lagt sig, vil Peter Mygind nu insistere på at bruge sit navn til at råbe de unge op, så det, der har ramt hans familie, ikke skal ramme nye familier.
    »Bagefter bliver man ramt af en enorm sorg og en enorm vrede og en magtesløshed. Jeg tænker ikke hævn. Jeg tænker frustration over, at der er nogen på 13 og 14 år, der er så langt ude. Jeg ville da også blive ramt af sorg, hvis det var klokken et om natten. Men kvart over fem om eftermiddagen og 50 meter fra vores bopæl! Der er ligesom en grænse for, hvor ting må ske. Hvor koldblodige, de har lov at være. Det er ikke en narkoman, der i frustration over at han ikke kan få junk, laver et røveri. Det er ganske unge fyre. Hvis man er så koldblodig, når man er 14 år, at man først er charmerende og så følger efter en dreng og slår ham ned uden engang at give ham en chance for at aflevere sine ting først, hvordan bliver man så ikke når man er 20?«, siger Peter Mygind, der mener, han har pligt til at fortælle sin historie til offentligheden.
    »Jeg hører fra mange, jeg kender, at det samme er sket for dem og deres børn. Men de melder det ikke til politiet, fordi de er angste. Mest fordi deres børn er angste og siger til deres forældre, at de ikke må melde det. Det holder jo ikke, at vi holder kæft, fordi vi er bange, og jeg føler, det er min pligt at råbe op. Jeg har fandeme en mulighed for at tale og få det ud«, siger han.
    »Jeg er ikke politiker, jeg er ikke politimand. Jeg er en far, der har et budskab, og jeg har mulighed for at komme ud med det, og der er intet, jeg hellere vil end at komme ud på de skoler, hvor de rødder kommer fra, og fortælle dem, hvor meget skade de gør på andre. Det tragiske ved den historie er, at det altid er andengenerationsindvandrere. Det er deres egen fremtidsrøv det gælder, for lige så meget andre gør for at integrere sig, lige så meget ødelægger de her det for alle de andre. Og det skal de forstå. Vi skal ind og have fat i deres hjerter og maver, så de får et hjerte og en mavefornemmelse af, at sådan noget her er helt vildt forkert«.
    I første omgang har Peter Mygind meldt sig til Natteravnene, som består af frivillige forældre, der i weekenderne går rundt på gaderne og holder øje med de unge. Dernæst skal han sammen med Natteravnene ud på de skoler, hvor de unge går. Hos Gentofte Politi har man med kyshånd taget mod Peter Myginds tilbud om at forsøge at råbe de unge op, og set med Per Larsens øjne er det kun glædeligt, at en kendt person melder sig i integrationens tjeneste.
    »Problemet løser sig ikke ved, at vi tier det ihjel. Det løser sig ved at man får en kraftfuld og konstruktiv debat, og jeg tror, at Peter Mygind, på trods af det alvorlige emne, med sin meget afslappede og humoristiske indfaldsvinkel måske kan få nogen til at lytte. Så det synes jeg ville være en helt kanon indsats«.
    Politiken har gennem politiet forsøgt at få kontakt med de unge, der overfaldt Julius. Vi har også tilbudt dem anonymitet i forbindelse med et interview, men de eller deres forældre har ikke ønsket at medvirke. Et af kernemedlemmerne i den unge bande har været i forbindelse med politiet 60 gange siden 1. november. I morgen fortæller vi historien om ham og hans brødre. I den kommende tid sætter Politiken fokus på de unge drenge. Hvordan stoppes volden?
    (artikel slut, Politiken Søndag 4. marts 2007)

  4. -> 1 Gitte C

    Her er én, der vist er enig med dig:
    “Under de horrible kommunisttider, hvor kunstnere og forfattere blev sendt i arbejdslejre i Sovjetunionen eller Østtyskland, støttede mange af vore kunstnere ofrenes bødler. Nu er kommunisterne væk. Det er som om de samme politiske kunstnere nu føler sig forpligtet til at beskytte en anden undertrykkende ideologi, islamismen.”

    (Farshad Kholghi, i klummen Groft Sagt, Berlingske Tidende 11. januar 2007)

    Selv når de og deres familie rammes, holder man fast i ideologien – præcist som man gjorde dengang, når kammerater bare forsvandt i lejrene.

    “Der findes Der en grænse, hvor overbærenhed hører op med at være en dyd” (Edmund Burke).

  5. “Han tror på, at man skal bedømmes på sine handlinger og ikke på sit udseende. ”

    Det er også deres handlinger de bliver dømt på, masser af dem, alt for mange af dem.

    Udseendet fejler for det meste ikke noget, det er attituden og mentaliten.

    “Et af kernemedlemmerne i den unge bande har været i forbindelse med politiet 60 gange siden 1. november.”

    Ak, og han er ikke røget på institution eller blevet fjernet hjemme fra, ingen konsekvenser, han bliver en hyggelig fætter der virkelig har fået lov til at gå hele planken ud.

Skriv et svar til GitteC Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.