“Holland tager kæmpe opgør i asylpolitik – man skrotter eksisterende regler og indfører nødret”

Halland har fået nok ! Det skriver Ralf Pittelkow om her

Taget herfra

Europa har fået nok.

Der er ved at ske noget i forhold til indvandringspolitikken. Noget af det er dramatiske forandringer. Men de er stadig langt fra nok.

Tilstrømningen af asylansøgere og andre migranter er vokset og vokset. Befolkningssammensætningen i de europæiske lande ændrer sig dramatisk og gør Europa mindre og mindre europæisk. Det gælder livsformer, værdier og holdninger.

Den europæiske identitet er under stigende pres fra kulturer, som har et helt andet udgangspunkt end det, der har været bærende for vores samfund. Eksempelvis mellemøstlig kultur, der vinder hastigt frem med blandt andet et kvindesyn, som afviger dramatisk fra det, vi er vant til i Danmark.

Denne udvikling udløser nu en dramatisk reaktion fra et af EU’s kernelande, nemlig Holland. Et land, der i befolkningsstørrelse og befolkningstype minder ganske meget om Danmark.

Holland tager opsigtsvækkende opgør med eksisterende asylregler – de skal sættes ud af kraft

Holland har fået en ny regering, der blev valgt ikke mindst på kravet om en meget stram udlændingepolitik.

Denne regering tager nu et opgør med den asylpolitik, der har fået samfundets normer og værdigrundlag til at skride.

Den nye hollandske statsminister, den partiløse Dick Schoof, vil sætte de eksisterende europæiske asylregler ud af kraft, og han lægger op til at indføre en europæisk nødret. Den nye hollandske regering har travlt med at få dette ført ud i livet.

Den nye hollandske udlændingeminister, Marjolein Faber, meddeler, at dele af den eksisterende asyllovgivning “meget hurtigt” vil blive sat ud af kraft. (BILD). Faber bebuder, at Holland vil få de “strengeste asylregler i Europa”.  I den forbindelse vil man indføre skrappere grænsekontrol.

Den nye hollandske regering planlægger også en stramning af reglerne for familiesammenføring og flere udvisninger af asylansøgere, der har begået strafbare handlinger og er blevet afvist. Samtidig vil man indskrænke mulighederne for at anfægte retsafgørelser om udvisninger, der går én imod.

Den nye hollandske regering, som også omfatter den  kendte højreprofil Geert Wilders, siger rent ud: “Vi gennemfører foranstaltninger, som skal gøre Nederlandene  (Holland) så uattraktive for asylansøgere som muligt.”

Hollænderne kender alt til asylproblemer. Årligt kommer der omkring 40.000 nye migranter til landet. Den udvikling har længe fået lov til at fortsætte. Men nu siger den nye borgerlige regering stop.

Udlændingeminister Mariolein Faber  siger rent ud, at man vil træde hårdt på bremsen, så denne udvikling ikke fortsætter. Den holdning er der efter alt at dømme enighed om i den nye hollandske regering.

Det drejer sig ikke bare om Geert Wilders. På trods af sine meget vidtgående holdninger til udlændingepolitikken blev Geert Wilders parti blev det største parti ved valget i november med 23,6 procent af stemmerne.

Hollænderne havde fået nok.

Det blev den mere kontrollerede Dick Schoof, der blev regeringsleder. Men han er åbenbart helt med på, at der skal ske noget radikalt i udlændingepolitikken.

Udlængeminister Marjolein Faber bebuder, at dele af den eksisterende asyllovgivning “meget hurtigt” vil blive sat ud af kraft, og at Holland vil få “Europas skrappeste asylregler”. En afgørende del af dette drejer sig om skærpede regler for familiesammenføringer og stramninger af grænsekontrollen.

Udlændingeminister Faber erklærer råt for usødet: “Vi vil gribe til foranstaltninger, der skal gøre Nederlandene så uattraktive som muligt for asylansøgere.”

Den slags proklamationer ville før i tiden være blevet mødt med voldsom fordømmelse i både Holland og andre europæiske lande.  Men tiderne er skiftet.

Selv om hollænderne går forrest med denne strammerlinje, står de på ingen måde isoleret.

Tyskland strammer også udlændingepolitikken – borgerlige CDU presser på

I Tyskland rører centrale kræfter også på sig i samme retning.

Lederen af det store borgerlige CDU, Friedrich Merz, taler om, at Tyskland om nødvendigt må indføre en “national nødret”.

Denne proklamation er noget af en sensation med sit oplæg til en voldsom skærpelse af asylpolitikken. Et dramatisk skred i tysk politik.

Merz erklærer,  at Tyskland kun skal lempe sin grænsekontrol i det omfang, at det ikke betyder en øget samlet tilstrømning til landet. Hvis den fælleseuropæiske grænsepolitik ikke er i stand til at holde tilstrømningen nede, så må man i Tyskland og andre lande vende tilbage til den rent nationale grænsekontrol, lyder det.

Merz siger til de politisk korrekte kræfter blandt sine landsmænd: “For mig er det ikke noget argument, at det ikke går an.” Sagt på en anden måde: “Fri os for moraliseringer. Det er ubetinget nødvendigt at begrænse tilstrømningen.”

Nu er Angela Merkel musestille

Det er en opsigtsvækkende holdning i det Tyskland, som i årevis har været præget af en massiv politisk korrekthed. Ligegyldigt hvor mange der strømmede ind over grænsen havde daværende forbundskansler Angela Merkel kun standardsvaret:  “Wir schaffen das” – “Det skal vi nok klare.”

Men Tyskland klarede på ingen måde sine problemer med den massive asylstrøm. Tværtimod er der sket en dramatisk ændring af den tyske befolknings sammensætning i forlængelse af masseindvandringen. Derfor får man nu de stadigt stærkere røster i den tyske debat, der kræver stramninger.

Og Angela Merkel?

Hun er stille. Musestille. Det samme gælder mange af hendes tidligere meningsfæller.

De politisk korrekte røster i den tyske debat om udlændingepolitik er under tiltagende opløsning. I stedet tegner sig tre strømninger:

Den ene består af gammelkommunister med meget vidtgående udlændingepolitiske stramninger. Den anden består af mere og mere hjælpeløse politisk korrekte gemytter. Og den tredje består af bredere politiske kræfter – Merz er et eksempel – der er ved at opdage, at man er nødt til at tage et langt stærkere opgør med den politiske korrekthed.

Kun ord – eller også handling?

Ord er taknemmelige. De proklamationer om udlændingepolitiske stramninger, som nu vinder hastigt frem i blandt andet det store Tyskland, vil ikke nødvendigvis blive omsat til virkelighed – i hvert fald ikke i fuldt omfang.

Men der er ingen tvivl om, at der er et skred i gang i udlændingepolitikken i både Tyskland og andre europæiske lande (som f.eks. Holland). Danmark har bevæget sig i samme retning med varierende konsekvens.

Hvor langt det skred kommer til at gå, er foreløbig uvist.

Usikker fremtid

Det står klart, at der stadig ikke findes en europæisk eller en dansk udlændingepolitik, der er på højde med de udfordringer, vi står over for på grund af masseindvandringen.

Der er derfor stadig langt til en udlændingepolitik, der er på omdrejningshøjde med de historiske udfordringer, som masseindvandringen præsenterer os for.

Men der spores i hvert fald en voksende erkendelse af, at der langt fra er styr på håndteringen af masseindvandringens konsekvenser.

Den strammerlinje, der nu er slået mere markant igennem i et land som Holland, kan blive et eksempel til efterfølgelse. Der er god grund til at følge, hvad der videre kommer ud af den.

Udfordringen er stadig enorm. Og samtidig giver den alvorlige udvikling naturligvis en risiko for rabiate vildskud i debatten.

Men debatten i blandt andet Holland kan give et værdifuldt bidrag til, at man i det mindste begynder at erkende situationens alvor.

Taget herfra

Hvis der skal gøres noget effektivt, er man nødt til at ophæve samtlige konventioner, som begrænser nationalstaterne i EU i at udvise kriminelle og i at lukke grænserne.

Spørgsmålet er endda om det er nok, eller om det også er nødvendigt at udvise alle dem , der ikke gider arbejde og /eller ikke vil acceptere at leve i et demokrati …