“VELKOMMEN I STATENS BYGGECIRKUS”

Det cirkus skriver Asger Aamund om her

Taget herfra

Læger og sygeplejersker på vores sygehuse kæmper dagligt for at præstere kvalitetsarbejde i terapi og pleje til trods for elendig ledelse af både hospitaler og Regioner. Vi mangler læger og sygeplejersker, der er lange ventelister til en lang række behandlinger, og der er hyppige skandaler med mangelfuld udredning og diagnose af livstruende sygdomme. Internationale elitehospitaler ledes i reglen af læger. Det gælder for eksempel Heidelberg Universitetshospital, Cleveland Clinic, Mount Sinai Hospital og Mayo Clinic i USA. Det danske sygehusvæsen er derimod af politikerne udstyret med et dilettantisk ledelsessystem, hvor lægerne nok sidder med ansvaret for diagnose og terapi, men ikke magten til at lede og fordele arbejdet, som ligger hos hospitalernes Djøf-chefer og i regionsrådene. Dette har resulteret i et monsterbureaukrati, hvor det lægefaglige personale skal skrive ansøgninger om alt, udfærdige rapporter om alt og indsende kontrolskemaer om alt. Det hele sammenfattet i Sundhedsplatformen, en organisatorisk Hiroshimabombe i det danske sygehusvæsen.

Som belønning for dette organisatoriske svendestykke har regeringen overdraget ansvar og bemyndigelse til opførelsen af en række nye supersygehuse og hospitalsudvidelser til Regionsrådene, der som bekendt er bemandet med halvkendte politikerne af den bløde mellemvare uden nogen erfaring i moderne ledelse og organisation. Det drejer sig om i alt 16 byggeprojekter til en samlet værdi på omkring 60 milliarder kroner. Regeringen har måske haft en nagende tvivl om Regionerne nu også kunne magte denne enorme ledelsesopgave og har derfor beordret Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at udøve ’ skærpet tilsyn’ med gigantprojekterne. Så skulle den ged vist være barberet, mente politikerne, nu da man havde dobbelt kontrol med regionernes såkaldte ’uvildige tilsyn’ og ministeriets ’skærpede tilsyn’. Regeringen lod sig ikke forvirre af, at der er ingen hverken i Regionerne eller i Sundhedsministeriet, der har den ringeste erfaring i planlægning og ledelse af større anlægsprojekter.

Byggeriet af de nye supersygehuse har nu stået på i en del år. Fra tid til anden har man i pressen kunnet læse om forsinkelser, byggesjusk og budgetoverskridelser, der dog blev ledsaget af beroligende erklæringer fra Regionsrådene, der kunne forsikre, at i det store og hele gik det alt sammen, som det skulle. Det er dog ikke lige, hvad DTU (Danmarks Tekniske Universitet) konkluderer i en helt ny statusrapport om de 16 superprojekter. Ifølge DTU-rapporten hersker der kaos på byggepladserne. Regionerne har hverken overblik eller kontrol med noget som helst, og statens ’skærpede tilsyn’ er en vits. Der er indtil videre konstateret en samlet overskridelse af budgetterne på godt 7 milliarder kroner, et tal der er i stadig vækst, da der ikke er noget eller nogen, der kan stoppe det.

Alle 16 projekter er stærkt forsinkede, typisk mellem tre og seks år. Hospitalsbyggerierne i Odense og på Bispebjerg er dog så kaotiske, at rapporten ikke vover at sætte årstal på de forventede forsinkelser. Region Hovedstaden lader sig dog ikke slå ud af DTU-rapporten. Regionsformanden udtaler til medierne, at det selvfølgelig har været en udfordring at påtage sig så stort et ansvar på et område, hvor man ikke havde kompetence eller erfaring. Men rådsformanden får derefter i bedste politikertradition skudt skylden over på byggeriets entreprenører, på inflationen, på corona-epidemien og naturligvis også på krigen i Ukraine, der jo må lægge ryg til meget.

Sundhedsminister Sophie Løhde konstater helt efter den ministerielle drejebog,”at det ikke i tilstrækkelig grad er lykkedes at overholde tidsplaner og budgetter”. Den forklaring har vi hørt tusind gange før, nemlig hver evige eneste gang staten har haft ansvaret for anlæg af broer, havne, tunneler og motorveje, der alle som en bliver ramt af massive overskridelser af tidsplaner og budgetter. Man kan ikke engang kalde denne kæderække af statsligt ledelsessjusk for skandaler. For når skandalerne optræder så hyppigt, at vi vænner os til dem, er de jo ikke mere skandaler, men er blevet hverdag og dermed rutine. Altså bare endnu en dag på kontoret.

Og hvordan vil regeringen så løse dette nye, ufattelige sløseri med skatteydernes surt tjente penge? Da de mange tab og overskridelser åbenbart skyldes corona og krigen i Ukraine, vil regeringen ansætte en ekstern ’task force’, der skal pege på, hvad man kan gøre for at styre projekterne i mål. Altså, man løser sine problemer ved at gentage sine fejltagelser. Man siger jo, at arkitekter begraver deres fejltagelser i grønne slyngplanter. Læger begraver deres fejltagelser i jord, og politikerne begraver deres fejltagelser i konsulenter. Når Danmarks forsvar ligger i ruiner skyldes det i høj grad, at regering og embedsværk skyder ansvaret fra sig og lægger beslutningerne over til en armé af eksterne rådgivere og konsulenter, der sørger for, at holde gryden i kog, så længe der er honorarer at få.

Når førende industrivirksomheder som Novo-Nordisk, Carlsberg og Rockwool opfører store fabriksanlæg, bliver disse i reglen afleveret til tiden, på budgettet og i den ønskede kvalitet. I min tid som koncerndirektør i Rockwool byggede vi to fabrikker i henholdsvis Wales og Frankrig. Begge afleveret som specificeret, fordi vi havde lagt en realistisk tidsplan, sunde entreprenørkontrakter, stram rapportering og knivskarp kontrol. I stedet for at fortsætte i regeringens og regionernes klovnebus, burde politikerne indgå styringskontrakter med førende danske industrivirksomheder, der gennem årtier har vist, at de kan levere store og komplicerede byggeprojekter til tiden, til kvaliteten og til prisen.

Det kommer imidlertid ikke til at ske. For den offentlige sektor er jo god, den private ond. Så politikerne fortsætter ufortrødent som hidtil. Og hvorfor ikke? Det er jo ikke deres penge. Det er bare andre menneskers penge.

Taget herfra