“Hvis Troels Lund Poulsen, i sin tid som miljøminister i august 2008 havde lyttet mere til civilingeniør John Schmidt end til DMU og ministeriets egne embedsmænd, havde han og Venstre stået på et mere solidt fundament for lovgivning omkring landbrugets rammevilkår“

det skriver Jørn Rasmussen her
Taget herfra
Det var netop i 2008, at daværende miljøminister Troels Lund Poulsen besøgte John Schmidt i Brandelev. Med sig hjem fik Troels Lund Poulsen en diger, veldokumenteret rapport, der direkte imødegik den daværende miljøpolitik. Rapporten indeholdt en klar opfordring til Miljøstyrelsen: Skaf det videnskabelige bevis for, at nitrat isoleret set er skadeligt i det marine miljø.
Svaret fra Miljøstyrelsen i oktober 2008 og var rystende i sin ærlighed: ”Det kræver mindst et år og et større antal prøveudtagninger at bevise, at nitrat er skadeligt.”
Hvor er dokumentationen?
Det er dybt tankevækkende. Siden Vandmiljøplan I i 1987 havde styrelsen og skiftende regeringer lovgivet ud fra en teori, som man – da man endelig blev afkrævet dokumentation – ikke straks kunne hive et videnskabeligt bevis op af skuffen.
Dette historiske eksempel leder frem til et fundamentalt spørgsmål: Er der noget gruelig galt med forskningen på vores universiteter?
I maj 2021 påpegede filosoffen og forfatteren Kai Sørlanders, hvor afgørende det er, at universiteterne bevarer deres fulde forskningsfrihed. Det er netop denne frihed, der historisk set har bidraget til, at Vesten igennem århundreder har oplevet mere fremgang, innovation og velstand end nogen anden region i verden. Men Sørlander rejste samtidig en central advarsel: Forskningsfrihed medfører ikke friheden til at sætte sig ud over den videnskabelige metode.
Rationalitet under pres
Videnskabelige konklusioner skal være universelt gyldige. De skal hvile på logik og empiriske erfaringer, som er rationelt tvingende, og som både kan og bør efterprøves af uafhængige instanser. Dette er hele forudsætningen for, at forskningsverdenen overhovedet kan forlange, at samfundet skal acceptere og indrette sig efter de videnskabelige resultater. Desværre har det, som Sørlander kalder den universelle rationalitetsforpligtelse, længe været under angreb. Først forsøgte marxismen at gøre sandheden klassebestemt, og i dag ser vi postmodernismens hævdelse af, at der ikke findes objektive, magtfrie sandheder, men kun ”narrativer”.
Forfatteren Steen Steensen vinklede dette problem anderledes tilbage i 1990. Han argumenterede for, at videnskabens tiltagende fordærv har direkte rod i de højere læreanstalters massive overkapacitet. Mængden af kandidater er blevet alt for stor i forhold til markedets reelle efterspørgsel, hvorfor universiteterne løber ind i et permanent afsætningsproblem. Hvordan sikrer de færdiguddannede sig så embeder og karriereveje?
Dommedag som forretningsmodel
Her rummer naturen og miljøet kolossale muligheder for sociale og økonomiske gevinster. Rapporter om vandets, luftens og jordens slette tilstand kan uhyre nemt garneres med unødig angst og profetier om den nære dommedag. Over for den art af følelsesladet pression kapitulerer levebrødspolitikere hurtigt. Mængden af tildelte forskningskroner bliver dermed noget nær ligefrem proportional med meldingernes dramatik i medierne. Læreanstalternes afsætningsproblemer er løst: Kandidaterne fra de højere skoler kræver nu selv at få adgang til at forvalte og arbejde med de problemer, som de reelt selv har opfundet ved skrivebordet.
Man kan med rette spørge, hvorfor ingen i det politiske system tager til genmæle over for så grove anklager. Svaret er desværre lige til: Vore dages politikere kommer i overvældende grad selv fra de nøjagtig samme højere læreanstalter. Dertil kommer, at komplekse miljølove øger politikernes og bureaukratiets magt i et kolossalt omfang. Hver eneste nyudstedt forordning indsnævrer den private sfære. Gårde, værksteder, fabrikker og fiskekuttere lever i dag i stigende grad på den offentlige magts nåde. Dispositionsfriheden og dermed selve ejendomsretten undergraves, udvandes og opløses bid for bid. Miljøforskning er i alt for mange tilfælde blevet til politik i videnskabelig forklædning.
Når erfaringsbaseret viden taber til modeller
I denne malstrøm burde Danmarks Radio (DR) have røde ører. I stedet for at optræde som kritiske, undersøgende journalister, agerer public service-stationen alt for ofte som villige mikrofonholdere for fejlagtige miljøprofetier. Resultatet ser vi tydeligt i dag: Der hersker en total forvirring og polarisering i den offentlige debat, når emnet er miljø og klima.
Tidligere var videnskabelig forskning tænkt som et supplement til de lavpraktiske erfaringer, som var opsparet gennem generationer af folk, der arbejdede i og med naturen. I dag er tingene byttet rundt. Nu er generationers opsamlede erfaring blot et sekundært supplement til de teoretiske computersimulationer på universiteterne. Når majoriteten af Folketingets medlemmer har deres basale viden og eksamenspapirer fra de samme teoritunge miljøer, kan det kun gå galt. Grundforskningen er blevet politisk inficeret.
Et krav om videnskabelig genoprejsning
Erhverv, der lever direkte af naturen – landbrug, fiskeri og skovbrug – bør stå klippefast på at stille dette kontante krav til universiteterne. Forskerne skal have den faglige stolthed tilbage, så de kan tage reelle offentlige diskussioner uden at skele til politiske særinteresser eller næste forskningsbevilling.
Et nødvendigt sted at starte denne oprydning er gødskningsloven (L5), som straks bør ophæves. Den hviler på et uvidenskabeligt grundlag af teoretiske modelberegninger. Hvad værre er, invaliderer den Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed ved at fjerne landmandens faglige dispositionsret over sin egen jord. Politikere på tinge bør begynde at tage den underskrift på Grundloven alvorligt, som overhovedet giver dem adgang til landets lovgivende forsamling.
Taget herfra
I betragtning af alle de “forskere” vi har set i Klima-fupnummeret, Covid-fupnumret mf, virker det som om at ordet forsker er erstattet af ordet fusker …



Leave a Reply