Det skriver Kasper Støvring her med udgangspunkt i AfDs store valgsejr i Sachen-Anhalt: “Brandmure er naturligvis en uting. Et udemokratisk middel mod folkets vilje. En dekadent form for militant demokrati, der vender sig mod grundsøjler i folkestyret: At forhindre det mest populære parti i at regere”
Taget herfra
De brandmure, der skulle holde højrefløjen fra magten i Europa, står der endnu. Men de er begyndt at smuldre. Tydeligst ser vi det i Tyskland og Frankrig, senest med AfDs jordskredssejr i Sachsen-Anhalt og de liberale mainstreampartiers nedsmeltning.
Med en let drejning af brandmur-metaforen kunne man sige, at muren skulle forhindre, at branden udefra trængte ind i elitens hus. Men det omvendte sker: Ildebranden raserer inde i huset, og snart vil det gamle establishment gå gennem askens port ud i det golde land.
AfD er gået fra 20,8 % af stemmerne i 2021 til 43,8 %, og de er kun tre mandater fra absolut flertal. Valgdeltagelsen var tilmed høj, 78-80 %, altså er der ikke længere tale om nogen form for apati, men tværtimod om mobilisering. Demokratiet lever i bedste velgående.
Dertil fik det venstreorienterede BSW 5,3 % af stemmerne og bliver nu en utilsigtet kongemager: BSW har erklæret, at de ikke vil gå sammen med de andre partier for at udelukke AfD. Brandmuren smuldrer sjovt nok takket være et parti på venstrefløjen. Koalitionen af de politisk korrekte er en illusion.
Ikke mindst er generationsperspektivet stærkt interessant.
AfDs spidskandidat i Sachsen-Anhalt Ulrich Siegmund har 1,7 millioner følgere, CDUs Sven Schulze kun 24.000. Særligt de yngre vælgere bakker op om AfD, og af alle aldersgrupper er det kun blandt de ældste, at AfD ikke har et kæmpe forspring foran de andre partier. Det er ikke fortidens spøgelse, der manes frem, det er fremtidens vælgere, der her giver sig til kende.
Brandmuren har altid været et udtryk for magtens forkalkede logik, for et stivnet system, det var bare et spørgsmål om tid, før den måtte begynde at smuldre.
Det betyder imidlertid ikke, at eliten opgiver kampen mod den ”fascistiske” højrefløj, der ønsker at begrænse indvandringen.
Ifølge Thomas Fazi overvejer regeringen og dens støtter i Berlin ekstraordinære midler mod en AfD-ledet delstat såsom udelukkelse fra ministermøder, opbygning og hemmeligholdelse af følsomme efterretninger samt beskæring af føderale udligningsmilliarder, så det i forvejen fattige Sachsen-Anhalt og andre AfD-bastioner udsultes endnu mere.
Altså et liberalt system af foranstaltninger, ingen vælger har stemt på, et såkaldt ”værgedygtigt demokrati”, som det selvforherligende kaldes, der væbner sig mod sine egne vælgere.
Frankrig er spejlbilledet på denne udvikling.
Her har eliten også etableret en udelukkelsesstrategi, en “cordon sanitaire” mod Le Pen og højrefløjspartiet Rassemblement National. Men også her er muren ved at smuldre. Retsforfølgelsen af Le Pen har styrket, ikke svækket hende. Lawfare mod højrefløjen virker kontraproduktivt. Ydermere er Le Pen nu ikke blot Frankrigs mest populære politiker – det har hun været længe – nu er hun også den mindst upopulære af samtlige kandidater til præsidentvalget.
Ikke mindst derfor virker brandmuren ikke længere.
Brandmure er naturligvis en uting. Et udemokratisk middel mod folkets vilje. En dekadent form for militant demokrati, der vender sig mod grundsøjler i folkestyret: At forhindre det mest populære parti i at regere. Det afsløres i elitens sprogbrug. Establishment-politikere taler om at beskytte “vores demokrati”, som om demokrati er noget, eliten ejer, ikke noget, borgerne udøver.
Udviklingen i Tyskland og Frankrig er godt nyt for demokratiet, men dårligt nyt for dem, der troede, de kunne forvalte det uden om vælgerne.
Branden kan ikke længere holdes ude; eliten kan ikke spærre sig selv inde i et pilråddent hus af forlorne, falske overbevisninger. Ilden har tværtimod fat i husets eget fundament, imens højrefløjens ”brandstiftere” står på frugtbar jord uden for huset.
Af Kasper Støvring
Taget herfra
Leave a Reply