“Flextrafik-bagmand brændte formue af i Dubai kort før konkurs – nu er der 2,91 kroner tilbage”

“Tidligere flextrafik-indehaver Mohammed Salem Al-Badri er involveret i en omfattende skattesag, hvor statens krav anslås til et trecifret millionbeløb”

Taget herfra

Ole Frank Rasmussen, Stefan Brix, Frank Weirsøe TV 2 Fyn

Nu kan TV 2 Fyn afsløre helt nye detaljer om konkurssagen mod flextrafik-bagmanden fra Odense, hvis selskaber siden 2023 har haft offentlige kørselsopgaver for samlet 347 mio. skattekroner på Fyn og i Jylland.

Få dage efter at Gældsstyrelsen havde begæret Mohammed Salem Al-Badri personligt konkurs, foretog han 17 betalinger for cirka 705.000 kroner til smykkeforretninger i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Nu har kurator foreløbig kun registreret aktiver for 2,91 kroner i den tidligere flextrafikejers personlige konkursbo.

Det kan TV 2 Fyn afsløre på baggrund af en ny redegørelse fra kurator til Skifteretten i Odense.

Mohammed Salem Al-Badri er den mellemste af de tre odenseanske Al-Badri-brødre, hvis selskaber TV 2 Fyn gennem en længere periode har undersøgt. Familien tæller også Salah og Hussein. De tre brødre har siden 2023 haft kontrakter hos FynBus, Midttrafik og Sydtrafik for samlet 698,9 mio. kr.

Mohammed Salem Al-Badri var den største af de tre brødre målt på værdien af deres kontrakter. Hussein Salem Al-Badris selskaber havde kontrakter for 236 mio. kr., mens Salah Salem Al-Badris selskaber havde kontrakter for 115,5 mio. kr. Mohammed Salem Al-Badris selskaber havde dermed kontrakter for næsten lige så meget som hans to brødres selskaber tilsammen.

Alle tre brødre har siden forladt branchen. I maj oplyste Salah og Hussein, at de havde solgt deres selskaber efter massiv medieomtale af problematisk kørsel og en række fængselsdomme.

Hussein og Salah

Hussein Salem Al-Badri blev d. 9 april idømt 13 års fængsel for at være arkitekten bag indsmuglingen af 19,8 kilo amfetamin fra Holland til Danmark i juli sidste år. Han ankede dommen, som ellers slog fast, at han var hovedbagmanden i sagen. Han har også tre tidligere domme om vold og grov vold, ligesom han har fået frakendt sit kørekort og i 2025 fik en dom for hashhandel og hasarderet kørsel.

Salah Salem Al-Badri blev i 2024 dømt for leasingsvindel og idømt halvandet års betinget fængsel. Han har også – uden held – forsøgt at få uretmæssige momsfradrag ved hjælp af tvivlsomme fakturarer.

Den nye redegørelse viser, at der i månederne omkring konkurserne blev gennemført en række opsigtsvækkende betalinger og handler.

Ti afgørende uger

10. december 2025 blev Mohammed Salem Al-Badris selskab MMC Service ApS erklæret konkurs.

Fire dage senere blev der foretaget en betaling til en konto hos den digitale betalingsplatform Wise. En yderligere betaling fulgte den 5. februar 2026. De to betalinger lød tilsammen på knap 175.000 kroner.

Kontoen tilhørte ifølge kurators oplysninger ikke Mohammed Salem Al-Badri, og kurator er fortsat ved at undersøge, hvem der modtog pengene, og hvad de blev brugt til.

Den 30. januar 2026 indgav Gældsstyrelsen en personlig konkursbegæring mod Mohammed Salem Al-Badri.

Samme dag indgik han en aftale om at sælge sin ejendom til et nærtstående selskab. Kort efter fulgte den anden betaling til Wise.

Fra 6. til 16. februar blev der desuden foretaget 17 betalinger for samlet cirka 705.000 kroner til en række smykkeforretninger i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

TV 2 Fyn kan ikke dokumentere, hvilke varer der blev købt.

Den 7. februar solgte Mohammed Salem Al-Badri sine anparter i holdingselskabet MMC Holding Odense ApS. for 225.000 kroner. Gennem holdingselskabet skiftede blandt andet flextrafikselskabet Reliable indirekte ejer.

Den 23. marts blev Mohammed Salem Al-Badri erklæret personligt konkurs.

Solgte ejendom efter konkursbegæring

Ifølge kurators redegørelse blev aftalen om salg af Mohammed Salem Al-Badris ejendom indgået den 30. januar i år – samme dag som Gældsstyrelsen indgav konkursbegæringen.

Ejendommen blev solgt til et nærtstående selskab for godt 3 mio. kr., uden at kurator har modtaget en vurderingsrapport.

Af købesummen blev 1,6 mio. kr. deponeret, 100.000 kroner skulle betales kontant, mens de resterende 1,45 mio. kr. blev dækket af et gældsbrev udstedt af køberen til Mohammed Salem Al-Badri.

Aftalen indebar samtidig, at Mohammed Salem Al-Badri kunne blive boende som lejer for 8.000 kroner om måneden. Som sikkerhed skulle han stille et beløb på 1,45 mio. kr. – svarende til gældsbrevets størrelse.

Kurator mener, at handlen kan være proforma og muligvis kan omstødes efter konkurslovens regler.

Konkursboet har derfor anlagt sag mod modparten i ejendomshandlen og har foreløbig rejst et krav på 1,55 mio. kr. Sagen er endnu ikke afgjort.

Solgte fleximperium for 225.000 kroner

Otte dage efter konkursbegæringen solgte Mohammed Salem Al-Badri sine anparter i MMC Holding Odense ApS. til en ny ejer for 225.000 kroner.

Der foreligger ifølge kurator ikke en nærmere vurdering af selskabets værdier i forbindelse med salget.

Holdingselskabet ejede blandt andet Reliable, der alene har haft offentlige flextrafikkontrakter hos FynBus, Midttrafik og Sydtrafik for cirka 280,5 mio. kr.

MMC Holding Odense har efterfølgende skiftet navn til NM Jysk Holding ApS. Selskabet og Reliable ejes nu af Nawras Nemr Alzaaour.

Kurator mener, at overdragelsen af anparterne kan være proforma. Han har derfor krævet købesummen på 225.000 kroner betalt til konkursboet og sendt et konkursvarsel til modparten.

Nawras Nemr Alzaaour har ifølge kurators redegørelse afvist, at handlen var proforma. Han har desuden oplyst, at han ikke kendte til Mohammed Salem Al-Badris insolvens eller konkursbegæringen.

Kurator skriver, at han ikke har modtaget dokumentation, som ændrer hans vurdering, og at arbejdet med at inddrive værdier fortsætter.

Derfor har TV 2 Fyn ikke udtalelse fra Mohammed Salem Al-Badri

TV 2 Fyn har gennem flere måneder forgæves forsøgt at få Mohammed Salem Al-Badris kommentar til sagen.

TV 2 Fyn har også flere gange – senest i denne uge – forsøgt at få en kommentar fra Nawras Nemr Alzaaour. Han har ikke reageret på henvendelserne.

TV 2 Fyn har tidligere forgæves forsøgt at komme i kontakt med Mohammed Salem Al-Badri på den adresse skifteretten har oplyst i sine indkaldelser både med afleverede breve og anbefalede breve.

Desuden har TV 2 Fyn anmodet hans bror Salah Salem Al-Badri om at skabe kontakt til sin bror – også forgæves.

Hans formodede bopæl er omfattet af navnebeskyttelse.

Mohammed Salem Al-Badris tidligere beskikkede advokat Anders Madsen oplyste i sidste måned til TV 2 Fyn, at han kun var beskikket til denne ene opgave og ikke stiller op til interview eller ønsker at kommentere sagen.

Hussain Ali Alhaidary, der tidligere har repræsenteret Mohammed Salem Al-Badris, kan heller ikke hjælpe med kontaktoplysninger til den tidligere klient.

Har ikke svaret kurator

Kurator har under behandlingen af konkursboet konstateret, at Mohammed Salem Al-Badri har benyttet flere udenlandske neobankkonti og har bedt om udlevering af oplysninger om hans bankforhold.

– Repræsentanten eller Mohammed Al-Badri er ikke vendt retur på kurators henvendelse. Kurator har således af egen drift måtte undersøge Mohammed Salem Al-Badris bankforhold, fremgår det af redegørelsen.

TV 2 Fyn kunne mandag fortælle, at Mohammed Salem Al-Badris tidligere selskab Reliable netop har mistet 125 kørselstilladelser efter indgreb fra Færdselsstyrelsen.

Foreløbig formue på 2,91 kroner

Der er foreløbig anmeldt krav for 15,7 mio. kr. i Mohammed Salem Al-Badris personlige konkursbo.

Kravene stammer ifølge kurator fra konkursboet efter MMC Service. I konkursen efter MMC Service har kurator tidligere vurderet, at det samlede krav kan nå op på et trecifret millionbeløb.

Over for de anmeldte krav har kurator foreløbig registreret aktiver for 2,91 kroner.

Taget herfra

Kilde: JL

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.