Danske virksomheder underskriver klausuler, hvori de forpligter sig til ikke at handle med Israel. Det sker for at opnå kontrakter i Mellemøsten og arabiske lande, som er stærkt anti-israelske. Men sådanne boykotter er ikke officiel dansk politik. »Et skråplan,« mener ekspert i virksomhedsledelse.
Mens danske virksomheder lige nu lider under en boykot fra arabiske og mellemøstlige lande, har nogle af de samme virksomheder i årevis lovet at boykotte staten Israel for at få lov at eksportere til muslimske lande.
Blandt dem er mejerivirksomheden Arla, der foreløbig er hårdest ramt af den boykot, som i slutningen af januar blev iværksat mod danske produkter som følge af striden om Muhammed-tegningerne.
Arla opretholder dog i praksis en eksport til Israel, men koncerninformationschef Astrid Gade Nielsen bekræfter, at Arla den dag i dag helt rutinemæssigt skriver under på krav om ikke at transportere via israelske havne eller bruge israelske råvarer for at komme ind på mellemøstlige og arabiske markeder.
»Når vi er en international virksomhed, der handler på tværs af landegrænser, religioner og forskellige kulturer, skal vi vise en rummelighed,« siger hun.
Den danske medicinalvirksomhed Leo Pharma har også i masser af tilfælde skrevet under på, at man ikke vil handle med Israel, fordi det var en betingelse for at sælge medicin i Mellemøsten.
»Vi skriver ikke under på den slags klausuler længere. Ikke fordi vi har truffet beslutning om ikke at gøre det, men fordi vi for tiden ikke stilles over for kravet, selv om vi er overalt i Mellemøsten,« forklarer kommunikationschef Adam Estrup, Leo Pharma.
»Vi er da godt klar over, at når vi skriver under på det, kan vi altid klandres for det et eller andet sted. Men vi handler på de præmisser, der er at handle på på et givet marked,« siger han.
Leo Pharma har altid handlet med Israel alligevel – trods underskrifter på diverse klausuler, understreger Adam Estrup.
De såkaldte Israel-klausuler har vidt forskelligt indhold. Under handlen med Irak under Saddam Hussein gik mindst én dansk virksomhed så langt, at den direkte forpligtede sig til at efterleve enhver instruks, der måtte blive udstedt fra Iraks officielle Boykot Israel-kontor.
Hård kritik af boykot
Virksomhederne »er ude på et skråplan,« mener docent, dr. phil. Verner C. Petersen, Center for organisation og Ledelse ved Handelshøjskolen i Århus.
Han mener, at virksomhederne må træffe et klart valg: For menneskerettigheder; imod autoritære regimer.
»Hvad nu hvis man forestiller sig, at en virksomhed i Tyskland skulle handle med et arabisk land, og det land netop havde sat Danmark på boykotlisten, så der kommer til at stå i den aftale, at man ikke må handle med virksomheder, der har forbindelse med eller får varer fra Danmark? Hvad ville vi så sige? Det hænger ikke sammen. Men når det er et spørgsmål om penge, kan meget forklares,« siger Verner C. Petersen.
Dansk Industri har fuldt kendskab til danske virksomheders Israel-meldinger i den arabiske verden, men har ingen holdning til det, siger chefkonsulent Marianne Castenskiold (DI):
»Det er klart, at vi principielt er imod en boykot, der ikke er vedtaget af FN eller andre organisationer, men vi kan ikke blande os i det.«
I flere europæiske lande samt USA er det forbudt virksomheder at deltage i boykotter, som ikke er politisk dikteret på regeringsniveau.
Fra: Jyllands-Posten: http://www.jp.dk/erhverv/artikel:aid=3565972/
Her er endnu et argument for at boykotte Arla. Envidere må vi have at vide – hvilke danske virksomheder drejer det sig om – tiden er ikke inde til dobbeltspil længere.
Arla må have at vide, at det netværk, der på kort tid er blomstret op til støtte for Danmark, måske også indenlands kan vendes imod dem.
Ja tak til at vide hvilke virksomheder det drejer sig om !
Een ting er at tjene penge en anden er i den sammenhæng at se bort fra anstændighed.
Jeg vil ikke tage begreberne etik og moral i anvendelse – men begrebet almindelig anstændighed .
Samme virksomheder der nu græder over tabet af indtægter til deres virksomheder har åbenbart ikke haft nogen skrupler ved at medvirke til samme anslag overfor virksomheder i et lille land på størrelse med Jylland !
Det der kan udledes af dette er, at disse danske virksomheder nu smager den medicin, der selv har medvirket til at tildele de Israelske.
Det kan man vist kalde undervisning qua emperi i disse Israelske virksomheders trængsler .
At vi herhjemme med det samme startede en sympati-køb-Arla-produkter undrede mig en anelse – idet jeg ikke har glemt hvordan de behandlede de små mejerier !
DE har ingen skrupler overfor hverken små-mejerierne eller de Israelske virksomheder.
Dette burde vi – forbrugerne – indrette vores indkøb efter !