“Det romerske senat på Slotsholmen”

Det skriver Klaus Ewald her om SVM regeringen

Taget herfra

 Politik er som motorvejskørsel – hvis du kører for stærkt eller i påvirket tilstand, bliver du standset af politiet og straffet. Kører du for langsomt, bliver du overhalet, og kører du ad en afkørsel, bliver du hurtig glemt. Kunsten er at finde en hastighed, hvor tilskuerne, vælgerne, kan følge med i, hvad du foretager dig, forstå dine hensigter, og budskaber. Du må heller ikke slingre, for så risikerer du at køre over i modsat kørebane og skabe kaos og ødelæggelse.

Med det billede in mente er det ikke svært at undlade at signalere, at alt i dansk politik er gået galt på blå side af kørebanen. 

En ting er det fatale i, at den siddende statsminister slap for en advokatundersøgelse ved at logre med halen og tilbyde Ellemann og Løkke ministerposter i en rød-grøn regering. En anden ting er, at det ikke var svært at regne ud på forhånd, at projektet ville gå galt. Der var mere, der skilte internt, end der kunne samle parterne udadtil. Det er ikke nok blot at kunne mønstre et flertal af mandater. Det er den mindste del.

Eksternt i forhold til vælgerne var det især de blå, som har undret sig over, hvilket moralkodeks hhv. Ellemann og Løkke opererede efter, når man kunne bedrage vælgerne så tykt, som tilfældet blev. Det er nok det største svigt i nyere dansk politisk historie, hvad der er foregået i kulisserne på Christiansborg forud for regeringsdannelsen.

Ellemanns og Løhdes glasklare tilkendegivelser om statsministerens adfærd i minksagen sammenholdt med deres senere regeringsdannelse svarede til at køre over i modsat færdselsretning. På et eller andet tidspunkt ville det gå helt galt. Og det har det så også gjort. Løkke kender blå vælgere, han er den våde håndsæbe i blå blok. Han er i politik for sin egen skyld og ikke for Danmarks. 

Der er ingen tvivl om, at Ellemanns exit skyldes moralske tømmermænd, noget som en Troels Lund Poulsen slet ikke aner, hvad er. Han har behændigt fået sin forgænger til at køre af motorvejen, så han kunne blive glemt. Men et utal af ministerrokader i Venstre har ikke kunne dække over, at partiet helt er tappet for tidligere tunge folk som eksempelvis en Claus Hjort Frederiksen. Det lette kavaleri er de tilbageblevne.

LÆS OGSÅ:Den politiske teaterscene

Det kan undre, at dronningen ikke har fået snue af de mange gange dørene har måtte åbne sig for et nyt rædselskabinet af præsentation af den ene efter den anden af nye umuliusser af V-ministre.

Moderaterne har lignet en klovnebus på afveje. Helt uerfarne folk og en partiorganisation, som oplagt ikke har evnet at sortere de folk fra, som ikke skulle i front. 

Statsministerens parti skal nok samle det tabte op ved næste valg mere eller mindre. Og til den tid er der sat nye og andre dagsordener end en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Hun kan sit rænkespil. 

Tilbage ved næste valg vil stå en mere eller mindre pjusket forsamling af blå partiledere uden kompas, visioner og samling på tropperne. Medmindre der indtræder et mirakel.

LA’s Vanopslagh og RV’s Martin Lidegaard leger bogstavkombinationer med tanker om en bred borgerlig regeringskoalition. Indeholdende den nuværende 5. kolonne fra V og M. Og man spørger sig selv, er det da en fuldstændig børnehave, der ikke er blevet afhentet af forældrene efter lukketid? Er der i det mindste ikke en voksen til stede? 

En ting er, at Vanopslagh har vist sig som en dygtig politisk håndværker ved at genrejse LA fra 3% til nu 12% i tilslutning i vælgermålingerne, men hans fremgang bygger mere på en mangel på ledere end på, at han besidder evnerne.

Man får indtrykket af, at mange af de ledende blå partiledere lever et liv uden for virkeligheden. Sig mig, hvor uintelligente tror de vi blå vælgere er? V og M er med sin sparsomme flok på vel ikke meget mere end 6% af vælgerne hver, udstyret med ledere som ingen burde lege med i et så eksklusivt selskab som i en regering. 

LÆS OGSÅ:De trojanske heste er begyndt at vågne

V og M lederne burde være personae non grata. Den ubrudte perlerække af bommerter fra regeringsdannelse til afskaffelse af store bededag, manglende borgerlige aftryk og så en koranlov burde skræmme enhver anden partileder meget langt væk fra en tro på blot en flig af regeringsevne og dertil hørende troværdighed.

Det kritiske vælgersegment har i forvejen mistet enhver tiltro til politikere, medier, myndigheder og anbefalinger efter i årevis at have været fyldt med varm luft og direkte løgne om vacciner, COVID-19, og fake news om Trump. Og det gør kun ondt værre, at vi for nærværende har en regering, der bygger på et kriminelt fundament af en statsminister, der behændigt undgik en fængselsstraf for at have overtrådt grundloven.

Partiet Danmarksdemokraterne har nærmest ikke eksisteret siden valget. Ingen har hørt noget til dem og partiet må betragtes som de døende elefanters kirkegård bestående af tidligere DF-spidser, der ikke havde mod og mandshjerte til at blive på posten, da det gjaldt.

Nye Borgerlige er en saga blot. En Vermund, der havde mere travlt med at flashe sit privatliv og hvilken mandsperson, der stod på hendes gadeskilt end at kære sig om ledelse og intern ro på bagperronen. Man sender ikke et signal sammen med næstformanden om, at man kun bliver valgperioden ud som man gjorde efter nyvalget. Politik er ikke en trinbrætsbeskæftigelse. Det er en hjertesag. 

Og når man er kravlet så højt op i et træ med ufravigelige krav til udlændingepolitikken, så peger man heller ikke på en Vanopslagh som statsministerkandidat, en der nu leger med de Radikale. 

De Konservative er nærmest ikke værd at bruge skrivekræfter på. Med Pape som fortsat leder må man konstatere, at i de blindes rige er den enøjede fortsat konge.

Tilbage står et DF, der har vist sig langt mere driftssikkert end nogen politiske kommentatorer har turde spå. En Morten Messerschmidt, der efter år med en opslidende straffesag om EU-tilskudsmidler er nu tilbage i sadlen. DF-holdet består af drevne nationalkonservativt indstillede værdipolitikkere som Mikkel Bjørn, Mette Thiesen, Alex Ahrendtsen, Anders Vistisen, nestorinden Pia Kjærsgaard og ikke mindst den drevne Peter Kofod.

LÆS OGSÅ:Klumme: Præsidentvalget – det er klassekamp

Her ved overgangen til 2024 kunne man som nationalkonservativt indstillet godt ønske sig, at Morten Messerschmidt fremadrettet påtog sig en tungere rolle som en egnet fremtidig statsministerkandidat.

Det er som om den blå scene oplagt mangler et naturligt omdrejningspunkt omkring en, der fremstår med de dyder, værdier og evner, som ægte blå vælgere ønsker. En der tillige kan blæse så højt i trompet, at han også hidkalder de midtervælgere, der forvildet først beslutter sig for, hvor krydset skal sættes i boksen, på valgdagen.

Messerschmidt og DF burde fremsætte et samlet værdimæssigt regeringsgrundlag for at vise, hvilket alternativ, der er til det kaos, der hersker på både motorvejen og de tilstødende biveje.

Når oplægget er skabt, ville det være lige så naturligt, at samle resterne af den tidligere blå blok for at udfinde fælles koordinater og fikspunkter for enighed. Sådan noget foregår ikke i offentlighed, det er givet. Det foregår i fortrolighed.

Alternativet er at fortsætte som om alting var som vanligt. Det er det ikke, blå blok er opsplittet i adskilte øer uden broer, uden mål og med V’s og M’s ledelse, der dygtigt har ødelagt enhver tiltro til et borgerligt Danmark. Dansk politik minder mere om de rænkespil, der foregik i det romerske senat for 2000 år siden. Der hvor man forgiftede hinanden eller stak hinanden ned med knive.

Der skal intet mindre end en Messias-skikkelse til for at genskabe en tro på, at det nytter at gå hen at stemme ved næste valg, hvis man er orienteret mod et konservativt Danmark. De desorienterede har kronede dage under kaospiloterne på Christiansborg.

Taget herfra