Det skriver Bernard Bouhadana her via Lars Hedegaard. Og det er væd at læse
Taget herfra
Det er sjældent, man hører fra Bernard Bouhadana, men nu har han skrevet en opdatering om situationen i Mellemøsten, som er god at få forstand af. Bernard har bl.a. den fordel, at han bor i Jerusalem.
Jeg tillader mig at bringe hele hans indlæg:
Der er jagerfly i luften over Jerusalem, og lyden danner en konstant baggrundsstøj, som minder om torden. Foreløbig er der ingen luftalarmer. Alarmer, som advarer om, at fjendtlige missiler har kurs mod vores område.
Alle i Israel har prøvet det mange gange før, men man vender sig aldrig til lyden af sirenen.
Jeg læser de fleste analyser om Mellemøsten i danske medier, og fællesnævneren er, efter min opfattelse, at de har karakter af det rene vrøvl.
De fleste, der giver den som “ekspert”, er lallende amatører.
Der er undtagelse. F.eks. Jotam Confino og Allan Sørensen. Jeg er ikke altid enig i deres analyser, men de ved, hvad de udtaler sig om og alene derved, er de i dansk journalistisk sammenhæng i en liga for sig selv.
De fleste andre gentager næsten ordret det, som de liberale amerikanske medier siger og skriver, men ofte misforstået og uden korrekt kontekst, hvorfor deres analyser bliver latterlige.
Og så er der den lille gruppe af korrespondenter, hvori folk som Puk Damsgård må placeres, der konsekvent efterlader mig det indtryk, at de lyver med vilje.
Løgnen består oftest i fortielser og absurde vinklinger.
Er man oprigtigt interesseret i, hvad der foregår hernede, bør man i stedet for etablerede medier, gøre sig klogere ved at læse folk som Lars Kaaber, Per Espersen, Lars Hedegaard og Asger Aamund.
Israels drab på Hizbollah-høvdingen, Hassan Nasrallah, er så vigtig en begivenhed for Mellemøsten, og for forholdet mellem Israel og den muslimske verden, at den knap kan overdrives.
Mens alle danske medier taler om “voldsom eskalering” og “storkrig”, så er virkeligheden nok den stik modsatte. På den mellemlange bane er de nuværende begivenheder måske endda fredsskabende.
Alle, bortset fra de mest ekstreme islamister, i den arabiske verden har grund til at juble.
Og gør det de.
Internettet flyder over med festscener fra store dele af den arabiske verden, hvor både muslimer og kristne fejrer, at manden med tusindvis af liv på samvittigheden, nu er fortid.
Araberne på gaden råber taksigelser til Israel, for Hizbollah har om muligt været en endnu større hovedpine for befolkningen i bl.a. Libanon, end for den jødiske stat.
Det er lykkedes Israel at reducere terrorbevægelsen, Hamas, til næsten ingenting. Israel har de seneste par uger dræbt flere på USA’s “Most Wanted List”, end USA selv har formået i årtier.
Hizbollah er langt mere svækket, end Israel først havde turde håbe på, og Iran er efterladt i ydmygelse og chok og har god grund til at frygte, hvad det næste israelske træk indebærer. Et udmærket gæt kunne være en landoffensiv i Libanon efterfulgt af tæppebombninger af de iranske atomanlæg.
Dem kan Israel nemlig, modsat hvad man ofte får indtryk af, forholdsvis nemt ramme, men problemet har været den stærke Hizbollah-bevægelse med deres hundredtusindvis af raketter på grænsen til Israel.
Den trussel er nu så kraftigt reduceret, at der ikke er meget, som bør tale for yderligere israelsk tøven ift. at gøre en ende på det iranske præstestyres drømme om atombomber.
Man bør ikke udelukke, at der allerede nu pågår et hemmeligt samarbejde mellem Israel og Libanon – to lande, der officielt er i krig – mhp. at udslette Hizbollah fuldstændig.
Når Biden og EU fanatisk gentager kravet om “øjeblikkelig våbenhvile”, så er det enten fordi, de ingenting fatter, eller fordi alle parter udmærket ved, at det er ligegyldige pro forma-krav.
Intet moderat arabisk land, ingen moderate iranere, ingen kristne og ingen i Israel har interesse i en våbenhvile – alle, deler de håbet om, at den israelske hær nu endelig gør arbejdet færdigt til gavn for ikke mindst de mange sunnimuslimske lande. Drabet på Nasrallah kan ende med det iranske præstestyres fald. Et fald, der vil bane vej for fred mellem Israel og Iran.
Man skal bestemt heller ikke udelukke, at den krig, der nu er en realitet, kan blive startskuddet på en varig fred mellem Israel og Libanon.
Et Libanon, hvor Hizbollah forhåbentlig er fortid.
Der skal for alt i verden ikke indledes nogen våbenhvile. Det ville alene gavne det iranske præstestyre.
Tiden er til krig.
Taget herfra
Læste lige, at de jødiske nobelpristager eli Weisel, har skevet: at den jødiske tragedie er, at lytte til dets venner og ikke dets fjender.
Det kan være, at det ændrer sig nu..
Bad Khamenei med sit abgreb på Israel ikke indtrængende om at joine Nasrallah?
Hér har han i det mindste præsenteret Israel for en gylden mulighed, for at bombe hans atomare drømme til Helvede.
Hér vil han så kunne hygge sig med dem og 72 jomfruer der lyser i mørke.
Enig omkring de såkaldte “eksperter” der kloger sig på Mellemøsten.
Bestillingsarbejdere.
Pik Damsgaard er helt utålelig med sin PISStilenser liderlighed og helt eensidige rapporteringer. Tantbassemand gift med en jødinde! – er på samme hold.
Og spiller den musik, dem der har betalt for den, har beordret. Desværre spiller han, og de øvrige betalte “musikere” pivende falsk. Derfor, røg den “konsevatorieuddannede” Jotam Confino også ud af kapellet for at spille for rent. Det er peofessionelt spild af tid at ofre så meget som et spaltet nanosekund på at se vores tvangsubsidierede løgnekanaler🤮🤮🤮
Israels fjender har den svaghed, at de med deres hellige krigsmanuel ikke kan håndtere deres eget hovmod. De skrydede, fordi de fik ‘succes’ med massakren på civile d. 7. okt., og dagen efter gik alle de hellige krigere og deres proselytter på venstrefløjen hovmodigt til angreb på Israel.
Derfor er det så vigtigt for dem at kunne skryde igen med Irans missilangreb, ligesom deres hellige forbillede og profet, selvom det militært set var en fuser.
IDF imponerer over for dette koran-baserede hovmod, men jeg håber sandelig, at de israelske beslutningstagere ikke også falder i en hybris-fælde. At succeserne ikke går dem til hovedet.