Begrebet Taqija i islam (Den lovlige løgn)
Informationsfolder om brugen af lovlig løgn overfor ikke-muslimer og ikke-islamiske
myndigheder: Taqija er islams lovlige dispensation for at lyve overfor „vantro“,
dvs. ikke-muslimer og myndigheder, kontorer, politi og domstole. Ideen er at skabe
forvirring, sløre sandheden og få modstandere til at argumentere imod hinanden,
således at islams sag fremmes og personens ære reddes.
Forhandlingssituationer med overbeviste muslimer kan give problemer. Man oplever
ofte, at muslimer ikke accepterer et „nej“ eller en begrundelse med henvisning til de
gældende regler. Mange tror, at blot de bliver ved med at presse på, vil modparten give
efter. Når naturligt nok erkendtligheder og psykisk pres afvises, kan samtalen helt løbe
af sporet: Vrede, krænket æresfølelse og opbragte familiemedlemmer. Alle mennesker
lyver, men i islam er det lovligt, hvis forhandlingspartneren betragtes som modstander
eller vantro eller en del af et såkaldt „vantro system“. Da er løgn lovligt, specielt for at
opnå en fordel for muslimsk religion, islamiske love og skikke eller hvis han føler, at
han befinder sig i en kampsituation. Da kan han forvirre „fjenden“.
Godt nok er løgne syndige, „men ikke, hvor de udtales til en muslims bedste
eller for at redde ham fra en katastrofe.“ (“The 4. Conference of the Academy of
Islamic Reseach”, Kairo 1970).
Teologisk rækker ideen om taqija tilbage i tiden. „Islams bevis“, den store teolog Al
Ghazali (1056-1111) udtrykte det sådan: „Af og til er det din pligt at lyve… vi må
lyve, dersom sandheden fører til ubehagelige resultater, men sige sandheden, når
den fører til gode resultater.“
Muhammad lærte os at lyve (taqija i shia-islam)
„Folk siger: ‚Lyv ikke‘. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah. Han lærte mennesket
at lyve, således at vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og forvirre vore fjender. Skulle
vi holde os til sandheden med den konsekvens, at troen udsættes for fare eller nederlag?
Nej. Folk siger: ‚Slå ikke ihjel‘. Men den Almægtige lærte os, hvordan man slår ihjel.
Hvorfor skulle vi ikke slå ihjel, når det er nødvendigt for at sikre troens sejr? Bedrag,
svindel, konspiration, snyd, tyveri og mord er ikke andet end midler. I sig selv er det
hverken godt eller dårligt uden de hensigter, der er bag. Se på en køkkenkniv. Er den god
eller dårlig? En husmor kan skære kød med den. Og en af islams soldater kan gennembore
hjertet på et skadedyr“ (Hizbollahteologen M. Navab-Safavi i appendiks til Amir
Taheri: „Holy Terror“, Spheere Books Limited, London 1989). Han gav os taqija for at
forvirre de vantro og fremme islam.
En af islams doktriner er læren om „taqiya“, den religiøse dispensation, som muslimer
har til midlertidig at fornægte troen f.eks. i en forhandlingssituation, således at
denne kan spille et fordækt spil, når det et gavnligt for sagen og for at forvirre en modpart
af anden religiøs observans. Det kan gå så vidt, at en muslim, hvis det kræves af
situationen, kan sværge falsk med hånden på Koranen. (Et kendt eksempel findes i
dokumentarromanen: »Ikke uden min datter«). Dette kan endog gøres overfor en ikkemuslimsk
ægtefælle. Denne dispensation har alvorlige følger, når man skal vurdere værdien
af aftaler, samtaler og forlig, da „taqiya“ har en direkte nedbrydende virkning for
troværdigheden. Den bruges desværre i mange sammenhænge: asylansøgninger, tilladelser,
skat, ansøgninger, og især i forhandlingssituationer med „vantro systemer“ eller
såkaldte „illegitime systemer“ (offentlige myndigheder).
Kun sjældent indrømmes brugen af taqija, som i et indlæg af formanden for muslimske
studerende i Danmark (Islamic Student Organisation) Jahamir F. Abdallah i et indlæg
i Ekstra Bladet 6.4.97: „…vi er stolte af at være muslimer og finder os ikke i at blive
hundset med af ikke-troende. Vi er ingens kulier mere… den tid er forbi. At muslimer
får flere børn end danskerne, at det sociale system bliver udnyttet osv. kan I kun takke jer
selv for. Den kloge narrer den mindre kloge.“ At indrømme brugen af taqija er egentlig
imod selve metoden, da det netop er den narrede parts manglende viden om brugen af
taqija, som forvirrer. Den tyske muslimske forfatter og filosof M.A. Rassoul anbefaler i
sin bog »Allahs letzte Botschaft, Argumente für den Dialog mit Christen«, at forvirre
dialogpartneren ved at føre ham bag lyset. Argumentet henter han i Sura 4,142: „Sandelig,
hyklerne forsøger at overliste Allah, men han vil overliste dem.“
Ofte møder man bl. sunnimuslimer påstanden, at taqija kun findes i shia-islam
(f.eks. imam Leon Soudari i »Kommentar«, Kristl. Dagblad juli 98). Forskellen mellem
shia- og sunnimuslimer er i denne sammenhæng, at taqija er udbredt blandt
sunnimuslimer, men påbudt blandt shiamuslimer. Især når en muslim befinder sig i en
uheldig eller umulig situation, hvor det gælder om at opnå fordele for islam eller sig
selv. Taqija er et strategisk middel for at forvirre omgivelserne. Taqija kan også oversættes
og tolkes med ordet „forsigtighed“, hvilket betyder, at den sande muslim i vanskelige
situationer bør skjule sine egentlige hensigter. Dette at „skjule sandheden“ har
„forstillelsen“ som konsekvens.
Dette gælder f.eks. Korantolkningen, hvor man overfor den uvidende vantro fremhæver
de blide Koranvers fra Muhammads tidlige år. Men disse vers er i modstrid med
de senere Koranvers, hvor profeten fremhæver, hvordan den fromme muslim med hårdhed
skal underkaste de vantro og udrydde dem, hvis de nægter underkastelse. (Sura 4.92
Islams fuldmagt over de vantro: Sura, 4.95, 47.4, Sura 8 og 9.) Overfor de vantro skal
muslimen henvise til et korancitat, som jævnfør sura 16.102 („vi bringer jer bedre“) er
ophævet (abrogeret), især verset: „Der er ikke tvang i religionen“ og således snyde den
vantro og vække dennes interesse).
Begrundelsen for taqija er, at Allah snød sine fjender. Han snød dem ved ikke at lade
Jesus dø. Islam nægter derfor, at Jesus blev korsfæstet („det så kun sådan ud, det forekom
dem sådan“). Denne lære overtog profeten fra sekten „doketisterne“.
Muhammed praktiserede taqija, han snød sine modstandere, siger islamiske teologer
som begrundelse for metoden. Her henvises til „Freden ved Al-Hudabija“, hvor Muhammad
narrede sine modstandere. Overenskomsten ved Hudabija havde kun som formål
ved forstillelse at få modstanderne til at tro, at han havde gode hensigter. Fredsaftalen
var dog kun beregnet på at samle kræfter til den endelige underkastelse af modstanderne
i Mekka, hvilket lykkedes. Med aftalen fik han adgang til byen, hvor han boede,
til han og hans tilhænger kunne tage magten indefra.
Sunnimuslimer i Vesten fornægter overfor ikke-muslimer eksistensen af taqija.
Den konsekvente fornægtelse af, at man anvender forstillelse overfor enkeltpersoner og
„vantro“ myndigheder er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det grænseløs
forvirring hos modstanderen eller de forhandlende myndigheder, når de ofte langt senere
opdager det. Det har endog medført, at enkelte bøger og leksika om islam fejlagtig
anfører at taqija kun bruges af shiamuslimer. Anbefalingen af løgn i form af taqija, som
fandt sted på „The 4. Conference of Islamic Research“ som en god og brugbar metode
blandt sunnimuslimer, er yderst betydningsfuld, idet sådanne udtalelser fra Kairos Al
Azar universitet må anses som normgivende for sunnimuslimer.
Et kendt eksempel for aktiv anvendelse af taqija for at forvirre modstanderen ved
løgn, kendes fra det overvejende sunnimuslimske land Tyrkiet, hvor Erbakan, politisk
leder for den tredjedel af vælgerne, der stemmer fundamentalistisk i Tyrkiet, aldrig har
fortiet brugen af taqija. (Søsterbevægelsen i Danmark er Milli Görüs, DMGT).
Assia Harwazinski (tysk islamforsker) henviser til, at brugen af taqija er så almindelig
for mange muslimer, at det er en „slags overlevelseskunst“, en måde at leve på, både
på det personlige plan, men også i islamiske bevægelser, der både har en skjult dagsorden
og en åben dagsorden.
De mest yderliggående er undertiden de mest ærlige, da de ofte af lutter iver ikke kan
holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte mere bevidst blandt personer, som man
i Vesten anser som moderate. Evnen til at bruge taqija ved at udnytte den „vantros“
naivitet, forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst
svært at se, hvem der har ret. Metoden har som et vigtigt mål, at få ikke-muslimer til
indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med en af følgende påstande:
1.a) „Taqija findes ikke“, b) „det bruges kun af shiamuslimer“, c) „Det bruges kun af
yderliggående.“
2. „Ikke-muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet.“
3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.
4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.
5. Ordet „islam“ skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande indhold (slm =
salama = fred). Problemet er blot, at ordet „islam“ faktisk betyder „underkastelse“.
Tager en muslim udgangspunkt i en af disse sætninger, ved man, at der bruges „forstillelse“
for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes
taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævede) Koranvers,
for eks. verset: „Der er ingen tvang i religionen.“
Taqija overfor vantro indledes ofte med Koranverset: „Tvang findes ikke i Koranen“
og påstanden: „islam er en tolerant religion“, „andre religioner har det godt, hvor
islams system hersker.“ At Koranverset er abrogeret/ugyldigt for ortodokse muslimer
forties. I de muslimske lande bruges i stedet de voldsomt diskriminerende vers, der
forvandler islamiske lande til gennemførte apartheidsystemer. Prof. Spuler Stegeman
giver eksempler på, hvordan taqija i Tyskland bruges overfor tyske myndigheder, offentlige
kontorer af sunnier. Kilder for sunniislams brug af taqija er A. Harwazinski,
Gibb og Kramer og „Zentrum für Türkeistudien“.
Taqija anvendes især overfor såkaldte vantro myndigheder, dvs. politi, domstole og
myndigheder af enhver art, som ikke accepterer eller underordner sig islamisk lov. Nogle
gange kan myndigheder forbløffes over de utrolige og helt usandsynlige historier, som
bruges blot med det formål at forvirre. Da flertallet aldrig har hørt om taqija, tolkes det
som sygelig tilbøjelighed til løgn, da det sjældent forbindes med noget religiøst. Reaktionen
er derfor undren og opgivenhed. Netop det sidste, at myndigheden eller personen
opgiver, er et tilsigtet mål for taqija. Accepterer myndigheden islamisk dominans og
underordner sig alle krav, dæmpes brugen af taqija.
„Folk siger: ‚Lyv ikke‘. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah.“
(Muhammad Navab-Safavi).
Amir Taheri, tidligere redaktør i Teheran, peger i sin bog »Holy Terror« på Taqija bruges
som tilbagetog for at forberede næste slag: „Negira“.
„Hvis den rettroende ikke har tilstrækkelig magt til at gennemføre islam her og
nu, må han gå gennem flere stadier. Han må starte med at fremme islam gennem
propaganda. Men midlerne kan i øvrigt omfatte alt lige fra etableringen af koranskoler
og til snigmord (Det engelske ord for snigmorder „assassin“ er direkte overtaget
fra arabisk). Løgn er acceptabel, når det er nødvendigt for at beskytte troens
højere interesser… Midlertidige tilbagetog i taktisk øjemed for at vildlede fjenden
eller som forberedelse til næste slag (negira) er tilladelig
Fjern det blomster-lort og skrid til handling Nu.
Advarselslamperne har lyst længe, mine herrer.!
Begrebet Taqija i islam (Den lovlige løgn)
Informationsfolder om brugen af lovlig løgn overfor ikke-muslimer og ikke-islamiske
myndigheder: Taqija er islams lovlige dispensation for at lyve overfor „vantro“,
dvs. ikke-muslimer og myndigheder, kontorer, politi og domstole. Ideen er at skabe
forvirring, sløre sandheden og få modstandere til at argumentere imod hinanden,
således at islams sag fremmes og personens ære reddes.
Forhandlingssituationer med overbeviste muslimer kan give problemer. Man oplever
ofte, at muslimer ikke accepterer et „nej“ eller en begrundelse med henvisning til de
gældende regler. Mange tror, at blot de bliver ved med at presse på, vil modparten give
efter. Når naturligt nok erkendtligheder og psykisk pres afvises, kan samtalen helt løbe
af sporet: Vrede, krænket æresfølelse og opbragte familiemedlemmer. Alle mennesker
lyver, men i islam er det lovligt, hvis forhandlingspartneren betragtes som modstander
eller vantro eller en del af et såkaldt „vantro system“. Da er løgn lovligt, specielt for at
opnå en fordel for muslimsk religion, islamiske love og skikke eller hvis han føler, at
han befinder sig i en kampsituation. Da kan han forvirre „fjenden“.
Godt nok er løgne syndige, „men ikke, hvor de udtales til en muslims bedste
eller for at redde ham fra en katastrofe.“ (“The 4. Conference of the Academy of
Islamic Reseach”, Kairo 1970).
Teologisk rækker ideen om taqija tilbage i tiden. „Islams bevis“, den store teolog Al
Ghazali (1056-1111) udtrykte det sådan: „Af og til er det din pligt at lyve… vi må
lyve, dersom sandheden fører til ubehagelige resultater, men sige sandheden, når
den fører til gode resultater.“
Muhammad lærte os at lyve (taqija i shia-islam)
„Folk siger: ‚Lyv ikke‘. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah. Han lærte mennesket
at lyve, således at vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og forvirre vore fjender. Skulle
vi holde os til sandheden med den konsekvens, at troen udsættes for fare eller nederlag?
Nej. Folk siger: ‚Slå ikke ihjel‘. Men den Almægtige lærte os, hvordan man slår ihjel.
Hvorfor skulle vi ikke slå ihjel, når det er nødvendigt for at sikre troens sejr? Bedrag,
svindel, konspiration, snyd, tyveri og mord er ikke andet end midler. I sig selv er det
hverken godt eller dårligt uden de hensigter, der er bag. Se på en køkkenkniv. Er den god
eller dårlig? En husmor kan skære kød med den. Og en af islams soldater kan gennembore
hjertet på et skadedyr“ (Hizbollahteologen M. Navab-Safavi i appendiks til Amir
Taheri: „Holy Terror“, Spheere Books Limited, London 1989). Han gav os taqija for at
forvirre de vantro og fremme islam.
En af islams doktriner er læren om „taqiya“, den religiøse dispensation, som muslimer
har til midlertidig at fornægte troen f.eks. i en forhandlingssituation, således at
denne kan spille et fordækt spil, når det et gavnligt for sagen og for at forvirre en modpart
af anden religiøs observans. Det kan gå så vidt, at en muslim, hvis det kræves af
situationen, kan sværge falsk med hånden på Koranen. (Et kendt eksempel findes i
dokumentarromanen: »Ikke uden min datter«). Dette kan endog gøres overfor en ikkemuslimsk
ægtefælle. Denne dispensation har alvorlige følger, når man skal vurdere værdien
af aftaler, samtaler og forlig, da „taqiya“ har en direkte nedbrydende virkning for
troværdigheden. Den bruges desværre i mange sammenhænge: asylansøgninger, tilladelser,
skat, ansøgninger, og især i forhandlingssituationer med „vantro systemer“ eller
såkaldte „illegitime systemer“ (offentlige myndigheder).
Kun sjældent indrømmes brugen af taqija, som i et indlæg af formanden for muslimske
studerende i Danmark (Islamic Student Organisation) Jahamir F. Abdallah i et indlæg
i Ekstra Bladet 6.4.97: „…vi er stolte af at være muslimer og finder os ikke i at blive
hundset med af ikke-troende. Vi er ingens kulier mere… den tid er forbi. At muslimer
får flere børn end danskerne, at det sociale system bliver udnyttet osv. kan I kun takke jer
selv for. Den kloge narrer den mindre kloge.“ At indrømme brugen af taqija er egentlig
imod selve metoden, da det netop er den narrede parts manglende viden om brugen af
taqija, som forvirrer. Den tyske muslimske forfatter og filosof M.A. Rassoul anbefaler i
sin bog »Allahs letzte Botschaft, Argumente für den Dialog mit Christen«, at forvirre
dialogpartneren ved at føre ham bag lyset. Argumentet henter han i Sura 4,142: „Sandelig,
hyklerne forsøger at overliste Allah, men han vil overliste dem.“
Ofte møder man bl. sunnimuslimer påstanden, at taqija kun findes i shia-islam
(f.eks. imam Leon Soudari i »Kommentar«, Kristl. Dagblad juli 98). Forskellen mellem
shia- og sunnimuslimer er i denne sammenhæng, at taqija er udbredt blandt
sunnimuslimer, men påbudt blandt shiamuslimer. Især når en muslim befinder sig i en
uheldig eller umulig situation, hvor det gælder om at opnå fordele for islam eller sig
selv. Taqija er et strategisk middel for at forvirre omgivelserne. Taqija kan også oversættes
og tolkes med ordet „forsigtighed“, hvilket betyder, at den sande muslim i vanskelige
situationer bør skjule sine egentlige hensigter. Dette at „skjule sandheden“ har
„forstillelsen“ som konsekvens.
Dette gælder f.eks. Korantolkningen, hvor man overfor den uvidende vantro fremhæver
de blide Koranvers fra Muhammads tidlige år. Men disse vers er i modstrid med
de senere Koranvers, hvor profeten fremhæver, hvordan den fromme muslim med hårdhed
skal underkaste de vantro og udrydde dem, hvis de nægter underkastelse. (Sura 4.92
Islams fuldmagt over de vantro: Sura, 4.95, 47.4, Sura 8 og 9.) Overfor de vantro skal
muslimen henvise til et korancitat, som jævnfør sura 16.102 („vi bringer jer bedre“) er
ophævet (abrogeret), især verset: „Der er ikke tvang i religionen“ og således snyde den
vantro og vække dennes interesse).
Begrundelsen for taqija er, at Allah snød sine fjender. Han snød dem ved ikke at lade
Jesus dø. Islam nægter derfor, at Jesus blev korsfæstet („det så kun sådan ud, det forekom
dem sådan“). Denne lære overtog profeten fra sekten „doketisterne“.
Muhammed praktiserede taqija, han snød sine modstandere, siger islamiske teologer
som begrundelse for metoden. Her henvises til „Freden ved Al-Hudabija“, hvor Muhammad
narrede sine modstandere. Overenskomsten ved Hudabija havde kun som formål
ved forstillelse at få modstanderne til at tro, at han havde gode hensigter. Fredsaftalen
var dog kun beregnet på at samle kræfter til den endelige underkastelse af modstanderne
i Mekka, hvilket lykkedes. Med aftalen fik han adgang til byen, hvor han boede,
til han og hans tilhænger kunne tage magten indefra.
Sunnimuslimer i Vesten fornægter overfor ikke-muslimer eksistensen af taqija.
Den konsekvente fornægtelse af, at man anvender forstillelse overfor enkeltpersoner og
„vantro“ myndigheder er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det grænseløs
forvirring hos modstanderen eller de forhandlende myndigheder, når de ofte langt senere
opdager det. Det har endog medført, at enkelte bøger og leksika om islam fejlagtig
anfører at taqija kun bruges af shiamuslimer. Anbefalingen af løgn i form af taqija, som
fandt sted på „The 4. Conference of Islamic Research“ som en god og brugbar metode
blandt sunnimuslimer, er yderst betydningsfuld, idet sådanne udtalelser fra Kairos Al
Azar universitet må anses som normgivende for sunnimuslimer.
Et kendt eksempel for aktiv anvendelse af taqija for at forvirre modstanderen ved
løgn, kendes fra det overvejende sunnimuslimske land Tyrkiet, hvor Erbakan, politisk
leder for den tredjedel af vælgerne, der stemmer fundamentalistisk i Tyrkiet, aldrig har
fortiet brugen af taqija. (Søsterbevægelsen i Danmark er Milli Görüs, DMGT).
Assia Harwazinski (tysk islamforsker) henviser til, at brugen af taqija er så almindelig
for mange muslimer, at det er en „slags overlevelseskunst“, en måde at leve på, både
på det personlige plan, men også i islamiske bevægelser, der både har en skjult dagsorden
og en åben dagsorden.
De mest yderliggående er undertiden de mest ærlige, da de ofte af lutter iver ikke kan
holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte mere bevidst blandt personer, som man
i Vesten anser som moderate. Evnen til at bruge taqija ved at udnytte den „vantros“
naivitet, forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst
svært at se, hvem der har ret. Metoden har som et vigtigt mål, at få ikke-muslimer til
indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med en af følgende påstande:
1.a) „Taqija findes ikke“, b) „det bruges kun af shiamuslimer“, c) „Det bruges kun af
yderliggående.“
2. „Ikke-muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet.“
3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.
4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.
5. Ordet „islam“ skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande indhold (slm =
salama = fred). Problemet er blot, at ordet „islam“ faktisk betyder „underkastelse“.
Tager en muslim udgangspunkt i en af disse sætninger, ved man, at der bruges „forstillelse“
for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes
taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævede) Koranvers,
for eks. verset: „Der er ingen tvang i religionen.“
Taqija overfor vantro indledes ofte med Koranverset: „Tvang findes ikke i Koranen“
og påstanden: „islam er en tolerant religion“, „andre religioner har det godt, hvor
islams system hersker.“ At Koranverset er abrogeret/ugyldigt for ortodokse muslimer
forties. I de muslimske lande bruges i stedet de voldsomt diskriminerende vers, der
forvandler islamiske lande til gennemførte apartheidsystemer. Prof. Spuler Stegeman
giver eksempler på, hvordan taqija i Tyskland bruges overfor tyske myndigheder, offentlige
kontorer af sunnier. Kilder for sunniislams brug af taqija er A. Harwazinski,
Gibb og Kramer og „Zentrum für Türkeistudien“.
Taqija anvendes især overfor såkaldte vantro myndigheder, dvs. politi, domstole og
myndigheder af enhver art, som ikke accepterer eller underordner sig islamisk lov. Nogle
gange kan myndigheder forbløffes over de utrolige og helt usandsynlige historier, som
bruges blot med det formål at forvirre. Da flertallet aldrig har hørt om taqija, tolkes det
som sygelig tilbøjelighed til løgn, da det sjældent forbindes med noget religiøst. Reaktionen
er derfor undren og opgivenhed. Netop det sidste, at myndigheden eller personen
opgiver, er et tilsigtet mål for taqija. Accepterer myndigheden islamisk dominans og
underordner sig alle krav, dæmpes brugen af taqija.
„Folk siger: ‚Lyv ikke‘. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah.“
(Muhammad Navab-Safavi).
Amir Taheri, tidligere redaktør i Teheran, peger i sin bog »Holy Terror« på Taqija bruges
som tilbagetog for at forberede næste slag: „Negira“.
„Hvis den rettroende ikke har tilstrækkelig magt til at gennemføre islam her og
nu, må han gå gennem flere stadier. Han må starte med at fremme islam gennem
propaganda. Men midlerne kan i øvrigt omfatte alt lige fra etableringen af koranskoler
og til snigmord (Det engelske ord for snigmorder „assassin“ er direkte overtaget
fra arabisk). Løgn er acceptabel, når det er nødvendigt for at beskytte troens
højere interesser… Midlertidige tilbagetog i taktisk øjemed for at vildlede fjenden
eller som forberedelse til næste slag (negira) er tilladelig