“LØFTEBRUD ER VEJEN FREM I DANSK POLITIK” (opdateret)

Sådan skriver Asgar Aamund om nødvendigheden af en bred regering

Taget herfra

Hvis man havde spurgt statsminister Thorvald Stauning den 1. april 1940, om han kunne tænke sig at danne en samlingsregering, ville han sikkert have svaret, at det havde han absolut ingen planer om, og at det var en konstellation, han ikke kunne se for sig. Samme dag som den tyske værnemagt besatte Danmark, den 9. april, dannede Stauning alligevel en samlingsregering bestående af Rigsdagens fire største partier: Socialdemokratiet, de Radikale, Venstre og Konservative. Forudsætningerne for den politiske styring af Danmark havde på få timer ændret sig radikalt, og det blev derfor nødvendigt at se bort fra døgnets politiske ævl og kævlpartierne imellem. I stedet så Stauning det som regeringens pligt at løse landets problemer så praktisk og hensigtsmæssigt som muligt under de nye vanskelige forhold.

Danmark i dag er ikke i fare for en fjendtlig besættelse, men står alligevel over for så store problemer, at det kan blive nødvendigt med en samlingsregering, hvis medlemmer har modet til at miste deres politiske farver og i stedet tænker og handler praktisk og forretningsmæssigt til gavn for almenvældet. Under folketingsvalget satsede Venstres leder, Jakob Ellemann, hele butikken på farven blå på den politiske roulette med statsministerposten som mål. Roulettens pil standsede imidlertid på rødt og hermed røg drømmen om en borgerlig regering. Som for Stauning havde forudsætningerne ændret sig grundlæggende, og der forelå nu nogle andre optioner: Hvis Mette Frederiksen danner en regering med støtte fra de røde partier og de Radikale, vil hun være uden muligheder for at gennemføre nødvendige reformer for det danske samfund. Regeringen vil blive fastholdt i en hundedyr grøn omstilling i en idiotisk klimakamp mod CO2 udledning og vil blive tvunget til en velfærdsgavebod og en ekspanderende offentlig sektor uden ende. Men hvis nu Jakob Ellemann turde stole på, at Mette Frederiksen ville følge den socialdemokratiske tradition, at partiet ikke er bange for at gennemføre store reformer, når det har magten, så kunne Venstre måske hoppe med på regeringsvognen.

Det er dog ikke småting, der er brug for: Hvis vi skal finansiere fremtidens velfærdssamfund, skal vi som folk tjene flere penge. Ellers kan vi ikke betale den voldsomme vækst i de sociale udgifter. Antallet af demente vil i de kommende årtier fordoble sig fra de 85 000 patienter, vi har i dag. Antallet af ældre på pension, på sygehuse og på plejehjem vil vokse med eksplosiv kraft. Forudsætningen for økonomisk vækst i Danmark er en omfattende skattereform, der fjerner topskatten, der jo nærmest er blevet en ekstra lønmodtagerskat. Endvidere skal den ekstremt væksthæmmende iværksætterskat tages af bordet og også arveafgiften, der er en alvorlig hindring for succession i familieejede selskaber. Forsvaret skal genrejses fra sine ruiner, og den aftalte kampbrigade skal stå klar i 2025 og ikke i 2033, som planen ellers er. Mobiliseringen af kamptropperne skal være 3 døgn som i USA og ikke uanstændige 3 måneder som i det danske forsvar. Indvandring og integration skal under radikal forandring. Kompetente, veluddannede migranter skal ind, indvandrere, der ikke kan forsørge sig selv, skal ud. Ingen overførselsindkomst ved første arbejdsvægring. Migranter udvises efter fængselsstraf. Regering og Folketing må generobre magten over den offentlige sektor, der lever sit eget liv som en stat i staten og er især urørlig inden for indvandring, integration og i omsorgssektoren.

Disse uomgængelige reformer kan Mette Frederiksen ikke under nogen omstændigheder gennemføre med røde støttepartier, men hun kan med Venstre som regeringspartner og med Moderaterne som deltager i regeringsgrundlaget. En gyllestråle af kritik hagler ned over Jakob Ellemann fra de blå partier: Politisk svindel, løftebrud og vælgerbedrag. Ellemanns virkelig dilemma er imidlertid dette: Bliver Venstre i opposition og overlader Mette Frederiksen til SF, Enhedslisten og de Radikale, er det slut med ægte reformer i Danmark. Som gidsel hos venstrefløjen vil vi se en udvandet tandløs lovgivning hen over midten til glæde for ingen. En fortsat march på stedet. Hvis Venstre tør tage det store og farlige spring ind i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, foreligger der to muligheder. Hvis Mette Frederiksen slår op i banen og ikke konsekvent tør møde landets store udfordringer, så ender Jakob Ellemann og Venstre som en tom godsvogn bag Mette Frederiksens røde bumletog. Dette bliver så enden på Ellemann og Venstre som en væsentlig faktor i dansk politik. Men hvis statsministeren oprigtigt og ærligt erkender nødvendigheden af gennemgribende reformer og tør gennemføre dem, vil Venstre høste megen og fortjent anerkendelse af partiets dristige og modige spring ind i regeringen. Lykkes reformpolitikken, bliver det til glæde for hele folket. Stauning i sin himmel smiler gennem skægget og vi andre kan glæde os over, at nogle gange er løftebrud ikke det værste, man har.

Taget herfra

Opdateret:

Lars Hedegaard har her et andet indlæg om Ellemann :

“Fanden er løs og Pernille Vermund er sur”

Så kan du jo selv vurdere, hvem der har ret eller måsk om de begge har 🙂

Taget herfra

Det er Venstres Jakob Ellemann, der har fået hende til at udslynge hidtil uhørte forbandelser.

Berlingske beskriver situationen: I tre år har hun siddet og ført fortrolige samtaler med ham. Men det er grotesk at tænke tilbage på. Med snyd og bedrag har Venstres formand holdt de blå partier og vælgerne for nar, og nu har Vermund svært ved at se, hvordan hun nogen sinde igen skal kunne stole på ham.

Specielt smerteligt er det, at Pernille Vermund for få uger siden pegede på den uvorne unge som kongelig undersøger i forbindelse med regeringsdannelsen. Og nu sidder han og gantes med Mette Frederiksen i håbet om, at der kan falde nogle ministerposter af til ham selv og nogle andre vendekåber.

Ellemann har åbenbart opgivet sit ”ultimative” krav om, at vi skal have en borgerlig regering. Det finder Vermund ”totalt bizart”. ”Det er simpelthen et demokratisk problem”, siger Nye Borgerliges leder. ANNONSE

“Jeg ved godt”, fortsætter Vermund, ”at man i politik ofte ser folk, der siger én ting før valget og noget andet bagefter. Men det her er totalt uden for enhver normal kategori – det er historisk på den triste måde. Vi har at gøre med en mand, som gør sig skyldig i snyd og bedrag af danskerne, og vi har at gøre med en person, der viser, at man ikke kan stole på ham.”

Borte er nu talen om ”den blå familie”, der før valget prøvede at demonstrere sit sammenhold.

“Der var så åbenbart heller ikke noget af det, han ærligt mente. Det var også en usandhed, han fortalte danskerne. Det var også bare noget, han sagde, fordi han troede, at det var det, de ville høre – og det var også bare noget, han kunne løbe fra kort efter valget for at få magt, indflydelse og ministerbiler. Det er snyd og bedrag og populisme af den værst tænkelige skuffe”, siger Vermund, som har svært ved at se, hvordan de borgerlige skår skal kunne klinkes.

“Hvordan skal man kunne stole på en person, som taler med to tunger, som bedrager danskerne, som holder sine blå samarbejdspartnere for nar i flere år, og som blæser omkuld og sælger sin sjæl til djævlen efter lidt modgang? Hvis han krydser den her flod, er løbet kørt for evigt. Det er helt åbenlyst”, meddeler den forbitrede partiformand.

Det viser sig nu, at Ellemann er af samme type som Lars Løkke Rasmussen og er villig til at sno sig, hvis det giver adgang til fine kontorer.

Vermund mener, at de blå kunne have fået masser af indrømmelser fra Mette Frederiksen, hvis de havde stået sammen. Nu vil Ellemann forære hende magten på et sølvfad, og en bred regering vil ”smadre det borgerlige Danmark”.

Det spørgsmål, andre må stille sig, er, om der overhovedet har været et borgerligt Danmark, som rækker videre end Nye Borgerliges vælgere. Jo, vi har ingen mangel på partier, der kalder sig borgerlige, men som i alle afgørende sager lige så godt kunne betegne sig som venstreorienterede og medlemmer af rød blok. Hvor er de store forskelle, når det gælder den EU-fidele kurs, begejstringen for konventionerne, indvandringen, islamiseringen og klimahysteriet? Altså alt det, der vil afgøre landets skæbne.

Hvis Pernille Vermund kan forklare, hvori de store forskelle på de røde og de blå består, vil hun have gjort en vigtig indsats. Men det bliver svært. De Konservative er netop gået sammen med Enhedslisten med et forslag om, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser endnu mere, end det hidtil var planlagt.

Den store forbrødring har også ramt De Radikale, og partiformanden Martin Lidegaard meddelte for få timer siden, at regeringsforhandlingerne “bevæger sig fremad”. “Vi er langt i at skabe et klima og en tillid, som jeg ikke har prøvet før”, lyder der fra Lidegaard, som udtrykker håbet om, at hans parti kan komme med i regeringen.

Lidegaard har åbenbart mere tillid til Ellemann end den, som Pernille Vermund kan opbyde.

Vermund er ret ny i politik og har tydeligvis ikke forstået, at der ikke findes ærlighed blandt tyve.

Taget herfra