Lars Hedegaard her
Taget herfra
Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, når man ikke kender den. Jeg har derfor afholdt mig fra at gøre mig klog på det netop stedfundne israelske parlamentsvalg og det tilstundende amerikanske midtvejsvalg, der begge er retningsgivende for Vestens fremtid.
Det israelske valg har ikke bragt afklaring. Premierminister Benjamin Netanyahu har atter trodset meningsmålingerne, der forudsagde, at han ville få et katastrofevalg. Den blok af partier, som han står i spidsen for, led ganske vist svære tab, men er dog fortsat den med afstand største i parlamentet. Bibis modkandidat, den tidligere general Gadi Eisenkot, kan derimod næppe være tilfreds – selvom han lader som om, han er – for han havde sat næsen op efter omsider at komme af med sit hadeobjekt nr. ét. Det lykkes ham måske også, men i så fald kun i alliance med nogle af Israels arabiske Knesset-medlemmer, der ikke just kan beskrives som tilhængere af staten Israel. Hvis araberne skal støtte en Eisenkot-regering, vil de tage sig dyrt betalt, og man må i så fald betvivle, at Israel kan videreføre krigen mod Den Islamiske Republik Iran.
Der er åbenbare lighedspunkter mellem israelsk og amerikansk politik. Det meste af den politiske energi synes at udspringe af ren magtbrynde og modstand mod eller tilslutning til den ene eller anden regeringsleder, og det er åbenbart vigtigere, end hvad vi normalt betragter som politik.
I flere israelske byer er der varslet demonstrationer under det slogan, at arabiske stemmer tæller lige så meget som jødiske – underforstået: Det er helt legitimt, hvis Eisenkot danner regering baseret på de 19 arabiske mandater i Knesset. Om oppositionslederen vil vove det, er en anden sag. Under alle omstændigheder er det vanskeligt at se, hvordan der kan dannes regering på det nuværende parlamentariske grundlag, med mindre et af partierne bag Eisenkot-koalitionen hopper af. Så udfaldet bliver muligvis nyvalg. I mellemtiden er Benjamin Netanyahu stadig premierminister.
Det israelske valg er endt med noget rod, men én ting burde stå klart: Arabiske israelere har samme rettigheder som alle andre, og ingen har prøvet at berøve dem deres borgerret. Man kunne derfor håbe, at talen om Israel som en apartheidstat forstummer, men det er nok for meget at forvente.
Taget herfra
Den sidst-nævnte forventning er desværre korrekt
Leave a Reply