“Sverige – fra asken til ilden”, “”Rasmus Paludan er en sekundær årsag

Sådan skriver Hans Rustad her om Sverige , Norge og Danmark

Taget herfra

Batman, Turkey: Iran-backed Turkish Hizbullah organized a major rally against Sweden

Daværende udenrigsminister Jonas Gahr Støre var forud for sin tid, da han smed  redaktør for den kristne avis Magazinet, Vebjørn Selbekk, under islams hjul. Nu er alle nordiske ledere lige elendige. Sunni-ledere observerer vores svaghed. De bor iblandt os og ser, hvordan vi svækker os selv. Derfor kommer fatwaene med jævne mellemrum for at teste, hvornår vi kan skubbes ud over kanten. Med Sverige skal de ikke vente længe.

Ulf Kristersson brugte tirsdag superlativerne. Han sagde, at konflikten med Tyrkiet var den værste siden Anden Verdenskrig. Nu har sunni-islams højeste lærested udpeget Sverige som en fjende. Hvordan vil Kristersson håndtere det? Vil han overhovedet indrømme, hvad problemet er?

Rasmus Paludan er en sekundær årsag. Det er også PKK og kurderne. De fører en kamp for uafhængighed, som Tyrkiet under Erdogan ikke er villig til at give dem, heller ikke internt. ANNONSE

Undertrykkelse avler modstand. På sigt vil Erdogan tabe. Tyrkiet har bogstaveligt talt for mange lig i sin last.

For Sverige, Norge og Danmark er problemet af en anden karakter. Disse lande er styret af mennesker, der ikke tør se islam i øjnene.

Danmark turde stå op for demokrati, frihed og ytringsfrihed, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister i 2005/2006. Ambassadører fra muslimske lande bad om foretræde og bad regeringen gribe ind over for Jyllands-Posten. Fogh-Rasmussen kunne kun slå ud med hænderne. – Det har jeg ikke mulighed for.

For ambassadørerne var dette fuldstændig uforståeligt. Det vidste, hvordan landet lå. Men de skulle på vegne af deres regeringer i det mindste spille rollen som troens forsvarer over for hjemmepublikummet.

Det globale hjemmepublikum – ummah – er et kort, som ledere i islamiske lande kan trække, når det passer dem. I lande som Pakistan bliver folk jævnligt dræbt for at krænke islam.

Skriften på væggen til Kristersson lyder: Nu er Islams lange hånd kommet til Sverige.

Men tør han overhovedet indrømme det?

Jyllands-Posten kunne ikke stå for presset, og krøb til korset. Det samme gjorde den danske eksportindustri. Der er ikke spor af det mod, som Fogh Rasmussen og Jyllands-Posten viste i 2005/06.

Svenske og norske medier drager fordel af at fastholde billedet af danskerne som frækkere end dem selv. Det gør deres eget knæfald lidt mere forsonende.

Men sandheden er, at de tre nordiske lande har været på den samme rejse de seneste år. På bare 17 år har de nordiske lande kapituleret over for islam. De foregiver, at islam og demokrati er forenelige og har lammet deres egen tanke- og handlekraft.

Som for at kompensere for, at de gør vold mod sig selv, bliver myndighederne og den sociale elite ekstra uhyggelige. Muslimer er og bliver desto mere frække og arrogante.

Eftergivenhed over for islam bliver sjældent belønnet. Appetitten vokser.

Men myndighederne kompenserer også i forhold til deres egen befolkning ved at jage og straffe dem, der tør modsætte sig.

Det er et elendigt skue. Og det forstår muslimerne selvfølgelig 

Derfor vokser appetitten på at tugte vestlige lande herhjemme. Vi kommer ikke til at høre en Kristersson bede de skriftkloge om at ryge og rejse. Det vil bl.a. eksportindustrien sørge for.

Vi husker Vebjørn Selbekk og Jonas Gahr Støres elendige præstation. Støre var forud for sin tid. Nu er alle i hans stilling blevet lige elendige.

 Mandag i denne uge var Støre gæst i Muslimsk Dialog Netværk.

Støre holdt åbningstalen under forårskonferencen “Hver samtale tæller” i regi af Muslimsk Dialog Netværk (MDN).

– Jeg er stolt over at være statsminister i et land, der har et sådant beredskab fra tros- og trossamfunds side, som ikke er opbygget af staten, men som er resultatet af, at enkeltpersoner, tros- og trossamfund og organisationer har lagt i en fantastisk indsats gennem mange år, sagde han.

Det er nok en grund til at deltagerne smiler bredt: Moskéerne er betalt af den norske stat. Det ved Støre godt.

Temaet for konferencen er moskeernes rolle i lokalsamfundet og kvinders rolle i moskeerne. Den seneste rapport «Endring i det stille» viser, at kvinder er centrale i driften af ​​moskeerne, men ikke altid lige så godt repræsenteret i bestyrelser og råd.

Støre understregede videre i talen, at regeringen er optaget af ligestilling, også i trossamfund, og de er optaget af at se på, hvordan vi kan bidrage til en bedre kønsbalance i trossamfunds bestyrelser.

– Jeg synes, det er meget interessant, at MDN har sat rapporten om kvinders rolle i moskeer på dagsordenen i dag. For mig er det en indikation af, at der er en udvikling i gang.

Alle kvinderne på billedet bærer en heldækkende hijab. Støre bruger positive ord og lader, som om han ikke kan se konfliktlinjerne.

Han hyldede Shabana Rehman. I dette selskab er hun ikke et plusord. Men hverken gæsten eller værten ønsker konflikt. De lader Støre sige, hvad han vil. Men problemet er, at han vil så lidt.

– Shabana stod op for ytringsfriheden og bidrog til norsk mangfoldighed. Hun tog de debatter, andre ikke turde, og hævede barren for at tale om ophedede emner.

Dialogen mellem myndigheder og moskeer er en skyggedans. I lader som om I taler sammen. Selv når han tjekker pengepungen, tøver Støre.

Der er ingen forskel på Støre, Erna Solberg, Magdalena Andersson, Ulf Kristersson, Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, når det kommer til islam.

De sælger landet, befolkningen, historien og kulturen ud.

Muslimerne ser, at selve fundamentet eroderer. Imamerne i Kairo kan udstede deres bandbuller, og hele bygningen skælver.

De tester hvert år reaktionerne for at se, hvor svage vi er blevet i mellemtiden.

Oversættelse Karsten Søberg

Taget herfra