“Hvordan kan man anerkende “Palæstina” – et land, der ikke eksisterer?”

Det spørger Yvette Espersen helt korrekt om her

Hvordan kan man anerkende “Palæstina”? Et land uden aftalte grænser med dets naboer og dermed ikke en suveræn stat.

Hvordan kan man anerkende et land uden leder valgt af folket i knap 20 år og en repræsentant for det internationale samfund?

Hvordan kan man anerkende et land, uden at der et lov og orden for dets folk og som er gennemsyret af korruption, jødehad og terrorisme?

Hvordan kan man anerkende et land der ikke ville have jøder boende indenfor fremtidige grænser?

Israels historie

Efter en anbefaling fra Peel-kommissionen i 1936 gik briterne, som kontrollerede det geografiske området der hed Palæstina på det tidspunkt, med til at skabe en to-statsløsning, der tilbyd de palæstinensiske arabere der boede der 80 procent af det omstridte område. De palæstinensiske jøder sagde ja, araberne sagde nej. Alle der boede i området, araber, kristne, jøder kaldte sig palæstinensere dengang.

Palæstina var således aldrig navnet på en stat, men derimod en geografisk region i det vestlige Asien mellem Middelhavet og Jordan-floden og forskellige tilstødende lande. Under Israels konger Saul, David og Salomon (ca. 1000 år f.Kr.) blev store dele af området (nu kaldt Palæstina) og store dele af vore dages Jordan og Syrien samlet under israelitisk herredømme. Siden da har området være erobret og påvirket af forskellige magter fra assyrere, perserne, egyptere, romere, tyrkere og briter. Der har i over 3500 år boet jøder i området og i de omkringliggende lande hvor der også har boet arabere langt inden Islam kom på det historiske scene.

I tiden efter Anden Verdenskrig, og inden det moderne Israels selvstændighed i 1948, var området en syrisk provins under Det Osmanniske Rige og derefter regeret af Storbritannien som et “Mandatområde”. Den 7. november 1947 stemte FN for at skabe to stater. De palæstinensiske jøder (som ændrede deres navn til israelere) sagde ja, de palæstinensiske arabere sagde nej. I maj 1948 blev området af FN officielt delt i den nye jødiske stat og senere med de såkaldte palæstinensiske områder Gaza og Vestbredden. Efter oprettelsen af staten Israel blev den nye stat straks angrebet og kom i krig med en koalition af arabiske stater. (Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien, Saudi Arabien og Egypten). Selvstændighedskrigen var kun starten på en lang række angreb på Israel.

Efter Seksdageskrigen I 1967 ønskede Israel at returnere de erobrede lande til Egypten og Jordan eller til de palæstinensiske arabere. Men den arabiske liga mødtes i Sudan og sagde: “Ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandlinger med Israel.” Med andre ord sagde araberne igen nej.

I 2000 tilbød den daværende israelske premierminister Ehud Barak hele Gaza og 94 procent af Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad til Yasser Arafat. Arafat sagde nej.

I 2008 tilføjede Israels premierminister, Ehud Olmert, yderligere jord til det tidligere tilbud fra 2000. Mahmoud Abbas sagde nej.

Historien viser, at hver gang Israel har sagt ja til at tilbyde jord for fred, har de palæstinensiske arabere afvist tilbuddene.

Den ene gang, i 2005, hvor Israel ensidigt overlod Gaza til de palæstinensiske arabere, så tog terroristerne HAMAS kontrollen og forvandlede den til en base, hvorfra tusindvis af raketter er blevet affyret mod Israel og sidst med det uhyggeligt terrorangreb den 7. okt. sidste år.

Igennem årene har der været knapt 20 brud på forskellige fredsaftaler. Man kan således ikke hævde, at man ikke har prøvet at finde en løsning. At handle jord for fred virker tilsynladende ikke.

Når der rapporteres om konflikten i Mellemøsten i nyhederne, tager jeg mig til hoved af ren frustration. Fortællingerne om baggrunden for konflikten mellem araber og jøder er nu desværre blevet opfattet som sandheden. Disse usandheder forkludrer forståelsen af, hvorfor der ér en konflikt i Mellemøsten mellem arabere og jøder, ikke kun for os vesterlændinge men også for alle araberne selv.

Newspeak

Disse usandheder kalder man “newspeak”? Hvad er det? Den dansk ordbog skriver:

“Nysprog (Newspeak) er en måde at tale på, hvorved man bevidst maskerer et budskabs egentlige mening. Det sker for det meste ved, at man bruger ord, der er mere positivt ladet, end andre ord for det samme, eller ved, at man opfinder nye ord til lejligheden.”

Det er vigtig at kende den historiske sandhed og ikke newspeak. Vi skal være bevidst om de usandheder om krigen mellem Israel og Hamas, Hizbollah, Islamisk Jihad og Iran opsummeret næsten dagligt i vores media. Vi skal heller ikke glemme de usandheder der råbes af vrede demonstrationer med: “Free Palestine” og “From the River to the Sea”.

Eksempler på newspeak:
“Palæstina” og “palæstinensere”, “palæstinensiske-folkemord”, “palæstinensiske flygtninge” og “militantbevægelse”, er eksempler på “New Speak”.

Nej, der har aldrig været en suveræn stat ved navn Palæstina som vi har tidligere konstateret. Men der har været et land der hed Israel med landets første konger Saul, David og Solomon for knap 3500 år siden..

Det er newspeak at hævde at Israel har stjålet palæstinensernes land.
Hvorfor: Fordi der har aldrig været et suværent folk, der hedder Palæstinensere.
Muslimerne der har boet i området og de omkringliggende lande siden 600 tallet, benævntes arabere. De taler i området fuldstændigt samme sprog og har den samme kultur. Det var Yassir Arafat, født i Egypten, der var leder af den palæstinensiske organisationer PLO og Fatah, der så sent som i 1988 opfandt og erklærede etablering af en palæstinensisk stat og krævede suverænitet over Vestbredden og Gaza til det palæstinensiske folk. Han var et dygtigt newspeak-propaganda organ med tiltag, som massemedierne og mange nyttig idioter labbede i sig.

Men der er jo ikke og har aldrig været et folk der hedder palæstinensere – det var et geografisk område, lige som Vendsyssel med deres vendelboer og Falster med falstringer!

Araberne flygtede

Der var rigtig mange arabere, der boede i området og efter FNs erklæring af den nye jødiske stat flygtede mere end 600.000 arabere, da den tidligere nævnte koalition af arabiske lande, opfordrede dem til at flytte væk fra området inden de – som de udtrykte det – ville slette den nyoprettede jødiske stat fra verdenskortet. Det fik de ingen held med.

Lige siden har Israel og de arabiske naboer skændtes om årsagen til denne flugt og heller ikke historikerne har kunnet enes om årsager – bl.a. fordi der i sagens natur er rigtig mange forskellige årsager. Ligesom alle de fordrevne europæere under anden verdenskrige bare nogle få år før. Det er forståeligt, at folk gerne vil hjem til det område hvor de altid har boet, men disse folk er ikke og har aldrig været palæstinensere – de er arabere. Et kuriosum er som tidligere nævnt, at jøder og kristne i området også kaldte sig selv palæstinensere inden Arafat erobrede ordet for araberne. Disse arabere der flygtede til andre arabiske lande i 1948 har fået betegnelsen “palæstinensiske flygtninge” og er stadig holdt i såkaldte “flygtningelejre”. De arabiske nabolande der modtog disse folk, har interesse i at bevare dem som flygtninge, selv om mange af disse områder nu er rigtige byer, for at holde fortællingen i live, i stedet for at absorbere dem som medborgere. De har jo det samme sprog, religion og kultur og passer perfekt ind deres samfund.

I dag udgør de arabere, der valgte at blive i Israel inden selvstændighedskrigen i 1948, nu omkring 17–18% af den israelske befolkning og har de præcis samme rettigheder som deres jødiske medborgere.

Det er også vigtigt at notere, at efter Israels selvstændigheds krig i 1948 og op mod den iranske islamistiske revolution i 1980, er der estimeret at knap 900.000 jøder flygtede eller blev fordrevet fra de omkringliggende arabiske lande, hvor de havde boede i fred med deres arabiske naboer i tusindvis af år. De fleste fandt vejen til Israel, hvor de hurtigt blev modtaget som fuldgyldige borgere i den nye jødiske stat. Næsten ingen taler om disse flygtninge, hvor tusinder fik deres personlige ejendele og ejendomme konfiskeret.

Den palæstinensiske folkemord?
Ordet “folkemord” bliver kastet rundt i debatten, og henviser til de mange døde palæstinensere i krigen mellem Israel og Hamas og andre grupper. Med hvad præcis er et folkemord. I FN’s folkedrabskonvention står der:

“et folkedrab omfatter bestemte handlinger, som udføres mod en på forhånd defineret gruppe, med den specifikke hensigt at tilintetgøre gruppen.”

Hvis det er rigtigt at Israel vil begå folkedrab på og tilintetgøre palæstinensere – hvorfor er der så knap 2 millioner palæstinensiske araber, der bor og lever i Israel, og at de befolkninger der bor i Gaza og Vestbredden bliver flere og flere for hvert år der går? Statistik fra 2017 viser, at der bor 2.1 millioner palæstinensiske araber i Gaza og 1.79 millioner på Vestbredden. Alle er enig om, at der er befolkningsvækst år for år på cirka 2 procent Hvis Israel er i færd med at udøve folkemord, er de utroligt dårlige til det…

Militantbevægelser
Terrorisme har virkelig sat sit præg på vores moderne samfund også i vore vestlige lande. I konflikten mellem Israel og dets naboer har der været utallige krige, intifadaer og terrorisme mod civile. Terroristhandlinger som har chokeret alle – ikke mindst den sidste i Israel.

Terrorismen fortsætter desværre mod civile med Hamas, Islamisk Jihad, Hizbollah osv. der udøver terrorisme ikke kun mod civile i Israel med bruger deres egne civile som menneske skjolde. Disse grupper er anerkendt som terroristbevægelser af USA, UK og EU. Men nu i diverse medier bliver disse – i ægte newspeak – kaldt “militante bevægelser”. Hvorfor?

Skal vi anerkende Palæstina som stat?
Israel er det eneste land i verden, der bærer det samme navn, taler det samme sprog, opretholder den samme religion, bruger de samme navne til sine byer og har været beboet af de samme folk i mere end 3.500 år.

Man kan argumentere, at det er så vigtigt at fremme fredsprocessen i Mellemøsten hen imod en retfærdig, omfattende og varig fred på grundlag af to-statsløsningen. Men kan det lade sig gøre?

Man kan godt anerkende at Arafat har haft succes med sin newspeak med sin opfindelse af et palæstinensisk folk og landet han kaldte Palæstina. Men man skal have for øje, at en suveræn stat, som er beskrevet af Montevideo-konventionen er:

“En entitet med et defineret territorium (dvs grænser) der udøver intern og ekstern suverænitet, der har en permanent befolkning, en regering, har selvstændighed fra andre stater og magter, samt muligheden til at indgå i relationer med andre suveræne stater.”

Det vil sige at der skal laves en fredsaftale med Israel, der skal holdes et samlet valg for folket, der skal aftales grænser, der skal være lov og orden uden korruption. Og hvis det international samfund skal anerkende staten, mon der kræves, at der skal ikke udøves antisemitisme. Det vil sige, at jøder gerne må bo i den nye stat, lige som de knap 2 millioner arabere der bor i Israel?

Med disse krav til en suveræn stat tror jeg desværre, at det ikke kommer til at ske.

Taget herfra