“Fhv lektor på hærens officersskole: “Hvem må man slå ihjel, hvem ikke og hvad må man skyde på i krig? Stærkt misvisende DR-TV explainer” “

Henning Duus har her en glimrende artikel i den korte avis som modgift til DR ( og andre fake-news-msm), der er stærkt misvisende

Taget herfra

Denne artikel er et korrektiv til DRTVs explainerudsendelse HVAD ER ULOVLIGT I EN KRIG fra 3. november 2023. Udsendelsen varer 8m26s. Udsendelsen findes her https://www.dr.dk/drtv/se/explainer_-hvad-er-ulovligt-i-en-krig_418390

En explainer er iflg, min Merriam-Webster ordbogsapp bl.a. en artikel, der forklarer noget komplekst eller noget ikke forstået af mange. Explaineren er imidlertid stærkt misvisende ud fra en folkeretsfaglig synsvinkel, selv om den giver sig ud for det modsatte.

Den er misvisende på 2 afgørende måder:

(1) Den omtaler krigens love som gældende for alle, stater som ikke-stater, men det er faktuelt forkert. Man viser klip med udtalelser, der skaber indtrykket af, at Israels formål med krigen, er at ramme uskyldige børn og civile. Det er også faktuelt forkert. Formålet med krigen er at hindre, at Hamas kan gennemføre et sådan angreb som det 7. oktober igen og i den forbindelse vil den israelske regering bogstaveligt at slå Hamas’ ledelse ihjel.

(2) Ved at fokusere på børns og civiles lidelse skaber man det indtryk, at Israel begår krigsforbrydelse ved bevidst at gå efter børn og civile, men det siger de forskellige topfolk, der udtaler sig heller ikke, hvis man hører nøje efter, selv om man kunne få det indtryk. De pågældende topfolk fra FN og det underorganisationer og lignende organer er tydeligvis propagandister, men ikke mere end at de alle nævner at visse af Israels handlinger ”kommer i nærheden af krigsforbrydelser” eller ”kan vise sig at være krigsforbrydelser”. Forklaringen på denne i øvrigt rigtige tilbageholdenhed kommer helt til sidst i udsendelsen, nemlig at der skal indsamles beviser for, om der er begået krigsforbrydelser, og det er rigtig, det skal der, men de beviser skal ikke kun indsamles blandt murbrokkerne i Gaza, men allermest fra den israelske forsvars efterretninger om de ramte mål FØR krigen og før angrebet. Indtil da er det rene påstande. Folkeretten forbyder nemlig ikke krig, som man kunne tro ud fra udsendelsen, kun angrebskrig som Hamas’ angreb på Israel 7. oktober, men tillader forsvarskrig, som den Israel fører, men under krig har civiles tilstedeværelse ingen vetoret mod angreb, sådan som man kunne tro. Det er begge krigens parters pligt at gennemføre deres militære operationer i så sikker afstand fra så mange civile som den militære nødvendighed: at besejre fjenden tillader.

Om sammenhængen mellem humanitære fordringer og militær nødvendighed siger den autoritative håndbog THE HANDBOOK OF INTERNATIONAL HUMANITARIA LAW. OUP, 2021), redigeret af Dieter Fleck, s. 42:

”I en væbnet konflikt må (may) en krigsførende (belligerent) kun anvende den mængde og art af magt (force), der er nødvendig for at slå en fjende. Krigshandlinger er kun tilladelige, hvis de er rettet mod militære mål, hvis det ikke er sandsynligt at de forårsager unødvendig lidelse, og hvis de ikke er perfide(perfidious).” (min oversættelse)

I forbindelse med den militære nødvendighed at nedkæmpe militære mål er det m.a.o. forbudt at ”skyde spurve med kanoner”!

’Perfid’ og ’perfiditet’ har en særlig betydning i humanitær folkeret. I daglig tale betyder ’perfid’ nærmest ond. I folkeretten derimod fastholdes den oprindelige franske betydning af ordet, nemlig ’troløs’ eller ’forræderisk’. Der kan være tale om fx at misbruge det hvide flag om ildophør for at narre fjenden og derefter angribe ham, når han tror sig sikker, eller iklæde sig fjendens uniform m.h.p. at angribe ham, sådan som Hamas har gjort ved angrebet 7. oktober. Hitler startede som bekendt VK II under påskud af, at Tyskland var blevet angrebet af Polen inde på tysk jord. Sandheden var, at ”angriberne” var tyske koncentrationslejrfanger, dræbt ved indsprøjtninger af gift, derefter iklædt polske uniformer og efterfølgende skudt. Stalin iværksatte tilsvarende en ”finsk” grænseprovokation ved Mainila på den sovjetiske side af Det Karelske Næs som påskud for angrebet på Finland 4 dage senere, 30. november 1939.  (Ove Bring: ANFALLSKRIGENS ARGUMENT – KONSTEN ATT RÄTTFÄRGIGA VÅLD. Historiska Media, 2022 (207 ss. 67 – 84). Det er ligeledes perfidi at anvende RØDE KORS eller RØDE HALVMÅNE emblemer som dække for angreb eller andre militære operationer.

Explaineren er så misvisende, at den aldrig burde have været lagt op DRTV. Det er navnlig vedrørende de folkeretslige anklager mod Israel, den skejer ud. Her postulerer den klarhed, hvor der i virkeligheden råder uklarhed. Den erstatter hermed viden med moralske insinuationer. Den er også alt for kort (8m26s) for så vigtigt og vanskeligt et emne. Men kortheden er blot en særlig udgave af anklagerne mod Israel. Ideen med at ville forklare den humanitære folkerets regler er derimod god, men gennemførelsen er miserabel!

I rulleteksten til sidst henvises med tak til både militæranalytiker Kenneth Øhlenschlæger Buhl og adjunkt Iben Yde, begge ved Forsvarsakademiet. Begge er folkeretsjurister. Jeg mindes ikke at have mødt Iben Yde, men Kenneth Øhlen­schlæger Buhl kender jeg som en højt anset, meget kyndig og omhyggelig fagmand og kollega igennem en årrække.

Iben Ydes stemme hører man i explaineren, hvor hun siger, at selv om krigens love ofte overtrædes har de alligevel sparet masse af civile for lidelse. Det er jeg enig i, men med den tilføjelse, at krigens love ikke kun angår civile, men så sandelig også soldater.

Kenneth Ø. Buhl optræder ikke personligt i udsendelsen. Jeg har dog set ham i mange udsendelser, hvor han optræder i uniform og dermed indikerer, at han udtaler sig på embedets vegne som dansk officer og militær fagmand, så det må man vel have lov at formode, at han også gør i dette tilfælde. Buhl er specialist i krigens lov og i øvrigt også cand. jur. og ph.d.. Det samme er Iben Yde.

Når jeg besluttede mig for at skrive denne artikel, var det, fordi jeg mener, at de to fagfolk har lagt navn til noget, de umuligt kan være tilfredse med rent folkeretsfagligt. Og det kan offentligheden bestemt heller ikke!

Jeg forsøger her i det følgende at være på krigens loves og den humanitære folkerets side i min argumentation.

HVAD KUNNE UDSENDELSEN DERFOR FOLKERETSLIGT SET INDEHOLDE?

Lad det være sagt med det samme: Israel har et af den vestlige verdens bedst uddannede og erfarne korps af uafhængige militærjurister. Og det er ikke kun mine ord.

Som anklageren for ICC, Den Internationale Strafferetsdomstol, egypteren Karim A. A. Khan sagde i en udtalelse den 30. oktober 2023 https://www.icc-cpi.int/news/statement-icc-prosecutor-karim-khan-kc-cairo-situation-state-palestine-and-israel :

“Israel har et professionelt og veltrænet militær. De har, ved jeg, militære generaladvokater og et system, som har til hensigt at sørge for, at den internationale humanitære ret over­holdes. De har jurister, der rådgiver om beslutninger om udpegning af mål og de vil ikke kunne misforstå deres forpligtelser eller at de må være i stand til at stå til ansvar for deres forpligtelser. De skal være i stand til at demonstrere at ethvert angreb, ethvert angreb der har alvorlig indvirkning på uskyldige civile eller beskyttede objekter, skal føres I overens­stemmelse med krigens love og krigens sædvaneret, i overensstemmelse med lovene for væbnet konflikt.” (min oversættelse)

I stedet for i det følgende at tage enkelte klip op fra explaineren, vil jeg i stedet fremstille sagen, sådan som jeg i al ubeskedenhed selv ville have fremstillet den i sin tid i min undervisning på Hærens Officersskole. Jeg tilstræber en fremstilling, som man kan læse og forstå uden at have set explaineren.

DEN VÆBNEDE KONFLIKTS FOLKERET

Spørgsmålene HVEM MÅ MAN SLÅ IHJEL, HVEM IKKE OG HVAD MÅ MAN SKYDE PÅ I KRIG? i overskriften er ikke så lette at besvare korrekt ud fra krigens love og den humanitære folkeret, som man måske skulle tro. Og slet ikke i den igangværende krig mellem Israel og Hamas & Islamisk Jihad (herefter blot Hamas). Det skyldes flere forhold.

Der er dog to spørgsmål, vi klart kan besvare! Blev Israel angrebet og har Israel lov til at forsvare sig? Svaret er ubetinget ”ja!” til begge spørgsmål ud fra FN-Pagten og gældende folkeret, inklusive krigens love – eller som reglerne kaldes i dag: DEN HUMANITÆRE FOLKERET. FN-Pagten slår i art. 51 fast at alle stater har en naturlig ret til individuelt og kollektivt selvforsvar.

Betegnelsen Humanitær Folkeret er forholdsvis ny, men indholdet består af de såkaldte Haag-regler fra 1907, altså fra før VK I, og de nyere Genève-regler fra 1949, altså efter VK II. Haag-reglerne omfatter primært reglerne for lovlig gennemførelse af militære operationer og hjørnestenen i dem er Haag-landskrigsreglement med reglerne for krigsførelse til lands.

Genève-reglerne omhandler derimod regler for beskyttelse af ofrene under væbnede konflikter, særlig selvfølgelig civile, men også fx sårede eller tilfangetagne soldater. Hjørnestenen er her de 4 Genève-konventioner (GC) og de 4 tillægsprotokoller. Der er dog siden kommet meget mere til.

Men som sagt er det ikke så let at komme videre med besvarelsen af de 2 spørgsmål i overskriften, og her skyldes vanskelighederne ikke Israel. Israel er en suveræn stat, og stater er iflg. et tysk folkeretsligt standardværk, Knut Ipsen: VÖLCKERRECHT – Ein Studienbuch. 7. Auflage.C.H. Beck, 2018 (1389 ss.) folkerettens ”normalperson”. Det betyder at Israel som stat retsligt set er udtryk for det folkeretslige normale, det er Hamas modsætningsvis ikke. Hamas er ikke en stat, men iflg. USA, EU og Israel en terrororganisation.

Israel har tilsluttet sig de 4 GC 6. 7. 1951, men hverken tillægsprotokol I eller II, der omhandler tillægsbeskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter og tillægsbeskyttelse af ofre i ikke-internationale konflikter. Oplysningerne er hentet fra Det Internationale Røde Kors autoritative oversigt, og i den oversigt leder man forgæves efter Hamas, hvorimod Palæstina er opført. Se pdf-oversigten her https://ihl-databases.icrc.org/en/ihl-treaties/geneva-conventions-1949additional-protocols-and-their-commentaries .

Palæstina tilsluttede sig de 4 GC 2. 4. 2014 og samme dag tilsluttede Palæstina sig tillægsprotokol I. Den 4. 1. 2015 fulgte tilslutningen til tillægs­protokol II + III.

Hvorfor er nu alt dette vigtigt? Jo, fordi international lovgivning etableres på 2 måder, dels ved traktater, dels ved sædvaneret. Traktatret etableres af stater for stater ved, at to eller flere stater bliver enige om på et bestemt område (i dette tilfælde krig) at ville følge bestemte regler, som de derfor i enighed har skrevet ned i et dokument, en traktat, og som de hver for sig underskriver og efterfølgende ratificerer i overensstemmelse med deres nationale forfatningsretlige regler for, hvordan den pågældende stat forpligter sig retsligt over for andre stater. Sådanne traktater etablerer ganske vist lov, men loven forpligter kun de underskrivende stater, derimod ikke andre stater endsige ikke-statslige enheder. Skulle man  pege på noget tilsvarende fra dansk politik, kunne det være aftaler på det danske arbejdsmarked. Andre stater kan selvfølgelig senere tilslutte sig en allerede eksisterende traktat, hvorefter de også er forpligtede på dette område, men det kan ikke-statslige enheder ikke. Og det er, hvad både Israel og Palæstina har gjort, om end for Palæstinas vedkommende 64 år senere end Israel.

Den anden måde at etablere folkeret på er som nævnt sædvaneret. Hertil kræves, at et betydningsfulgt antal stater i deres faktiske adfærd har demonstreret, at de mener, der eksisterer en fælles regel på dette område, som de derfor følger, samtidig med at de mundtligt giver udtryk for, at de følger denne regel, fordi de mener, at det er rigtigt at gøre det. I dag har alle stater ratificeret de 4 GC, så de anses for at være universelt gyldige for alle stater og dermed også international sædvaneret.

Det er tydeligt, at Palæstina, det vil sige Det Palæstinensiske Selvstyre med præsident Mahmoud Abbas i spidsen, ikke stod bag angrebet d. 7. oktober. Angrebet er helt og holdent Hamas eget angreb. Dermed bliver Hamas angreb 7. oktober ikke bare et angreb på Israel, men også samtidig et internt væbnet oprør mod Palæstina som en suveræn stat og dens legitime ledelse. Angrebet demonstrerer over for alverden, at Mahmoud Abbas ikke har styr på sit land. Og det var måske et sidemotiv hos Hamas angreb d. 7. oktober?

Israel kunne ret beset nu betragte sig som værende i krig med Abbas’ Palæstina, men det er hverken i Israels eller Mahmoud Abbas’ interesse. Derved ligner den nuværende krig mellem Israel og Hamas krigen mellem Hizbollah og Israel i 2006. Dermed står Israel i princippet overfor Hamas som oprørsregering, der ikke kun af Israel, men af både USA og EU ovenikøbet som sagt er klassificeret som en terrorgruppe, og Hamas er derfor en ulovlig angriber på en suveræn stat, der falder uden for gældende folkeret.

En lignende situation stod USA overfor med angrebet 11. september 2001 fra al-Qaeda, hvor USA’s regering hævdede, at i en sådan konflikt gjaldt ikke engang den fælles art. 3 i de 4 CG. Dette synspunkt blev afvist af USA’s Højesteret. Art. 3 gælder også i krigen med al-Qaeda, slog Højesteret fast i sin dom af 29. 6. 2006. Den israelske Højesteret nåede frem til et tilsvarende resultat i sin dom af 13. 12. 2006 (her støtter jeg mig udelukkende på den autoritative håndbog af Dieter Fleck (ed.): The Handbook og INTERANATIONAL HUMANITARIA LAW. 4t ed. OUP, 2021 (765 ss.), ss. 634 – 663, særligt ss. 636 – 642. Problemet er imidlertid ikke ude af verden med de 2 højesteretters afgørelse, fordi den fælles art. 3 i de 4 GC kun gælder for væbnet konflikt internt på en underskrivende stats territorium. Derfor kaldes en sådan konflikt også ikke-international. Men Hamas opererer ligesom Hizbollah fra et område uden for Israel, så konflikten er international uden rigtigt at være det, fordi hverken Hamas eller Hizbollah er stater. Dieter Flecks Handbook nævner, at den israelske højesteret kalder problemstillingen kompleks i, hvad man kalder forhold, der stritter i flere retninger, og Handbook nævner, at der er tale om en problemstilling, der formentlig fordrer ny og fremtidig lovgivning (de lege feranda) (Dieter Fleck, s 638). Eller sagt på en anden måde: Det er usikkert, hvad lovgrundlaget i dag er for kampen mod Hamas (og Hizbollah).

Det er bl. a. et centralt problem i den komplekse problemstilling, at staterne var og er bange for at tilkende ikke-statslige oprørsstyrker kombattantstatus, hvilket konkret ville give oprørsstyrkerne, hvad der kaldes combatant immunity. En stats soldater har i krig combatant immunity, hvilket vil sige, at soldaterne lovligt må slå ihjel inden for rammerne af krigens love og den humanitære folkeret. De er altså ikke mordere. De kan derfor ikke lovligt retsforfølges efter national strafferet. De har også ret til krigsfangestatus i givet fald. Den beskyttelse har Hamas-krigere ikke. Hamas’ krigere er m.a.o. mordere i fald de skulle tages til fange på Israelsk jord – og vel også på Vestbredden af Abbas’ sikkerhedsstyrker?

Selv om Israel ikke har tilsluttet sig alle tillægsprotokoller til de 4 GC fra 1949, erklærer Israel fra højeste politiske niveau, at de under den igangværende konflikt vil agere i overensstemmelse med lovene for væbnet konflikt (LOAC), også kaldet international humanitarian law (IHL), sådan som det fremgår at det israelske udenrigsministeriums hjemmeside, se Hamas-Israel Conflict 2023: Key Legal Aspects | Ministry of Foreign Affairs (www.gov.il)

Heraf fremgår det også, at Israel ligeledes følger 3 principper for militære operationer, 3 principper som gælder uanset om konflikten er international, ikke-international eller noget tredje. Der er iflg. Dieter Fleck, s.644f. tale om:

• Distinktion, altså at Israel dels skelner mellem militærfolk og civile, dels retter sine angreb mod militære mål og ikke mod civile mål. Israelske styrker bærer uniform. Hamas-krigere er forpligtet til at bære tegn, der tydeligt adskiller dem fra civile, og som viser at de deltager i kamp. Tegnene skal være synlige på lang afstand. De skal også bære deres våben åbent.
• Proportionalitet, altså at det israelske militær nøje overvejer ved hvert mål om målet militært set er så nødvendigt at de eventuelle civile tab berettiges af den militære nødvendighed ved at nedkæmpe målet.
• Human behandling af krigens ofre, herunder særligt sårede og tilfangetagne.

De samme principper er opregnet i dokumentet ”Hamas-Israel Conflict 2023: Key Legal Aspects” på det israelske udenrigsministeriums hjemmeside, se Hamas-Israel Conflict 2023: Key Legal Aspects | Ministry of Foreign Affairs (www.gov.il)

TARGETING PROCESS

En ting er imidlertid de generelle regler, som jeg ovenfor lige har berørt, men hvordan kommer man fra de generelle regler til fx de konkrete militære mål, man vil angribe?

Det Israelske Forsvar (IDF) – og her støtter jeg mig primært på oplysningerne fra det israelske udenrigsministerium – opretholder et uafhængigt korps af militæradvokater (MAG Corps). MAG Corps leverer løbende juridisk rådgivning til IDF vedrørende en bred vifte af operationelle forhold, herunder targeting, våben og sager vedrørende anholdte. De juridiske rådgivere er ikke underlagt IDFs normale professionelle kommandokæde, men rapporterer direkte til den militære generaladvokat, hvis arbejde er underlagt rigsanklageren (attorney general). Den nuværende chef for MAG Corps er generalmajor Yifat Tomer-Yerushalmi, den anden udnævnte kvindelig general i Israel.

Militærjuristerne arbejder tæt sammen med de operationelle styrker for at sikre, at folkeretten er integreret i ordrer, procedurer, doktriner og beslutninger om og under kamp (combat decision-making). Hertil kommer, at rigsanklageren, der i øvrigt også er en kvinde, rådgiver kabinet og regering i folkeretslige spørgsmål, ligesom Israels Højesteret har almindelig jurisdiktion til at foretage juridisk opsyn, også under fjendtligheder. Formentlig ikke mindre vigtigt er art. 28 i Rom-statutten for ICC, idet den meget eksplicit gør militære chefer (commander) og andre overordnede personligt ansvarlige for overholdelse af LOAC. Det betyder at det i Israel som i DK er overordnede forbudt at udstede ulovlige ordrer og det er ligeledes og samtidigt forbudt for underordnede at udføre ulovlige ordrer. Overtrædes dette kan både overordnede og underordnede stilles til personligt ansvar.

MAG Corps har konstant udfordrende opgaver, som lederen, generalmajor Yifat Tomer-Yerushalmi formulerede det i sin åbningstale til IDFs store konference om den væbnede konflikts love (LOAC) i maj 2023: ”Vi står overfor juridiske spørgsmål, der rejser sig fra tidligere anvendelser af LOAC, så vel som fra nye teknologier og områder. Vore officerer må kunne identificere, hvad der er korrekte råd i enhver operationel situation og kunne tilpasse ofte abstrakte principper til relevant, effektiv juridiske råd på dag-til-dag basis”.

M.a.o. står man løbende overfor at kunne lære af tidligere tilfælde med anvendelse af LOAC for efterfølgende at tilpasse dem til nye tilfælde, fx på grund af ny teknologi (jf Iben Yde: ”Autonome våbensystemer og folkeretten” i Heidi Güntelberg (red.): Introduktion til folkeretten. Forsvarsakademiet, 2014 (244 ss.), ss. 215 – 233. Güntelbergs bog er frit tilgængelig på nettet, blot Google navn og titel).

DEN OPERATIVE SYNSVINKEL

Det følgende er mit eget gæt om, hvordan den konkrete måludpegning hos IDF foregår. Jeg har ingen konkret viden ud over nogle få, spredte oplysninger. Jeg har dertil hentet inspi­ration fra William H. Boothby: The Law of Targeting. OUP, 2012 (603 ss.), særligt ss. 553 – 566. De passer stort set med, hvordan det foregik for de danske styrker i Afghanistan. Jeg vil hertil anbefale den fremragende bog af Kim Hundevadt: I morgen angriber vi igen. Jyllands-Postens Forlag, 2009 (288 ss.).

Trin 1: Den israelske militære efterretningstjeneste danner sig først et overblik over de mulige fronter og hvilke militære mål, der findes her, og fjendens styrker på disse frontafsnit. Disse oplysninger udbygges og opdateres løbende.

Trin 2: Ud fra disse helhedsbilleder af de forskellige frontafsnit fastlægger den operationelle ledelse en gradering og prioritering af de sandsynlige militære mål. Dvs. man fastlægger hvilke mål, der skal udtages (angribes og destrueres) først i en krig og af hvem: hær, flyvevåben, flåden eller i inter-operativ samvirken. De militære mål er fjendens styrker og udrustning i bred forstand, indkvartering, forsyninger og forsyningslinjer, våbendepoter, kommandocentraler, våbenfabrikker, herunder civile i våbenfabrikker. Listen er ikke udtømmende.

Trin 3: Den operationelle ledelse vil nu tildele egnede enheder til de udvalgte mål.

Trin 4: Nu vil de udvalgte mål blive vurderet af MAG Corps og militærjuristerne vil bede operationsledelsen om at give dens vurdering af målenes betydning i lyset af operations­ledelsens opfattelse af den militære nødvendighed, ligesom militærjuristerne vil vurdere operationsledelsens oplysninger i lyset af LOAC. Operationsledelsen vil i den forbindelse også blive bedt om at vurdere de såkaldt collateral damages (utilsigtende, men uundgåelige bivirkninger), de være sig af økologiske, menneskelige og civil infrastruturel art. Disse vurderinger er overordentlig vigtige i lyset af kravet om proportionalitet, der i øvrigt ikke siger andet end at der ikke må ”skydes spurve med kanoner”. Overtrædes kravet om proportionalitet for kraftigt lander ildgivningen i vilkårlig krigsførelse (indiscriminate warfare) og det vil fx sige at skyde raketter af ind over Israel uden ide om nedslaget, som både Hamas og Hizbollah gør, og det er forbudt både iflg.Haag-landkrigsreglementet og Tillægsprotokol I til GC, men da hverken Hamas eller Hizbollah er stater er illegaliteten usikker.

Trin 5: Nu vil militærjuristerne komme med forslag til, hvilke mål der findes, hvor civile risikerer utilsigtet at blive ramt, og som derfor bør få forhåndsvarsel og – af hvilken slags – med oplysninger om, hvor de pågældende civile kan bevæge sig hen for at øge deres sikkerhed og de tidsfrister de har til rådighed. Her er Israel vel pioner, ligesom Israel også er det m.h.t. advarsler pr. sms. Man kan også fx give meddelelse herom i radio og TV samt med flyveblade. SMS-beskeder er kun mulige, hvis efterretningstjenesten kender mobiloperatørerne for indbyggernes mobiler i det pågældende område.

Disse lister over udpegede mål og militærjuristernes kommentarer til målene vil løbende blive ajourført, og den dag, der bliver brug for dem, vil de også danne udgangspunkt for den elektroniske kommunikation mellem den øverste operative ledelse og delings- og gruppeførerne ude i den spidse ende. De vil også være af helt central betydning i en evt. kommende retssag, den være sig national eller international.

RETSSAGER OM KRIGSFORBRYDELSER

Det er indholdet i disse 5 trin, der til sin tid også vil danne dokumentation mod anklager om krigsforbrydelser. Og der vil komme retssager, mange og lange retssager. De vil begynde ved de israelske domstole. Det er nødvendigt af hensyn til art. 17 i Rom-statutten for ICC, Den Internationale Strafferetsdomstol, hvorifølge ICC kun kan tage sager op, hvis de nationale domstole enten ikke gør det eller er ude af stand til at magte opgaven. De nationale retssager vil være nødvendige for at hindre at sagerne lander hos ICC. Israel har ganske vist protesteret imod at ICC har tiltaget sig kompetence over Israels krigsførelse, da Israel ikke har tilsluttet sig Rom-statutten, men det har derimod Palæstina. Se https://asp.icc-cpi.int/states-parties Jeg er ret sikker på at Det Palæstinensiske Selvstyre vil rejse sager mod Israel ved ICC, men jeg tvivler på, at Det Palæstinensiske Selvstyre vover at rejse sag mod Hamas ved ICC. De kan dog blive tvunget til det i forbindelse med en ny efterkrigsorden, hvor Det Palæstinensiske Selvstyre måske bliver genindsat som myndighed over Gaza i en 2-statsløsning. Vi får se!

Her er det vigtigt at bemærke at Hamas og Islamisk Jihad og tilsvarende ikke-statslige enheder falder uden for Rom-statutten. Skal disse enheder ind under ICCs kompetence, tror jeg, det kun kan ske med en beslutning herom i FNs Sikkerhedsråd i form af en folkeretsligt forpligtende resolution i medfør af kapitel 7 i FN-Pagten om trussel mod freden, fredsbrud eller angrebshandling, men her har de 5 faste medlemmer vetoret. En sådan resolution vil næppe få tilslutning fra hverken Rusland eller Kina. Alternativet kunne være en udtalelse fra formanden vedtaget med konsensus blandt de 15 medlemmer afSikkerhedsrådet.

ANGREB PÅ HOSPITALER OG LIGNENDE ER VELKRIGSFORBRYDELSER?

Massemedierne har direkte og indirekte hver dag anklaget Israel for at begå krigsforbrydelser ved at angribe hospitaler og lignende. Mange FN-personer udtaler ligeledes igen og igen, at hospitaler og ambulancer og læger og plejepersonaler under ingen omstændigheder må angribes. Det er også rigtigt, men kun under helt bestemte og nødvendige forudsætninger, som til gengæld aldrig nævnes i medierne, og som Hamas ikke har sørget for, er opfyldte i denne krig.

Iflg. GC I, art. 23 og GC IV, art. 14 kræves der for at give hospitaler og lignende plejeområder samt læger og sundhedspersonale beskyttelse, at der enten allerede i fredstid eller i begyndelsen af en konflikt mellem parterne etableres aftaler konfliktparterne imellem om, i hvilke områder der er enighed om, at her skal der etableres hospitals- og sikkerhedszoner med det og det personale i disse zoner, der alle skal beskyttes og derfor skal være tydeligt afmærkede med godkendt afmærkning og hvis personerne skal bære identifikationskort med foto, underskrift og tidsrum for beskyttelsen for at dokumentere, at de er beskyttelseshavende objekter og personer.

Sådanne aftaler foreslår GC I og IV kan ske direkte eller via en af begge parter udpeget beskyttelsesmagt, evt. en neutral stat, eller med hjælp fra Røde Kors eller Røde Halvmåne, der så garanterer beskyttelsen. I tillægget til GC I og IV er vedføjet forslag til, hvordan sådanne aftaler kan se ud, for at de pågældende zoner og personer kan blive beskyttelseshavende. Så vidt jeg har forstået har Hamas ikke på noget tidspunkt indgået sådanne aftaler med Israel hverken direkte eller via en beskyttelsesmagt eller via Røde Kors eller Røde Halvmåne. Endsige udtrykt ønske herom. Mit gæt er at Hamas ikke ønskede at får uafhængigt kontrolpersonale ind.

AFSLUTNING

Nyhedsformidlingen eller hvad man nu skal kalde denne malstrøm af halve og hele forvrængninger er dybt deprimerende, fordi sagen er så tydelig: Israel er den angrebne og har folkeretligt set alle rettigheder på sin side til at forsvare sig og alligevel får medierne sagen drejet sådan at det er Israel, der er under mediernes konstante anklage for at overtræde alle mulige konventioner. Jeg synes, det er fint at bore i Israels krigsførelse, men først efter at man har boret i Hamas’. Hamas var trods alt angriberen.

Der er masse af relevante spørgsmål, det kunne være interessant at finde svar på i forbindelse med angrebet 7. oktober, hvorfor Hamas angreb. Her er nogle forslag:

Hvad er Hamas for en størrelse, når det ikke er en stat, hvad var Hamas’ angreb for en slags angreb og imod hvem og hvad vil det sige, at Hamas gør sin krigsførelse til en jihad?

Hvordan forholder jihad som en del af den islamiske folkeret al-siyar sig til folkeretten, som vi normalt forstår den, og særlig til den humanitære folkeret?

Hvorfor findes der i islam ingen pacifisme?

Hvorfor tog Hamas gidsler med samme selvfølgelighed som Saddam Husein i sin tid under Golf-krigen 1990 – 1991? Og hvordan ser al-siyar på gidseltagning?

Hvad siger al-siyar om kombattanter og ikke-kombattanter?

Hvorfor graver man sig ned i tunneller og lader almindelige muslimer udgøre collateral damages?

Anledningen til denne artikel var DRTVs explainer, fordi man der under påstået folkeretslig faglighed leverer stribevis af løse påstande og insinuerende billeder.

Følgende link giver et black-letter-punktreferat af The Handbook of International Law:

The Handbook of International Humanitarian Law – Dieter Fleck – Oxford University Press (oup.com)

20. november 2023

Henning Duus

Jeg er født i 1945 og er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg kom til Forsvaret i 1988 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1991 og frem til pensioneringen i 2015.

Taget herfra