Et højtplaceret medlem af den egyptiske terrororganisation Gamaa al-Islamiya, Abu Talal al-Qassimi, der havde været indblandet i mordet på præsident Anwar Sadat i 1981, fik i 1993 politisk asyl i Danmark.
Her brugte han sin tid på at ophidse og rekruttere muslimer til hellig krig sammen med al-Qaedas senere nummer 2, Ayman al-Zawahiri, der sandelig også havde slået sig ned i København.
Under en tale i Milano i 1994 understregede Abu Talal, at det er enhver muslims pligt at terrorisere Allahs fjender, så han har været guld værd for integrationen i Danmark.
Under et ophold i Kroatien i september 1995 blev Abu Talal imidlertid kidnappet af CIA og sendt til Egypten, hvor han formentlig blev slået ihjel.
Politiken, fjernsynet og Lars Norman Jørgensen fra Amnesty International er stærkt opbragte og vil nu have undersøgt, om dansk PET havde noget med Abu Talals forsvinden at gøre.
Det synes Groft sagt er en rigtig god idé. Så kan vi nemlig få at vide, hvem der skal have medaljen for at have skaffet os af med ham.
Samtidig vil vi gerne have undersøgt, hvilke danske myndigheder der dengang i 1990erne gav ophold til folk som Abu Talal og al-Zawahiri.
Ikke så meget for at få dem straffet for deres landsskadelige virksomhed, men tænk hvis nogle af disse personer stadig har noget med den danske asylpolitik at gøre.
Lars Hedegaard i Berlingske, Groft Sagt. 23. oktober 2007.
Lars Hedegård rammer igen hovedet på sømmet.