“HENDES VERDEN”

Asger Aamund her om betonfeministernes tåbelige krav om flere kvinder i topledelse, bare fordi de er kvinder…

Taget herfra

Heldige børn, der har kærlige og omsorgsfulde forældre, træder ud i livet med en værktøjskasse, der rummer traditionelle, men værdifulde maskuline og feminine redskaber. En god far kan levere mod, beskyttertrang og konkurrencekraft. Den gode mor kommer med indfølingsevne, tolerance og samarbejdsvilje. I moderne familier er det dog ofte moderen, der leverer de maskuline værdier. Barnet bliver således godt bestykket til at møde tilværelsens glæder og sorger, triumfer og nederlag. Denne vinderkombination af mandlige og kvindelige værdier slår også igennem på arbejdet i direktion og bestyrelse, hvor der både sidder mænd og kvinder. Dog under forudsætning af, at både mænd og kvinder besidder de faglige forudsætninger for ledelsesarbejde på højeste niveau. Det er min erfaring fra mange års ledelsesarbejde i ind- og udland, at mandlige chefer som oftest er offensive, konkurrenceglade og resultatbevidste, og det har derfor vist sig som et plus i direktionslokalet, at der var kompetente kvinder til stede, som sikrede afsøgningen af samarbejde, dialog og det konstruktive kompromis.

Denne ideelle balance opnår man imidlertid ikke, hvis eksterne kræfter lykkes med at mase ukvalificerede kvinder ind i bestyrelseslokaler og direktioner, bare fordi de nu engang er kvinder med en god uddannelse. Men det er netop det, der sker lige nu i det danske samfund. Kvindebevægelsernes mange højttalere prædiker ustandselig om mandstyranniet i virksomhedernes ledelse. Der tales om Rip-Rap-Rup-effekten, altså mænd, der kun ansætter nogen, der ligner dem selv. Der er glasloftet, der holder kvinder væk fra direktionsgangen og Old Boys’ netværk, som kun giver plads til de mænd, der befinder sig i denne eksklusive herreloge.

Medierne puster med glæde til ilden og bringer hyppigt artikler og opråb, der efterlyser flere kvinder i danske topledelser. Stærke kræfter i EU vil have lovgivning, der sikrer kvinder lige repræsentation med mænd i virksomhedsledelserne. Fagforeningen DJØF maser på i samme retning. Senest har organisationen indledt et tæt PR-samarbejde med konsulentfirmaet E-Quality, der arbejder på at få flere kvinder ind i topledelserne. E-Quality kræver politisk handlekraft, der gennem lovgivning tvinger virksomhederne til at ansætte flere kvindelige topchefer. Bestyrelserne skal tvinges til at fremlægge konkrete planer for øget diversitet på direktionsgangen og skal stå til ansvar, hvis planerne forsømmes eller forsinkes. DJØF ønsker at ’afkønne’ ansættelsesprocedurerne og bortsprænge virksomhedernes eksisterende netværk og procedurer for lederansættelse.

Senest er også Bestyrelsen for Women in Life Science Denmark trådt ind på scenen, idet de i en artikel i Børsen brokker sig over, at i den danske medicinalindustri består topledelserne af 80 procent mænd til trods for, at der er flere kvinder end mænd i branchen. De farma-industrielle amazoner kræver, at Danmark følger OECDs opfordring til at indføre kvoter for at få flere kvinder ind i topledelse, men de burde nok hellere tale med danske headhuntere, der alle som en kunne fortælle dem, at det ikke er til at opdrive kvinder med både mod og kvalifikationer til en toppost i medicinalindustrien.

Kvindebevægelsernes stormtropper står imidlertid og buldrer på den forkerte port. Det er ikke hverken politikerne eller virksomhederne, der skal træffe karrierevalg for Danmarks kvinder. De skal de naturligvis selv. Der er en fornuftig forklaring på, at vi ser så få kvinder i direktion og bestyrelse. Kvinderne har nemlig valgt erhvervslivets topposter fra, fordi de vil noget andet med deres liv end det hårde ræs mod toppen og den krævende kamp for at hænge på, når først man sidder for bordenden.

Det er jo ikke noget tilfælde, at i EU-landene er 32 procent af de beskæftigede kvinder ansat på deltid mod kun 9 procent af mændene. I Danmark er det hele 36 procent af kvinderne, der er på deltid. Det er jo ikke, fordi kvinder er dovne og kun orker en halvdagsplads. Det er fordi kvinder vil noget andet med deres liv end bare arbejde og det brutale udskillelsesløb mod topposten. Den anerkendte canadiske kvindepsykolog Susan Pinker udtaler: ”Mænd finder vi i samfundets top og i bunden. Kvinder finder vi der, hvor de helst vil være, nemlig i midten”. Mænd kaster sig kompromisløst ind i karriereræset mod toppen. Kvinder har som oftest en mere holistisk indstilling til livskvalitet. Kvinder kræver et interessant arbejde, gerne med lederansvar, men de vil også være noget for mand og børn. De vil have tid til at hjælpe deres gamle mor og til samvær med veninderne og til et liv med kultur og sport. Derfor finder vi så mange kvinder på deltid. Derfor finder vi tusindvis af kvinder som mellemledere og specialister, ligesom kvinder med lederambitioner søger ind i den offentlige sektor, hvor arbejdslivet i reglen ikke er så presset og krævende som i erhvervslivets direktionslokaler. Kvinderne er der, hvor de gerne vil være. I midten.

Moderne virksomhedsledelse består i at skabe resultater gennem andre menneskers indsats. De lederemner, der har vist, at de kan denne kunst, vinder pladserne i direktion og bestyrelse. Dagens danske virksomheder er fløjtende ligeglade med, om det er mænd eller kvinder, der beklæder topposterne, hvis bare de kan levere de resultater, aktionærerne ønsker. Moderne kvinder kan, hvad de vil. Sådan som vi lige nu ser det i det politiske landskab.

Kvindebevægelserne bør indstille deres hysteriske skrigeri om mandsvældets diskrimination af kvinder og i stedet rette deres indsats mod kvinderne selv, der jo i den sidste ende bestemmer, om de vil til tops eller ikke. Og samfundet skal lære at respektere kvinder, der vælger at være fuldtidsmor eller konen på gården lige så meget som sosu-assistenten og kassedamen. Kvinder skal fordomsfrit kunne vælge netop det liv og den indsats, der giver dem glæde og livskvalitet. Alt andet er uværdigt for et demokratisk retssamfund.

Taget herfra