Kirsten Valeur viser her at svaret på spørgsmålet ovenfor desværre er nej pga de mange zombier, selv om der heldigvis findes mange gode støtter af Israel

Taget herfra
Det er inden for underholdningsbranchen blevet socialt uacceptabelt at sympatisere med Israel og med jøder. Mange medløbere bruger scenen til at udbrede propalæstinensiske paroler, og de få kunstnere, der går imod strømmen, oplever store personlige konsekvenser.
Chikane ved Melodi Grand Prix
Israels deltagelse i det internationale Melodi Grand Prix er i flere år blevet kritiseret, og det har i særlig grad været tilfældet efter terrorangrebet den 7. oktober 2023.
I 2024 stillede den 20-årige Eden Golan op for Israel med sangen ‘Hurricane’. Udover Malmø Arena så Golan ikke andet af byen end sit hotelværelse, da der var indkommet adskillige trusler mod den israelske delegation, og byen var præget af propalæstinensiske demonstrationer. Det svenske politi måtte rekvirere forstærkninger fra Danmark og Norge. Under generalprøven inden semifinalen var der tilhørere, der buhede af Eden Golan, og under showet brød to andre deltagere forbuddet mod politiske tilkendegivelser. Ved den efterfølgende pressekonference spurgte en polsk journalist Eden Golan, hvordan hun havde det med, at hendes deltagelse i sangkonkurrencen bragte alle i fare. En repræsentant for European Broadcasting Union indskød straks, at hun ikke behøvede at svare, hvorefter den hollandske sanger, Joost Klein, der ikke skjulte sin foragt for Israel, brød ind med et: “Hvorfor ikke?”.
To år senere fortæller Eden Golan om sin oplevelse i Malmø: “Jeg er altid bange. Jeg skanner omgivelserne som en sikkerhedsvagt. Jeg har siden Melodi Grand Prix haft en tilbagevendende angst: Jeg går ind et sted, en restaurant eller et show, og nogen skyder mig bagfra. Jeg har tilbagevendende mareridt om folk, der forfølger mig og dræber mig. Men jeg har lært at leve med det. Ingen skal længere få mig til at tie.”
I 2025 blev Israels bidrag ‘New Day Will Raise’ sunget af Yuval Raphael, der havde overlevet angrebet på Nova-festivalen den 7. oktober 2023 ved at skjule sig under døde kroppe i otte timer. Hun dedikerede sin optræden til musikfestivalens overlevende.
Under generalprøven inden semifinalen blev der buhet og piftet fra salen, lige som der blev viftet med store palæstinensiske flag. På finaledagen var der propalæstinensiske demonstrationer og uroligheder i værtsbyen, Basel. Det kom til sammenstød med politiet, der brugte tåregas. Israels nationale sikkerhedsråd rådede israelere i Basel til at holde lav profil. Da Raphael sang om aftenen, forsøgte to tilhørere at trænge igennem afspærringen og op på scenen, hvor de havde til hensigt at smide maling på hende, men de blev standset. Raphael var rystet og oprevet over episoden.
I 2026 valgte fem lande at boykotte Melodi Grand Prix: Spanien, Holland, Irland, Island og Slovenien. Den israelske tv-selskab Kan kaldte det en “kulturel boykot”, der “skader den kunstneriske frihed og ytringsfriheden”. Amnesty International mente, at EBU “forrådte menneskeheden” ved at tillade Israels deltagelse i Wien. Den israelske sanger Noam Bettan optrådte med ‘Michelle’. Under semifinalen blev der fra salen råbt “Stop the genocide” og buhet, hvorefter to personer blev udvist. Bettan var rystet over oplevelsen.
De israelske optrædende oplevede således i 2024-2026 både ubehageligheder fra propalæstinensiske demonstranter i værtsbyen, blandt publikum i salen, og fra andre landes optrædende. Det har desuden været slående, at de faglige juryer kun gav Israel få point, mens seerne sendte Israel til tops, så landet fik en flot samlet placering i konkurrencen.
Boy George svigter ikke sine jødiske venner
Boy George støtter Israels deltagelse i Melodi Grand Prix. I 2024 var han således én blandt mere end 400 personer (tallet er nu over 1000) fra underholdningsindustrien, der underskrev et åbent brev til støtte for Israels fortsatte deltagelse i konkurrencen.
Efter terrorangrebet i det jødiske kvarter Golders Green i London den 29. april 2026 skrev Boy George på de sociale medier: “Vores jødiske samfund giver os så meget… Vi er nødt til at lade dem vide, at vi støtter dem”. Da Boy George efterfølgende gæstede det irske program The Late Late Show, fortalte han, at det, at han støttede sine jødiske venner, havde givet ham mange hadefulde beskeder. Det var for ham uacceptabelt at blive bedt om at vende sig imod et helt folk.
Den 26. juli 2026 udgav Boy George sangen “We will dance again” på de sociale medier. Titlen henviser til terrorangrebet på Nova-festivalen den 7. oktober 2023 og israelernes ønske om at rejse sig igen. Sangen indledes med et forsvar for Israels militære intervention i Gaza: “You say genocide, I say war / When you’re attacked, that’s what the army’s for / Does it get ugly? You bet it does / When I know you wanna kill every last one of us.” Han kritiserer de propalæstinensiske musikere, der aldrig nævner rædslerne den 7. oktober, og fortsætter: “You condemn the Jews, with selective memory / Musicians holding flags, mouthing like sheep.” Han selv står på jødernes side: “But if you’re ever confused, I stand with the Jews / I don’t feel brave, I just need to behave like a human.”
Sangen blev mødt med kraftig kritik. Boy George blev beskyldt for at støtte folkedrab, og man kritiserer hans brug af AI, hvortil han udtaler, at det ville have været en kamp for ham at skrive den sammen med et menneske, da han bare ville have fået at vide, at det kan han ikke sige, det er for kontroversielt. Boy George ville udgive “We will dance again” på sit mangeårige pladeselskab, BGP, men hans manager på selskabet nægtede at have noget med sangen at gøre, hvorefter Boy George afsluttede samarbejdet.
Barbara Butch faldt igennem det intersektionelle hieraki
Barbara Butch er opvokset i en traditionel jødisk familie i Paris og er en lesbisk discjockey. Hun blev kendt i den brede offentlighed under åbningsceremonien ved OL i Paris i juli 2024. Inspireret af de Vincis billede af den sidste nadver sad hun sammen med drag-queens omkring et bord. Tableauet vakte forargelse, og hun fik hadefulde beskeder. Hun fik imidlertid støtte fra det socialistiske (og propalæstinensiske) parti La France Insoumise (LFI). To år senere vendte de selvsamme ‘progressive’ mennesker sig imod hende.
Butch deltog i 2025 i en koncert i Tel Aviv, hvilket angiveligt gjorde hende til en “medskyldig i folkemord”. I marts 2026 var hun medunderskriver af en kronik, der støttede Yadan-lovforslaget, der ville bekæmpe antisemitisme. Lovforslaget blev imidlertid beskyldt for at kriminalisere kritik af den israelske regerings politik og blev siden trukket tilbage. Hun fortrød sin underskrift, men hun blev nu skydeskive for antisemitisme.
Den 18. juli 2026 optrådte hun ved festivalen ‘Cabaret frappé’ i Grenoble. I ugerne op til festivalen krævede La France Insoumise og flere andre propalæstinensere, at Barbara Butch blev taget af programmet. Koncerten blev saboteret af omkring 150 mennesker, der var mødt op med palæstinensiske flag og chikanerede hende med buhen, aggressive tilråb, kast med diverse genstande, herunder glasflasker, og der var ifølge borgmesteren sabotage mod elinstallationerne. Koncerten måtte efter 20 minutter afbrydes, og hun beskrev senere, at dette var kulminationen på en længerevarende kampagne mod hende.
Boykot af den fransk-israelske sanger Amir
Den fransk-israelske sanger Amir er de seneste år blevet udsat for chikane fra La France Insoumise samt den Hamas-støttende gruppering Urgence Palestine. Amir bebrejdes at have tjent sin værnepligt i Israel og sunget for angiveligt højreradikale israelere.
Inden den belgiske festival ‘Francofolies de Spa’ den 17.-20. juli 2025 gav flere optrædende udtryk for deres ubehag ved at have deres navn stående på samme plakat som Amir. Tre af dem valgte at boykotte festivalen, hvilket politikeren Thomas Portes fra LFI roste dem for. Arrangørerne fik mange opfordringer til at fjerne Amir fra programmet, men de modstod presset.
Den 26. juli 2025 optrådte Amir ved en festival i den franske by Gardanne. Forud for koncerten var fagbevægelsen CGT og flere af oppositionspolitikerne i Gardanne stærkt kritiske og kaldte hans deltagelse for en “provokation“.
Cécile Beaudouin er lokalpolitiker i Brest for La France Insoumise. Den 5. november 2025 opfordrede hun til, at Amir straks blev taget af plakaten til næste dags koncert i Brest, fordi han angiveligt skulle have deltaget i den ulovlige kolonisering af Palæstina. Hendes udtalelser medførte, at Amir modtog adskillige krænkende, antisemitiske beskeder.
Den 25. juli 2026 sang Amir ved en koncert i Rognac, men det var kun muligt efter omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Dagen efter, den 26. juli, skulle han have sunget ved en koncert i Marseille, men arrangørerne måtte aflyse koncerten af sikkerhedsmæssige årsager, efter flere propalæstinensiske grupperinger havde opfordret til boykot.
Klassiske koncerter med den israelske dirigent Lahav Shani chikaneres
Den israelske dirigent Lahav Shani er musikalsk direktør for Israels symfoniorkester og symfoniorkestret i Rotterdam. Han er fra 2026 chefdirigent for Münchens symfoniorkester.
Den 18. september 2025 skulle Münchens symfoniorkester, med Lahav Shani som dirigent, have spillet ved Flanders Festival Ghent. Arrangørerne valgte imidlertid at aflyse deres optræden, eftersom Lahav Shani ikke offentligt havde taget utvetydigt afstand fra den “folkemorderiske” israelske regering. Beslutningen er blevet mødt med undren og beskyldninger om antisemitisme.
Lahav Shani dirigerede den 6. november 2025 Israels symfoniorkester ved en koncert i Paris. Koncerten blev flere gange afbrudt af propalæstinensere, der piftede, og en hætteklædt mand antændte en røgbombe. Sikkerhedsvagter førte ham bort, musikerne og dirigenten forlod scenen, og frygten bredte sig blandt publikum. Anden del af koncerten forløb roligt. En koncertgænger kommenterede bagefter oplevelsen: “Da orkestret forlod scenen, tænkte jeg på Tyskland i 1938. Og jeg tænkte: “Bliver det en dag forbudt for jøder at stå på scenen i Frankrig”?”
Taget herfra
Siden zombierne hader Israels bidrag til ESC (European Song Contest), er her et gensyn/genhør med 2026 udgaven, som blev nr 2 til zombiernes store irritation 🙂



Leave a Reply