“Vestlige ledere insisterer på en to-statsløsning – men hverken Israel eller palæstinenserne vil vide af den”

Det skriver Svend Lindhardt her. Han har helt ret mht Judæa-Samaria(som uvidende kalder “Vestbredden”), men det er alle de “kloge” politikere/pseudojournalister ligeglade med …

Taget herfra

Hvis man vil forstå den islamiske verdens reaktioner på krigen i Gaza skal man gøre sig klart, at den islamiske verden er opdelt i to.

Den ene del er den vi i Vesten kalder ”Broderismen”. Det er Det Muslimske Broderskab, der er en global, folkelig islamisk bevægelse, der arbejder for det islamiske kalifat. De er fundamentalister baseret på islams centrale lære om tawhid, dvs altings enhed i Allah.

Broderismens elite udgøres af de islamiske retslærde, der gennem fatwaer og belæringer fastholder de muslimske samfund på Koranens, profetens og den islamiske sharias vej.

Broderismen anerkender principielt ikke den islamiske verdens opdeling i forskellige stater. Det er et brud på den grundlæggende tanke om enhed, men i en overgangsperiode indtil det islamiske kalifat funderes globalt rådgiver Broderismens retslærde de verdslige herskere som er konger, emirer mm. 

Den anden del er så netop de islamiske kongedømmer. Disse staters ledere henter deres legitimitet som islamiske ledere hos Broderismens retslærde. De politiske ledere har selvfølgelig et råderum, men hvis de retslærde massivt undsiger regimet og beskylder det for at føre en uislamisk politik, så mister lederne deres legitimitet i befolkningens øjne.

Befolkningerne har ingen eller kun ringe respekt for deres politiske ledere, mens de omvendt nærer en enorm respekt for Broderismens retslærde og de fatwaer, som formuler, hvad der er i samklang med islams sharia og profeten. Og her skal man ikke tage fejl. Det der doceres fra islams, dvs Broderismens retslærde imamer er, at det er religiøs pligt for alle muslimer at føre jihad for islam, Koranen, profeten og jerusalem.

Såkaldt almindelige muslimer

Vi tror, at ”almindelige muslimer” er fremmed for Broderismens radikale lære, men det har ikke noget på sig. Det kan godt være, at almindelige muslimer ikke kender til de retslærdes hårtrukne tolkninger, men det ændrer ikke ved, at de fuldstændigt identificerer sig med de retslærdes tolkninger som værende et udtryk for sand islam. Det fremgår af flere meningsmålinger i Gaza og Vestbredden.

Det er derfor også meningsløst at imødegå Hamas tolkninger som værende væsensfremmed for såkaldt almindelige muslimer. Intet kunne være mere forkert. Såkaldt almindelige muslimer ønsker kun at leve deres liv i overensstemmelse.  med de islamiske retslærdes forordninger. 

Det er derfor latterligt, når vi i vesten kækt går ud fra, at såkaldt almindelige muslimer er enige med os i, at den eneste løsning på Palæstinaproblemet er en to-statsløsning. Den er uspiselig, for den er der ingen retslærde, der går ind for. Den er simpelthen imod islams sharia, profeten og Koranen. Og den vej er der derfor ingen såkaldt almindelige muslimer, der går ind for. 

De er tværtimod enige med de retslærde i, at det er religiøs pligt at føre jihad med henblik på at tilbagerobere Palæstina, og det er derfor også almindelige muslimers holdning. Vi kan altså glæde os over, at vi i vores kamp for en to-statsløsning er helt uden opbakning fra almindelige muslimer. ”From the river to the sea, Palestine will be free”, som det så ligefremt chantes på vore gadehjørner. 

Så når vore hjemlige politikere sammen med FN og EU kækt antager, at de er i samklang med ”almindelige muslimers” ønske, når de arbejder for en to-statsløsning, så gør de sig ikke klart, at man kun kan vinde den islamiske befolknings støtte, hvis man er i samklang med de retslærde og deres fatwaer. 

Påfaldende nok generer det ikke vore beslutningstagere, at alle undersøgelser af den palæstinensiske befolknings holdning til Hamas og en to-statsløsning viser, at de er for Hamas og imod en to-statsløsning. Vores beslutningsgrundlag er baseret på ønsketænkning. Vi vil så gerne tro, at ”almindelige” palæstinensere deler vores ønske om en to-statsløsning. Det er bare smadder ærgerligt, at det gør de på ingen måde. 

Hamas terrorangreb 7.10

Man kan stille spørgsmålet, hvad foreligger der egentlig af erklæringer fra Broderismen og de islamiske stater, hvor de distancerer sig i forhold til terrorangrebet på Israel 7.10. 

Og det skuffende men forventelige svar er, at der foreligger intet.

Hvad angår Broderismen, så er der intet fra den kant. Det er ikke så underligt, for Hamas er den palæstinensiske Broderismes repræsentant. Så fra den kant kommer der ingenting. 

Hvad angår de islamiske kongedømmer og institutioner, så kritiserer de på ingen måde Hamas eller resten af Broderismen. De viser i stedet deres korrekte sindelag ved at udtrykke bekymring for krigens ofre. At konflikten har sit udspring i, at Hamas angreb Israel springer de let over. 

Nedenfor nogle eksempler på de arabiske reaktioner:

Den tyrkiske minister for religiøse affærer Ali Erbas slog umiddelbart efter angrebet fast, at den eneste mulighed for konfliktens løsning var, at Israel trak sig helt ud af Palæstina. Mens han samtidig højtideligt forsikrede om, at hans første prioritet var, at uskyldige mennesker ikke led overlast. Ikke et ord om, at det var Hamas, der havde angrebet. 

I Iraq krævede Ayatollah Ali al-Sistani at verden skulle forene sig I en kamp mod zionisterne, så de ikke mere kunne angribe palæstinenserne. At det faktisk var palæstinenserne, der havde angrebet Israel generede ikke Sistani..

Den amerikanske imam Yasir Qadhi skrev på YouTube, at palæstinensernes lidelser overgik den undertrykkelse, der havde fundet sted under apartheid. Ikke en eneste gang fandt than anledning til at nævne, at det faktisk var Hamas, der havde angrebet Israel. 

Det Islamiske Trossamfund I Danmark (Dortheavej)er en del af Broderismen. Og de har naturligvis heller ikke noget at sige Hamas på, for de er et fedt med Broderismens dæmonisering af Israel. 

Skriften på væggen er alt for klar. Muslimske stater og interessenter er så gennemsyret af Broderismens dybe had til Israel, så de er parate til at solidarisere sig med Hamas brud på al medmenneskelig anstændighed. 

Hvad betyder Broderismens dominans så for os?

Vi må møde Lars Løkkes og andres tro på en to-statsløsning med massiv afvisning. Det er en bekvem strategi, som betyder, at de ikke må anstrenge sig med at finde en anden. Også selvom den gennem 50 år til fuldstændighed har vist sig ubrugelig. Der kommer ingen fred på den måde, og det er Broderismen godt tilfreds med. 

Der er behov for, at der bliver formuleret en ny strategi, der ikke er betinget af, at FN og palæstinenserne har nikket ja til den. 

Taget herfra

Sandheden er at de palæstilenske-arabere allerede HAR en stat , nemlig Jordan, hvor de udgør ca 70% af befolkningen !

Jordan udgør ca 75 % af det engelske palæstina.mandats areal – resten er Israel + Judæa-Samaria:

Sådan så det engelske Palæstina-mandat ud i 1920

Og i 1922 forærede UK HELE den østlige del til fyrst Abdullah, der kom fra Hejaz (Saudiarabien)

De ca. 5000 jøder, som boede der , blev smidt ud !

Men ingen arabere fra resten blev sendt til TransJordan …

FN vedtog efter anden verdenskrig at dele “resten”, altså den vestlige del af Palæstinamandatet i 2 dele, en arabisk og en jødisk.

Jøderne sagde ja- araberne både i og udenfor førte krig mod jøderne for at erobre hele området

Resultatet af den krig var at Ægypten erobrede Gaza striben og administrede den militært intil 1967

Transjordanien ( der havde en engelsk ledet hær med engelske våben ) erobrede den vestlige del , som i århundreder er kaldt Judæa-Samaria , annekterede den og ændrede navn fra Transjordan ( på den anden side af Jordan floden) til Jordan, samtidig med at man kaldte Judæa-Samaria for … Vestbredden

I 1967 var Kung Hussein af Jordan dum nok til at tro på den ægyptiske Nassers løgne om at Ægypten var i færd med at vinde krigen mod Israel og angreb Israel fra Judæa-Samaria

Resultatet af 1967 krigen var at Ægypten tabte hele Sinai-ørkenen + Gaza

Jordan tabte hele Judæa-Samaria ( og burde have skiftet navnet tilbage til Transjordan)

Og Syrien tabte Golan-højderne, som egentlig var en del af det engelske Palæstina-mandat, men som koloniminister Winston Churchill forærede til Frankrig, dar var mandatmagt for Syrien .

Så Golan var kun “syrisk” fra 1922 til 1967, altså 45 år

Og Judæa-Samaria var kun en del af Transjordan fra 1949-til 1967, altså 18 år

Israel har haft kontrollen over Golan siden 1967, altså i 57 år og annekteret det, hvilket USA har godkendt

Tilsvarende har Israel haft kontrol over Judæa-Samaria i 57 år , altså 12 år længere end TransJordan

Jeg tror den eneste mulige fredelige løsning i det lange løb vil være at flytte alle palæstinensiske-arabere fra Gaza og Judæa-Samaria til Jordan .

De palæstinensiske-arabere har allerede en stat der, de har bare ikke magten, det har det hashimitiske( dvs Saudiarabiske !) kongedømme der , og de vil næppe frivilligt overgive magten til palæstinensiske-arabere . Det kan man dårligt fortænke dem i, i betragtning af alle landes erfaringer med palæstinensiske-arabere …

Ægyptens nuværende leder Al-Sissi kom i 2014 med et godt tilbud til at løse problemet med Gaza !

Han var villig til at Ægypten skulle afgive et lille område af Sinai-ørkenen til at bosætte den mange arabere i Gaza :

Men selvfølgelig ville den “store” HUSSEIN Obama ikke tage imod det tilbud 🙁

Obama undlod HELT at nævne det, hvilket fik Al-Sissi til at trække tilbuddet tilbage…

Typisk Obama , men han har jo også fået nobels fredspris