Det skriver Steffen Skovmand her “Så for Trump-haderne er hans store valgsejr kommet som et chok, ikke mindst for EU’s elite”
Taget herfra
Men hverken EU’s ledere eller deres vælgere er klar over det.
Europas reaktion på Trumps sejr har været, skal vi sige, lidt forbeholden. Jyllands-Posten (JP) sagde det nok bedst med overskriften, ”Amerika er et mærkeligt land”.
Som JP ser det, kan der ingen anden forklaring være end, at de amerikanske vælgere er lidt ”mærkelige”. Trump er jo to gange blevet stillet for en rigsretssag, han er dømt for kriminelt at have lavet valgsvindel, og oven i hatten er han dømt for sexchikane samt for at betale en pornostjerne tavshedspenge. Og i Miami, Washington, Atlanta og New York City står han anklaget for ikke mindre end 94 ulovligheder,
Det JP virkelig mener er, at ingen sandhedselskende mennesker i fulde alvor kan tage Trump alvorligt og statistikken giver JP ret: ifølge en nylig rundspørge lavet af EuroNews i de store EU-lande ville rundt regnet 75 pct. eller mere af europæerne stemme på Harris.
Så for Trump-haderne er hans store valgsejr kommet som et chok, ikke mindst for EU’s elite, selv om man, inklusive vores egne regeringsspidser, iler med at lykønske Trump med valgsejren.
For bag kulisserne frygter EU det værste: at Trump endnu en gang vil insistere på, at europæerne bærer deres del af byrden: alle europæerne, inkl. Danmark, som bruger under 2 pct. af BNP på forsvaret, hvis man ikke tæller donationer til Ukraine med, mens et NATO-land som Polen bruger f.eks. 3,9 pct. af BNP på forsvaret.
Demokraterne i USA er allerede i gang med rivegildet og der er travlt ved håndvasken, for ingen er parate til at tage ansvaret for valgnederlaget. Alle Demokrater bebrejder Joe Biden for ikke at gå af i tide, som han havde lovet, ikke mindst Demokraternes tidligere leder i Repræsentanterne Hus og Trump-hader par excellence, Nancy Pelosi. Nogle klandrer Kamala Harris for at have underpræsteret i forhold til Biden i alle de tre kategorier, som skulle have været hende force, kvinder, mindretal (især afrikansk-amerikanere og spansk-amerikanere) og unge vælgere. De bør nok se sig selv i spejlet, ikke mindst Demokraternes spidser som Barack Obama og Nancy Pelosi, for det var dem, som tvang Biden fra posten og kuppede Kamala Harris ind som den nye præsidentkandidat uden at tillade modkandidater. Og sidst men ikke mindst socialisten Bernie Sanders, som beskylder Demokraterne for at have ignoreret arbejderklassen, selv om han stemmer sammen med dem i Senatet.
Nu kan vi europæere jo dybest set være ligeglade med Demokraternes interne rivegilde, hvis det ikke var for den omstændighed, at den hjernevask, som europæerne lider under, når det gælder Trump, i meget høj grad bestemmes af de store amerikanske medie-organisationer som CNN, New York Times og Washington Post, som under valgkampen har brudt al journalistisk anstændighed for at tilsvine Trump.
Og de fleste europæere ser ikke FOX News, som i USA agerer som modvægt mod de traditionelle medier.
Nu er det jo som bekendt dårlig stil at citere sig selv, men i en klumme i 24NYT i august, medens Kamala Harris hysteriet var på det højeste, vovede jeg pelsen og skrev: den slipper Obama og Nancy Pelosi ikke godt fra. Harris er et kunstprodukt uden andet indhold end det udvendige, nemlig at hun er kvinde og hun er sort.
Det er ikke nok, og de ”mærkelige” amerikanske vælgere var enige: i dag véd vi, at Kamala tabte terræn i forhold til, hvad Biden havde præsteret i 2020. Det gælder unge under 30 (Generation Z), sorte, kvinder og latinamerikanere, dvs. alle de vælgere, som man påstod var hendes kernevælgere.
Kun i én kategori gik hun frem: højtuddannede kvinder.
Hvordan kan så mange mennesker i Europa være så forblændede? Svaret ligger i EuroNew’s rundspørge: Trump får en utrolig dårlig presse ikke kun i Amerika, men også i Europa, inklusive Danmark. Uden nævneværdig modvægt.
I min familie bliver vandrehistorierne om Trumps racisme, xenofobi, sexisme og fascisme taget og gentaget som den rene uforfalskede sandhed. Alt andet bliver mødt med rullende øjne og overbærende smil.
I den sidste uge før præsidentvalget var pressedækningen af Trump i de amerikanske medier, eksklusive FOX, så enøjet partisk, at jeg til sidst opgav at faktatjekke uhyrlighederne.
Men de ”mærkelige” amerikanere, eksklusive højt intelligente kvinder, (hvilket vil blive emnet for min næste klumme med overskriften ”Kvinder der hader mænd”), lod sig ikke dupere.
Tre forhold her kun én uge efter præsidentvalget tyder på, at der er et paradigmeskift i gang.
- Biden-regeringens statsanklager, Jack Smith, har få dage efter Trumps valgsejr droppet alle føderale anklager mod den kommende præsident. Det viser, at de amerikanske vælgere havde ret i, at anklagerne fra starten var politisk motiverede. De var en politisk svinestreg uden sidestykke i amerikansk historie, og mens europæerne slugte den råt, blev de ignoreret af de amerikanske vælgere.
- Biden-regeringen afslørede få dage efter præsidentvalget, at Iran ca. én måned før valget havde bestilt et attentatforsøg mod Trump, der var planlagt til den 7. oktober 2024.
- Qatar, der har optrådt som fredsmægler mellem Israel og Hamas i Gaza- krigen, har meddelt, at de ikke længere vil være med, og har bedt Hamas toppen, som i årevis har hygget sig på luksushoteller i Doha langt væk fra krigen i Gaza, om at forlade landet. Qatar tog dette skridt længe før valget, men det lykkedes for Biden-regeringen at holde nyheden herom væk fra medierne, fordi dette helt åbenlyst var et nederlag for Bidens Israel-politik. Bidens udenrigspolitik ligesom Obamas gik nemlig ud på at pacificere Irans ayatollaher, og hvis sandheden kom frem før valget, kunne det blive tungen på vægtskålen for Trump, der allerede havde været udsat for 2 attentatforsøg.
Ingen ved, hvor mange skeletter der vil rasle ud af skabet i de næste par måneder, men Trumps kritik af den liberale magtelite og den dybe stat som både korrupt og arrogant i bestræbelserne på at holde ham væk fra magten har vist sig at holde stik.
Det er således et paradigmeskift, vi ser udfolde sig foran vores egne øjne. Dog kun i Amerika, ikke i Europa. Endnu, men det kommer, for ved de sidste to valg til EU-Parlamentet og ved de nationale valg i Ungarn, Italien, Østrig, Sverige, Slovakiet og Holland har vælgerne vist stadig stigende utålmodighed med EU-elitens arrogance, ineffektivitet og manglende empati for almindelige menneskers problemer.
Tyskland, der er EU’s kærneland, hvis hele identitet er bundet op på internationalisme, åbne grænser, klimakrise og FN, står overfor en politisk krise, som delvis skyldes udsigten til forhandlinger med en nationalkonservativ og aggressiv Trump-regering. Det er en krise, som meget vel kan bringe populistiske og EU-skeptiske ledere til magten i Tyskland.
Det er i sig selv en kæmpe udfordring for EU. Og udfordringen bliver ikke mindre alvorlig af, at hverken EU’s Trump-hadende elite eller dens vælgere er tilnærmelsesvis parate til dette paradigmeskift.
Taget herfra
Leave a Reply