“Er det kun i Israel, at jøder er velkomne?”

Det spørger Erling Marthinsen om her. Han nævner specielt NTB , det norske ritSAU

Taget herfra

Jødehadet breder sig fra amerikanske universiteter via EU’s Josep Borell til den norske regering med udenrigsminister Espen Barth Eide i spidsen.

Jøder er ikke velkomne, mens palæstinensiske terrorister og alle andre muslimer modtages som med åbne arme.

Det værste er, at jødehadet er eksploderet siden 7. oktober. Det er en gammel europæisk tradition, som er kommet til live igen. Og ligesom nazisterne gjorde det, og gamle intellektuelle som Jean-Jacques Rousseau, er det islam, der skal hyldes. Den kristne historie skal afvises, jøderne skal nedgøres, og islam skal fejres.

Vore medier følger op, og NTB bruger Hamas som en troværdig kilde, men ignorerer stort set den israelske forsvarsstyrke (IDF) og foragter den israelske regering. Hver gang en muslim trækker en kniv, får vi at vide, at det er vores børn, og at VI skal skærpe os. Klubber og pasning efter skoletid vil løse problemet.

Når det bliver for slemt, skyder medierne og politikerne skylden på “det yderste højre” eller “det ekstreme højre”.

Da kulturkrigen startede, blev jeg ofte irriteret og forbløffet over dem, der insisterede på, at det hele bare var en provokation fra de højreorienterede medier. Det var helt tydeligt overalt, fra obligatorisk træning i ubevidst forudindtagethed på arbejdspladsen til stadig mere illiberale studenterkampagner og de vanvittige stunts, som Greta Thunbergs tilhængere udførte med stadig større regelmæssighed, at det var alt andet end “bare” det.

Det er, hvad Zoe Strimpel skriver i The Telegraph. Strimpel er selv jøde og voksede op i et Amerika, hvor jødehadet slet ikke var, som det er i dag. Hun skriver, at der var en tid, hvor man kunne tage på ferie et eller andet sted for at tage en pause fra det had, der allerede eksisterede. Men sådan er det ikke længere.

Den luksus er nu væk. Spredningen af den gift, der binder så mange onde ideer sammen, er i så fuld gang, at hvis fornuftige, anstændige mennesker formelt kunne holde ferie på en ø af fornuft, har de nu et stadig mindre stykke sand at sætte sig på.

Byer i USA, Storbritannien og store dele af Europa er blevet usikre steder for jøder. Man er nødt til at skjule, hvem man er, for at overleve som jøde i Malmø eller Bruxelles. Også her i Norge oplever vi en eksplosion af jødehad.

Man behøver blot at se på de sociale medier, hvor almindelige nordmænd, virkelig anstændige mennesker og gamle venner, efter 7. oktober bruger det palæstinensiske flag som baggrundsbillede. Jødehad kan næppe udtrykkes tydeligere end ved at fejre terror, massemord og gruppevoldtægt af jøder.

Men islam skulle være fredens religion. Det er rigtigt nok, men den fred, islam søger, er først fuldbyrdet, når hele verden har underkastet sig islams klamme og blodige hænder. Personligt ville jeg hellere vælge døden end Allahs “fred”, sådan et liv er intet værd.

Der er nogle oaser endnu, til EU’s store ærgrelse. I Budapest ser man jøder overalt, som ikke behøver at skjule, hvem de er. Budapest er den sikreste hovedstad i Europa for både jøder og kvinder.

Det kan Bruxelles selvfølgelig ikke tolerere, og derfor straffer de Ungarn for rent faktisk at tage sig af sikkerheden for sin egen befolkning, herunder jøderne. Jødehad og gruppevoldtægt skal deles broderligt, er tankerne hos folk som Borell og Ursula von der Leyen. Det faktum, at Ungarn heller ikke ønsker at uddanne små børn i forvirret seksualitet og perversitet, er sømmet i kisten. Uholdbart, råber mafiaen i Bruxelles.

Så snart nyheden om Hamas’ forsøg på et nyt holocaust i Israel blev kendt, vidste vi, at Israel før eller siden ville få skylden. Det er sket før.

Dette afspejles i al den vold, der udføres af unge muslimer, også her i Norge. Det er vores skyld, fordi vi er for dårlige til at integrere os i den nye kultur, og desværre er der stadig nordmænd, som nægter at underkaste sig.

Det er så synd for voldsudøverne, da de er “overbefolkede” og oplever vanskelige socioøkonomiske forhold. At forlange, at “vores nye landsmænd” selv skal gøre en indsats – som faktisk at opdrage deres børn, lære norsk, få et job, forsørge sig selv og tage ansvar for deres handlinger – det er uhørt, det kan man ikke forvente.

Man bliver vred nogle gange. Jeg er vokset op fattigere og mere trangt end disse stakler med mobiltelefoner, der koster mere end den samlede ugeløn, jeg fik i hele min barndom. De går rundt i jakker, der koster dobbelt så meget som hele min tøjsamling. Jeg har ondt af dem.

Situationen er værst i USA, skriver Strimpel.

Men troede vi, at det ville fortsætte og fortsætte, sprede sig og sprede sig, på tværs af lav- og højkultur? Vi havde vores mistanke, og alligevel håbede vi.

Jødehadet breder sig, især på universiteterne og blandt venstreorienterede politikere. Det, der startede i USA, spredte sig straks til Storbritannien og også til Norge. Selv i Stavanger blev der dannet en teltlejr på campus, ledet af en ung kvinde i en moderigtig hijab.

Kamala Harris forsøgte at berolige de amerikanske jøder ved at sige, at USA fortsat ville støtte Israel med våben. Det hjælper ikke, at hun straks fulgte op med at sige, at en “tostatsløsning” er målet. “Det er en ren belønning for terrorisme, og det er ikke noget, Israel kan acceptere. Vores regering belønnede terrorisme ved at øge sin støtte til palæstinenserne, og Barth Eide vrøvler også uafbrudt om en tostatsløsning. Det er skammeligt at være norsk med sådan en regering.

Efter sommerferien er demonstrationerne på amerikanske universiteter dukket op igen. Det er mere end demonstrationerne, der virker truende.

Universitetets studenterregering vandt på et anti-israelsk program og siger, at den ikke vil uddele sit årlige budget på 1,3 millioner dollars, medmindre universitetet sælger ud af Israel. Ingen frisbee. Ingen rugby. Fordi den jødiske stat insisterer på at nægte at blive udslettet.

Selv i New York, hvor en stor del af de amerikanske jøder bor, aflyser en boghandel i Brooklyn en debat mellem to jøder, fordi den ene af dem, rabbiner Andy Bachman, er zionist. Zionist, som betyder, at man mener, at jøder fortjener deres egen stat, bruges nu som en fornærmelse.

Men sådan er klimaet. Lige når man tror, at tingene ikke kan blive værre eller mere perverse, så gør de det. Den voldsomme anti-israelske stemning og den rå antisemitisme, den afføder, er bare så diffus nu.

De, der følger kravene fra den anti-israelske lobby, belønnes med udnævnelser til ledende stillinger både i USA, Storbritannien og i de korrupte globale organisationer som WHO, FN eller WEF. Jødehad er det nye it. I Norge er regeringen allerede fyldt med sådanne mennesker.

For de unge studerende er alt, hvad Israel gør, præget af ondskab, og Hamas er befrielseskrigere for en undertrykt befolkning af fattige ofre.

For dem af os, der ikke har nogen politisk magt eller indflydelse, betyder det, at vi må tilpasse os et liv med en parade af chokerende grusomhed og ondskabsfuld mobning, der bliver mere skamløs og mere forskelligartet for hver dag, der går.

Derfor må jøder som Zoe Strimpel søge efter et lille stykke sand at bo på, da de oplever, at deres støtte til Israel vokser sammen med hadet til Israel og jøder på campus.

Jeg anbefaler Strimpel at tage en tur til Budapest.

Taget herfra