“Myten om Danmark som iværksætternation (2026)”

Den myte gennemhuller André Rossmann her: “På en EU-rangliste over iværksætteres andel af den erhvervsaktive befolkning er Danmark på sidste plads i EU med 3,3 pct. Til gengæld er 44 pct. af voksne danskere på overførselsindkomst og yderligere 18 pct. er offentligt ansatte.”

Taget herfra

Iværksætteri opfattes i Danmark som fedt og sexy. Det kan derfor ikke undre, at danskerne svømmer hen i fantasier om, at Danmark er en førende iværksætternation. Begejstringen mangler imidlertid proportioner og realitetstjek, for dansk iværksætteri er i historisk krise.

Færre kaster sig ud i livet som selvstændig

Lige siden 2000 har de skiftende regeringer nedprioriteret iværksættere, der skal skabe fremtidens erhvervsliv og vækst. På trods af de mange iværksætterstrategier, der er lanceret gennem tiderne, kaster færre og færre sig ud i livet som selvstændig. I 2025 blev der registreret det laveste antal nyoprettede virksomheder i over ti år. Med kun 22.949 nye virksomheder var niveauet historisk lavt, knap 40 pct. lavere end i 2018 og 10 pct. lavere end i 2024. Iværksætterlysten i Danmark er under markant pres, og landet bliver mere og mere et ”lønmodtagerland”. Mens selvstændige udgjorde 8 pct. af den samlede beskæftigelse i 2017, var andelen i 2025 6,8 pct. Det er et problem for hele det danske samfund, for nye virksomheder er afgørende for innovation, produktivitet og fremtidens arbejdspladser.

Statens ansvar at udklække iværksættere

I det velfærdssocialistiske Danmark er det statens opgave at udklække iværksættere. I stedet for at gøre det attraktivt for private investorer at investere i risikofyldte danske startups (dvs. sænke kapitalskatterne), kompenserer politikerne for manglende risikovillig kapital ved at oprette skattefinansierede statsfonde med offentligt ansatte ”venturekapitalister”. Problemet med statsfonde er imidlertid, at mens de kan tilbyde kapital, mangler de kompetencer, kendskab til globale markeder og ledelse samt erfaring med at skalere virksomheder internationalt ud af Danmark. Derfor flytter de talentfulde danske iværksættere til udlandet.

Eftersom det er staten, der har til opgave at udklække iværksættere, drives debatten om iværksætteri ligeledes af lønmodtagere, som aldrig selv har mærket på kroppen, hvordan det er at være iværksætter, men som lever fedt af at tale iværksætteriet op og heppe på iværksættere. Disse ”fat cats” sidder i gode vellønnede jobs i diverse brancheorganisationer, fonde, væksthuse, iværksætterpaneler mv. og administrerer ordninger, som hverken giver vækst eller arbejdspladser. Ifølge Søren Hougaard, som er CEO for det danske udviklings- og investeringsselskab AMS Group, er de mange offentlige ordninger spild af penge, men der er ingen, der siger det højt, for systemet sikrer beskæftigelse til mange tusinder af offentlige sagsbehandlere og støttepædagoger.

Iværksætterområdet er blevet bevillingsdrevet

I dag foregår langt det meste iværksætteri i Danmark gennem AAU Innovation, DTU Skylab, SDU Entrepreneurship Labs og AU The Kitchen. De gør en stor indsats inden for deres rammer, men de tænker som universiteter: Teknologi før marked, proces før profit og studerende før erfarne teams. Det skaber mange forløb, mange pitches og mange cvr-numre, men alt for få virksomheder, der vokser, skalerer og overlever. Hele iværksætterområdet er blevet bevillingsdrevet. Universiteterne måles på aktivitet, projekter og studenterinvolvering – ikke på omsætning, eksport eller vækst.

Et flertal drejer nøglen om efter 1-1,5 år

Der bliver ganske vist startet rigtig mange iværksættervirksomheder i Danmark, men mange drejer nøglen om efter et år til halvandet. Selvom iværksættervirksomheder skal sikre fremtidig vækst og velstand, lider halvdelen således døden, før de når voksealderen. Og det er systemet og staten selv, der tager livet af de nye små. Mens medierne fokuserer på de få succeshistorier, mislykkes hver anden iværksætter. I snit holder de nye virksomheder 15-18 måneder og så bliver de afviklet eller går konkurs. Efter fem år har 58 pct. af de små danske virksomheder drejet nøglen om. Det er den næstlaveste overlevelsesrate i EU kun overgået af Litauen. Hos topscorerne Belgien og Holland lever over 80 pct. af nye virksomheder efter deres første år.

På en EU-rangliste over iværksætteres andel af den erhvervsaktive befolkning er Danmark på sidste plads i EU med 3,3 pct. Til gengæld er 44 pct. af voksne danskere på overførselsindkomst og yderligere 18 pct. er offentligt ansatte. Danmarks iværksætteraktivitet ligger lavest i europæisk sammenhæng, fordi lønmodtagerkulturen er dominerende, og fordi den store offentlige sektor monopoliserer flere erhverv, hvor der er muligheder for at starte virksomhed. Det er altså staten selv, der fører kniven og spænder ben for nye virksomheder med bøvl og bureaukrati.

Hertil kommer, at danske politikeres ambitioner på iværksætterområdet ignorerer en væsentlig indsigt fra 20 års forskning: jo større den offentlige sektor bliver, jo færre iværksættere får man. Den offentlige ekspansion, som den nuværende regering har bebudet, vil derfor kvæle fremtidens virksomheder i fødslen. Det er en omkostning, der bliver båret af det danske samfund som helhed.

Et hav af iværksætterfjendtlige benspænd

Ifølge politikerne og medierne fører Danmark en erhvervspolitik, som gør det nemt og attraktivt at stifte og drive virksomhed. Men virkeligheden er, at Folketinget i april 2019 vedtog at afskaffe iværksætterselskaber (IVS), også kendt som enkroneselskaberne, der kun krævede 1 kr. i startkapital. Efter IVS-afskaffelsen er Danmark blevet det næstdyreste EU-land at stifte selskab i. Blandt andre iværksætterfjendtlige benspænd, der hæmmer iværksætteriet, er brandbeskatning, omfattende regulering, herunder GDPR, DSA, DMA, Cyber Resilience Act, AI Act mv., samt total mangel på konkurrence på de områder, som den offentlige sektor sidder tungt på. Historisk har man i Danmark nemlig valgt at gøre velfærdsbranchen, som dækker over uddannelse, sundhed, ældrepleje og børnepasning samt transport til en iværksætterfri zone.

International forskning de sidste 15-20 år har vist, at en større offentlig sektor, flere offentligt ansatte og højere skattetryk er forbundet med væsentligt mindre iværksætteraktivitet. Det kan derfor ikke undre, at man i det velfærdssocialistiske Danmark, der har en magtfuld offentlig sektor, ikke kan gennemføre politikernes planer om mere iværksætteri. Politikerne er til enhver tid nødt til at vælge mellem en større stat med mere kontrol over samfundet eller mere økonomisk dynamik og vækst. I Danmark vælger politikerne altid den magtfulde stat.

Dansk iværksætteri fører ikke til væksteventyr

Selv om der i Danmark bliver etableret mange virksomheder, fører iværksætteriet ikke til væksteventyr, fordi småt er godt i Danmark. Ca. 90 pct. af nye virksomheder har færre end 10 ansatte. Det er små firmaer, som typisk bliver stiftet i små lejligheder med små investeringer. Det er så hyggeligt alt sammen. Men de bliver aldrig til fremtidens nye, store og toneangivende virksomheder. Ambitionsniveauet blandt de danske iværksættere er nemlig for lavt, og det forhindrer Danmark i at skabe de virksomheder, som for alvor generer arbejdspladser og værdi. Danskerne er gode til det første led i innovationskæden – den grundlæggende forskning og de tidlige startups. Men de har det velkendte “skaleringsgap”. Når de gode idéer fra laboratorierne og dygtige startups skal transformeres til globale scaleups, halter det økosystem, der kan bære dem gennem hele værdikæden. På listen over de 100 allerstørste virksomheder i Danmark er derfor kun 13 stiftet i dette årtusinde. Til sammenligning er næsten alle store virksomheder i USA mindre end 40 år gamle.

Bundlinjen er, at danskerne har bygget et system, hvor man kan være en succes i Danmark, men hvor det næsten er umuligt at blive en global succes fra Danmark. I Danmark måler man succes på, hvor mange startups der bliver etableret i stedet for at måle på, hvor mange iværksættervirksomheder der bliver i Danmark, når de bliver større.

Danske iværksættere mangler et europæisk indre marked

En af årsagerne til, at danske iværksættere flytter til USA, fer, at EU mangler et velfungerende indre marked. EU er ganske vist et marked med 450 millioner forbrugere. Men når en startup skal vokse op fra Danmark til resten af EU, møder den ikke ét fælles marked, men 27 forskellige selskabsretlige systemer, arbejdsmarkedsregler, skatteregler, investeringstilladelser, kapitaloverførsler, registreringsprocedurer, administrative krav mv. Til sammenligning vokser amerikanske startups op i ét stort hjemmemarked med fælles sprog, fælles regelsæt og adgang til enorme mængder kapital.

At skalere i Europa er derfor i praksis at starte forfra 27 gange. For startups og scaleups svarer det til en skjult intern told på omkring 44 pct. for varer og helt op mod 110 pct. for tjenesteydelser. I stedet for at udvikle produkter, ansætte medarbejdere og finde nye kunder bruger virksomheder tid og kapital på advokater, compliance og bureaukrati. Og derfor flytter de mest lovende europæiske og danske vækstvirksomheder til andre kontinenter, primært USA. Det er ikke bare et problem for iværksætterne. Det er et problem for Europas og dermed også for Danmarks konkurrenceevne.

Iværksætterne mangler vækstkapital

Danske iværksættervirksomheder kan ikke skaffe den kapital, der skal til for at vokse. Ventureinvesteringerne er i Danmark faldet med hele 44 pct. i første halvår af 2025 sammenlignet med samme periode året før. 2 ud af 3 iværksættere angiver, at adgang til kapital er en barriere for deres vækst. Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) vurderer, at danske scaleups kan komme til at mangle op imod 69 mia. kr. i kapital frem mod 2035. Det er et massivt finansieringsgab, der kan koste vækst og arbejdspladser i Danmark og sende ejerskabet af lovende virksomheder på udenlandske hænder, primært amerikanske. Danske iværksættere får markant mindre kapital end deres amerikanske konkurrenter – og jo større investeringer der kræves, desto større bliver kløften. Danmark har et skattesystem, hvor man beskatter pension med 15 pct. og ejendomsafkast med 0 pct. mens investering i aktier beskattes med 42 pct. Danskerne er blevet verdensmestre i pension og bolig. Det er derfor logisk, at kapitalen søger hen, hvor skatten er lav.

De flytter til USA for at opnå hypervækst

De succesfulde iværksættervirksomheder forlader Danmark for at opnå hypervækst. Enten i form af et opkøb fra udlandet, et nyt udenlandsk hovedkvarter, en børsnotering i udlandet eller en kombination. Siden 2000 har 9 ud af danskstiftede unicorns flyttet teltpælene, mens kun 3 ud af 33 unicorns i Sverige er flyttet ud af landet, enten til USA eller Storbritannien. Norge har kun mistet 1 ud af 9 unicorns i samme periode, imens Finland har beholdt alle sine 7 unicorns inden for landets grænser. Flugten til udlandet betyder, at man i Danmark ikke får skabt den talentmasse, der har prøvet at starte en virksomhed og skalere den til 100, 500 eller 1000 ansatte. Ak­ti­vi­te­ter bli­ver ryk­ket til ud­lan­det, ta­len­ter­ne for­svin­der, mens Dan­mark går glip af skat­te­ind­tæg­ter. Danmark betaler med andre ord for idéen, men afkastet kommer andre lande til gode.

I 2025 blev betalingsselskabet Flatpay værdisat til 11,25 mia. kr., hvilket er lig med en status som unicorn. Selskabet er nr. 14 i rækken af danske unicorns siden 2014, hvor Just Eat børsnoterede sig selv til en værdi på 1,5 mia. pund i London. I 2026 skal det danskstiftede bank- og regnskabsprogram Shine sælges til Cegid, derv er en fransk gigant på området. Børsen erfarer, at prisen løber op i mindst 10 mia. kr. Prisen betyder, at Shine bliver værdiansat som en unicorn – nr. 15 i rækken af danske unicorns.

Grønne iværksættere møder modvind

De statslige venturefonde i Danmark er så store og dominerende, at private investorer og iværksættere ofte ikke kan undgå at få staten (læs: politikerne) som medejere. Det medfører dels en øget politisering af iværksættermiljøet, hvor iværksætterne har alle mulige politiske agendaer at skulle tage hensyn til (senest den grønne omstilling), og dels dårligere og mindre rationelle investeringer til skade for samfundet som helhed.

Eftersom både USA og EU er i gang med at rulle den grønne omstilling tilbage, møder grønne iværksættere, herunder de danske, mere modvind end medvind. I 2025 har investeringslandskabet for grønne startups forandret sig markant. Det er blevet sværere at finde medinvestorer til de grønne virksomheder, idet fokus er drejet mod profitabilitet i investeringerne. Kapitalen har skiftet retning og pengene rykker for tiden fra de bæredygtige og helt tidlige startups og over til dem, der allerede er etableret og har en lavere risiko. Det er ikke længere nok at sælge nye teknologiske løsninger alene på en ideologisk fortælling om, at de gør verden til et bedre sted.

Danmark mangler risikovillige iværksættere

Politikerne og medierne fremhæver, at danske iværksættere har fantastiske rammebetingelser. Iværksætteri begynder imidlertid ikke med gode rammebetingelser, men med en idé og en risikovillig person, som er fast besluttet på at føre idéen ud i livet, uanset om rammebetingelserne er gode eller ej. Sådanne risikovillige personer med et iværksættergen mangler man imidlertid i Danmark, og derfor er det kun de færreste danskere, der har lyst og mod på at springe ud som iværksættere. Risikovilligheden blandt danskerne er nemlig helt i bund. Det socialistiske tankesæt har skabt en omklamrende lønmodtagerkultur, hvor danskerne drømmer om et job med fast løn, høj jobsikkerhed, løn under sygdom, ferie og barsel samt pension.

Danskerne opdrages til at tage de sikre valg i stedet for at tage chancer og forfølge drømmen om at skabe noget stort. Og derfor har man i Danmark gjort iværksætteri til noget, der kan administreres, måles og sættes i system. Universiteter, ministerier og organisationer forsøger alle at “designe” iværksætteri, som var det et undervisningsforløb. Men iværksætteri er ikke proces. Det er forandring, uro og mod – ofte tættere på kontrolleret anarki end på en akademisk øvelse. Når man forsøger at presse det ind i et teoretisk regime, mister man essensen.

Dansk forskningsmiljø mangler iværksætterkultur

Uddannelses- og Forskningsministeriets har i 2025 annonceret en plan om investeringer i forskning og innovation på over 19 mia. kr. Det ville dog være en fejlslutning at antage, at de 19 mia. kr. automatisk vil resultere i videnskabelige gennembrud og opfindelser med stor samfundsmæssig og kommerciel værdi. Danske forskere, der genererer opfindelser, mangler nemlig basal forståelse for markeder, forretningspotentiale og kommercialisering af forskningsresultater gennem iværksætteri. De har ganske enkelt aldrig stiftet bekendtskab med disciplinen. En entreprenant kultur er den afgørende forudsætning for, at videnskabelige gennembrud omsættes til samfundsmæssig nytte og vækst gennem succesfuldt iværksætteri. Men den kultur mangler man i det danske forskningsmiljø.

Iværksættere har urealistiske forventninger

De unge danskere, der springer ud som iværksættere, har ofte temmelig urealistiske forventninger til egen succes, evner og konsekvenserne af at springe ud som iværksætter. De unges arbejdsiver, risikovillighed, frihed og fleksibilitet kan ikke konkurrere med de erfarne iværksættere, som ofte har etablerede familiemæssige og økonomiske forpligtelser. Det bedste afsæt for at klare sig godt som iværksætter er erhvervserfaring, branchekendskab, uddannelse og livserfaring. Har man branchekendskab fra tidligere job, gennemført erhvervsfaglig eller højere uddannelse, og er man over 40 år og i et parforhold, har man en markant større chance for, at ens virksomhed overlever.

De fleste unge iværksætteres drømme kuldsejler grundet mangel på kapital, manglende erfaring, markedernes ugunst, inkompetente investorer eller rent og skært uheld. Unge bliver fortalt, at iværksætteri er kreativt, fleksibelt og spændende. Men virkeligheden er langt hårdere: Det slider på helbred, relationer, økonomi og psyke. Og selv for de iværksættere, der klarer skærene, venter der en tilværelse med stor usikkerhed, mange års sårbar økonomi, kampe med investorer og ikke mindst en skov af regler og administrative byrder. Alt imens deres jævnaldrende stiger i graderne i lønmodtagerjobs, familieliv og fast ejendom. Iværksætteri er bestemt ikke for alle. Kun få danskere har den rå energi og viljestyrke, der skal til for at få succes som iværksætter. International forskning er entydig: Erfarne iværksættere lykkes oftere, vokser hurtigere og fejler sjældnere. Alligevel har Danmark ingen strategi for dem. I stedet bygger man systemet op omkring de yngste og mindst erfarne.

Iværksætteriet giver ikke lykke

Elon Musk har beskrevet sit liv således: ”Iværksætterlivet består af store højdepunkter, store lavpunkter og konstant stress”. 30 pct. af iværksætterne er deprimerede ifølge en undersøgelse fra USA; tallet er 5 pct. for hele befolkningen (der findes ikke tilsvarende tal for Danmark). 72 pct. af de adspurgte iværksættere har en eller anden form for psykisk problem. Årsagerne er stress, social isolering samt en følelse af at være fastlåst. Mange iværksættere føler sig fanget i deres projekt på grund af forventninger og gæld og kæmper ofte i mange år alene med projektet. Undersøgelser tyder på, at iværksættere dobbelt så ofte overvejer selvmord, sammenlignet med befolkningen som et hele. Samtidig skal man ikke undervurdere de negative helbredsmæssige effekter af langvarig stress. Der er altså ganske tungtvejende årsager til ikke at blive iværksætter. Vilkårene og oddsene er dårlige og risikoen for økonomisk ruin og personlige helbredsproblemer stor. Især i Danmark.

Iværksætteriet er dårlig forretning for Danmark

Startups fremhæves ofte positivt for øget jobskabelse og produktivitet. Men undersøgelser viser, at startups i de indledende år er mindre produktive end veletablerede virksomheder, og at det tager lang tid, før helt nye virksomheder indhenter og overgår etablerede virksomheder, når det gælder produktivitet og vækst. Undersøgelser viser også, at den værdi, der skabes pr. arbejdstime, er markant lavere i iværksættervirksomhederne. Samlet set står det ikke entydigt klart, at iværksættervirksomhederne i højere grad end de etablerede virksomheder skaber fremtidens vækst og arbejdspladser. Og det er i bedste fald tvivlsomt, om det i en tid, hvor mange brancher skriger på kvalificeret arbejdskraft, er en god forretning for det danske samfund at tilskynde til mange virksomhedsforsøg, som resulterer i, at de uhyre få succesfulde startups opnår produktiviteter på et niveau, der kun er en smule over de etablerede virksomheder. Hertil kommer, at produktiviteten i mere etablerede virksomheder er markant større, ligesom vækstraterne også er det. Alt det ved kloge investorer selvfølgelig godt, og også af den grund har de yngre iværksættere sværest ved at tiltrække tilstrækkelig risikovillig kapital.

Nyt skud på stammen: iværksætterwashing

Greenwashing og pinkwashing er efterhånden blevet velkendte begreber. Det er en praksis, hvor virksomheder eller politikere fremhæver erhvervsinitiativer som grønne, bæredygtige eller lgbt-venlige. Men nu er der et nyt skud på stammen: iværksætterwashing. Hvor, uanset hvad man gør, så er det for iværksætternes skyld.

De store erhvervsorganisationer skubber iværksætterne foran sig i snart hver en sag, hvor de kan finde den mindste undskyldning for det. Det er for iværksætternes skyld, at skatten ved børsnotering skal sænkes, selvom der ikke er mange iværksættere, som lige står og skal børsnoteres. Det er for iværksætternes skyld, at forskerskatteordningen skal øges, selvom det er meget begrænset med høje lønninger og deciderede forskerstillinger i iværksættervirksomheder. Det er for iværksætternes skyld, at skattereglerne ved virksomhedssalg skal ændres, selvom det næppe skaber flere danske iværksættervirksomheder at gøre det mere attraktivt at sælge sin virksomhed. Realiteten er, at erhvervsorganisationernes skatteforslag ikke er forslag målrettet iværksætterne. Det er gamle klassiske erhvervsforslag pakket ind i iværksætterretorik. Iværksætterwashing, om man vil.

Politikerne holder iværksætterne for nar

I festtalerne er politikerne begejstrede for iværksættere. Men begejstringen smitter ikke af på den førte politik. Samtlige de iværksætterinitiativer, som lanceres i Danmark, har det til fælles, at de aldrig bliver til noget. Af den indlysende årsag, at de aldrig har til formål at skabe reel forandring for iværksætterne, men derimod skabe en illusion af handling og handlekraft.

Næsten hvert år søsætter danske politikere et nyt iværksætterinitiativ, fordi ”Danmark skal være verdens bedste iværksætterland”. I 2005 blev der i regeringsgrundlaget for VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen som statsminister skrevet, at ”Danmark i 2010 skal være i den europæiske elite på iværksætterområdet”.

I april 2017 nedsatte den tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen et iværksætterpanel med det formål at ”gøre Danmark til et af de bedste iværksætterlande i Europa”. Panelet har aldrig skabt noget og døde en stille død.

I maj 2017 nedsatte Løkke-regeringen Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid. Disruptionrådet har ikke disruptet noget, og slet ikke inden for iværksætteriet.

I marts 2020 har Venstres daværende ordfører Tommy Ahlers lanceret et nyt 14. klimapartnerskab for iværksættere. Ahlers’ 14. klimapartnerskabs skæbne er ukendt.

I 2021 har den administrerende direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, lanceret et Advisory Board bestående af 15 iværksættere og investorer med det formål at udtænke ”et nyt dansk paradis for iværksættere”. Om det blev til et paradis eller et helvede, melder historien intet om.

I 2024 har SVM-regeringen har præsenteret 41 initiativer, der skal ”gøre Danmark til verdens bedste iværksætterland”. Der var dog ikke tale om iværksætterinitiativer, der fjerner de mest grundlæggende strukturelle barrierer, men kun tiltag, som skulle løse problemer i skattesystemet, der burde være løst for længst.

Sidste skud på stammen er den nuværende regerings ”Investeringspakke 2.0”, der skal fremme vækst i danske startups. Man skal være meget optimistisk af natur for at tro på, at iværksætterpakken vil vende udviklingen.

Iværksætteriet er blevet en boble

Virkeligheden er, at både Folketinget og befolkningen er ligeglade med iværksætternes overlevelses- og vækstvilkår. Der lanceres hele tiden initiativer fra erhvervsorganisationer, råd og udvalg, men i stedet for at styrke iværksætteriet barsler rådene og udvalgene udelukkende med virkningsløse ”feel good”-initiativer med deltagelse af udvalgte iværksættere, som er benovede over at komme med til fine middage på de bonede gulve. Politikernes kurs over for iværksætterne handler udelukkende om politisk taktik og opportunisme frem for om iværksætternes bedste. Derfor kan det ikke undre, at de godtroende iværksættere bliver snydt – igen og igen.

Ifølge Peter Kofler, der er formand for Danske Iværksættere, er der i et mismatch mellem fakta og fortællingen om, at Danmark skulle være en iværksætternation. ”Vi griber ud efter iværksætterfortællinger for som en irakisk informationsminister at bekræfte os selv i, at nu er alt i orden. Derfor kommer disse fortællinger så ekstremt langt. For de møder ikke rigtigt nogen modstand. Vi har de her 2.000 offentligt ansatte konsulenter, der også skal italesætte dette. Så er der hele erhvervsfremmesystemet, der har brændt styrtende med penge af på at bilde os alle sammen ind, at det går fortrinligt med iværksætteri i Danmark. Men faren er, at den megen hype fjerner fokus fra, at de færreste danskere har mod på at springe ud som selvstændige. Iværksætteri kan derfor risikere at blive en boble, der aldrig rigtigt blev til noget”, sagde Peter Kofler til Berlingske i maj 2018. Det gælder fortsat i 2026.

Hvorom alting er: Fortællingen om Danmark som iværksætternation og potentielt paradis for iværksættere er ikke andet end blålys. For virkeligheden er, at hele systemet i Danmark er iværksætterfjendtligt, og at iværksætteriet er på tilbagetog. Den omklamrende lønmodtagerkultur, statsliggørelsen af iværksætteriet og det danske DNA, der kendetegnes ved det lave ambitionsniveau, selvtilfredsheden, middelmådigheden, ligemageriet, jantelovskulturen og manglende sult efter succes, betyder, at Danmark aldrig bliver et ”paradis for iværksættere”.

Taget herfra

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.