Knap tre timer efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde ringet til Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, for at informere ham om sine intentioner om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, modtog et antal palæstinensiske fotojournalister et telefonopkald fra Betlehem.

Opringningen kom fra nogle palæstinensiske “aktivister,” som inviterede fotograferne til byen for at dokumentere en “vigtig begivenhed.” Da fotograferne ankom, opdagede de, at den “vigtige begivenhed” bestod af en håndfuld palæstinensiske “aktivister,” som ønskede at afbrænde plakater med Trumps portræt foran kameraerne.

“Aktivisterne” ventede tålmodigt, mens fotografer og kamerafolk stillede deres udstyr op for at fange den “vigtige begivenhed” på film. Kort efter summede medierne med rapporter om “vrede palæstinensiske demonstranter, som gik på gaden for at protestere” imod Trumps intention om at flytte ambassaden til Jerusalem og hans anerkendelse af byen som Israels hovedstad. Den håndfuld palæstinensere, som blev filmet, mens de afbrændte Trumps portræt, fik man til at se ud som om, de var en del af en massedemonstration, der gennemskyllede de palæstinensiske samfund.

Medierne fik den håndfuld palæstinensere i Betlehem, som blev filmet, mens de afbrændte billeder af USA’s præsident, Donald Trump, den 6. december til at se ud som om, de deltog i en massedemonstration, der gennemskyllede de palæstinensiske samfund. (Billedkilde: CBS News video screenshot)

Hændelsen er et af mange eksempler på den hemmelige forståelse mellem palæstinenserne og medierne, hvis repræsentanter altid er mere end villige til at fungere som talerør for den palæstinensiske propagandamaskine og stille en åben platform til rådighed for udsendelse af palæstinensiske trusler imod Israel og USA.

Var fotografer og kameramænd ikke dukket op til den omtalte “spontane” plakatafbrænding, havde de palæstinensiske aktivister været tvunget til lige så stille at luske tilbage til en af Betlehems mange fine cafeer.

Men der var ingen bekymring i så henseende: de palæstinensiske aktivister er fuldkommen klar over, at både lokale og udenlandske journalister hungrer efter sensation – og hvad ville vel passe bedre til det billede end plakater af Trump, der går op i flammer midt i Jesu fødeby, ind under jul, og mens tusinder af kristne pilgrimme og turister samles i byen?

Med deres fejlagtige fremstilling af “plakatafbrændingsceremonien” som en afspejling af et udbredt palæstinensisk raseri over Trumps politik vedrørende Jerusalem medvirker de internationale medier igen til at fremme de palæstinensiske spindoktorers propaganda. De palæstinensiske ledere og talsmænd tilstræber at skabe det indtryk, at Trumps politik vedrørende Jerusalem vil få hele regionen til at gå under i et flammehav. De forsøger også at sende et budskab til den amerikanske befolkning om, at den amerikanske præsidents politik bringer deres eget liv i fare. I realiteten har medierne meldt sig frivilligt til at tjene den palæstinensiske skræmmekampagne. Og mediernes skjulte indforståethed i forbindelse plakatafbrændingsfarcen i Betlehem er blot begyndelsen.

Nu hvor det er lykkedes for palæstinenserne, med mediernes hjælp, at brænde disse billeder ind i bevidstheden hos millioner af amerikanere, planlægger de flere iscenesatte protester. Målet: at skræmme den amerikanske offentlighed og tvinge Trump til at trække sin beslutning om Jerusalems status tilbage. Denne taktik gennem medierne er ikke ny. Faktisk er det noget, der er foregået gennem flere årtier, stort set fordi de store vestlige medier køber det.

Nu er palæstinensiske og vestlige journalist blevet inviteret til at dække en række palæstinensiske planlagte protester, i en reaktion på Trumps politik, gennem de kommende dage og uger. Journalisterne, herunder fotografer og kamerafolk, har fået udleveret detaljerede planer for begivenheder, som vil finde sted forskellige steder på Vestbredden og i Gazastriben. Journalisterne er blevet lovet flere scenarier med afbrænding af fotografier af Trump og amerikanske flag. Nogle journalister har endda modtaget tip om de steder, hvor formodede “sammenstød” skal finde sted mellem palæstinensiske urostiftere og soldater fra den israelske hær (IDF). Med andre ord har journalisterne fået at vide præcist, hvor de skal være til stede for at kunne dokumentere palæstinensere, der kaster sten mod soldaterne – og den forventede reaktion fra IDF.

Og her kommer det sjove. Hvis kameraerne af en eller anden grund ikke dukker op, gør “aktivisterne” det sandsynligvis heller ikke. I den palæstinensiske verden handler det hele om at manipulere med medierne og vinde dem for sagen. Og sagen er altid at angribe Israel – tæt efterfulgt af angreb på Trump.

Ja, palæstinenserne vil protestere imod Trump i de kommende dage. Ja, de vil gå på gaden og kaste sten imod soldater fra IDF. Ja, de vil afbrænde billeder af Trump og amerikanske flag. Og ja, de vil forsøge at udføre terrorangreb mod israelere..

Men når vi sidder i vore stuer og betragter de nyheder, der strømmer ud fra Vestbredden og Gazastriben, lad os da stille os selv følgende spørgsmål: Hvor mange af disse “begivenheder” er i virkeligheden medieparodier? Hvorfor tillader journalister sig selv at blive narret af den palæstinensiske propagandamaskine, som spreder had og vold fra morgen til aften? Og hvorfor overdriver og forstørrer journalisterne de palæstinensiske trusler om vold og anarki?

Først og fremmest ønsker mange journalister at behage deres læsere og redaktører ved at tilbyde dem historier, der kaster et negativt lys på Israel. For det andet tror nogle journalister, at det at skrive historier, som er imod Israel, kan bane vejen for dem til at vinde priser fra diverse erklæret “dydsdyrkende” organisationer. For det tredje mener mange journalister, at det at skrive anti-israelske rapporter giver dem adgang til såkaldt “liberale” og påstået “oplyste” kliker, som dyrker en romantisk forestilling om at være “på den rigtige side af historien.” De ønsker ikke at se, at 21 muslimske stater gennem adskillige årtier har forsøgt at udslette én jødisk stat; i stedet synes de at mene, at hvis journalister er “liberal” og “fordomsfrie,” så skal de støtte “den svage part,” som de tror er “palæstinenserne.” For det fjerde opfatter mange journalister konflikten som værende en kamp mellem de onde (som antages at være israelerne) og de gode (som antages at være palæstinenserne), og at det er deres pligt at holde med de “gode,” også selvom de “gode” kaster sig ud i vold og terrorisme.

For nylig blev mere end 300 muslimer massakreret af muslimske terrorister, mens de var til bøn i en moske i Sinai, Egypten. Den tragedie blev formentlig dækket af færre journalister end den iscenesatte Trump-plakatepisode i Betlehem. Hvor var ramaskriget i den arabiske og islamiske verden? Nu taler arabere og muslimer om “raseriets dage” i protest mod Trump. Hvorfor var der ingen “raseriets dage” i de arabiske og islamiske lande, da mere end 300 muslimer, herunder mange børn, blev massakreret under fredagsbønnen?

Det er på høje tid, at medierne foretager en selvransagelse: Ønsker de virkelig fortsat at fungere som talerør for de arabere og muslimer, som intimiderer og terroriserer Vesten?

Journalister indgår aktivt i hemmelig forståelse med Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas om at skabe et falsk indtryk af, at Tredje Verdenskrig vil bryde ud, såfremt den amerikanske ambassade flyttes til Jerusalem. Hundredtusinder af muslimer og kristne er blevet massakreret siden optakten til det “Arabiske Forår” for mere end seks år siden. De er blevet dræbt af muslimske terrorister og andre arabere. Blodsudgydelserne fortsætter den dag i dag i Yemen, Libyen, Syrien, Irak og Egypten.

Så tag ikke fejl: de “floder af blod,” som vi bliver lovet, strømmer allerede. Men det er den kniv, som arabere og muslimer fører til hinandens hals, der er kilden til denne blodrøde strøm, ikke en udtalelse fra en amerikansk præsident. Måske kunne det omsider blive en begivenhed, der var værd at dække for regionens omflakkende journalister?

Bassam Tawil er muslim og bor i Mellemøsten.