“Truslen mod demokratiet: Partioligarkierne spiser det op indefra”

Sådan siger Øystein Steiro sr. i denne gode artikel, som jeg har tyvstjålet

herfra

Af: Øystein Steiro sr.   2. marts 2021, 16:05

Foto: Steen Raaschou

Den største trussel mod demokratiet kommer fra politikerne selv. Vælgere over hele den vestlige verden har reageret på forvitringen af folkestyret. I stedet for at tage kritikken til sig, søges den neutraliseret som populisme, konspirationsteori eller bliver endog svinet til som ”noget vi kender fra 30´erne”..

Danmark ligger helt i toppen af Economists demokratiindeks. Der kan sættes mange spørgsmålstegn ved sådanne rangordninger, men vi har lange demokratiske traditioner, almindelig stemmeret og magten er tredelt mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Formelt set er rangordningen nok ikke helt forkert. Reelt set er imidlertid den danske politiske virkelighed svært langt fra den ideelle forestilling om demokrati som realisering af folkeviljen. Der er tvært imod flere forhold som tyder på at folkestyret i Danmark er stærkt forvitret i løbet af de seneste årtier.

Demokratiet angribes fra flere kanter. Gennem EØS-aftalen er store dele af retsudviklingen i landet overført fra Folketinget til EU-kommissionen og EU-parlamentet i Bruxelles. Her hjemme er stadig flere beslutninger flyttet fra folkevalgte organer lokalt til et voksende bureaukrati af sagsbehandlere og eksperter centralt. ANNONSE

Udviklingen indenfor medierne kan være lige så betænkelig. Mediemonopoler som, Berlingske og JyllandsPosten/ Politikkens Hus kontrollerer nu over 70 procent af det totale avisoplag i Danmark. En håndfuld redaktører bestemmer i stor grad den politiske dagsorden med et kommentariat af politiske kommentatorer, som påvirker hvad vi skal mene. En voksende armé af professionelle lobbyister, informationsmedarbejdere og spindoktorer tilslører og påvirker mere end de oplyser. I ”akademia”, den akademiske verden, spreder woke-kulturen sig som en ild i tørt hø under dække af at være videnskab og kundskabsformidling. Big Tech og de globale sociale medieplatformes censur og logaritmer gør det muligt at styre informationsstrømmen for at påvirke vælgere såvel som forbrugere.

Den største trussel mod demokratiet kommer imidlertid fra politikerne selv. De post-moderniserede demokratier spises op indefra ved at partierne udvikler egne oligarkier, bureaukratier og ved politikkens almene professionalisering. Vælgere over hele den vestlige verden har reageret på fremvæksten af de politiske oligarkier og forvitringen af folkestyret. Kritikken og protesten søges neutraliseret og marginaliseret som populisme og konspirationsteorier eller endog sværtet til som højreekstremisme og fascisme. Det folkelige oprør mod forvitringen af demokratiet er knap nok forstået på venstre- såvel som på højrefløjen i dansk politik.

Postmoderne partier og politiske eliter

I Danmark har Socialdemokratiet og Venstre i mange årtier været anset som de såkaldte «ansvarlige partier». De har ledet hver sin blok på hhv. venstre- og højrefløjen og taget føringen i vekslende koalitionsregeringer. Begge var interessedrevet og præget af «en realismens og erfaringens pragmatisme». De enedes om det meste indenfor udenrigspolitikken og indgik brede forlig indenfor forsvars- og sikkerhedspolitikken. På andre områder kunne uenigheden stikke dybere. Socialdemokratiet ønskede en stor og aktiv stat og sager som arbejdspladsdemokrati og et statsejet bankvæsen prægede partiets diskussioner. Begge partier frygtede kommunismen. Venstre kunne ikke lide Socialdemokratiets ‘socialisme’. Partiet ville værne om ejendomsretten og overlade industri- og arbejdsmarkedsudviklingen til markedet. Venstre blev en stadig varmere tilhænger af velfærdsstaten, men forskellene var alligevel store i socialpolitikken. Socialdemokratiet snakkede mere om kvindesagen og social arv end om familien. For Venstre var det omvendt.

Nu er begge partier dekonstrueret, afideologiseret og ‘postmoderniseret’. De politiske forskelle er marginale. I et europæisk perspektiv er de, om noget, begge at anse som ordinære socialdemokratiske partier. Mens Venstre er sluttet op om Socialdemokratiets velfærdsstat, slutter Socialdemokratiet sig til Venstres markedsliberalisme. Med realiseringen af velfærdsstaten og fri konkurrence i økonomien forsvandt hjertesagerne og de væsentlige ideologiske forskelle. Begge partier har sluttet sig til globaliseringsprojektet og multikulturalismen i europæisk og vestlig politik. I Danmark fik det sit udtryk gennem et voksende u-landsbudget, den såkaldte ‘involveringspolitik’ og fremvæksten af et enormt statsstøttet ‘humanitærpolitisk kompleks’. I dag konkurrerer de to partier hverken på projekt eller ideologi, men optræder snarere som alliancer af personer i netværk som går på tværs af partiskillelinjerne, hvor der konkurreres om de samme embeder og positioner i stat, forvaltning og internationale organisationer.

Netværk er vigtigere end medlemmer 

Partierne er ikke længere medlems- og kontingentbaserede folkepartier. 

I Socialdemokratiet har postmoderniseringen mindsket de fagligt organiserede og almindelige folks deltagelse. I Venstre er partiets tidligere løse alliance af bønder, byboere og selvstændige næringsdrivende erstattet af et omfattende partibureaukrati. I begge er debat og politikudvikling ‘outsourcet’ til tænketanke. Cepos (V) og AE (S) tænker for dem. Cepos præges af borgerlige idéer. AE af socialdemokratiets/venstrefløjens tanker. Medlemskab og medlemskontingent er ikke længere vigtig. Partierne finansieres i dag i overvejende grad over statsbudgettet gennem partistøtten til partiernes kommunale, regionale og centrale hovedorganisationer. Det er m.a.o. skatteyderne og ikke medlemmerne som i hovedsagen dækker driften, og alle er tvunget til at bidrage over skattebilletten, om man er medlem af et parti eller ej.

Partiernes organisationer er blevet administrative stabe og professionelle bureaukratier med fast ansatte politiske rådgivere, konsulenter, it-specialister, sekretærer og informationsmedarbejdere samt stadig flere rene levebrødspolitikere som har gjort politikken til en karriere- og levevej. Politikerne bestemmer selv deres aflønning, pensioner og frynsegoder. Enten kommer de direkte fra egen partiorganisation eller indirekte fra forskellige erhverv i den offentlige sektor, statslige virksomheder, NGO’er eller fra offentligt finansierede interesseorganisationer og forsknings- og undervisningsinstitutioner. Dette miljø udgør sammen med det højere embedsværk, mediehusenes propagandaapparat og den politiske klasse i Danmark sammen med de gamle familiedynastier i som Hækkerup, Auken og Krag i Socialdemokratiet, Elleman i Venstre og Helweg-Petersen hos Radikale. De har tilholdssted i de store byers finere bydele. I København på Frederiksberg og stort set ”indenfor Voldene”.

Venstre og Socialdemokratiet er blevet en karrierevej mere end et tillidserhverv. Og for levebrødspolitikeren er det væsentligste at blive genvalgt og dernæst at sikre sig mest muligt attraktive ordfører- og udvalgsposter. Det gøres først og fremmest gennem netværksopbygning indadtil og på tværs af partiskellene. Indadtil i partiet, for at stå bedst mulig placeret i opstillingsprocessen. På tværs af partierne, for at være bedst mulig stillet i studehandelen mellem partierne om fordelingen af attraktive stillinger og hverv i den offentlige sektor, statslige virksomheder, halvstatslige NGO’er og, for de mest centrale landspolitikeres vedkommende, godt lønnede topstillinger i erhvervslivet og retrætestillinger i internationale organisationer. Sådanne kan ‘købes’ ved rundhåndet omgang med skatteydernes penge via u-landstøtten, gennem milliardoverførsler fra staten til internationale organisationer eller store internationale offentlige vareindkøb.

Vi har de demokratiske institutioner på plads og scorer højt på The Economist ´ demokrati-indeks, men reelt folkestyre har vi ikke.

Taget herfra

God artikle, men jeg synes også han mangler duopolet DR og TV2 …

2 Kommentarer

  1. Fremragende analyse. Demokratiet er lige netop blevet et skindemokrati, der i realiteternes verden ikke fungerer.

  2. Han har ret den gode mand.

    Vi har i Danmark ikke noget at slås for – tilsyneladende. Hvert parti har sin egen lille selvkomponerede godtepose. Venstrefløjen lader højrefløjens vælgere betale – højrefløjen sælger fedt flæsk og mundsvejr. Alle er totalitære.

    Sådan er det ikke i USA, så vi her for nylig. Her har man noget meget håndfast at slås om – en forfatning med tilføjelser – der helt overordnet skal sikre borgenes frihed. Et ord, der aldrig høres i Danmark – hvad skulle man da med frihed – vi vil have penge uden at arbejde for dem.

    At den politik ikke er holdbar, ser vi af, at al produktivitet stort set er afviklet, da alle normer stort set er afskaffet – penge har ingen værdi, nyttigt arbejde i det private findes stort set ikke mere, hele uddannelsessystemet ligger i ruiner, Danmark er afskaffet. Det hele flyder. Om der så kom en dansk Trump, ville han intet kunne stille op.

Skriv et svar til husmanden Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.