“Myten om det grønne Danmark (2024)”

Den skriver André Rossmann om her: “Fossile brændstoffer holder skansen“

Taget herfra

Kun 60 af de 195 lande, der har underskrevet Paris-aftalen, som samlet repræsenterer 35 pct. af verdens CO2-udledning, har forpligtet sig til specifikke begrænsninger af udledningen. Klodens store CO2-udledere – heriblandt Indien, USA og Kina – har endnu ikke tiltrådt aftalen. Godt 80 pct. af den globale energiforsyning kommer derfor stadig fra fossile brændsler.

Forbruget af kul, det værste af de fossile brændsler, slog ny rekord i 2023. Sol og vinds bidrag til den samlede globale energiforsyning er til trods for den megen ståhej i de danske medier på sølle 2,2 pct. Så er der afbrænding af træ og anden form for biomasse, som bidrager med næsten 10 pct. af den globale energiforsyning. Det satser man meget på i Danmark, selv om biomassen slet ikke er bæredygtig i videnskabelig forstand. Den skader klimaet, biodiversiteten og folkesundheden. Tilbage blandt kendte og afprøvede energikilder er kernekraft, som bidrager med 5 pct. Den i Danmark udbredte forestilling om, at fossil energi i en overskuelig fremtid kan erstattes af ustabile kilder sol og vind, er aldeles urealistisk. Det er i det hele taget tvivlsomt, om ustabile energikilder nogensinde kan komme til at spille en væsentlig rolle for den globale energiforsyning.

Danmarks bidrag til klimaet er symbolsk

Danmarks bidrag til den globale klimaindsats er særdeles symbolsk som følge af landets begrænsede størrelse. Danmark udleder i dag 0,1 pct. af verdens CO2, hvilket på det nærmeste ikke er måleligt. Denne ikke-målelige udledning ønsker danske politikere at reducere med 70 pct. Hvis Danmark med sine enorme milliardinvesteringer i den grønne industri en dag bliver et land helt uden CO2-udslip, vil det højst forsinke den globale klimaændring et par dage. Det er derfor fløjtende ligegyldigt, om og hvordan Danmark bidrager til den grønne omstilling, både i EU og på globalt plan. For danske politikere handler det imidlertid ikke om CO₂-reduktion, men om, at Danmark skal være et ”grønt foregangs- og inspirationsland”. Og derfor er der i den danske klimadebat ekstrem meget fokus på den politiske kommunikation og signalgivning og meget lidt fokus på konkrete klimatiltag.

Dansk klimapolitik er planøkonomisk rodebutik

Der er to veje til at nå klimamålet, nemlig en planøkonomisk og en markedsøkonomisk. Den sidstnævnte indebærer en ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, og som helt klart er den samfundsmæssigt mest effektive og billigste løsning. Den markedsøkonomiske vej har danske politikere imidlertid fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher med store sociale og økonomiske konsekvenser til følge. I stedet har politikerne valgt at løse klimaudfordringerne ved hjælp af religiøst hysteri, klimaalarmisme og falleret planøkonomi. Der er i Folketinget gået politisk prestige i at være først og reducere mest, og derfor ser man bort fra sund fornuft og omkostningerne.

Den planøkonomiske løsning, Danmark har valgt, er et enormt puslespil af forbud, påbud, afgifter, tilskud, subsidier, puljer, symbolske tiltag og en omfattende regulering, som koster samfundet 10-20 mia. kr. for meget i forhold til en mere hensigtsmæssigt tilrettelagt energipolitik. Dette er påvist af Cepos, Det Miljøøkonomiske Råd, Klimakommissionen og sågar Skatteministeriet. I stedet for at give incitamenter til at udvikle nye løsninger og teknologier udvælger politikerne eksisterende løsninger og teknologier, som subsidieres for skatteydernes regning. Virksomhederne agerer naturligvis rationelt og bliver ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler samt biomasse i stedet for at skabe grøn innovation og udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler.

Klimakamp er en kamp om erhvervssubsidier

Mens energipolitik bør handle om at etablere politiske rammer for en billig og sikker energiforsyning til borgere og virksomheder, er energipolitikken i Danmark blevet en politisk kampplads, hvor ideologi, følelser og benhårde industriinteresser spiller hovedroller. En uskøn cocktail af grønne organisationer og industriinteresser forfølger derfor snævre egeninteresser, som fremføres under et falsk banner med ædle energi- og klimapolitiske målsætninger. For dem er grøn omstilling og klimakampen ikke andet end et dække for en fordelingskamp om subsidier til den grønne branche og politiske prestigeprojekter. Den grønne branches lobbyister arbejder derfor på fuldt tryk på at skabe en spiselig fortælling, der kan få danske skatteydere at sluge, at deres penge skal overføres som skjulte erhvervssubsidier til de grønne virksomheder. Andelen af erhvervsstøtten, der går til grøn omstilling, var 31 pct. i 2019. I 2021 var den 37 pct. Det er altså skatteydernes tilskud til grøn omstilling, der driver erhvervsstøtten op.

Alt imens tromles natur og naboer ned

Mens den magtfulde energilobby lover et kæmpe milliardoverskud til Danmark, frygter naboer i områder over hele landet, at både de og natur bliver tabere, fordi prestigeprojekter som f.eks. brintfabrikker skal ligge i enorme energiparker, som skal opføres i det åbne danske landskab. Naboer, der bliver ramt af tvivlsomme ”grønne” projekter, har en fornemmelse af at stå over for en næsten uovervindelig modstander. På Facebook flyder det over med nødråb fra mennesker, der er dybt ulykkelige over at have fået ændret deres livsvilkår, hjemsted og økonomiske fundament af solceller og vindmøller.

”De kører hen over os, og så snart der bliver sagt, at noget er grønt, så bliver det helt automatisk slugt råt af alle. Det er en urimelig måde at behandle mennesker på”, siger Bent Martinussen, der er stifter af Facebook-gruppen Motvind. Han tror ikke på, at politisk skabt efterspørgsel efter ustabil grøn strøm vil føre til eksporteventyr, men kun til ødelagte landskaber og liv. Folk, der har bosat sig på landet, vil hellere være naboer til en mark, hvor der vokser organiske planter, end til solceller, vindmøller og brintfabrikker.

Danmarks energiforbrug er stadig fossilt

Den grønne lobby turnerer med en fortælling om, at Danmarks energiforsyning nærmest allerede er fuldstændig grøn. Det er den ikke. Danmark er fuld af vindmøller plus en del solpaneler, men tilsammen leverer de faktisk kun cirka 10 pct. af Danmarks energi. De resterende 90 pct. kommer fra afbrænding af kul, olie, gas og biomasse og affald. Danmark får i dag dækket to tredjedele af sit energiforbrug af olie og gas, og det vil ikke se meget anderledes ud i 2030.

I klimadebatten glemmer man ofte, at Danmarks afhængighed af billige fossile brændstoffer er bundet direkte til de aktiver, landet råder over, og udgør dermed en barriere for grøn omstilling. Alle danske fly, biler og fabrikker er sat op til at brænde fossile brændstoffer af. Danmarks investeringer i fossile brændstoffer bliver derfor ikke kasseret, fordi det ville være i strid med alt økonomisk rationale. Og da de fossile brændstoffer er ekstrem billige, er det svært for teknologier baseret på vedvarende energi at konkurrere på prisen. Bundlinjen er, at uanset om danskerne kan lide det eller ej, vil de fossile brændsler spille en central rolle i mange år fremover.

Ingen grønne jobs og høje energipriser

Den grønne omstilling skulle betyde mange ”grønne” job i Danmark. Dansk Energi har f.eks. forudset, at der samlet kan forventes at blive brug for 120.000 årsværk de næste ti år til udbygning af havvind og energiøer. Virkeligheden er, at den grønne jobskabelse lader vente på sig på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft.

LÆS OGSÅ:Danmark: Et NATO-land uden et forsvar (2024)

En analyse, som Cowi har foretaget, konkluderer selskabet, at behovet fra klima- og energiaftaler svarer til gennemsnitligt 15.000 fuldtidsbeskæftigede fra i dag til år 2035. “Vi står foran en stor udfordring. Vi får brug for mange flere faglærte og specialiserede ufaglærte i industrien, hvis vi skal gennemføre den grønne omstilling”, siger viceadministrerende direktør i Dansk Industri, Kim Graugaard, og peger på, at der i dag er udsigt til det modsatte, fordi mange medarbejdere forlader arbejdsmarkedet de kommende år. Men i Folketinget er der dyb tavshed om, hvordan man har tænkt sig at løse problemet med den manglende arbejdskraft.

Den grønne omstilling skulle også betyde masser af billig energi til danskerne. Politikerne har imidlertid gennemført en hasarderet og forceret grøn omstilling med det resultat, at Danmark oplever en selvskabt, vedvarende energikrise med energiknaphed og høje energipriser.

Kun få virksomheder er i gang med grøn omstilling

Ifølge Global Compact Network Denmark er kun 11 pct. af de danske virksomheder gået i gang med den grønne omstilling og kun 3 pct. af de største danske virksomheder måler deres CO2-udledning. 33 pct. af Ledernes privatansatte medlemmer har i en undersøgelse svaret, at de slet ikke eller kun i mindre grad har de kompetencer, der skal til for at honorere eksterne krav til grøn omstilling i deres virksomhed. Ifølge Kristjan Jespersen, lektor i bæredygtig innovation og entreprenørskab ved CBS, er de danske elitebørsnoterede C25-selskaber på ingen måde rustet til den grønne omstilling. ”Det store flertal af C25-selskaberne er ikke udstyret med en ESG-kompetent bestyrelse”, siger han.

I mange SMV’er hersker der en opfattelse af, at bæredygtighed er for de store spillere. De små og mellemstore virksomheder bliver helt tabt i bæredygtighedsbegrebet og rammeværk for grøn indsats og kan ikke finde vej, medmindre de gør brug af meget dyre konsulenter.

Ingen grøn omstilling i det offentlige

Det offentlige køber hvert år ind for knap 380 mia. kr., hvilket i 2019 medførte 12 mio. ton udledte CO2-ækvivalenter, eller hvad der ca. svarer til udledningen fra samtlige danske husholdninger. Det gigantiske beløb giver offentlige indkøb potentialet til at rykke massivt i det danske klimaregnskab, men virkeligheden er, at bæredygtige indkøb er nedprioriteret i offentlige udbud. En analyse foretaget af Dansk Erhverv i 2023 viser, at kun hver femte af de adspurgte virksomheder oplever, at klima og miljø spiller en stor eller altafgørende rolle i offentlige udbud. En anden analyse fra Dansk Industri viser, at knap hver fjerde kommune stadig ikke har fokus på klimamæssig bæredygtighed i indkøbspolitikken. Trods de smukke intentioner om at gøre udbud og indkøb i det offentlige grønnere, oplever virksomhederne stadig, at prisen er den eneste faktor, når det offentlige køber ind. Data fra kommuner og regioner viser, at bæredygtighed er en del af tildelingskriterierne i mindre end 10 pct. at udbuddene. Vejen fra de gode intentioner på Christiansborg til virkeligheden i kommunerne er stadig lang.

Illusoriske gevinster ved umodne teknologier

Ifølge The International Energy Agency, IEA, er der ”en kraftig afkobling af højprofilerede klimaløfter og den aktuelle tilstand af ren energiteknologi”. Reduktion af den globale CO2-udledning vil kræve udvikling af en bred vifte af nye teknologier, der endnu ikke er i brug. Ikke alle løsninger er rentable i dag, og ikke alle teknologier er modne, lyder det i rapporten. Men i Danmark hævder den grønne lobby, at den danske teknologiudvikling er enestående og vil være nøglen til nye triumfer og erhvervseventyr i stil med industrialiseringen af vindkraften.

Den hjemlige offentlighed præsenteres derfor igen og igen for, at de forskellige projekter om CCS, PtX, pyrolyse, biogas osv. er enestående og vil bringe Danmark i front internationalt i den grønne omstilling. Dansk klimapolitik er derfor baseret på luftige og tvivlsomme antagelser om økonomien i energiøer, potentialet i en række umodne teknologier, biomasses CO2-neutralitet samt fordomme mod kernekraft, som er en stabil og CO2-fri energikilde. Selv om kritikken af den klima- og energipolitik, der føres i Danmark, er baseret på et solidt faktuelt og videnskabeligt fundament, affærdiger politikerne den rutinemæssigt, fordi den ikke passer ind i den fantasifortælling, som er så udbredt i både Danmark og EU.

Energiøer med inspiration fra H.C. Andersens eventyr

En energiø er en kunstig ø, hvor man samler energien fra et stort antal havvindmøller. Politisk er det aftalt, at der skal opføres en energiø i Nordsøen og en på Bornholm, og at begge projekter skal være rentable. Energiøen i Nordsøen, der svarer til ca. fire Femern-forbindelser, vil tidligst være færdig i 2033, dvs. 3 år senere end først aftalt tilbage i 2020. Dermed bliver øen ikke verdens første energiø, sådan som politikerne ellers håbede, og den skal have statsstøtte. På Bornholm har politikerne allerede fraveget betingelsen om rentabilitet og er gået med til at give statsstøtte på knap 18 mia. kr.

Når et politisk flertal i Folketinget er gået ind for energiøer, skyldes det politikernes opblæste ego og sygelige trang til at gennemføre projekter, der placerer Danmark som et foregangsland i verden uanset hvor risikobetonet det måtte være og uanset hvor meget det måtte koste, for det er jo skatteyderne, der betaler. Det morsomme er, at der i kommentarerne til lovforslaget om energiøer henvises til H.C. Andersens eventyr.

Klimaskadelige elbiler holdes kunstigt billige

Trods en stor medie-hype udgør elbiler fortsat en meget lille del af bilsalget og den samlede bilpark i Danmark. Der var ved årsskiftet 2023/2024 indregistreret 200.000 elbiler, svarende til 7 pct. af den danske bilbestand. Mange køber elbiler, fordi disse holdes kunstigt billige i forhold til benzin- og dieselbiler gennem en afgiftsfritagelse. Elbiler i Danmark får generelt 60 pct. rabat på registreringsafgiften i forhold til en fossilbil. Ifølge tal fra EU-kommissionen løber den danske rabat på afgifterne for elbiler op i 11.000 euro pr. bil i gennemsnit (82.000 kr.). Afgiftsfritagelsen står imidlertid til at skulle udfases efter 2026, hvor der kommer store afgiftsstigninger på elbiler i 2026 og frem.

Mens danskerne lokkes til at købe elbiler for at redde klimaet, er elbiler ekstrem klimaskadelige. Produktionen af elbilens batteri udleder nemlig mere CO2 end produktionen af en benzinbil, fordi batterierne fremstilles i lande, der bruger kulkraft til den energitunge fremstillingsproces. I øjeblikket fremstilles størstedelen af de batterier, der bruges i elbiler, i Asien med Kina i førersædet.

Mens elbiler kræver ladestandere, mangler der politisk vilje til at indfri ambitionerne om et effektiv ladenetværk til elbilerne. Kunder med bopæl i særligt de store byer finder det derfor problematisk at finde en ladestander. Antallet af ladepunkter pr. elbil er de seneste år faldet fra ét ladepunkt pr. fire elbiler i 2018 til ét ladepunkt pr. 11 elbiler i august 2021, oplyste De Danske Bilimportører i oktober 2021.

Det kan i den forbindelse nævnes, at S-regeringen i sin tid påstod, at den ville fremme grønne biler. Men den dag i dag har staten selv stort set ingen i porteføljen, halter milevidt efter både kommuner, regioner og det private erhvervsliv, og har under Mette Frederiksen købt 15 gange flere dieselbiler end elbiler.

LÆS OGSÅ:Myten om Danmarks stramme udlændingepolitik (2024)

Kun få vælger grøn transport

Da midlerne i transportbranchen er begrænsede, er der ikke råd til at købe en ellastbil, der er tre gange så dyr som en konventionel lastbil, medmindre kunderne er villige til at betale mere for transporten. Det er en af grundene til, at der kun er omkring 70 ellastbiler i Danmark af et samlet antal på ca. 40.000. Indtil videre er det under 5 pct. af kunderne, der er villige til at betale mere for at køre grønt. Samtidig er ladestationerne og tankmulighederne for el- og gaslastbiler så få og ineffektive, at det rent logistisk er svært at forsvare investeringer i grønne transportmidler til tung transport.

Det danske elnet er underdimensioneret

Det danske elnet er alarmerende underdimensioneret og utilstrækkeligt til at dække Danmarks energibehov. Den forcerede udbygning af den vedvarende energiproduktion med store havvindmølleparker og solcelleparker samt et øget elforbrug, fra f.eks. store varmepumper, elkedler, PtX-anlæg og ladestandere til biler, medfører store krav til elnettet. Den danske el-infrastruktur kan ikke følge med danskernes elektricitetsforbrug, som ventes seksdoblet frem mod 2050 i forhold til 2023. Derfor må danskere i fremtiden forvente et stigende antal timer med ekstremt høje elpriser og i værste fald blackouts. Alternativer er at acceptere, at den ”grønne” strøm blandes med ikke-bæredygtig el.

Den grønne lobby er imod atomkraft

I 1985 vedtog det danske folketing, at atomkraft ikke skulle indgå i dansk energiplanlægning. Men i dag kan flere og flere se, at atomkraft er fremtiden, når det gælder energiforsyningssikkerhed. En meningsundersøgelse, der blev udført i februar 2023 af analyseinstituttet Megafon blandt 1.200 danskere, viser, at 49 pct. af befolkningen vil sige ”ja tak” til atomkraft på dansk grund, hvis der kom en folkeafstemning om emnet. Kun 32 pct. ville stemme nej og resten ved ikke.

De argumenter, der i Danmark fremføres mod atomkraft, er forkerte. Atomkraft er for det første ikke farlig, men er en af de mest sikre energikilder målt på dødsfald forårsaget af uheld og forurening. For det andet medfører atomkraft ikke miljøproblemer, idet affaldet genbruges i moderne reaktortyper, og det, der ikke kan genbruges, kan håndteres på en sikker måde. Og for det tredje er det en myte, at atomkraften er dyr. Det Internationale Energiagenturs beregninger viser, at atomkraft er prismæssigt konkurrencedygtigt, ikke mindst sammenlignet med sol og vind. Selv FN mener, at a-kraft er en vigtig og nødvendig del af løsningen på klimaproblemerne.

Danmark er et paradis for klimasvindlere

På mange danske virksomheder praktiserer man såkaldt ”greenwashing”, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det. Virksomhederne putter bare en bæredygtig eller etisk label på og lukker en hel masse varm luft ud i den forbindelse. Konsulentbranchen tjener tykt på arrangementer og kurser om greenwashing, dvs. om, hvordan man klimamarkedsfører, så klimabelastende produkter ser klimavenlige ud. Der er stadig flere anmeldelser om greenwashing, hvor et produkt omtales som værende mere grønt, end det reelt er. I 2023 landede 146 nye sager om greenwashing hos Forbrugerombudsmanden – det hidtil højeste antal. I 2019 var der kun 16 sager.

Danmarks CO2-udledning ser meget pænere ud, end det egentlig er, fordi man har besluttet, at afbrænding af træ, som 47 pct. af den vedvarende energi Danmark stammer fra, er en CO2-neutral energikilde. Men afbrænding af træflis udsender lige så meget CO2 pr. produceret energienhed som afbrænding af kul. “Det svarer til bogføringssvindel. Hvis man havde et selskab og lod være med at bogføre gælden, så ville det være svindel. Det er det samme, Danmark gør“, sagde William Moomaw, der har været hovedforfatter på fem af FN’s klimarapporter, til TV2. Professor Daniel Kammen fra Berkeley University, der tidligere har været hovedforfatter i FN’s klimapanel og klimarådgiver for Obama-regeringen i USA, kalder den danske måde at opgøre CO2-udledning på for “klimasvindel”.

Store danske virksomheder som Telia, Danske Bank, Nestlé, Novo Nordisk, Toms, Coloplast og Carlsberg greenwasher deres regnskaber ved at købe såkaldte grønne certifikater, som ingen effekt har. Formålet er at promovere sig med, at virksomhederne bruger vedvarende energi for at støtte den grønne omstilling. I virkeligheden kommer der ikke mere vedvarende energi, og der bliver ikke udledt mindre CO2, fordi virksomhederne køber de grønne certifikater.

En anden form for greenwashing sker gennem etablering af certificerede klimaskove, som indgår i virksomhedens klimaregnskab og på papiret gør virksomheden klimaneutral. Virkeligheden er imidlertid, at klimaskove bliver en sovepude, som mindsker incitamentet til at igangsætte interne initiativer med henblik på at reducere virksomhedernes udledninger, f.eks. gennem implementering af nye teknologier og processer.

Pensionsbranchen lokker naive klimatosser i uføre

Udenfor Danmark er den grønne boble bristet. Idéen om, at man bare kunne investere grønt og samtidig få et bedre afkast, har fået et knæk. Men i Danmark bliver pensionsbranchen ved med at lokke naive småinvestorer til det grønne casino og dermed svigte sin forpligtelse om at ”investere ud fra kundens bedste og skabe det bedste mulige afkast”. Virkeligheden er, at i deres forholdsvis korte levetid har de bæredygtige investeringer i gennemsnit givet et lavere afkast – og i øvrigt til højere omkostninger – end de generelle investeringer.

Især i 2022 kunne man ret tydeligt se, hvad risikoen er ved at bevæge sig væk fra, hvordan det generelle marked er sammensat. I løbet af første halvår af 2022 er investorer med et bæredygtigt fokus i mange tilfælde gået glip af et betydeligt afkast. Mange aktiefonde, der praktiserer bæredygtighed ved at vælge f.eks. olie- og gasselskaber fra, har klaret sig dårligere end mere traditionelle fonde med aktier på tværs af alle sektorer. I 2022 fik pensionisternes porteføljer i gennemsnit tab på 9,7 pct. Holder man afkastene fra 2023 op mod tabene fra 2022, viser det, at der endnu mangler 2,8 pct. for at være i nul.

Landbruget griner hele vejen til gylletanken

SVM-regeringen, landbruget, kommuner og miljøorganisationer er i juni 2024 blevet enige om en grøn trepartsaftale. Mens aftalen indebærer en systematisk omfordeling fra skatteborgerne, industrien og byerne til landbruget, der er Danmarks mest statsstøttede erhverv, sælges en CO₂-afgift på sølle 120 kr. i 2030 som historisk. Reelt er afgiften på 120 kr. seks gange lavere end CO₂-afgiften på industrien. Tænketanken Kraka har lagt landbrugets forskellige støtteordninger sammen. De løber i forvejen op i 12 mia. kr. om året. Landbruget får således mere end 12 gange så meget statsstøtte som industrien.

CO2-afgiften på landbruget giver meget små klimaeffekter og vidner om, at regeringen ikke har villet gå for hårdt til de kødproducerende dele af fødevaresektoren. Nogle landmænd, der omlægger til mere klimavenlig produktion, kan i teorien helt slippe for at betale afgiften. Den lavere afgift er med andre ord udtryk for et politisk valg om, at der fortsat skal være kødproduktion i Danmark. Samtidig kan politikerne slippe for politisk polarisering om et emne, som har skabt splittelse og social uro lande som Holland og Frankrig.

LÆS OGSÅ:Den forsvundne borgerlighed (2024)

Klimakampen må ikke koste på privatøkonomien

Mens der er bred opbakning i den danske befolkning om en 70-procentsreduktion af CO2-udslippet i 2030, mener 50 pct. af danskerne, at klimadagsordenen ikke må koste på privatøkonomien. Ser man på forbrugeradfærd i globalt perspektiv, er danskerne nogle af de mindst klimabevidste og samtidig blandt dem, der har gjort mindst for at ændre indkøbsadfærd de seneste fem år. Selv blandt de mest klimabevidste danskere er der grænser for, hvor meget ekstra man vil betale for at være bæredygtig. En nylig Megafon-undersøgelse afslører, at blot 8 pct. af danskerne betragter CO2-aftrykket som afgørende for rejsevalget. Samtidig viser undersøgelsen, at flyet er danskernes klart foretrukne rejseform, når de skal på ferie.

Danskerne efterspørger følelsen af grøn omstilling, men ikke vejen dertil. Når der skal bringes ofre og betales for de højstemte klimamålsætninger, afsløres klimatossernes hykleri. Det er ikke mindst det velkendte ”not in my backyard-princip”, der gør sig gældende. Altså: Naturligvis skal vi have vindmøller, grøn strøm og alt det der. Men det skal ikke foregå i min baghave. Senest har regeringen meldt ud, at den vil firedoble produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller på land. Det lyder godt, men borgmestre rundt om i landet ved godt, at det vil resultere i klager og vrede borgere i tusindvis og dermed straf ved det efterfølgende kommunalvalg. Erfaringsmæssigt koster den første vindmølle i en valgkreds borgmesterpartiet 9,5 procentpoint på valgdagen.

Der er således betydelig diskrepans mellem danskernes påståede klimabekymringer og faktiske klimavaner og adfærd. Virkeligheden er, at danskerne definerer livskvalitet som øget forbrug af rejser, biler, tøj og mad. Der er meget få danskere, der er indstillet på at forringe deres egen livskvalitet markant.

EU’s grønne omstilling er på retur

For snart fem år siden blev den grønne fane rejst i Bruxelles og klimakampen blev sendt allerøverst på den politiske dagsorden i EU’s hovedstæder. Det var sød musik i ørerne for de mange danske virksomheder, som er klar til at sælge grønne løsninger til resten af det europæiske marked. Men nu svinger pendulet væk fra de store ambitioner. I Europa har den grønne omstilling mistet momentum grundet ændrede økonomiske forudsætninger, manglende politisk handlekraft og forandrede geopolitiske agendaer.

Efter valget den 9. juni blev den klimaskeptiske højrefløj i EU-Parlamentet styrket. De sidste fem år har EU-Parlamentet i høj grad været den institution, som har trukket ambitionerne op i den europæiske klima- og energipolitik. Det bliver ikke tilfældet de næste fem år. Tempoet på de grønne ambitioner bliver lavere, hvilket vil få konsekvenser for de danske virksomheder, som satser stort på kampen mod klimaforandringerne.

I flere EU-lande vokser de klimaskeptiske partier og sætter regeringerne under pres. Flere regeringer er begyndt at skrue ned for deres klimaambitioner, lave om på deres retorik på klimaområdet og rulle deres klimapolitik tilbage. Og mens det seneste valg til EU-Parlamentet i 2019 blev i Danmark udråbt til et klimavalg, handlede valget i 2024 om sikkerhed og forsvar. Klimaet er ikke mere danskernes kæphest.

Hvor langt er Danmark nået på klimaområdet?

Der har været et hav af ambitiøse klimamål, højstemte politiske taler, smukke visioner, symbolladede udmeldinger og markeringer mv. – men hvor langt er man konkret nået på 4-5 år? Det korte af det lange er, at mens danskerne konstant bliver præsenteret for et grønt fatamorgana, er der en meget stor afstand mellem visioner og konkrete resultater.

Politikerne og den grønne lobby har siden klimavalget i 2019 haft travlt med at lufte storladne og uforpligtende klimavisioner, formulere et hav af bombastiske hensigtserklæringer og indgå aftaler, der aldrig er blevet fulgt op af konkret handling. De politiske beslutninger, der er truffet på klimaområdet, beror typisk på meget lange fremskrivninger, usikre skøn, på forestillingen om betydelige forskningsfremskridt eller på tiltag, hvor reduktionerne købes forholdsvis dyrt, alt imens man ignorerer de tekniske og økonomiske realiteter. Der bliver snakket en masse, der bliver afholdt pressemøder, og der bliver sat ambitiøse mål. Men egentlig handling er der ikke meget af. Det er typisk for en politisk ledelse, som er klemt mellem vælgernes ønsker om handling og samtidig deres modstand mod at betale de uundgåelige regninger derved. Mange af de afgørende CO2-reduktioner eksisterer derfor kun på papiret, hvorfor det bliver svært at nå både 2025-målet og 2030-målet.

Hos Dansk Industri (DI) er man ikke overraskende frustreret over, at Danmark ikke flytter sig på klimaområdet. ”I Danmark bliver vi ved med at tale om vores høje ambitioner, og al den vedvarende energi og alle de løsninger, vi skal lave. Men vi gør det bare ikke. Det danske tempo står i klar kontrast til de høje mål. Det er jo ellers os, der bryster os af at have de største ambitioner. Men om vi har et mål på 50, 70 eller 80 pct., er jo sådan set ligegyldigt, hvis vi ikke er i stand til at træffe beslutninger. Vi har sagt, at vi har verdens højeste ambitioner. Men problemet er bare, at vores politiske system og myndigheder ikke handler. Det hele står stille. Så den politiske diskussion bliver jo sådan noget teatertorden. Det er projekter, der har ventet i årevis, og der er ingen udsigt til, at de bliver godkendt. Så der er ikke nogen udsigt til, at vores ambitioner kan blive realiseret”, siger adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og peger også på, at flere lande nu er i fuld gang med at overhale Danmark.

I juni 2023 skrev Bjarne Corydon i Børsens leder, at ”det kræver en erkendelse af, hvor dybt et morads den grønne omstilling 4 år efter vedtagelsen af 70-procentsmålet i 2030 og lanceringen af klimaloven er havnet i. På intet tidspunkt undervejs har man foretaget nogen samlet planlægning af, hvordan målene skal nås. På intet tidspunkt har der været fuld åbenhed og overblik over omkostningerne. Hele vejen igennem har en kombination af svulstig politisk amatørisme og kynisk letsindig omgang med skatteydernes penge derimod sat dagsordenen. Det er som om store forhåbninger og potentialer, ’månelandingsvisioner’ og mulige industrieventyr har tjent som adgangsbillet til at dispensere den sunde fornuft. Med en fnysende afvisning af krav om markedsdreven udvikling, gennemregnede business cases, skalering af standardløsninger, omkostningseffektivitet, købmandskab, prioriteringer, risikoanalyser – og resistens overfor lobbyisme”.

Hvorom alting er: Danske politikeres grønne ord er mange og flotte, men der er ingen handling bag dem. Den grønne omstilling i Danmark handler derfor udelukkende om at holde grønne skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået.

Taget herfra