“Berlingskes antirussiske journalistfaktor”

ovenstående kvajer fra Berlingske Utidende er blot for at vise niveuaet i hvad der engang var en avis

Her er et Debatindlæg fra Jens Kristian Bech Pedersen , der tydeligt viser den woke propagandasprøjtes deroute …

Taget herfra

Det er egentlig ganske morsomt. Men nu er Berlingske pludselig begyndt at skrive kritisk om Ukraine. Det har Kristian Mouritzen gjort i en leder af 20 DEC. Anledningen er, at Ukraine har smidt DR-journalisten Matilde Kimer ud af landet, fordi hun efter ukrainernes mening bedriver ”russisk propaganda.” ”Er det her det sande Ukraine,” spørger Mouritzen. Efter to år med Berlingskes meget skandaløst ensidige, overfladiske og fordummende dækning af krigen i Ukraine er det visselig noget sent, at Berlingske spørger om dette. Og så er det ovenikøbet skrevet af Mouritzen, som Berlingske kalder ”international analytiker.”

Men vi kender godt arbejdsfordelingen mellem Berlingskes journalister. Mouritzen skal skrive på en måde, der giver sig ud for at være analytisk. Men her igen: Efter to års oplevelse af, hvordan Berlingske fra starten uden omtanke, kritik og dybere tænkning viderekolporterer Vestens, USA’s og EU’s antirussiske krigspolitik, kender vi til hudløshed Mouritzens analyser. Her er nemlig Berlingskes antirussiske faktor indtænkt som udgangspunkt for både analysen og dens konklusion, uanset hvad Mouritzen har skrevet om. Det har aldrig slået fejl. Når vi læste Mouritzen, kendte vi konklusionen, førend vi begyndte at læse analysen. Og vi har deraf også lært, at der for Mouritzens og Berlingskes journalistik slet ikke findes noget op og ned i denne verden uden denne antirussiske journalistfaktor. Men altså: Mouritzen skulle skrive, som om der er fornuft, hvor der dog ingen fornuft er, men kun antirussiske fordomme.

Og så er der fx Poul Høi. Ham, der kaldes udenrigskorrespondent. Han har haft den opgave at skrive, ikke de tænksomme analyser, men derimod de bloddryppende, ophidsende og ugebladsagtige dramafortællinger om, hvor grusomme russerne og deres Putin er; hvor irrationel al russisk politik,  planlægning og krigsførelse er; hvor mange tåbelige og umulige operationer russerne i deres dumhed vikler sig ind i; hvor sikre det russiske nederlag vil være; hvor mange krigsforbrydelser russerne begår; hvor elendigt det hele står til med de russiske generaler og det russiske militær. Poul Høi overgår nærmest Sven Hazel. Man kan bestemt gætte på, at Poul Høi ikke ville blive smidt ud af Ukraine som Matilde Kimer er blevet det. Men altså: Poul Høi skulle skrive, som om der er følelse, hvor der dog ingen følelser er, men kun antirussisk krigsophidselse. 

LÆS OGSÅ:Så er der lagt i kakkelovnen til præsident Biden

Og resten af Berlingskes journalister, ja, de har grupperet sig mellem disse to og skrevet lydigt og dydigt inden for rammerne af denne antirussiske journalist-faktor, som Berlingske har sat, og som har været rammen for alle Berlingskes pylrende, savlende og servile skriverier om Ukraine og dets præsident Zelenskyj. 

Er det nu sådan, at besindelsen og omtanken er ved at ramme Berlingske? Anledningen er i det mindste ganske morsom. Berlingske, som i sine to års journalistiske fordrejninger og ensidigt proukrainske og provestlige propaganda har forhindret både sine egne journalister og alle sine læsere i at vandre frit rundt i virkeligheden om denne krig; forhindret det ved ikke at levere de omfattende modsat rettede, seriøse og dybdeborende forklaringer om årsagen til, udviklingen i og forløbet af denne krig, herunder specielt også de russiske forklaringer – lige netop dén Berlingske bliver ophidset, når en dansk journalist ikke kan bevæge sig frit rundt i virkelighedens krigszone. 

Al respekt for Matilde Kimer, hendes mod og arbejde – og for andre danske journalister, der har været i Ukraine. Men hvad i alverden betyder en ligegyldig dansk journalist på ukrainsk jord for Berlingske, når virkeligheden og krigen for Berlingske kun er antirussisk? Berlingske bevæger sig jo ikke selv alsidigt rundt i sine virkelighedsbeskrivelser om denne forfærdelige krig. Hvorfor skulle Berlingske så skabe sig over, at andre forhindrer, at journalister får en alsidighed, som Berlingske ikke selv vil give? Denne krig drejer sig virkelig ikke om journalister eller journalistik, selv om Berlingske gerne på en selvpromoverende og selvhøjtidelig måde vil gøre sin egen geschæft til kernen i sagen. Journalistikken er en biting; i krigen drejer det sig om noget langt alvorligere for både Rusland og Ukraine. Det burde Berlingske interessere sig for – dybt, sagligt og alsidigt til gavn for både Rusland, Ukraine og Vesten og freden. Men jo, Berlingske har virkelig været ”Ukraines gutter.”

LÆS OGSÅ:Vi skal tænke os om her til Kommunevalget

Og en anden morsomhed! Mouritzen skriver i sin leder: ”Selvfølgelig gælder der en slags pressecensur i krig. Den handler om, at man ikke må røbe militære positioner. Men den handler ikke om censur på meninger og på holdninger.” Og som indledning til sin leder skriver Mouritzen: ”Det kendetegner et sandt demokrati, hvordan det behandler presse- og ytringsfriheden i krig.” Hvor morsom er ikke denne journalistiske naivitet: at et sandt demokrati skulle være kendetegnet ved, hvordan det behandler presse- og ytringsfriheden i krig. Det er jo rablende naivt – og tilmed rablende selvhøjtideligt, når det siges af en journalist!

Når mennesker kæmper for at overleve, slår hinanden ihjel på det grusomste, og i denne kamp er nødt til – tvunget til! – at lyve og bedrage og propagandere, at gøre pressen til et krigsredskab, bare for at overleve og for at kunne håbe på at vinde kampen; når demokratiske mennesker eller en demokratisk stat i en sådan kamp hvert øjeblik kan dø, så skal sådanne kæmpende og døende mennesker altså sige: Vi kan ikke bruge løgnens og propagandaens våben og lægge pressen hindringer i vejen, derfor må vi måske dø, men bare demokratiets kendetegn overlever, så er alt godt. Hvilken naivitet! Ved Mouritzen ikke, hvad USA og Storbritannien gjorde ved pressen og deres pressebureauer under Anden Verdenskrig? 

Ifølge Berlingske skal journalister altså som hellige og urørlige engle fra det journalistiske paradis kunne svæve uhindret rundt på kamppladsen, og frit give udtryk for deres holdninger til og meninger om krigen. Gid det var så vel! Men ved Mouritzen da ikke, at ”meninger og holdninger” netop i krig er et afgørende krigsvåben? Hvorfor har Berlingske effektivt – gennem hele krigen – lukket sine avissider for en redelig og fyldestgørende udfoldelse af Putins og russernes synspunkter, men har åbnet dem på vid gab for Zelenskyjs og ukrainernes? Og dog er Danmark slet ikke i krig som Rusland og Ukraine; så Berlingske har haft alle muligheder for at spille frit på det journalistiske klaver med alsidighed, kølighed og overblik; og har haft alle muligheder for at kaste sin antirussiske journalistfaktor over højre skulder. Hvor både ukrainere og russere i mange tilfælde sikkert dræber dem af deres egne, der ytrer sig partisk, fjendtligt eller måske forræderisk om, hvad der foregår i krigen, ja, dér mener altså Mouritzen, at en journalist, ovenikøbet en demokratisk journalist, skal kunne bevæge sig rundt i krigszonen og ytre sig frit om meninger og holdninger, når mennesker i denne på sekundet må lade livet for deres meninger og holdninger.

LÆS OGSÅ:Den Lille Havfrue (Debat)

Men modsat hvad Mouritzen i sin leder giver udtryk, er det ikke sådan, at journalister arbejder på et langt højere niveau end det niveau, hvor andre almindelige mennesker arbejder, lever og må udstå krigens lidelser – og finde sandheden og virkeligheden i det hele. For et samfund i krig er der slet nogen særlig fredfyldt virkelighed, der gælder for journalister, men ikke for andre mennesker. Sådan tror Mouritzen, at det er. Men den tredje morsomhed viser også, at han ikke ved, hvad han selv siger. Mouritzen protesterer i sin leder over de meninger om journalistik, som Ukraines ambassadør har givet udtryk for som begrundelse for Ukraines afvisning af Matilde Kimer. Han beskriver ambassadørens mening sådan: ”Journalister er kun acceptable, hvis de undertrykker fjendens meninger og fremmer Ukraines synspunkter.” Her er så morsomheden: Hvordan kan Mouritzen bebrejde Ukraines ambassadør dette, når det netop er det, Berlingske selv har gjort og anvendt som sin antirussiske journalistfaktor igennem de seneste to år eller mere, som krigen har varet?

Men det kan da kun være en glæde, hvis Berlingske er ved at opdage, hvad krig er, hvad Ukraine er, hvad det er for en modstander Rusland har. Måske skulle Berlingske bore lidt mere i det! Måske har ukrainerne flere ”mørke sider, vi ikke kan leve med” end den ene, som Mouritzen mener at have fundet.

Ovennævnte artikel har været sendt til Berlingske som kronikforslag, men er netop blevet afvist – forstå det, hvem der kan. Eller rettere sagt: det er i allerhøjeste grad forståeligt, når man kender Berlingske.

Taget herfra

her er et foto af en af Berlingske Utidenes “journalister”: