“PRÆSIDENT BIDENS STORE TALE OM NATIONENS TILSTAND BLEV EN FUSER”

Det skriver Asger Aamund her

Taget herfra

Efter præsident Bidens årlige tale til nationen i USA’s Kongres var jubelen i de danske medier uden ende. Vi blev belært om, at Biden leverede et brag af en tale i fineste oratoriske form. Knivskarpt, vitalt og engageret. Nu måtte enhver ondskabsfuld hentydning til hans alder og svigtende kognitive evner forstumme. Pressens konklusion var entydig: Biden er klar til endnu en gang at besejre den onde vampyr Donald Trump. Der er egentlig ikke noget at sige til de danske mediers lettelse og begejstring over Bidens store tale, for de er som sædvanligt et præcist ekko af holdningerne i de dominerende amerikanske medier som Washington Post, New York Times, NBC og CNN.  Stort hele den amerikanske presse roste Biden for en klar og skarp tale, der viste, at han var kampklar til årets præsidentvalg til november.

Hverken den amerikanske eller den danske presse hæftede sig ved resultaterne af Bidens politik fra han overtog Det Hvide Hus i januar 2021. Biden-regeringen støttede valget af en lang række anti-borgerlige offentlige anklagere, der stod for den fælles holdning, at kriminalitet udelukkende var et resultat af social diskrimination og manglende inklusion. Seriekriminelle og vaneforbrydere bliver derfor sendt på gaden igen i stedet for i fængslet, hvor de hører hjemme. Resultatet er en lavine af røverier, vold og drab især i de store byer, der er styret af Bidens Demokrater. Bidens første handling som præsident var annulleringen af Trumps effektive beskyttelsesstrategi af USA’s grænser, som nu blev åbnet for alle, der havde lyst til at komme indenfor i varmen. Indtil i dag er der 7 millioner illegale migranter, der sagde ja tak til invitationen inklusive mexicanske narkokarteller, som forsyner landet med især opioider. Narko koster 100.000 døde om året i USA.

Biden beordrede det amerikanske militær til en hovedkulds flugt ud af Afghanistan med halen mellem benene. USA’s væbnede styrker måtte efterlade for næsten 90 milliarder USD moderne udstyr til stor begejstring for Taliban, der nu kunne sælge de fine varer videre til vennerne i Kina, Nordkorea og Pakistan. USA var selvforsynende med energi, da Biden tog over. Det er landet ikke mere, da præsidenten har reduceret produktionen af olie og især af naturgas. Leverancerne er i stedet gået til diktaturstaterne Venezuela og Saudi-Arabien. Bidens energipolitik satte en forrygende inflation i gang, som endnu plager de amerikanske lønmodtagere.

Præsident Biden kom i sin tale til nationen den 7. marts naturligvis ikke ind på disse katastrofale misgerninger mod det amerikanske folk, men brugte talen til at prale af fremskridt og sejre, der ikke har fundet sted.  Meningsmålinger fra Winning the Issues National Survey viser derimod, at vælgerne har gennemskuet og afviser Bidens manipulationer. I sin tale sagde Biden: ”Det er på grund af jer, at nationens tilstand er stærk og fortsat styrkes”. Hertil svarer 67 procent af de adspurgte, at nationen bevæger sig i den forkerte retning. Biden: ”Lønningerne stiger. Inflationen er for nedadgående og er nu den laveste i verden”. Hertil svarer 54 procent af respondenterne, at inflationen tværtimod er blevet værre. Hele 67 procent afviser, at stigningen i fødevarepriserne er aftagende. 82 procent fastholder, at de under Biden må bruge en meget større del af deres indkomst på dagligvarer, benzin og energi. Et stort flertal af de adspurgte vælgere anfører, at det er økonomien, inflationen og den ulovlige indvandring, der afgør, hvor de kommer til at lægge deres stemme ved næste valg til Kongressen.

I meningsmålingen fra Winning the Issues erklærer kun 35 procent af respondenterne sig som Republikanere og hele 63 procent er enten Demokrater eller uafhængige. Et flertal af de adspurgte oplyser, at de stemte på Joe Biden ved valget i 2020, men at de ville stemme på en Republikansk kandidat, hvis der var valg til Kongressen nu. Som årsag angiver flertallet, at Donald Trump er bedre for økonomien og til at gennemføre de nødvendige politiske reformer.

Præsident Biden råbte og skreg sig gennem sin tale til nationen formodentlig for at demonstrere, at han er viljestærk og handlekraftig. Eller som en kendt advokat har udtrykt det: ”Kan man ikke slå på sine argumenter, må man slå i bordet!” Bidens forsøg på at tale sig ind i vælgernes hjerter faldt derfor slapt til jorden. Den store landsdækkende tv-kanal ABC har målt, at hele 35 procent af seerne ikke gad lukke op for præsidentens tale, og en frisk HarrisX/Forbes meningsmåling konstaterer, at hele 61 procent af de adspurgte stempler talen som dårlig og mener, at den tjente mere til at splitte nationen end til at samle den.

Biden skal dog ikke fortvivle. Gennem de seneste tre år er al politisk magt samlet i en solidarisk sammenhængende Demokratisk front, der omfatter retsvæsenet, medierne, skoler og universiteter, embedsværket i de offentlige institutioner og efterretningstjenesterne, der alle står samlet bag Biden eller rettere mod Trump. Det gjorde de også ved præsidentvalget i 2020, og det gik jo meget godt. Den Demokratiske landsbevægelse ved alt om, hvordan man kringler et præsidentvalg.  Så vi skal nok vænne os til fire år mere med skarpe Joe.

Taget herfra

1 Kommentar

  1. Sammenligner man hans SOTU tale med alle andre taler, man har set, så er der en ting, der melder sig : Hvilke stoffer har de pumpet ham med ?? Normalt kan han ikke en gang læse op fra en teleprompter.
    Jeg forventer ikke, at danske “journalister” fatter det. Dog fik man et chok sidste weekend, da Reimer-Elster fik lov til i JP at skrive at danske “journalisters” USA-dækning er FLADPANDET. Han har så evigt ret. Nu venter vi så på, at han bliver fyret.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.