Sådan skriver Asger Aamund om vore politikere
Taget herfra
Aviser og tv ligner for tiden et spil scribble, der er ramt af lynet. En lavine af bogstavkombinationer skyller ned over vælgerne. Vil A danne regering med M og B? Eller med F og Ø? Og hvad med V, I og Å? Skal Æ holdes uden for eller ind i varmen sammen med C? Alt er muligt, men ingen ved, hvad der er sandsynligt. Under valgkampen var der ingen partier, der kunne fremlægge langsigtede, strukturelle reformløsninger på vores vigtigste problemområder, som er økonomi, energikrise, forsvar, sundhed, arbejdsformidling og indvandring. Alle partier kunne kun fremlægge akutløsninger i form af økonomiske røde kors-pakker til trængte faggrupper. Den forløbne valgperiode har da heller ikke budt på de nødvendige reformer, der kunne skabe vækst og fremgang for det danske samfund. Vi fik lappeløsninger og politiske broderier, der ikke førte nogen vegne hen. Der er ikke noget, der tyder på, at de nu 12 partier i Folketinget kan finde på noget bedre i den kommende valgperiode.
Hvis man vil forstå de enorme samarbejdsvanskeligheder, der tårner sig op i folkestyret, må man frigøre sig for en række vrangforestillinger, der plager medier og politikere. Borgerne bliver fra morgen til aften hjernevasket med hule fraser om rød og blå blok, om de borgerlige og de socialistiske partier, som kæmper om magten. Set i DR og TV2’s optik er de blå partier kun ude på at berige sig og rage til sig, sådan som Sven Auken elegant formulerede det: ”I den borgerlige verden er enhver sin egen lykkes smed. Og fanden tager de sidste!” De røde partier ses derimod som solidariske bevægelser, der tænker på andre end sig selv. Her er der folkeligt fodslaw. Her bekæmper man uligheden, og her sørger man for, at få har for meget og færre for lidt. Alt dette er imidlertid en illusion. I virkeligheden skal man dele Folketingets partier op i vækstpartier og fordelingspartier. Vækstpartierne har alle i deres partiprogrammer en passage, der opstiller økonomisk vækst som den afgørende betingelse for samfundets velstand, der igen er forudsætningen for den velfærd, som rummer livskvaliteten for den moderne dansker. Vækstpartierne i det nye Folketing er Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, Konservative og ja, selv de Radikale.
Fordelingspartierne derimod interesserer sig ikke for at skabe økonomisk vækst i samfundet. Det må erhvervslivet selv ligge og rode med. Målet er i stedet at fordele velstanden på en måde, så der opstår maksimal lighed i samfundet ved, at alle såkaldt svage grupper bliver tilgodeset. Det drejer sig dog hovedsageligt om de vælgerskarer, der er knyttet til fagbevægelsen. Fordelingspartierne er Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet. Som Mette Frederiksen udtalte, da hun blev valgt til formand for Socialdemokratiet: ”Jeg er ikke interesseret i at diskutere reformer. Jeg ønsker at drøfte, hvordan vi fordeler det, der ligger på bordet i dag”. I virkelighedens verden er det i mange årtier ikke lykkedes vækstpartierne at skabe et flertal for en vækstpolitik. Og også fordelingspartierne har haft svært ved at etablere politisk slagkraft for en dramatisk omfordeling af samfundets goder. I stedet har vi set, at en vækst-regering som Anders Fog Rasmussens i 2001 måtte alliere sig med et fordelingsparti (DF) for at opnå et parlamentarisk grundlag. Og senere måtte Helle Thorning lukke vækstpartiet, de Radikale, ind i regeringen for at kunne blive siddende.
Disse kombinationer sammenholdt med hverdagens tvangsarbejde hen over midten betyder, at reformkræfterne ophæves af fordelingsbremsen. Og den rene fordelingsstrategi udviskes af vækstkræfterne. Resultatet var, at den liberale Fogh modstræbende måtte føre socialdemokratisk socialpolitik og, at Thorning mod sin vilje måtte acceptere en radikal økonomisk politik. Når man modregner vækst og fordeling, bliver resultatet hverken robust vækst eller fuld fordeling, men en udvandet og bleg vanskabning, der hverken er fugl eller fisk. Det er lige her, vi står efter valget i tirsdags. Og det er lige her, vi har været de sidste årtier, i et politisk ingenmandsland, hvor visioner og reformer visner og dør. Hverken vækst- eller fordelingspartierne opnåede flertal ved dette folketingsvalg. Alt er således som før. Og man skal ikke tro, at Lars Løkke med Moderaterne gør sin entré som frelsende reform-engel i en ny regering. Lars Løkke er som alle moderne politikere ikke resultatbevidst, men procesorienteret. Kompromiset, forliget er målet, ikke resultatet. Den politiker, der bringer forligene i hus, er i Danmark først blandt ligemænd. Også selv om nyttevirkningen er sølle og forandringerne udebliver. Se bare på sundhedsplatformen, skolereformen, politireformen og den grønne omstilling. Det er jo så moderne at have en flydende seksuel identitet. Har man ikke det, er en flydende politisk identitet jo heller ikke at foragte. Og den besidder Lars Løkke i fuldt mål. Han har vist, at han i dag er både liberal og socialdemokrat alt efter, hvad situationen kræver. Eller som Groucho Marx proklamerede i en rolle som politiker: ”Dette er mine urokkelige holdninger og faste overbevisninger. Og kan De ikke lide dem, så har jeg også nogle andre!” Løkke repræsenterer den fusionerede vækst- og fordelingspolitik i skikkelse af en forligskamæleon, der er til fals for den højestbydende. Det giver forlig hen over midten, men ingen reformer.
Uanset den kommende regerings sammensætning og parlamentariske grundlag, kan vi således ikke forvente en konstruktiv forskydning af dansk politik over mod reelle og banebrydende reformer. De store problemområder i Danmark ligger fortsat politisk brak, og de næste fire år er der ikke udsigt til forbedring. Men vi er jo vant til turen.
Taget herfra
Jeg nød virkelig Asgars sammenligning af Løkke Rasmussen med et citat fra Groucho Marx:
”Dette er mine urokkelige holdninger og faste overbevisninger. Og kan De ikke lide dem, så har jeg også nogle andre!”
Utroligt, som det passer på fadbamsen 🙂
Det er vel et spørgsmål om at vælge en gylden middelvej mellem en fornuftig fordeling af produktionsresultatet og en maksimering af dette produktionsresultat.
Den blå blok vil aldrig kunne appellere til det store lønmodtagerflertal, hvis den fører ensidig erhvervsvenlig politik. Uden almindelige lønmodtagere ville der ikke eksistere en blå blok.
De fleste danskere betragter velfærdsstaten som en art forsikringsordning, der kan træde til hvis ulykken rammer i form af arbejdsløshed eller sygdom. Og til at sikre sin alderdom i form at en bund under pensionen og plejehjemspladser. Det store flertal af danskere ønsker bibeholdelse af en velfærdsstat.
Jeg kan forestille mig at Aamund med reformer tænker på skattelettelser. Men skattelettelser hænger jo sammen det offentlige forbrug. Med mindre dette nedbringes ved effektiviseringer eller øget privatisering, er det svært at sætte skatten ned generelt. Større belønning for arbejde og investering kunne dog ønskes. Det skal kunne betale sig at arbejde og investere. For høj skat på arbejde og investering er dræbende for økonomisk vækst. En reformering af velfærdsstaten kunne måske nok være påkrævet.
Jeg synes dog kritikken af Dansk Folkeparti er noget urimelig. Uden DF havde vi jo ikke haft det succesfulde blå tiår under Fogh. Og vi havde været lige så ilde stedt som Sverige mht. fremmedinvasionen, med den langt større belastning af økonomi og sikkerhed dette ville have medført.
Vi vil meget snart have indhentet Sverige, fordi
flertallet af partierne arbejder på at Danmark
skal afrikaniseres, og fordi DF-Tullesen har
ødelagt DF indefra, så partiet er gået fra 37
mandater til nu 5. Havde Tullesen ikke været
så uduelig, kunne partiet i dag have haft
omkring 50 mandater og dermed været det største parti.
he he. Nu håber DF’s partiformand, at han kan slippe for spørgsmål om spærregrænse, og kunne få spørgsmål om politik. Det skal han ikke forvente, dertil er deres politik for uønsket i statslige kredse.
Danmarks kommende statsminister Peter Kofod blev valgt ind, så han kvitter EU. Dejligt at se, han er foredragsholder. God måde at et budskab ud på
Enhver, der har været ude i industrien ved, at produkterne, der produceres, er opfundet af nogen og producerede af nogen andre.
Især i den højteknologiske sektor, er der en himmel til forskel på, hvem der skaber værdierne. Uden opfinderne var der ingen produkter, og de der producerer, kan som regel erstattes af automatisering, eller billigere udenlandsk arbejdskraft. Sagen er den, at for at en produktion kan foregå, så skal den som regel brydes ned på et niveau svarende til ”den firkantede pind skal i det firkantede hul, den runde i det runde osv.”
Da jeg startede i industrien, var metallernes og specialarbejdernes lønninger højere end opfindernes – ingeniørernes, så helt selvfølgeligt stoppede al højteknologisk produktion i Danmark, således at der stort set intet er tilbage. Så det er med sorg mere end med glæde, at jeg kigger tilbage på det, jeg lavede dengang i halvfjerdserne, også selvom det brugte udstyr stadig sælges verden over, og koster meget dyrt, men med sorg da produktionen for længst er stoppet definitivt.
At Danmark nu kun har landbruget tilbage er således ikke til glæde for en husmand, der ser indkomstudjævning som det, det er, nemlig tyveri og bestikkelse med tyvekoster. Og nu er vi så i slutfasen: Lukning af fødevare og energiproduktion.