Den skriver Lars Hedegaard om her
Taget herfra
Flere internationale iagttagere betegner der netop overståede britiske valg som et kraftigt ryk til venstre. De peger på Labours mange mandater og De Konservatives katastrofale tilbagegang. Men analyserer man udfaldet, viser det sig, at der ikke var noget venstreryk. Arbejderpartiet fik færre stemmer end ved sidste parlamentsvalg, men betydeligt flere pladser i parlamentet, fordi Toryerne gjorde det så elendigt. Populært sagt vandt Arbejderpartiet ikke valget. De Konservative tabte det efter at have sveget alle deres løfter til vælgerne.
Med Reform UK’s indtræden i Westminster kan man lige så godt argumentere for, at valget var et skridt til højre. (Jeg bruger betegnelserne venstre og højre af nemhedsgrunde.) De fem mandater, som Nigel Farages parti opnåede, syner ikke af meget, men har alligevel givet anledning til rystelser blandt De Konservative. Skal de tilnærme sig Reform UK’s politiske positioner i et forsøg på at forhindre tab til Nigel Farage? Eller skal de mere eller mindre holde fast i den tidligere partiledelses kurs?
l
Ifølge The Standard er der borgerkrigslignende tilstande. Flere af de potentielle kandidater til at afløse den afgåede Rishi Sunak som partileder tabte deres pladser i parlamentet og kommer derfor ikke på tale. Til gengæld samler opmærksomheden sig om tidligere indenrigsminister Suella Braverman, der har reageret på Nigel Farages udfordring ved at forlange, at De Konservative rykker til højre.
Efter med nød og næppe at have genvundet sin parlamentsplads har hun givet en uforbeholden undskyldning til vælgerne:
”I, det store britiske folk, har stemt på os gennem 14 år, og vi holdt ikke vore løfter”, siger hun og tilføjer: ”Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at genskabe tilliden. Vi er nødt til at lytte til jer. I har talt tydeligt til os.”
Andre prominente konservative advarer mod at ”gå ud ad en tangent” og dermed efter deres mening dømme partiet til mange års ørkesløs opposition. Og det mener de kan blive resultatet af at lægge kursen mod højre.
Tom Tugendhat, som regnes for at stå i midten mellem de to fløje, erkender, at valget har været ”en af de tildragelser, der betyder, at vi virkelig er nødt til at standse op og gennemtænke, hvor vi skal gå hen”.
Det har partiet haft 14 år til at tænke over, og resultatet af denne tankevirksomhed viste sig i torsdags.
Mens De Konservative slås som hund og kat, kan Nigel Farage læne sig tilbage og lade Toryerne ødelægge sig selv.
Taget herfra
Problemet er mens Toryerne ødelægger sig selv, ødelægger socialisterne i Labour det engelske samfund endnu mere end Toryerne gjorde 🙁
Her er et rystende eksempel på hvor meget woke-hed de “konservative” folkeparti har tilladt i 14 år
Hamas zombier bliver ikke udspurgt af “counter-terrorism” police, kun fornuftige borgere 🙁
Det her lyder godt på papiret:
Taget herfra
Men når Starmer udpeger en hamas-zombie som justitsminister, er det KUN TOMME ORD :
Alle de danske røde fake news medier jubler over, at Gucci-Helles “mand” er blevet “minister” i den nye socialistiske engelske regering.
Ja selv sladderbladet Se & Hør deltager i den kollektive nationale orgasme over denne storslåede bedrift!
At “ministerposten” befinder langt nede i hierarkiet, og er stort set betydningsløs dæmper ikke “journalisternes” vilde begejstring.
Skatteålen Botox-Helle er nu blevet engelsk ministerfrue…
Helle er en dejlig dreng, altid med et smil på læben, og en venlig bemærkning til kammeraterne. Og hun har en fremragende international karriere, censor for Mark Sukerbucks Facebook koncern. 😆