“Legalitetsprincippet: Det er meget, meget lettere for myndighederne at vide, om de overtræder loven, end det er for borgerne”

Sådan skriver Jonas Herby i dagsrelevante denne artikel, mens vi venter på at minkkommisionen frikender Mette F. for juridisk ansvar …

Taget herfra

dag kommer Minkkommissionens længe ventede rapport om minkskandalen. I den forbindelse er det på sin plads at minde om, hvor helt ufatteligt let det er for myndighederne at vide, om det, de har tænkt sig at gøre, er ulovligt.

Myndighederne må nemlig – sat på spidsen – ikke spidse en blyant, medmindre der er en lov, der tillader det. Legalitetsprincippet betyder nemlig, at myndighedernes kun må gøre ting, de har lovhjemmel til. De må ikke bruge én krone (fx på en tempobonus), hvis ikke der er lovhjemmel til det. De må ikke tvinge sig adgang til folks ejendom (fx en minkfarm), hvis ikke der er lovhjemmel til det. Og de må da slet, slet ikke nedlægge et helt erhverv (fx minkerhvervet), hvis ikke de har lovhjemmel til det.

Helt anderledes svært er det for borgerne at vide, om noget er ulovligt. Det skyldes, at borgernes handlinger som udgangspunkt er lovlige, medmindre de er forbudt ved lov. Og det er ret afgørende, når man tænker på, at der er millioner og atter millioner af ord, der regulerer hvad borgere og virksomheder må og skal.

For som borger slår vi ikke op i loven for at se, om det, vi er i gang med, tilfældigvis skulle være forbudt. Vi foretager os 1.000-vis af handlinger hver dag, og skulle vi slå alt op, ville vi ikke kunne foretage os andet end at læse i lovteksterne (som ændres så hurtigt, at man næppe nogensinde ville blive færdig). Og derfor kan vi i mange tilfælde ikke vide, om det vi gør, er forbudt. Fx ved de færreste danskere – før de læser disse linjer – at det er forbudt at parkere ude foran sin egen indkørsel, at det er forbudt at løfte fødderne fra pedalerne, når man kører igennem en vandpyt, og at det er forbudt at pleje et pindsvin, medmindre du er statsautoriseret pindsvinepasser.

Det falder os ganske enkelt ikke ind at undersøge, om disse handlinger skulle være ulovlige. Hvorfor skulle vi det? Der er jo intet moralsk problematisk ved at køre uden fødderne på pedalerne eller pleje et pindsvin. Vi undersøger loven, hvis vi kan se, at der potentielt kan være et problem. Vi gør det fx, hvis vil bygge et skur eller lignende, fordi vi kan se, at det potentielt kan genere naboen, og der derfor kan være en lov, der regulerede det (det er der).

Danskerne har ingen jordisk chance for at kende de mange love, der gælder for os. Alligevel kan vi blive dømt for at bryde dem. Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen udtalte således i forbindelse med at nogle borgere gav flygtningene et lift, at man ikke kan ”blive fritaget fra straf, fordi man ikke kender til loven. Det er ikke en undskyldende omstændighed”. Og det samme gælder selvfølgelig myndighederne, som altså har meget, meget lettere ved at finde ud af, om de overtræder loven.

Taget herfra

Her er Mette Mink:

Hvordan kunne jeg dog tage fejl … ?