Villy Søvndahl: Asmaa hører ikke til på venstrefløjen

Asmaa Abdol-Hamid er for uklar om sine holdninger til bl.a. homoseksuelle og dødsstraf. Derfor ville hun ikke kunne blive MF’er for SF, siger partiets formand.

Mange af de synspunkter, som hun giver udtryk for, hører jo mere hjemme på højrefløjen end hos os, siger Søvndal, som understreger, at han ikke er ude på at dæmonisere Asmaa Abdol-Hamid.

Jeg har ikke noget imod hende personligt, og hun må selv bestemme, om hun vil bære tørklæde og trykke mænd i hånden, siger han.

Mere på Jyllands-Posten

Villy Søvnighed diskuterer med Assmaa i DR-P1-Debat klokken 12.30 idag.

Villy trak delvis sine udtalelser tilbage og sagde, at de var ‘skærpede’.

Assmaa fik lov at slippe afsted med:

“Det er venstrefløjen, der går ind for minoriteternes rettigheder.”

og

“Regeringen går ind for at mistænkeliggøre alt, hvad der ser anderledes ud.”

SF’eren Rasmus Jønsson styrede debatten.

13 Kommentarer

  1. Det er vel en rimelig antagelse… Jeg har heller ikke noget personligt mod hverken Asmaa, Villy eller Jonni, men deres meninger er yderst frastødende!

  2. Elisabeth Gerner Nielsen, mentalt fallitbo:

    http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=4373482/

    Hvor naiv og taabelig kan man vaere, dumheden og tossegodheden er graenseloes.

    Men….der ligger noget andet og mere i det blandt neo-marxisterne. De hader egen kultur. I 1999 sagde hun:

    “Jeg er så træt af at få det dårligt, når jeg kører forbi en kolonihave og ser det danske flag”.

    Saa rejs til Jordan.

    Havde nogen nu sagt:

    “Jeg er saa traet af at faa det daarligt, naar jeg gaar forbi en gruppe muslimske kvinder og ser deres toerklaeder”, saa havde der vaeret ramaskrig fra Roedfascisterne.

  3. Elsebeth Gerner-Nielsen bliver nu heller ikke kønnere med tørklæde, men også hun kan beholde sine latterlige holdninger, hun har jo ikke fattet, hvad tørklædet signaliserer. Hvad skal vi mere normale danskere tage på for at markere vores modstand mod de radikale og Elsebeth g.N.? Et dannebrogssflag i knaphullet eller et kongemærke som under krigen?

  4. Den kvadratiske gavtyv

    Ja, gad vide, hvad den evigt irriterende klummeskribentinde vil skrive om i dag? Selvfølgelig om tørklædet, da hun jo har valgt at bære tørklæde.

    Jeg sætter mig ved computeren og tænker: Næ nej, jeg vil hellere gå på brændende kul og spise en håndfuld levende edderkopper end skrive om sløret igen. Så jeg begynder at fundere over, hvad klummemenuen skal være denne gang.

    I det samme får jeg en ulidelig kvalme, og jeg begynder at få stærk hovedpine efterfulgt af tågede hallucinationer. Foran mig ser jeg en ophidset Pia Kjærsgaard med skummende spyt i den ene mundvige. Hun slås med næb og klør med et levende slør, som ihærdigt prøver at tilhylle hende.

    Det har både øjne, mund og små lemmer og er nu i fuld gang med at indhylle hende, trods hendes fysiske og verbale protester. Jeg bliver bange for synet, men samtidig lader jeg latteren briste og falder om på gulvet af grin, imens hun råber:

    “Neeeeej, jeg vil ikke! Hjælp mig i stedet for at stå der og glo!”

    Er jeg virkelig ved at opfylde Mogens Camres ellers dementerede udsagn om, at alle tilslørede kvinder er potentielt psykisk syge? Jeg lægger mig til at sove. En halv time senere vågner jeg og ser efter, om synerne stadig er der.

    Pyha, gudskelov – det var bare en drøm.

    Deadline for aflevering af min klumme nærmer sig med hastige skridt. Jeg forestiller mig min chefs gnavne aflange mine foran mig og springer, hastigere end jeg kan nå at blinke, hen til min pc og lægger ladhedens idioti på hylden af frygt for endnu en pinlig skideballe.

    Der dukker en pop-up message frem på min skærm, og jeg ser Helle Thorning Schmidts smil overdøve resten af hendes ansigtstræk. Vi kigger kort genkendende på hinanden, og jeg læser beskeden under hendes store billede, hvor der med fed skrift står:

    “Kære Helen, jeg vil gøre dig fri.”

    Juhuu! Endelig en der tænker på mig og mit stressede liv som en fattig studerende. Min jubel vil ingen ende tage, og jeg overvejer at erklære over for verden, at alle mine fremtidige stemmer vil gå til Socialdemokraterne … men der står vist også noget med småt.

    Jeg læser videre og kan nu se, at hun vil gøre mig fri fra det omtalte slør.

    Arggg! Ikke sløret igen, tænker jeg og synker sammen på kontorstolen med højlydte klagesudbrud og jamren over, at det ikke er min sparsomme SU, hun vil have hævet.

    Jeg visker Peugeoten og Gucci-taskene ud af mine tanker og tager en slurk af min søvnige kaffe, som sikkert er malet og ristet i Sudan af en undertrykt, tilsløret kvinde. Jeg prøver at finde noget i tv for at genfinde livslystens sødme, og jeg ser en iransk kvinde på skærmen ved navn Nahid Riazi.

    Wauv, en af mine såkaldte ‘landsmænd’ er på nationalt fjernsyn, stolt skruer jeg lyden op og hører, hvordan hun på gebrokkent dansk monotont fortæller, at hun ikke kan lide islam, og at tørklædet er meget undertrykkende.

    Jeg slukker tv igen, da jeg er deprimeret nok i forvejen.

    Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde som afslutning på klummen, men en ting er sikker: Jeg kunne heller ikke denne gang undgå at skrive om det spøgefulde slør.

    Med en vemodig udtryksmåde vil jeg blot sige: Lad mit slør hvile i fred! Amen.

    http://xtra.fyens.dk/article/791107

  5. Er vaesenet Hellen Latifi en frafalden Dansker? Hendes skriveri er ulideligt middelmaaadigt.

    Er der nogen religion eller politik der formaar at fremkalde mere narcisisme hos deres troende end islam? Naeppe.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.