Asger Aamund skriver her om kompromiser:”Derfor regeres dagens Danmark og Europa af midtsøgende kræfter på evig jagt efter nogen, man kan lave et forlig med uanset, hvor ringe resultatet bliver.”
Og han bruger Israels kamp mod hamass og Ukraines mod Rusland som eksempler på dårlige internationalt politiske kompromiser
Taget herfra
Unge politikere, der bliver valgt til folketinget, træder ind på Christiansborg opfyldt af idealer og reformer. Men når de så har fået en tur i ribberne i den parlamentariske gymnastiksal, indtræder Rip-Rap-Rup effekten, så de unge bliver ligesom de gamle. Nu er det ikke længere store mål og skelsættende resultater, der tæller, men forliget, kompromiset. Moderne politikere både herhjemme og internationalt ser alle kompromiset som enhver lovgivers adelsmærke. Politik er det muliges kunst, evnen til at bøje forskellige holdninger mod hinanden, indtil man mødes på midten, der hvor alle helst vil være. Derfor regeres dagens Danmark og Europa af midtsøgende kræfter på evig jagt efter nogen, man kan lave et forlig med uanset, hvor ringe resultatet bliver.
Den israelske regering er ikke indstillet på noget kompromis, hvad angår Hamas, som skal udslettes én gang for alle, hvis man vil undgå en fortsat regn af dødbringende missiler rettet mod israelske bysamfund. USA, FN og næsten samtlige medier presser derimod voldsomt på for, at Israel skal acceptere et kompromis, der går ud på, at alle kamphandlinger ophører og Israel trækker alle tropper ud af Gaza, som forbliver under Hamas’ kontrol. De overlevende gidsler frigives, og som trøstpræmie kan Israel forvente en fredsaftale med Saudi-Arabien og de sunni-muslimske stater. Udover et voldsomt politisk pres mod den israelske regering har USA bremset for efterretningssamarbejdet og tilbageholder leverancer af militært udstyr med det formål at knække ryggen på det kæmpende Israel, så man kan få de ønskede forlig, der imidlertid vil være en total sejr for Iran, som fortsat vil kunne styre, bevæbne og finansiere Hamas.
Også Ukraine er på vej til at blive offer for et internationalt politisk kompromis, som reelt var i støbeskeen fra den dag, Rusland invaderede landet. Præsident Biden havde kort tid forinden udtalt, at ”USA ikke ville modsætte sig et mindre russisk militært indfald i Ukraine”. Omgående forsøgte kansler Scholz og præsident Macron at mase præsident Zelensky til at acceptere et forlig med russerne, således, at Putin kunne beholde Krim og det besatte Donbass til gengæld for en sikkerhedsgaranti for det resterende Ukraine og et EU-medlemskab. Den vestlige støtte til Ukraine udspiller sig nu som en sælsom teaterforestilling, hvor man på scenen kan se en optisk illusion, men hvor den virkelige handling foregår i kulissens brutale mørke.
Hele den vestlige militære hjælp til Ukraine er organiseret på en måde, der tillader landets militære styrker at forsvare rest-Ukraine mod en russisk invasion, men også således, at man tilbageholder leverancer af avancerede angrebsvåben, der kunne kaste Rusland helt ud af de besatte områder. Det er derfor, at Ukraine har fået Patriot-missilsystemet til luftforsvar, artilleri og antitank-våben, der kan holde russerne på afstand. En krig kan kun vindes, hvis man kan føre den i dybden. Det ønsker Vesten ikke, at Ukraine skal kunne, så der er stop for leverancer af kampfly, angrebshelikoptere, krydsermissiler og kampvogne i et antal, der kunne have vendt slaget til Ukraines fordel. Det er nu to og et halvt år siden den russiske invasion, og til trods for utallige løfter, forsikringer og krammere har Zelensky ikke modtaget et eneste af de lovede kampfly.
Efter anden verdenskrig blev piloterne i det amerikanske luftvåben hurtigt omskolet fra propelfly som P-38 Lightning og P-51 Mustang til de nye jetfly som F-84 Thunderjet og F-84 Thunderstreak. Flere NATO-lande har lovet Ukraine leverancer af F-16-fly inklusive omskolingsprogram, men nu mere end to år efter den russiske invasion står de lovede fly stadig på jorden. Det gør de også i USA, der ellers har mange hundrede kampfly som F-15, F-16 og F-18 stående i ’mølposer’ uvirksomme rundt omkring på de amerikanske luftbaser. Det er jo hjerteskærende at se præsident Zelensky som en anden gøgler rejse rundt med den fremstrakte tiggerskål i et desperat forsøg på at få den nødvendige kampkraft. Belønningen er en krammer af Mette Frederiksen og et foto af de to i et F-16 fly med Mette i forsædet og Zelensky henvist til bagsædet. Flyet står stadig, hvor det stod, og her bliver det nok stående. Medierne og vi i almuen bliver underholdt af skåltaler og gyldne erklæringer om solidaritet og en lavine af våben, der er på vej til Ukraine, der imidlertid kun får lige så meget så Vesten ikke senere kan drages til ansvar for svigt og nøl, når Putin har fået det stort set, som han vil have det.
Det evindelige udvandede kompromis ligger klar til at blive effektueret, når Ukraine er blevet mør nok. Landet vil aldrig modtage våbenkraft nok til at smide russerne ud af de besatte områder, men dog tilstrækkeligt til at forhindre en russisk erobring af den resterende del af landet. Resultatet bliver som Biden, Scholz og Macron vil have det: russerne kan beholde de erobrede områder. Vesten giver Ukraine sikkerhedsgaranti for beskyttelsen af rest-Ukraine og et EU-medlemskab som trøstpræmie.
Dette pinlige nederlag var aldrig blevet accepteret af statsmænd som Churchill, Reagan, Thatcher og Golda Meir. Men de er her desværre ikke mere. Vi har ikke mere statsmænd, der satte sig mål og nåede dem. Vi ledes af konsensussøgende statsforhandlere, hvor forliget, og ikke resultatet, er målet. Derfor bliver Ukraine opdelt. Det var jo så det, vi kunne blive enige om.
Taget herfra
Jeg er ikke nødvendigvis enig.
Jeg ser derimod en ensartet tilgang til udfordringer som man så har gjort til et fælles problemer. Derudover forsøger man at ensrette hele den vestlige verdens anskuelse(det kan man måske kalde for midtsøgende eller kompromisernes muligheder) således at alle tænker ens og er “enig” om at det er det vi gør eller det er retningen.
Det er jo derfor vi ser de samme skolede argumenter og den samme tone blive brugt i største delen af den vestlige verden.
Argumenterne er indstuderet og tonen er for at få ensartethed. Tonen er også vigtig i forhold til at få befolkningen til at føle sig tryg og indordnende.
For at styre dette er der indført en lang række indstrumenter hvor bla. fælles resurses udnyttelse er in ting blandt mange.
Det har i øvrigt intet med demokrati at gøre.
Afgiv Donbass-området og freden vil sænke sig.
“Det har i øvrigt intet med demokrati at gøre.” Nå ikke.
Havde Demokraterne under Obama admin. bare holdt snitterne for sig selv i 2014 Statskuppet made i USA in mente. så var der ikke strøet rundt med lig som nu.