“INGEN FRED I MELLEMØSTEN UDEN ET SYSTEMSKIFTE I IRAN”

Der skriver Asger Aamund her, og det har han desværret ret i

Taget herfra

Islams aggressive og militante ideologiske ekspansion begyndte den dag, ayatollah Khomeini kuppede sig til magten i Iran i 1979. Før denne begivenhed havde de islamiske stater ikke haft ambitioner om en global missionskampagne for islam, men havde nok at gøre med at holde deres egne borgere på dydens smalle sti i Allahs riger. Koranen dikterer imidlertid, at det er enhver muslims pligt til efter bedste evne at udbrede islam overalt, indtil ideologien har sejret globalt. Herefter, lover de hellige skrifter, breder freden sig, altså den islamiske fred, fordi Allahs fjender er udryddet eller har konverteret til den sande lære.

Khomeini tog dette hellige hverv på sig og forpligtede Iran og alle shia-muslimske ledere til tre strategiske opgaver: udslettelsen af staten Israel, nedkæmpelse af den sunni-muslimske kætterreligion og etableringen af shia-islam som Verdens førende ideologi og tro.  Det er jo opgaver, som man ikke sådan gennemfører med et snuptag, men som bekendt står tiden stille i islam. Allah er tålmodig, og ifølge koranen belønner han muslimen ikke for opnåede resultater, men for viljen og indsatsen. I de 45 år, der gået siden magtovertagelsen i 1979, har ayatollaherne dog opnået betydelige resultater i deres strategiske ekspansion. Iran kontrollerer i dag Syrien, Libanon, Irak og Yemen. Det er lykkedes at inddæmme og omringe Israel med shia-militser og shia-loyale stater. Hamas og Hizbollah er styret og finansieret af Iran, som er tæt på at være atombevæbnet. Alle andre atom-stater anser deres nukleare arsenal som et afskrækkelsesvåben, der skal holde deres fjender i ro. Iran derimod udvikler atommissiler for at bruge dem til udraderingen af den israelske stat.

Disse landvindinger har dog været ekstremt kostbare for både præstestyret og særligt for det iranske folk. Inden 1979 var det iranske samfund en næsten sekulær stat. Forsvaret havde et tæt samarbejde med USA. Iranske officerer havde adgang til kurser og uddannelse i USA, hvad der stimulerede venskaber og fagligt samarbejde. Det er således det iranske militær, der holder ayatollaherne ved magten til trods for de tidligere gode forbindelser til USA. Prisen for præstestyret har været høj, idet militæret har gennemtvunget en Al Capone-lignende ’beskyttelsesaftale’, en slags militær moms, der sikrer officerskorpset og efterretningsvæsenet en afgift på de vigtigste forretningstransaktioner i Iran. Ifølge det amerikanske udenrigsministerium anvender Iran omkring 700 milliarder USD om året på at holde liv i sine vasalstater og militser i Mellemøsten. Landets økonomi befinder sig derfor i et glidende sammenbrud. Inflationen er uden for kontrol og nåede i 2023 op på næsten 63 procent for året. Ledigheden er tårnhøj, og den almindelige arbejder er så hårdt ramt af den økonomiske nedtur, at der sjældent er råd til fisk, æg og kød på middagsbordet.

Den iranske olieeksport er i knæ. Kina, som er Irans største kunde, har tiltvunget sig enorme rabatter. Profitten til præsterne bliver yderligere ramt af korruption og af internationale sanktioner, der presser Iran til at sælge nationens olie gennem en række mellemhandlere, der jo alle skal have en solid bid af kagen. Den iranske befolkning må således betale en grusom pris for regimet ideologiske røvertogter, der beslaglægger hver en ledig krone til islamiske militser og lydstater. Hadet til ayatollaherne er derfor stort og i stadig stigning, især i de større bysamfund. De folkelige oprør ulmer overalt og går regelmæssigt i udbrud som kvinderevolten i 2022. Præstestyret svarer igen med alle et diktaturs sædvanlige midler. Amnesty International og UNHRC beretter om uberettigede fængslinger, udbredt vold og tortur i retssystemet, hvor arrestanter ikke har ret til en advokat og forsvinder sporløst.

Satellit-tv, sociale medier og internet blokeres og afbrydes ustandseligt. Fagforeninger og politiske bevægelser er forbudt. Iranere henrettes for homoseksualitet, utroskab og afvisning af den islamiske tro. Etniske og religiøse mindretal nægtes adgang til arbejde, ejendom og uddannelse og forfølges med fængsling, tortur og dødsstraf. Iransk straffelov tillader piskestraffe, synsberøvelse, amputationer, korsfæstelse, hængning og stening.

Så længe ondskabens akse består mellem præstestyret og militæret, kan ingen magt på Jorden forhindre Iran i at forfølge Khomeinis hellige mål fra 1979. Hvis præstestyret forsvandt, ville der ikke mere være støtte til Hamas og Hizbollah – den ville visne og dø. Det ville også være skæbnen for Syriens præsident Assad og for Shia-diktaturet i Irak og Yemen. Islamiske migranters uforsonlige intolerance over for deres demokratiske værtsnationer løber tør for ideologisk brændstof og dør en stille død.

Det nødvendige systemskifte i Iran kan kun ske på to måder: enten gennem et folkeligt, nationalt oprør eller ved at militæret erkender, at den totalitære koranstat ikke bør være Irans fremtid og opsiger alliancen med ayatollaherne. Oprøret kommer næppe til at lykkes, men et brud mellem præsterne og generalerne kan blive en mulig løsning, hvis USA og de øvrige demokratiske stormagter garanterer straffrihed for fortidens grusomheder, fornyet militært samarbejde og en plads i solen for Irans forsvar i en ny sekulær iransk stat.

Systemskiftet i Iran ligger ikke lige om hjørnet, men ligesom Saudi-Arabien har indset, at fremtiden ikke tilhører middelalderlige korandiktaturer, kommer turen også til Iran. Der kommer en glædens dag, hvor præstestyret i Teheran i historiebøgerne vil gå over som en kort, men sørgelig mellemregning i Perserrigets glorværdige historie.

Taget herfra