Asger Aamund her : “’Trump skal tages alvorligt, men ikke bogstaveligt’. Det er en sætning, der burde tatoveres ind i panden på samtlige danske journalister, kommentatorer og politikere, som befinder sig i konstant hysterisk febervildelse over præsidentens mange provokationer og trusler”
taget herfra
Da Donald Trump tiltrådte sin anden præsidentperiode, skrev det amerikanske tidsskrift Fair Observer, at ’Trump skal tages alvorligt, men ikke bogstaveligt’. Det er en sætning, der burde tatoveres ind i panden på samtlige danske journalister, kommentatorer og politikere, som befinder sig i konstant hysterisk febervildelse over præsidentens mange provokationer og trusler. Alt, hvad Trump siger, tages for fulde pålydende. Forargelsen og vreden er derfor grænseløs, men sælger heldigvis flere aviser, ’clicks’ og skaffer stemmer til politikerne.
Den danske offentlige mening flugter perfekt med den artikelserie, der blev bragt i januar i år i New York Times, der som bekendt vandt Pulitzer-Prisen for en fed løgnehistorie om Trumps sammensværgelse med Putin. Præsidenten blev her skildret som en rablende gal Hitler-klon, hvis magtbegær var uendeligt, og hvor opslugningen af Grønland kun var en appetitvækker. Verden ville blive sølet til i blod, når den gale fascist tog fat i Europa som sit næste mål. Da danskerne og grønlænderne deler det fællestræk, at vi lider af storhedsvanvid pakket ind i et mindreværdskompleks, kan reportagerne om den nye Grønlandstraktat kun ende galt: ”Oh, nok er vi små, få og beskedne, men vi sætter store fodaftryk og er misundt og beundrede af hele verden”. Også denne gang blev den dumme og lunefulde Trump narret af de snu og kløgtige danske embedsmænd, der kun gav Trump, hvad han havde i forvejen.
Trump truede med at invadere Panama. I stedet fik han en aftale om administrationen af Panamakanalen for næsen af kineserne. Trump invaderede ikke Venezuela, men fik i stedet en god aftale med den nye regering, som holder kineserne og russerne ude af olieudvindingen, der med USA som partner nu er kommet op i gear. Trump truede med at omdanne Gaza til et vestligt turistparadis. Det var aldrig planen, men provokationen lokkede de arabiske stater ind i den fremtidige ledelse af Gaza. Trump truer Cuba med en invasion. Det kommer ikke til at ske. Den kommunistiske junta kvæles af USA’s sanktioner. Trump kommer ikke som lovet til at gøre Canada til USA’s 51. stat. Hvad skal en Republikansk præsident med 40 millioner canadiske socialdemokrater, der til evig tid vil holde det borgerlige USA uden for parlamentarisk indflydelse? Det har aldrig været Trumps plan at invadere Grønland. Han fik den aftale, han ville have.
Hvis vi nu i stedet tager Trump alvorligt, men ikke bogstaveligt, må vi konstatere, at Grønlandsaftalen giver alle parter noget. Nogle får dog mere end andre. Aftalen knytter til evig tid Grønlands sikkerhed til USA’s bredere strategiske position i den vestlige hemisfære og i Nordatlanten. USA får bedre muligheder for at sikre sin nordflanke til glæde også for Europa og NATO. Kina og Rusland er sat uden for døren. Grønland bliver en permanent del af den amerikanske forsvarszone og kommer til at udgøre en nøgleposition i etableringen af ’Den Gyldne Kuppel’ (Golden Dome), der skal beskytte Nordamerika (og Grønland ) mod fjendtlige missiler. Amerikanske stridskræfter har ret til at bevæge sig frit og uhæmmet overalt i Grønland, til lands, til vands og i luften. USA er hermed i praksis optaget i rigsfællesskabet.
Aftalen løskøber Danmark for det ansvar, vi aldrig har kunnet løfte, nemlig sikringen af Grønlands grænser og som en del af Kongeriget. USA har nu ansvaret for grænser og sikkerhed. Grønland forbliver dog en del af rigsfællesskabet, indtil grønlænderne stemmer sig til den selvstændighed, de alle drømmer om. Grønlænderne kan glæde sig over at leve trygt under det amerikanske skjold og tilmed have ret til at deltage i opbygningen af USA’s militære tilstedeværelse på øen, der har været forsømt siden Sovjetstatens sammenbrud i 1990. Der er næppe tvivl om at aftalen vil vitalisere den grønlandske økonomi især bygnings- og serviceindustrien.
Derimod er aftalen også endestationen for den grønlandske drøm om den totale frihed som selvstændig og suveræn nation. Grønlændernes vision for fremtiden er et arktisk Qatar, der lever af lukrative kontrakter med Kina, Rusland, USA og EU om udvinding af olie, mineraler og sjældne jordarter. De enorme indkomster ville sikre de kun 56 000 grønlændere en arbejdsfri tilværelse med det liv, de helst vil leve: I naturen, på jagt i fjeldet, på isen og på fjorden. Den nye grønlandsaftale giver USA vetoret over ’følsomme investeringer’, og det vil med garanti være russiske eller kinesiske aktiviteter i energisektoren, IT eller fiskerirettigheder. Den grønlandske økonomi er ikke bæredygtig uden bloktilskud på 5-6 milliarder kroner om året fra Danmark, som også har ansvaret for politi, retsvæsen, sundhedssektor og meget mere. Hvis grønlænderne stemmer sig til fuld uafhængighed af Danmark, kan øen ikke overleve uden en ’Sugar Daddy’ som nu kun kan være USA, da de mulige alternativer er hældt ned af brættet. Det er en forpligtelse, som amerikanerne hjertens gerne vil påtage sig, da det knytter Grønland fastere til USA både militært og civilt.
Grønlandsaftalen er således ikke et resultat af smarte danskeres manipulation med den forvirrede Trump, men er derimod en afbalanceret og fornuftig traktat, der løser vigtige problemer og udfordringer for USA, Danmark, Grønland og NATO. Det er dog ikke godt nok for de grønlandsbetændte danske medier. Få dag efter underskriftsceremonien i New York gløder luften i tv-studierne med kommentarer fra ’eksperterne’: Aftalen er kun en mellemregning for Trump, som jo bryder alle kontrakter efter behag. Han vil stadig gøre Grønland til en del af USA og venter bare på en passende lejlighed. Har vi virkeligheden solgt Grønland til Trump?
I Danmark, hvor Trump ikke har venner, kan vi således glæde os over at alt stadig er ved det gamle: Når man har med Trump at gøre, er intet så godt, at det ikke er galt for noget.
25 september 2026
taget herfra
Leave a Reply