“Kina og miljøet en sand parodi”

Det skriver John Horvat II i American thinker, her overaf af Synopsis-olsen

Taget herfra

Når et skib får en større læk, så sørger kaptajnen for det bliver udbedret eller han redder på anden vis fartøjet. Vandet strømmer ind samtidig med besætningen pumper det ud. Før eller senere vil mandskabet blive udmattet og skibet går ned. 

Metaforen med det syngende skib passer på øko-krisen. Regeringer og virksomheder arbejder ihærdigt for at redde et fartøj man formoder er ved at gå ned. Amerikanske virksomheder bliver bedt om at bruge milliarder af dollars på at leve op til ESG anbefalingerne der kræver at Co2 udledningerne reduceres. Biden administrationen skærer ned på udnyttelse af oliekilder og udviklingsområder hjemme samtidig med den beder de olieproducerende nationer om at øge produktionen. Bilfabrikanterne øger antallet af elektriske biler. Samtidig opfordrer venstreorienterede dommedagsprofeter til endnu strammere love og regulativer for at redde menneskeheden fra udslettelse.  

Denne selvmorderiske tilgang til bæredygtighed er ikke bæredygtig. Den vil udmatte Vesten. Værst af det hele, den har ikke resulteret i en nettoreduktion af Co2 udledningerne. Vandet bliver således ved med at strømme ind gennem et gabende hul i skibets skrog. 

Hullet i skroget har et navn: Kommunist Kina. Mens Vestens nationer har travlt med at indfange Co2 frigiver Kina meget mere i atmosfæren. Selvom Kina har underskrevet klimaaftaler så afhænger landets indsats af om det gavner Kinas Kommunist Parti. Omkostningstunge økostandarder står absolut ikke højt på den Røde prioritetsliste. 

Siden Kina sluttede sig til the World Trade Organization, har landet lavet sine egne regler. Som et autokratisk regime uden lov kan Kina udvælge de retningslinjer man vil følge. Der er ingen mekanismer for ansvarlighed der kan overtrumfe det autokratiske system der findes i Kina. Trods landets enorme økonomi, står Kina stadig på listen over udviklingslande, og nyder de privilegier og de undtagelser som WHO har. 

Alle disse faktorer gør Kina til en økologisk katastrofe. Kina og the CCP krænker de miljøstandarder som Vestens nationer følger. 

Oveni er Kina et fristed for virksomheder der omgår udledningsbestemmelser for at maksimere deres profit. CCP kan regne med at Vestens virksomheder er med på det for at man kan få fordel af et reguleringsfrit miljø. Venstreorienterede CEO’er kan hjemme signalere at være miljødydsmønstre ved at følge de hjemlige standarder mens man i langt borte opretter forurenende produktionsenheder i Kina.

Langt mere mystisk er tavsheden hos miljøaktivisterne om Kinas enorme mangel på tilpasning af love og bestemmelser. Miljøaktivisterne har fokus på at være efter Vestens virksomheder og regeringer. De går hård mod de mennesker der arbejder hårdest på at leve op til deres ofte absurde regulativer. 

Økoaktivisterne burde have fokus på den største misdæder der forurener i en så massiv skala der gør andre reduktioner på det nærmeste uden betydning. 

Når man har et så selektivt fokus kan man med rette spørge ind til motiverne hos hele miljøbevægelsen. Venstrefløjen kan altid findes sammen med økobevægelsen. Den kendsgerning, at begge parter ignorerer det gabende hul i skibets skrog fører til konklusionen at deres mål sådan set ikke er at hindre det forurenende vand i at strømme ind, men at lade det skib der repræsenterer Vesten synke.    

Taget herfra