“Den udlændingepolitiske misere fortsætter”

Det skriver André Rossmann her “Folketingspartierne er udmærket klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og ikke på det, som de reelt gør”

Taget herfra

Overtagelsen af DF’s, Nye Borgerliges og Danmarksdemokraternes indvandringskritiske retorik var et rigtig smart taktisk træk af Socialdemokratiet. Partiet har pacificeret de tre indvandrerkritiske partier og resultatet er, at S i dag fremstår som det parti, der fører en benhård udlændingepolitik. Dermed lukkede partiet en flanke, der kunne gøre det sårbart i en kommende valgkamp.

Folketingspartierne er udmærket klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og ikke på det, som de reelt gør. Efter mange års tabuisering af den muslimske indvandring og integrationsproblemerne går Socialdemokratiets taktik derfor ud på at ”indrømme alt, men gøre intet”. Derfor kan man se partiets unge udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad, rende rundt og tale om de tre erkendelser i udlændingedebatten: At antallet af muslimske indvandrere betyder meget. At der er grænse for, hvor mange muslimer der kan integreres i det danske samfund, hvis Danmark skal bestå. Og at det ikke er nok, at muslimerne arbejder, taler dansk og overholder loven – de skal også assimileres værdimæssigt.

Fine erkendelser, men kun på papiret. SVM-regeringen er nemlig gået i stå, når det gælder udlændingepolitik. Regeringssamarbejdet med Venstre og Moderaterne blev indledt med en aftale om flere udlændingepolitiske lempelser, og det seks år gamle socialdemokratiske valgløfte om at stoppe for retten til at søge om ”spontant asyl” i Danmark fortaber sig i uvisse hensigtserklæringer. Facit er, at de trends, der præger udlændingepolitikken i Danmark, fortsætter:

Tilstrømningen af muslimske underskudsindvandrere fortsætter

De kosmetiske stramninger på udlændingeområdet har ikke standset den muslimske indvandring, men kun bremset stigningstakten i antallet af muslimer i Danmark. Kombinationen af den fortsatte muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil vokse til 770.000 i 2050 svarende til ca. 12 pct. af befolkningen.

Der er ikke politisk flertal for at udfordre konventionerne

Trods den barske retorik og kosmetiske ”stramninger” findes der i Folketinget ikke et flertal for at krydse ”den røde linje” og udfordre de indgåede internationale konventioner, FN og EU ved f.eks. at indføre et totalt asylstop og gennemføre omfattende hjemsendelser.

Integrationen af muslimer virker ikke

De muslimer, der bor i Danmark, afviser den danske kultur, som de forventes at blive integreret eller assimileret i. Selv de muslimer, der er født i Danmark, befinder sig mentalt i Mellemøsten. Og selv om de islamvenlige politikere, medier og kommentatorer spinner en fortælling om, at muslimerne ”stormer ind” på arbejdsmarkedet, er sandheden den, at de seneste 12-15 år er andelen af muslimer i arbejde stået bomstille, og at de økonomiske vismænd ikke mener, at det er realistisk at løfte muslimernes beskæftigelsesfrekvens.

Danmark bliver gradvis islamiseret efter salamimetoden

I 2024 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Et stort flertal i befolkningen udviser forståelse for indrømmelser til formørkede muslimske holdninger, og de negative konsekvenser af islam søges bortforklaret eller relativeret. Muslimske kulturelle normer forandrer flere og flere områder i landet og sætter danske normer og værdier under pres. Grænserne skubbes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Et helt dugfrisk eksempel er Forsvarsministeriets Personalestyrelses forslag til, hvordan Forsvaret kan tiltrække muslimske soldater, og hvordan Forsvaret kan gøres til en muslim-venlig arbejdsplads. Senest har Venstres Ungdom foreslået, at hijab skal tillades i Forsvaret.

Polarisering og højt konfliktniveau udfordrer sammenhængskraften

Danmark er ikke længere den ekstremt homogene nation med meget få etniske, religiøse, sproglige og kulturelle mindretal. Sammenhængskraften i det danske samfund, der kan defineres som en kombination af samhørighed, fællesskab, fælles normer og forpligtelser, social gensidighed, tillid og solidaritet, bliver derfor udfordret dagligt.

Så selv om Socialdemokratiet turnerer med sine erkendelser, er virkeligheden den, at Danmark langsomt bliver til et mere opdelt, mere konfliktfyldt, mere multireligiøst og mere multikulturelt samfund. Set i det lange perspektiv har Danmarks udlændingepolitik for længst passeret ”point of no return” og er låst fast på en kurs, som vil resultere i betydelige forskydninger i befolkningens sammensætning med vidtgående konsekvenser for landets kultur, samhørighed, sammenhængskraft og – ikke mindst – økonomi. Muslimerne vil nemlig fortsætte med at være en kæmpe økonomisk dødvægt og byrde for det danske samfund. Ifølge Finansministeriet er prisen for den muslimske indvandring ca. 90 mia. kr. brutto om året – og den vil være uændret frem til 2100.

André Rossmann

Taget herfra