Stenings Pedersen om løgn

Abdul Wahid Pedersen skriver idag i sin klumme i metroXpress om løgn ud fra den aktuelle diskussion om DR’s Afghanistan film, som dag for dag viser, hvor betændt DR’s korstog mod den siddende regering er.

 Pedersen skriver(ud fra FN’s forbud mod at lyve om Holocaust):

“Hvorfor så ikke gøre det lidt mere generelt og sige, at det simpelthen er forbudt at lyve? Eller er det kun en ganske bestemt løgn, der er så farlig, at den er forbudt? Og af hvilken grund er det lige den løgn og ikke en hvilken som helst anden løgn?”

Og så videre og så videre.

metroXpress 1. februar 2007

Det er da meget interessant, at Pedersen er modstander af løgn. For så er vi da nogle stykker, der ud fra den betragtning, at det i medierne har været mere end svært at få ham til at afsværge shariah-lovene (deraf hans tilnavn), gerne vil vide om hans afstandtagen fra løgn også gælder TAQIYYA?

Poul E. Andersen, tidligere domprovst, Odense skriver om taqiyya:

“De fleste danske har lært muslimske medborgere at kende som venlige og imødekommende mennesker. Men i den politiske og religiøse verden må man være opmærksom på, at begrebet taqiyya (forstillelse, omformning) spiller en rolle. Både i kristendommen og islam stilles krav om sandhed i tale og handling. Men et orientalsk sandhedsbegreb har ikke nødvendigvis nøjagtigt sammenfald med det vestlige. Kulturelt set kan høflighedsbegrebet ofte være vigtigere end sandhedsbegrebet. Men i religiøs og politisk henseende kan sagen være mere problematisk. I spørgsmål af den art kan en muslim endda være forpligtet på at udøve taqiyya, så man skjuler både sine egne hensigter og religiøse holdninger.  Hos shiiterne praktiseres taqiyya stærkest, men også i den største gruppe, sunni er taqiyya almindelig.

I storpolitik har det vist sig svært at indgå bindende aftaler med muslimer. Men også i almindelige dagligdags politiske religiøse forhold er aftaleforpligtethed anderledes end hos europæere. I dansk omgang med muslimer giver det anledning til frustration, forundring og tvivl om, hvordan man overhovedet skal forstå hinanden. Taqiyya skal ikke opfattes som personlig utroværdighed, men som udtryk for en brugbar tradition, der dog som regel er ukendt for danske. I politiske og religiøse forhandlinger må man nødvendigvis tage den i betragtning. (Se f. eks.. U.  Spuler Stegemann, professor, Marburg Universitet: ”Muslime in Deutschland”, 1998). Begrebet er kun sporadisk og med stor forsigtighed berørt i dansk forskning.”

Link