“FORSVARET DER DØDE AF SKAM”

Det skriver Asger Aamund om her – en lille smagsprøve: “Vores kaserner ser ud som om, Putin allerede har været der”

Taget herfra

Vi har nu godt og vel passeret den 24. februar, toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Vredens dag, hvor gamle Holger Danske vågnede af sin dybe søvn i Kronborgs kasematter. Danmarks skytshelt besjælede 179 forsvarsfjendtlige folketingsmedlemmer til en aftale, der først tilførte det sønderbombede danske forsvar 7 milliarder kroner og senere en rammebevilling på hele 155 milliarder. De 7 milliarder skulle dække militærets mest akutte behov og mangler. Her var der nok at tage fat på. Vores kaserner ser ud som om, Putin allerede har været der. Der mangler våben, ammunition, støvler og radioudstyr. En brigadegeneral græmmer sig over, at hans soldater må slås ’som blinde høns om natten’. Der er ingen kikkerter, natsigtemidler eller sløringsnet. Nu to år senere er der ingen, der kan redegøre for, hvad der skete med de 7 milliarder kroner. Forsvaret mangler stadig det samme som i 2022. Selv træning i pistolskydning er lagt på is, fordi der ikke er ammunition til rådighed. Det militære tidsskrift OLFI, mener at milliarderne er brugt til ’ubalancer i Forsvaret’, hvad det så end er for noget, men det er vist nok inflationen, der har ædt bevillingen.

Forsvaret er gennem de seneste årtier blevet så afpillet, at regeringen har lagt det ind under forsvarsministeriet som en styrelse. Forsvarschefen og generalerne arbejder nu som assistenter for det civile embedsværk i forsvars- og finansministeriet. De militære topchefer sidder stadig med ansvaret for genrejsningen af Forsvaret, men har mistet magten og bemyndigelsen, der ligger hos embedsmændene, som nu forestår al indkøb af materiel og udstyr. Generalerne kan komme med råd og forslag, men de bestemmer ikke mere, hvordan der skal disponeres.

Officerer er loyale mennesker. De tager mod ordrer og udfører dem uden at brokke sig offentligt. Men nu er det blevet for meget for flere højtplacerede militære chefer. Således skammer chefen for Hæren, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, sig så meget over sin påtvungne hjælpeløshed, at han har opsagt sin stilling og frivilligt ladet sig degradere. Den tidligere hærchef er med titel af oberst skrumpet ind til planlægger i Forsvarskommandoen. Når rammebevillingen på 155 milliarder kroner stadig henstår urørt, skyldes det ikke, at Forsvaret ikke kan finde ud af, hvad pengene skal bruges til, men fordi genrejsningen af Danmarks kampberedskab er lammet af et kvælende civilt bureaukrati. De tre værnschefer for hær, flåde og flyvevåben kan på fem minutter fremlægge konkrete planer for de nødvendige investeringer og indkøb af materiel.

Flyvevåbnet skal have mindst 12 yderligere F-35 kampfly og langtrækkende luft-til-luft missiler. Nye Patriot luftforsvarssystemer, nye helikoptere og nye fly til overvågningsopgaver samt langtrækkende droner. Flåden ønsker nye korvetter bevæbnet med sømålsmissiler og fregatter udstyret med missilsystemer til angreb på land- og sømål. Hæren mangler nye kampvogne, infanterikampkøretøjer, nye selvkørende haubitser, opklaringskøretøjer og et moderne luftværnssystem. Og naturligvis opstillingen af den aftalte kampbrigade på 5.000 mand, som efter flere år stadig sidder fast i rammebevillingen.

For at forstå, hvorfor Forsvaret hele tide holdes hen med rammebevillinger, der aldrig udfyldes, må man belyse finansministeriets rolle i denne permanente sylteproces. Finansministeriet med statsministeriet som censor er chef for alle andre ministerier, der ikke kan operere uden bevillinger fra finansministeriet. De ledende embedsmænd i stats-og finansministeriet er absolut ikke interesserede i at fyre 155 milliarder kroner af på en genrejsning af det sammenbrudte danske forsvar. De er derimod meget opsat på at skabe ro på bagsmækken i medier og offentlighed, så der skabes en illusion om en dynamisk styrkelse af det danske forsvar. Denne kulisse opstilles netop ved at vedtage en rammebevilling på 155 milliarder kroner, der jo er værdiløs så længe rammen ikke bliver udfyldt. Denne proces kobles til de ministerielle styringssystemer, hvor alle bevillinger til Forsvaret er underlagt direktiver fra finansministeriet og sagsbehandling hos departementschefen i forsvarsministeriet, der rutinemæssigt kobler en armé af eksterne konsulenter og rådgivere ind sagsbehandlingen af stort set samtlige ansøgninger om indkøb og investeringer fra de tre værn. Selv kammeradvokaten inddrages fra tid til anden, hvad der næppe accelerer beslutningsprocesserne. Hele denne forhalende strategi går naturligvis ud på at udskyde den reelle genrejsning af det danske forsvar, indtil krigen i Ukraine er slut, og de 155 milliarder kan anvendes til mere velfærd, sådan som alle folketingets partier inderst inde gerne vil have det.

Det er derfor, at flyvevåbnet nok har fået nogle få F-35 kampfly, men uden de angrebssystemer, der gør dem kampduelige. Og det er derfor, at det i Forsvaret tager op til seks måneder at få bevilliget et USB-stik. Forsvarets genrejsning er ikke projekt, men et mausoleum. Der er således intet nyt under solen. Det skulle da lige være, hvad der skete med Holger Danske. Med sorg i sinde er han trasket tilbage til mørket i Kronborgs kasematter. Her er han ikke bare sovet ind. Han er sovet hen.

Taget herfra