“Det amerikanske demokrati hænger i en tynd tråd”

Sådan skriver Lars Hedegaard her i anledning af afsløringen af Twitters Shadowbanninga f konservative og dere LØGNE om at det gjorde de ikke …

Taget herfra

De senest offentliggjorte, såkaldte ”Twitter Files” beviser, hvad konservative hele tiden har frygtet, nemlig at synspunkter, der afveg fra den fortælling, som venstrefløjen ville have udbredt, systematisk er blevet undertrykt eller shadowbanned. Det er åbenbart udelukkende gået ud over folk til højre i det politiske spektrum, hvis synspunkter er blevet udsat for ”Visibility Filtering”, altså et filter, der skulle gøre dem usynlige.

Men det gjaldt også Stanford-professoren dr. Jay Bhattacharya, der blev placeret i en kasse med mærket “Trends Blacklist”, fordi han havde argumenteret for, at corona-nedlukningerne skadede børn – hvilket senere har vist sig at være sandt. Bhattacharyas forbrydelse var tydeligvis at udbrede en anden opfattelse, end den som de føderale sundhedsmyndigheder ville pådutte befolkningen for at få den til at acceptere drakoniske indgreb i den personlige frihed. Andre har fået munden lukket under rubrikker som ”Search Blacklist” eller ”Do Not Amplify”.

Tidligere talsmænd for Twitter har under ed over for Repræsentanternes Hus afvist, at platformen skulle praktisere shadowbanning eller direkte censur, men den tidligere New York Times-journalist Bari Weiss, der har offentliggjort det seneste materiale og talt med flere højtstående ansatte, kan bekræfte, at Twitter praktiserede “Visibility Filtering” i stor stil, som skulle lukke munden på regeringens kritikere og venstrefløjens modstandere.

Twitter brød sig heller ikke om morsomheder og udelukkede derfor den satiriske platform, The Babylon Bee.

Når Repræsentanternes Hus den 3. januar samles under republikansk ledelse, vil det nye flertal givetvis være stærkt interesseret i at finde ud af, i hvilket omfang Twitter udøvede censur efter opfordring fra FBI og andre regeringsorganer. At det er sket, står allerede klart. Spørgsmålet er, hvor udbredt de regeringsdikterede eller -inspirerede indgreb har været, og i hvilket omfang de har været praktiseret i andre medier. Man ved allerede, at Facebook efter opfordring fra FBI begravede historien om Joe Bidens korruption og udsalg af amerikanske interesser til Kina.

Oven på de seneste afsløringer har Twitters nye ejer, Elon Musk, meddelt, at han arbejder på at indføre et system, der tillader platformens brugere at se, om de er underkastet restriktioner, og hvor mange der læser deres opslag. Miranda Devine, den journalist fra New York Post, der kunne offentliggøre historien om Biden-klanens korruption kort før præsidentvalget i 2020, fortæller, at antallet af hendes følgere pludselig er vokset med 40 pct., after at Elon Musk har sat sig ved Twitters bordende.

Ligeså uhyggelig som Twitters censur er de ledende mediers reaktion på afsløringerne. De store TV-kanaler, NBC, ABC, CBS og MSNBC, har stort set valgt begrave dem. Det samme har aviserne Washington Post og New York Times, som danske journalister elsker at citere for deres påståede troværdighed. Og de enkelte journalister, der ofret nogle ord på historien, har enten kaldt afsløringerne uinteressante eller latterliggjort dem.

Tilbage står spørgsmålet, om man kan have demokrati i et land, hvor næsten alle store medier og internet-platforme i samråd med regeringen systematisk og af ideologiske grunde undertrykker bestemte synspunkter.

Svaret må blive, at det kan man ikke.

Og hvad kan vi andre lære af denne betændte affære? Vi kan i hvert fald lære ikke at tage mainstream-medierne alvorligt. De er ikke medier i den forstand, som vi lærte om i skolen, og deres journalister rapporterer ikke dagens nyheder, men udbreder de historier, som magthaverne vil have frem.

Vil man vide, hvad der foregår, skal man ty til de journalister og skribenter, der bliver undertrykt.

Taget herfra