Meningen med livet.

En postering ovre på Uriasposten triggede mig.

Jeg ved helt sikkert, hvad der var sket, hvis jeg i min barndom havde spurgt mine forældre om meningen med livet. De ville kortvarigt have kigget vantro på hinanden, og derefter ville en af dem have svaret: ”Meningen med dit liv? – At du skal ud og grave haven!” Årstiden ville have været underordnet.

Men som sagt så vidste vi børn, hvad meningen var. Det var blevet præket sagt og usagt vore unge liv igennem: ”Du skal klare dig selv – Aldrig ligge nogen til last, og så hjælpe, hvor du kan.” underforstået, at der ikke var nogen mening med livet, men som det altid implicit lå i vor opdragelse, så var livet en gave, og gaver blev der ikke stillet spørgsmål til. De blev givet for at glæde modtageren. Intet andet – ud over den selvfølgelige taknemmelighed.

Ja – ja, ville mange unge i dag sige, men det er jo ikke et svar på spørgsmålet – og her har de vel ret. Jeg tror ikke, at vor uvidenhed om livets væsentlige spørgsmål, skyldtes vor provinsialitet. Jeg tror ganske enkelt, at de gamle, som vi kaldte dem, var af den mening, at der ikke var nogen mening, og at vi i stedet skulle focusere på at få mest muligt ud af livet, med mindst mulig skade på vore omgivelser – medmennesker og natur.

Havde vi insisteret på en forklaring, ville vi nok have fået at vide, at den kunne vi da få, hos ham der havde skabt os. (Vi troede især omkring jul, på manden med det store hvide skæg – nej nej ikke julemanden men den anden). For os bonderøve ville det være helt naturligt, og det andet ville være noget forbeholdt de studerede fra byerne.

Her for knap et halvt års tid siden fik jeg så midt i den sorte vinter forklaringen fra manden selv: Efter et lægebesøg fik jeg at vide, at jeg havde fået noget, som vi mænd og især vi gamle mænd får. Noget der, hvis ikke det havde været for smarte ingeniører og lægers opfindelser, ville have sendt os hjem til det hvide skæg. Og den slags starter jo tanker. Min frisør, dejlige skønne Marianne, havde oplevet den kvindelige udgave af svaret, og vi var ikke i tvivl om konklusionen: Der var ingen mening med livet, så når vi ikke længere duede til at forplante os, så fik vi et vink med vognstangen – mere kontant – råd og svamp i forplantningsorganerne efterfulgt af afgang fra den dejlige gave.

Sådan flyver tankerne herude i udkanten lavt over plovmulden, og vi takker, når ingen ser det, vor skaber for den mest fantastiske gave – Livet. Og vi fatter ikke, at så mange ikke skønner på den.

https://www.youtube.com/watch?v=Fmf9ZJ_Yn0A

 

2 Kommentarer

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.