Sådan skriver Christian Bjørnskov i denne interessante artikel
Taget herfra
Danmark har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder ikke blot, at lidt mere end halvdelen af borgernes indkomst enten bruges eller administreres gennem den offentlige sektor, men også at tusinder af virksomheder har kontakt til sektoren. Hvordan disse virksomheder klarer sig og hvad der sker med dem på sigt, er derfor et vigtigt spørgsmål at stille. Ny forskning fra økonomerne Peter Grajzl (Washington and Lee University), Jaka Cepec, og Barbara Mörec (begge universitetet i Ljubljana) undersøger netop dette spørgsmål ved at se på konsekvenserne for 72.000 virksomheder i Slovenien mellem 2015 og 2019.
Under titlen ”Weaned off public money: The effect of discontinued reception of public cash on firm outcomes” viser de tre slovenere, hvad der skete med disse virksomheder efter de offentlige midler holdt op. Der er således ikke blot tale om en meget omfattende undersøgelse, der stort set dækker alle virksomheder med kontakt til det offentlige i et lille land. Forfatterne håndterer også omhyggeligt problemet, at det ikke er tilfældigt hvilke virksomheder der modtager offentlige midler. Artiklen er derfor under udgivelse i det fine – og altid interessante – tidsskrift Kyklos.
Når Grajzl (på billedet) og hans medforfattere løser ’selektionsproblemet’ – at det ikke er tilfældigt, hvem der leverer til det offentlige – finder de, at dem der mister det offentlige som kunder, oplever et fald i deres salg på i gennemsnit 77 % i løbet af tre år, og et fald i deres aktiver på 34 %. Man kan også se faldet i økonomisk aktivitet ved, at de køber 64 % færre input og beskæftiger 26 % færre medarbejdere. Der er dog også to interessant detaljer: Virksomhederne oplever typisk ikke værre finansiel performance, og der er forskelle mellem unge og ældre virksomheder. Mens salgstabet er værre hos de unge virksomheder, ser man væsentligt mindre tilpasning og reelle produktivitetstab i ældre firmaer.
Ser man helt isoleret på disse tab, kan man fristes til at tro, at der er negative økonomiske konsekvenser af at reducere det offentliges forbrug hos private virksomheder. Det peger Grajzl, Cepec og Mörec dog på, er en fejlkonklusion. Mens man ideelt set burde have en generelt ligevægtsmodel til at regne på alle konsekvenser, illustrerer deres simplere ’back of the envelope’ beregninger, at en reduktion af det offentlige sandsynligvis er gavnlig for økonomien. Mens de opgør virksomhedernes totale tab i værditilvækst fra mindre offentlige køb til 78 millioner euro, fremhæver de hvor store de offentlige køb var: 188 millioner euro. For at regnestykket skal ende med noget som helst andet end et stort tab, må man således antage aldeles gigantiske såkaldte ’eksternaliteter’ ved offentligt forbrug. Og ser man på resten af litteraturen, er det mere sandsynligt, at de er negative end positive. ’Afkastet’ ved de offentlige køb er voldsomt negativt.
Taget herfra
Hvorfor citeres Sowell i tide og utide? Der er da mange
andre kloge folk. Hvad med at citere Einstein, Mark Twain,
Platon, Trump, Tacitus, Hadrian og diverse filosoffer, eller
de danskere, englændere og franskmænd som advarer mod kommu-
nisme, indvandring og islamisme eller “vaccinerne” mv.
Du går da bare i gang med citaterne. Der er ikke meget kunst over at kritiserer folk, som gør noget, for ikke at gøre som man selv ikke vil eller ulejliger sig til. Det kunne jo bidrage flot til kommentatorsporet, at det ikke altid handler om statens angreb på kernefamilien og hvad vi ellers kender til hudløshed.
Glæder mig til at se dit input.
Står det dig klart, at den kommunistiske familie-politik
er et led i nedbrydningen af samfundet? Har du forstået
at når man smadrer familiernes sammenhold og hjemmets
fred, baner man vej for barbari og djævelsk ondskab?
Ødelægger man familierne, udsletter man civilisationen.
Du har nok ikke helt fået fat i hvor alvorligt det er.
Eller du har ingen anelse om hvor sjofelt og brutalt
børn og forældre kan blive behandlet i det system?