“HVEM VAR ÅRSAG TIL UKRAINE-KRIGEN?”

Det spørger John T. Mearsheimer om her – og han er IKKE enig med standardpåstanden om at det hele er Ruslands skyld …

Taget herfra

Indledning: Som en grammofonplade, der er kørt fast i samme rille, hører vi fra vore politikere over hele linjen den uendeligt gentagne og tankeløse tirade om, at ”Ukraine-krigen skyldes Ruslands uprovokerede angreb.” Med denne tirade vil man nulstille Vestens skyld og fejlgreb, som viser sig i den historie og årsagsudvikling, der fandt sted forud for krigen i Ukraine. Hensigten med tiraden er, at man vil lukke fuldstændigt ned for fokuseringen på de meget mere betydende årsager, dvs. de vestlige provokationer, der ligger forud for invasionen, og som tydeligt viser, at det er Vestens undergravende virksomhed, NATO’s udvidelser og Vestens ignorering af Ruslands ligeværdige behov for sikkerhed, der er den egentlige årsag til Ruslands reaktion. Og dog er fokuseringen på netop disse forudgående årsager den uomgængelige betingelse for at forstå krigen, at frigøre sig fra den politiske ophidselse over og intellektuelt lammende tryllebundethed af alle dens tragiske konsekvenser, at finde den nødvendige nøgle til at bringe krigen til standsning, og til at skabe fred og retfærdig sikkerhed i Europa som helhed. Men tiraden skal danne grundlag for, at Vesten, NATO og EU uden folkelige protester kan bevare retten til at fortsætte sin krigspolitik og sine grundløse aggressioner over for Rusland, og skal skjule, at det nu er NATO og EU, dvs. USA og Vesteuropa, der er optændt af imperialistiske ambitioner. Skjule, at det er Vesten og dens militæralliance, der udvider sig, og som ud fra en illusion om Ruslands svaghed ganske kynisk forsøger at gribe det historiske øjeblik til at trampe Rusland ned til en ubetydelighed. Provokationerne udgår fra Vesten. Imperialismen kommer vestfra, ikke østfra. Vesten har kynisk gjort Ukraine og den ukrainske befolkning til sit blodige offer i denne imperialisme. Rusland forsvarer sig imod Vesten. 

Debatindlæg af John T. Mearsheimer – Indledning og oversættelse ved Jens Kristian Bech Pedersen

Den amerikanske professor i politisk videnskab ved Chicagos Universitet, John T. Mearsheimer, er én af mennesker, der gennem de seneste år med skarphed og realisme har kritiseret den gængse – og forkerte – opfattelse af Ruslands eneskyld i Ukraine-krigen. Herunder følger en artikel, som vi med Mearsheimer’s tilladelse offentliggør i dansk oversættelse, og som han offentliggjorde på substack den 5. august 2024 med originaltitlen: ”Who Caused the Ukraine War?”

Kilde: https://mearsheimer.substack.com/p/who-caused-the-ukraine-war

####################################################################### 

HVEM VAR ÅRSAG TIL UKRAINE-KRIGEN?

Spørgsmålet om, hvem der er ansvarlig for at have forårsaget Ukraine-krigen, har været meget omstridt, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022.

Svaret på dette spørgsmål har enorm betydning, fordi krigen af forskellige årsager har medført mange katastrofer, blandt hvilke den vigtigste er, at krigen ganske effektivt har ødelagt Ukraine. Landet har mistet en betydelig del af sit territorium og vil efter al sandsynlighed miste mere; dets økonomi er revet i laser; et stort antal ukrainere er blevet forflyttet eller er flygtet ud af landet; og landet har lidt hundredtusinder af tab. Selvfølgelig har også Rusland måttet betale en betydelig blodig pris. På det strategiske niveau er relationerne mellem Rusland og Europa, for ikke at tale om forholdet mellem Rusland og Ukraine, blevet forgiftet langt ud i den overskuelige fremtid; og det betyder, at truslen om en større krig i Europa vil hvile over os også længe efter, at Ukraine-krigen er blevet til en fastfrossen konflikt. Hvem bærer ansvaret for denne katastrofe? Det er et spørgsmål, der ikke vil forsvinde hurtigt, men som sandsynligvis snarere vil få en mere tungtvejende plads, efterhånden som omfanget af katastrofen bliver mere åbenbart for befolkningerne. 

Den herskende opfattelse i Vesten er, at Vladimir Putin er ansvarlig for at have forårsaget Ukraine-krigen. Argumentet lyder: Invasionen havde til formål at erobre hele Ukraine og indlemme landet som en del af Storrusland. Så snart dette mål var opnået, ville russerne bevæge sig videre for at skabe et imperium i Østeuropa, ganske som Sovjetunionen gjorde efter Anden Verdenskrig. Således står Putin ultimativt som en trussel mod Vesten, og han må derfor standses med magt. Kort sagt: Putin er en imperialist, der har en masterplan, som passer nydeligt ind i de russiske traditioner.

Det alternative argument, som jeg står inde for, og som klart er et mindretalssynspunkt i Vesten, er, at det er USA og dets allierede, der har fremprovokeret krigen. Med dette skal det naturligvis ikke benægtes, at Rusland invaderede Ukraine og startede krigen. Men konfliktens hovedårsag er NATO-beslutningen om at indlemme Ukraine i alliancen, hvilket praktisk talt alle russiske ledere betragter som en eksistentiel trussel, der skal elimineres. NATO-udvidelsen med Ukraine er imidlertid en del af en større vestlig strategi, der går ud på at omdanne Ukraine til et vestligt bolværk på grænserne til Rusland. At bringe Kyiv ind i EU og at fremme en farverevolution i Ukraine – som skulle omskabe landet til et provestligt liberalt demokrati – er de to andre fundamentale elementer i denne strategiske politik. Russiske ledere frygter alle tre elementer, men mest frygter de NATO-udvidelsen. For at fjerne denne trussel udløste Rusland en præventiv krig den 24. februar 2022.

Diskussionen om, hvem der forårsagede Ukraine-krigen, er for nylig igen blusset op, da to fremtrædende vestlige ledere – den tidligere præsident Donald Trump og det prominente britiske parlamentsmedlem Nigel Farage – fremsatte argumentet om, at NATO-udvidelsen var den dominerende årsag bag konflikten. Det kan ikke overraske, at disse to politiske lederes kommentarer blev imødegået med et voldsomt modangreb fra dem, der forsvarede den herskende opfattelse. Det er også værd at bemærke, at den afgående NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg over det seneste år har sagt, at ”Præsident Putin startede denne krig, fordi han ønskede at lukke døren til NATO og at nægte Ukraine retten til at vælge sin egen vej.” Nærmest ingen person i Vesten anfægtede denne bemærkelsesværdige indrømmelse af krigens årsag, og han trak ikke udtalelsen tilbage. 

Mit formål med denne artikel er at levere en ”grundbog”, som fremlægger de nøglefakta, der støtter det synspunkt, at Putin invaderede Ukraine, ikke fordi han var en imperialist, der tilstræbte at gøre Ukraine til en del af et Storrusland, men i hovedsagen på grund af NATO-udvidelsen og Vestens anstrengelser for at gøre Ukraine til et vestligt fæstningsværk på grænserne til Rusland.

SYV HOVEDÅRSAGER

Lad mig begynde med syv hovedårsager til, at den herskende opfattelse må afvises. 

FOR DET FØRSTE er der fra tiden før 24. februar 2022 simpelthen ingen evidens på, at Putin ønskede at erobre Ukraine og inkorporere landet i Rusland. Fortalerne for den herskende opfattelse er ude af stand til at pege på noget som helst, som Putin skrev eller sagde, der skulle antyde, at han tilstræbte at erobre Ukraine.

Når fortalerne for den herskende opfattelse konfronteres med denne kendsgerning, leverer de forklaringer, som kun har lidt eller slet intet at gøre med Putins motiver for at invadere Ukraine. For eksempel er der nogle, der lægger vægt på, at han har sagt, at Ukraine er en ”kunstig stat”, eller at det ”ikke er et rigtigt land.” Sådanne dunkle kommentarer kan dog intet sige om hans grunde til at gå i krig. Det samme er tilfældet med Putins erklæring om, at han betragter russerne og ukrainerne som ”ét folk” med en fælles historie. Andre peger på, at han har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for ”århundredets største geopolitiske katastrofe.” Men Putin har også sagt: ”Den, der ikke savner Sovjetunionen, har intet hjerte. Den, der ønsker Sovjetunionen tilbage, har ingen hjerne.” Alligevel er der også andre, der henviser til en tale, hvori Putin erklærede, at ”Det moderne Ukraine blev i sin helhed skabt af Rusland eller, for at være mere præcis, af bolsjevikkerne, det kommunistiske Rusland.” Men det kan næppe stå som evidens for, at han var interesseret i at erobre Ukraine. Endvidere sagde han i den samme tale: ”Vi kan selvfølgelig ikke ændre fortidens begivenheder, men vi bliver i det mindste nødt til at indrømme dem åbent og ærligt.”

Hvis man vil forsvare og bevise, at Putin stræbte efter at erobre hele Ukraine og indlemme landet i Rusland, vil det være nødvendigt at fremlægge bevismateriale for, at 1) han mente, at det var et ønskeligt mål, 2) at han mente, at det var et opnåeligt mål, og 3) at han havde til hensigt at forfølge dette mål. Der er i de offentlige fortegnelser ingen beviser for, at Putin var i gang med at overveje, endsige havde til hensigt, at gøre ende på Ukraine som en selvstændig stat og gøre landet til en del af et Storrusland, da han sendte sine tropper ind i Ukraine den 24. februar 2022. 

LÆS OGSÅ:107 gange højere risiko for at dø

Faktisk er der betydningsfulde beviser på, at Putin anerkendte Ukraine som et selvstændigt land. Hans beskæftiger sig i en artikel fra 12. juli 2021 med forholdet mellem Rusland og Ukraine; det er en velkendt artikel, som fortalerne for den herskende opfattelse ofte henviser til som et bevis på hans imperialistiske ambitioner. I denne artikel siger Putin til den ukrainske befolkning: ”Hvis I ønsker at etablere jeres egen stat, dét er I velkomne til!” Med hensyn til hvordan Rusland skulle optræde over for Ukraine, skriver han: ”Det er der kun ét svar på: med respekt.” Og han afslutter den ret lange artikel med følgende ord: ”Og hvad skal Ukraine så blive til – dét er det helt op til dets indbyggere at afgøre.” Disse udtalelser er i direkte modstrid med påstanden om, at Putin skulle ønske at inkorporere Ukraine i et nyt Storrusland.

I den samme artikel fra 12. juli 2021 og igen i en vigtig tale, som han holdt den 21. februar 2022 understregede Putin, at Rusland anerkender ”den nye geopolitiske realitet, som tog form efter opløsningen af Sovjetunionen.” Han gentog det samme standpunkt for tredje gang den 24. februar 2022, da han meldte, at Rusland ville invadere Ukraine. I særdeleshed erklærede han, at ”det er ikke vor hensigt at besætte ukrainsk territorium”; og han gjorde det klart, at han respekterede Ukraines selvstændighed, dog kun til en vis grad: ”Rusland kan ikke føle sig sikker, kan ikke udvikle sig og kan ikke eksistere, når det står over for en permanent trussel, der etablerer sig på det territorium, der udgør nutidens Ukraine.” Hele essensen er, at Putin var ikke interesseret i gøre Ukraine til en del af Rusland; han var interesseret i at sikre sig, at Ukraine ikke blev et ”springbræt” for vestlige aggressioner mod Rusland.

FOR DET ANDET er der ingen beviser for, at Putin var ved at forberede en marionetregering for Ukraine, at plante pro-russiske ledere i Kiev eller at træffe nogen som helst politiske foranstaltninger, som ville gøre det muligt at okkupere hele Ukraine og til sidst at integrere landet i Rusland.

Disse kendsgerninger rammer lige i ansigtet på dem, der hævder, at Putin var interesseret i at udradere Ukraine fra landkortet.

FOR DET TREDJE var Putin ikke i nærheden af at have militære styrker nok til at erobre Ukraine.

Lad os begynde med de overordnede tal. Det har længe været min vurdering, at russerne invaderede Ukraine med ikke flere end 190.000 soldater. General Oleksandr Syrskyi, den nuværende chef for Ukraines væbnede styrker, sagde i et interview med The Guardian, at Ruslands invasionsstyrke dengang kun var på 100.000 mand. The Guardian brugte netop det samme styrketal, før krigen startede. En styrke på 100.000 eller 190.000 mand ville på ingen måde være i stand til at erobre, besætte og opsluge hele Ukraine for at indlemme det i ind i et Storrusland.

Tænk en gang på, at de tyske værnemagtsstyrker udgjorde omkring 1.5 millioner mand, da Tyskland invaderede den vestlige del af Polen i september 1939. Geografisk er Ukraine mere end tre gange så stort, som det vestlige Polen var i 1939; og Ukraine havde i 2022 en befolkning, der var næsten dobbelt så stor som Polens, da Tyskland invaderede. Hvis vi accepterer general Syrskyi’s vurdering og dermed går ud fra, at Rusland invaderede Ukraine i 2022 med 100.000 mand, så vil det betyde, at Rusland havde en invasionsstyrke, der kun udgjorde en femtendedel (1/15) af den tyske styrke, som i 1939 gik ind i Polen. Og denne lille russiske styrke invaderede altså i 2022 et land, der var meget større end Polen hvad angår både territorium og befolkning.

Hvis vi ser bort fra styrketallene, er der endvidere spørgsmålet om kvaliteten af den russiske hær. For det første var denne hær en militær styrke, der i hovedsagen var designet til at forsvare Rusland mod invasion. Det var ikke en hær, der var opbygget med det primære formål at iværksætte en større offensiv, der skulle ende op med erobringen af hele Ukraine, og endnu mindre at skulle true resten af Europa. Ydermere lod kvaliteten af de militære styrker meget tilbage at ønske, eftersom russerne ikke forventede nogen krig, da krisen begyndte at spidse til i løbet af foråret 2021. De havde derfor kun meget ringe anledning til at iværksætte optræning af en veluddannet invasionsstyrke. Hverken hvad angår kvalitet eller kvantitet var den russiske invasionsstyrke i nærheden af at kunne sammenlignes med de tyske værnemagtsstyrker i slutningen af 1930erne og tidligt i 1940erne.

Man kunne argumentere for, at de russiske ledere troede, at Ukraines militære styrke var så lille og så dårligt udrustet med våbenmateriel, at russernes hærstyrke ganske nemt kunne nedkæmpe de ukrainske styrker og erobre hele landet. Men faktisk var Putin og hans militære rådgivere ganske udmærket klar over, at USA og dets europæiske allierede havde været i gang med oprustning og træning af de ukrainske militære styrker, lige siden krisen første gang brød ud den 22. februar 2014. Moskvas store frygt var, at Ukraine var ved at blive et de facto medlem af NATO. Desuden havde de russiske ledere noteret sig, at den ukrainske hær, der var større end den russiske invasionsstyrke, havde kæmpet effektivt i Donbass mellem 2014 og 2022. Russerne forstod helt sikkert, at de ukrainske militærstyrker ikke var nogen papirtiger, der kunne overvindes hurtigt og afgørende, især ikke når de havde en magtfuld støtte fra Vesten i ryggen. Endelig blev russerne i løbet af 2022 tvunget til at foretage en tilbagetrækning fra Kharkiv oblast og fra den vestlige del af Kherson oblast. I realiteten opgav Moskva landområder, som de russiske styrker havde erobret i krigens første dage. Der er ikke nogen tvivl om, at et pres fra den ukrainske hær spillede en rolle i fremtvingelsen af den russiske tilbagetrækning. Men mere vigtigt er det at fastslå, at Putin og hans generaler indså, at de ikke havde tilstrækkeligt med styrker til at fastholde alt det territorium, som deres hær havde erobret i Kharkiv og Kherson. Altså trak de sig tilbage og indrettede sig i mere holdbare defensive positioner. Det er næppe en adfærd, man ville forvente af en hær, der skulle være opbygget og trænet til at erobre og besætte hele Ukraine. Selvfølgelig var den russiske hær heller ikke designet til dette formål og kunne således heller ikke løse en sådan herkulisk opgave.

FOR DET FJERDE forsøgte Putin i månederne, før krigen startede, at finde en diplomatisk løsning på den voksende krise. 

Den 17. december 2021 sendte Putin et brev til både præsident Joe Biden og NATO’s generalsekretær Stoltenberg. I brevet fremsatte Putin et forslag til løsning af krisen. Løsningen skulle ifølge Putin baseres på skriftlige garantier for, at 1) Ukraine ikke ville blive medlem af NATO, 2) at ingen offensive våben ville blive udstationeret tæt på Ruslands grænser og 3) at NATO-tropper og -materiel, som var deployeret til Østeuropa siden 1997 ville blive trukket tilbage til det vestlige Europa. Uanset hvad man mener om muligheden for at indgå en aftale, der er baseret på Putins indledende krav, som USA afviste at forhandle om, viser dette, at Putin forsøgte at undgå krig.

FOR DET FEMTE henvendte Rusland sig umiddelbart efter krigens udbrud til Ukraine for at indlede forhandlinger, der skulle bringe krigen til ophør og finde en modus vivendi mellem de to lande.

Forhandlinger mellem Kyiv og Moskva blev påbegyndt i Belarus kun fire dage efter, at russiske tropper var trængt ind i Ukraine. Dette Belarus-forsøg på fredsforhandlinger blev til sidst afløst af et Israel-forsøg og et Istanbul-forsøg. Alle tilgængelige beviser antyder, at Ruslands forhandlinger var seriøst mente, og at Rusland ikke var interesseret i at opsluge ukrainsk territorium undtagen hvad angår Krim, som Rusland havde annekteret i 2014, og muligvis Donbass. Forhandlingerne afsluttedes, da Ukraine på foranledning af Storbritannien og USA udvandrede fra forhandlingerne, som ellers gjorde gode fremskridt, da de blev afbrudt.

LÆS OGSÅ:Findes der en uvidenhedsparagraf i Ministeransvarlighedsloven?

Yderligere fortæller Putin, at han, mens forhandlingerne var i gang og gjorde gode fremskridt, blev anmodet om at fjerne de russiske tropper fra områderne omkring Kyiv som et bevis på hans gode vilje, og at Putin gjorde dette den 29. marts 2022. Ingen regering i Vesten eller nogen tidligere politisk leder har anfægtet Putins fortælling, hvilket er i direkte modstrid med den påstand, at Putin skulle stræbe efter at erobre hele Ukraine.

FOR DET SJETTE er der, når man ser bort fra Ukraine, ikke antydningen af bevis for, at Putin var i gang med at overveje erobringen af andre lande i Østeuropa.

Desuden har den russiske hær ikke engang styrke nok til at besejre hele Ukraine, og endnu mindre styrke nok til at forsøge at erobre de baltiske stater, Polen og Rumænien. Og disse lande er tilmed alle medlemmer af NATO, hvorfor et russisk erobringsforsøg nærmest med sikkerhed ville betyde krig med USA og dets allierede.

FOR DET SYVENDE var der næppe én eneste i Vesten, der i perioden fra han kom til magten i 2000, indtil Ukraine-krisen startede den 22. februar 2014, argumenterede for, at Putin havde imperie-ambitioner. På det tidspunkt blev han så pludselig en imperialistisk aggressor. Hvorfor det? Fordi de vestlige ledere havde brug for en grund til at anklage ham for at have forårsaget krisen.

Det bedste bevis på, at Putin i løbet af sine første fjorten år ved magten ikke blev anset for at være en alvorlig trussel, er sandsynligvis, at han som gæst var inviteret med til NATO-topmødet i april 2008 i Bukarest, hvor alliancen bekendtgjorde, at Ukraine og Georgien med tiden ville blive medlemmer. Putin blev selvfølgelig rasende over den beslutning og han gav tydeligt luft for sin vrede. Men hans modstand mod NATO’s bekendtgørelse gjorde næppe nogen virkning på Washington, da Ruslands militære forsvar blev vurderet til at være alt for svagt til at kunne standse yderligere NATO-udvidelse; ganske som landet også havde været for svagt til at bølgerne af udvidelse i 1999 og 2004. Vesten troede, at man endnu en gang kunne proppe en NATO-udvidelse ned i halsen på Rusland.

Dette har sammenhæng med, at NATO-udvidelserne forud for 22. februar 2014 ikke havde sigte mod at inddæmme Rusland. På grund af den elendige tilstand af Ruslands militære forsvar var Moskva ikke i stand til at erobre Ukraine; og endnu mindre i stand til at følge en revanchistisk politik i Østeuropa. Det er meget sigende, at USA’s tidligere Moskva-ambassadør Michael McFaul, som var en meget standhaftig forsvarer af Ukraine og en skarp kritiker af Putin, bemærker, at Ruslands erobring af Krim i 2014 ikke havde været planlagt forud for krisens begyndelse; den var en impulsiv handling som svar på det statskup, der styrtede Ukraines pro-russiske leder. Kort sagt havde NATO-udvidelsen ikke til formål at inddæmme nogen russisk trussel; for Vesten mente slet ikke, at der var nogen sådan trussel. 

Det var først, da Ukraine-krisen for alvor brød ud i februar 2014, at USA og dets allierede pludselig begyndte at beskrive Putin som en farlig leder med imperie-ambitioner og Rusland som en alvorlig militær trussel, som NATO måtte inddæmme. Dette pludselige skift i retorikken blev foretaget for at opfylde alene ét essentielt formål: at sætte Vesten i stand til at give Putin skylden for krisen og at frikende Vesten for noget som helst ansvar. Ikke overraskende vandt denne fremstilling meget stor tilslutning, efter at Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022.

I den herskende opfattelse er der en enkelt krølle, som kan fortjene at blive omtalt. Nogle argumenterer for, at Moskvas beslutning om at invadere Ukraine har meget lidt at gøre med Putin selv, og i stedet er en del af en ekspansionistisk tradition, som rækker tilbage til tiden længe før Putin, og som er dybt indgroet i det russiske samfund. Denne tilbøjelighed til aggression, som siges at være drevet frem af indre kræfter i Rusland og ikke af trusler fra Ruslands eksterne omgivelser, skulle praktisk talt have ansporet alle russiske ledere gennem tiden til at optræde voldeligt over for Ruslands naboer. Man afviser i denne fremstilling ikke, at Putin er iværksætteren, eller at han førte Rusland ind i krigen, men han siges at have meget lidt indvirkning på dette. Næsten enhver anden russisk leder ville have handlet på samme måde.

Der er to problemer med dette argument. For det første er det en påstand, der er umulig at gøre op med, eftersom det langvarige karaktertræk i det russiske samfund, der skulle skabe denne aggressive impuls, aldrig er blevet identificeret. Det er blevet sagt, at russerne altid har været aggressive – uanset hvem har magten i landet – og at de altid vil være det. Det er næsten, som om det ligger i deres DNA. Den samme påstand blev engang fremført om tyskerne, som gennem det tyvende århundrede blev portrætterede som et folk med en medfødt aggressivitet. Argumenter af denne type bliver af gode årsager ikke taget seriøst i den akademiske verden.

Desuden var der i USA eller Vesteuropa næppe nogen, der mellem 1991 og 2014, da Ukraine-krisen brød ud, karakteriserede Rusland som et land med en medfødt aggressivitet. Uden for Polen og de baltiske stater var frygt for russisk aggression ikke nogen sag, som blev nævnt særligt hyppigt gennem disse fireogtyve år, hvilket man ville have forventet, hvis russerne havde særlige anlæg for aggression. Det synes ganske klart, at den pludselige fremkomst af denne form for argumentation har sin årsag i et behov for at kunne beskylde Rusland for at have forårsaget Ukraine-krigen.

Lad mig nu skifte fokus og fremlægge DE TRE HOVEDÅRSAGER til den opfattelse, at udvidelsen af NATOs medlemsskare var den vigtigste årsag til Ukraine-krigen.

FOR DET FØRSTE udtalte russiske ledere over hele linjen gentagne gange, at de betragtede NATO-udvidelsen ind i Ukraine for at være en eksistentiel trussel, som måtte elimineres. 

Putin kom med talrige offentlige udtalelser, som tydeliggjorde disse argumenter forud for 24. februar 2022. Da han talte på et forsvarsministermøde den 21. december 2021, slog han fast: ”Det, de gør, eller det, de forsøger at gøre eller planlægger at gøre i Ukraine, er ikke noget, der sker tusinder af kilometer borte fra vore nationale grænser. Det sker på dørtærsklen til vort hus. De bliver nødt til at forstå, at vi ganske enkelt ikke længere har noget territorium, som vi kan trække os tilbage til. Tror de virkelig ikke, at vi kan se disse trusler? Eller tror de, at vi bare vil stå passive og se på, at der rejser sig trusler imod Rusland?” To måneder senere på en pressekonference den 22. februar 2022, kun to dage før krigen brød ud, sagde Putin: ”Vi modsætter os kategorisk, at Ukraine bliver NATO-medlem, da dette udgør en trussel imod os, og vi har argumenter, der underbygger dette. Jeg har gentagne gange talt åbent om dette i denne sal.” Han gjorde det dernæst klart, at han havde erkendt, at Ukraine var i gang med at blive et de facto NATO-medlem. USA og dets allierede, sagde han, ”fortsætter med at pumpe de nuværende Kiev-myndigheder fuld af moderne våbentyper.” Han fortsatte med at sige, at hvis dette ikke blev standset, ”ville Moskva til sidst stå med et ’anti-Rusland’, der var bevæbnet til tænderne. Dette er fuldstændigt uacceptabelt”. Andre russiske ledere – heriblandt forsvarsministeren, udenrigsministeren, viceudenrigsministeren og den russiske Washington-ambassadør – understregede også, at den helt centrale årsag til Ukraine-krisen var NATO-udvidelsen. På en pressekonference den 14. januar 2022 udtrykte udenrigsminister Sergei Lavrov sagen helt præcist: ”Nøglen til det hele er garantien for, at NATO ikke vil ekspandere mod øst.”

Man hører ofte det argument, at den russiske frygt var ubegrundet, da der ikke eksisterede nogen reel mulighed for, at Ukraine ville blive medlem af alliancen inden for en overskuelig fremtid, om overhovedet. Det er oven i købet blevet sagt, at det for USA og dets europæiske allierede kun havde megen ringe betydning før krigen at lukke Ukraine ind i alliancen. Men selv hvis Ukraine blev medlem af alliancen, ville dette ikke være nogen eksistentiel trussel mod Rusland, da NATO var en forsvarsalliance. Derfor kunne NATO-udvidelsen ikke have været årsag til den oprindelige krise, der brød ud i februar 2014, eller til krigen, der begyndte i februar 2022.

LÆS OGSÅ:Lad os skrotte Sundhedsplatformen

Denne argumentationsmåde er falsk. Det vestlige svar på begivenhederne i 2014 var faktisk at degradere den eksisterende strategi og i stedet knytte Ukraine endnu tættere til NATO. Alliancen begyndte at træne ukrainske militære enheder i 2014, hvilket over de næste otte år blev til gennemsnitligt 10.000 uddannede soldater om året. I december 2017 besluttede Trump-regeringen at forsyne Kyiv med ”defensive våben.” Andre NATO-lande sluttede hurtigt op om denne kurs, og sendte endog endnu flere våben til Ukraine. Endvidere begyndte Ukraines hær, flåde og flyvevåben at deltage i fælles militærøvelser med NATO-styrker. Vestens anstrengelser for at bevæbne og uddanne Ukraines militær er for en stor del forklaringen på, at Ukraine klarede sig så godt over for den russiske hær i krigens første år. Som en overskrift i Wall Street Journal fra april 2022 udtrykte det: ”Hemmeligheden ved Ukraines militære succes: Flere års NATO-træning.”

Alliancens fortløbende anstrengelser for at opgradere det ukrainske militær til en mere frygtindgydende kampstyrke, som kunne operere sammen med NATO-tropper, var den ene side af sagen. Den anden side var en fornyet entusiasme i Vesten i 2021 for at bringe Ukraine ind i NATOs medlemskreds. Præsident Zelensky havde ellers aldrig vist særlig megen entusiasme for at bringe Ukraine ind i alliancen, og han var i marts 2019 blevet valgt på et valgprogram, der opfordrede til at arbejde sammen med Rusland om at bringe den aktuelle krise til ophør. Men han ændrede kurs tidligt i 2021, og blev ikke blot fortaler for Ukraines medlemskab af NATO, men antog også en hård politisk linje over for Moskva.

Præsident Biden, som flyttede ind i Det Hvide Hus i januar 2021, havde længe været opsat på at gøre Ukraine til NATO-medlem og var super-høg i sin holdning over for Rusland.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at NATO den 14. juni 2021 på sit årlige topmøde i Bruxelles udsendte et kommuniké, som sagde: ”Vi gentager den beslutning, der blev truffet på Bukarest-topmødet i 2008 om, at Ukraine vil blive medlem af alliancen.” Den 1. september 2021 besøgte Zelensky Det Hvide Hus, hvor Biden gjorde det klart, at USA var ”fast besluttet” på at støtte ”Ukraines euro-atlantiske målsætninger.”  Dernæst underskrev udenrigsminister Anthony Blinken og hans ukrainske modpart, Dmytro Kuleba, den 10. november 2021 et vigtigt dokument – ”US-Ukraine Dokument om Strategisk Partnerskab.” For begge parter er hensigten, meddelte dokumentet, ”at understrege … en forpligtelse til at gennemføre Ukraines implementering af de brede og omfattende reformer, der er nødvendige for fuld integration i europæiske og euro-atlantiske institutioner.” Dokumentet bekræftede også eksplicit USA’s forpligtelse til at indfri ”2008 Bukarest-topmødets Deklaration.”

Der synes kun at kunne være meget lidt tvivl om, at Ukraine var ganske godt på vej til at blive NATO-medlem med udgangen af 2021. Alligevel har nogle fortalere for denne politik argumenteret for, at Moskva ikke burde have haft nogen bekymringer om dette resultat, eftersom ”NATO er en forsvarsalliance og ikke udgør nogen trussel mod Rusland.”  Men dette er ikke, hvad Putin og andre russiske ledere mener om NATO, og det er netop det, de mener om NATO, der betyder noget. Kort sagt: Der er ingen tvivl om, at Moskva så Ukraines medlemskab af NATO som en eksistentiel trussel, som man ikke kunne acceptere.

FOR DET ANDET var der i Vesten et ganske stort antal kommentatorer og meget anerkendte enkeltpersoner, der før krigen erkendte, at NATO-udvidelsen – særligt hvad angår Ukraine – af Ruslands ledere ville blive anset for at være en dødelig trussel og til syvende og sidst ville føre til en katastrofe.

William Burns, som nu er chef for CIA, var USA ambassadør i Moskva, da NATO-topmødet blev afholdt i Bukarest i april 2008. Burns skrev til den daværende udenrigsminister Condoleezza Rica et memorandum, hvori han præcist beskriver den russiske holdning til planen om at bringe Ukraine ind i alliancen. ”Ukraines indtræden i NATO som medlem,” skrev han, ”er den klareste af alle røde linjer for den russiske elite (og ikke blot for Putin). Gennem mere end to og et halvt års samtaler med russiske nøglepersoner, fra de mest bombastiske personer i de mørke afkroge af Kreml til de skarpeste liberale kritikere af Putin, har jeg endnu til gode at finde en person, som ikke betragter Ukraines medlemskab af NATO som en direkte udfordring af russiske interesser.” Han sagde, at ”det vil blive opfattet … som om NATO kaster sin strategiske handske. Nutidens Rusland vil reagere. De russisk-ukrainske forhold vil blive kølet ned til frysepunktet … Det vil skabe gunstig basis for, at Rusland kan blande sig i forholdene omkring Krim og det østlige Ukraine.”

Burns var i 2008 ikke den eneste politiker, der forstod, at et kommende NATO-medlemskab for Ukraine var yderst farefuld. Både den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy opponerede faktisk på Bukarest-topmødet imod, at man fortsatte arbejdet med Ukraines medlemskab af NATO, da de begge indså, at Rusland ville blive både skræmt og rasende over noget sådant. Merkel har for nylig forklaret sin opposition imod NATO-udvidelsen med Ukraine: ”Jeg var ganske sikker på … at Putin ikke bare ville lade dette ske. Fra hans synspunkt ville det være en krigserklæring.”

For yderligere at underbygge dette kan der også peges på, at talrige amerikanske politikere og strateger var modstandere af præsident Clintons beslutning om at udvide NATO i løbet 1990erne, da denne beslutning blev debatteret. Disse modstandere forstod fra begyndelsen, at de russiske ledere ville betragte udvidelsen som en trussel mod deres vitale interesser, og at udvidelsespolitikken derfor til syvende og sidst ville føre til en katastrofe. Listen over modstandere inden for samfundets ledende kredse omfatter fremtrædende personer som George Kennan, både præsident Clintons forsvarsminister William Perry og hans forsvarschef John Shalikashvili, Paul Nitze, Robert Gates, Robert McNamara, Richard Pipes og Jack Matlock for blot at nævne nogle få af dem.

Logikken i Putins standpunkt burde være ganske indlysende for amerikanere, der længe har været tilhængere af Monroe-doktrinen, som opstiller den sikkerhedspolitiske restriktion, at det for USA ikke kan accepteres, at nogen fjerntliggende stormagt indgår i en alliance med et land på den vestlige halvkugle og placerer sine militære styrker dér. USA ville opfatte et strategisk træk af den slags som en eksistentiel trussel og træffe vidtgående foranstaltninger for at eliminere truslen. Det var naturligvis det, der skete under den cubanske missilkrise i 1962, da præsident Kennedy gjorde det klart for Sovjetunionen, at dets missiler med nukleare sprænghoveder skulle fjernes fra Cuba. Putin er dybt påvirket af den samme logik. Når alt kommer til alt ønsker ingen stormagt, at fjerntliggende stormagter bevæger sig ind i deres baggård.

FOR DET TREDJE er kernen i Ruslands dybe frygt for Ukraines NATO-medlemskab illustreret af to tildragelser, som er sket, siden krigen begyndte.

Under de Istanbul-forhandlinger, der fandt sted umiddelbart efter, at invasionen var blevet sat i værk, gjorde russerne det tydeligt klart, at Ukraine måtte acceptere ”permanent neutralitet” og ikke kunne blive medlem af NATO. Ukrainerne accepterede Ruslands krav uden nogen synderlig modstand, uden tvivl fordi de vidste, at det ellers ikke ville være muligt at få krigen bragt til ophør. For ganske nylig, den 14. juni 2024, fremsatte Putin to betingelser, som Ukraine vil være nødt til at opfylde, førend han vil acceptere en våbenstilstand og påbegynde forhandlinger om at afslutte krigen. Èn af disse betingelser var, at Kyiv ”officielt” skulle erklære, at landet ”opgiver dets planer om at tilslutte sig NATO.” Intet af dette er overraskende, da Rusland altid har set Ukraines medlemskab af NATO som en eksistentiel trussel, der skulle afværges for enhver pris. Denne logik er den drivende kraft bag Ukraine-krigen.

Endelig er det ud fra Ruslands forhandlingsposition i Istanbul såvel som ud fra Putins tale den 14. juni 2024 om krigens afslutning helt indlysende, at han ikke er interesseret i at erobre hele Ukraine og at gøre hele Ukraine til en del af et større Rusland.

Taget herfra