“ARBEJDSKRAFTEN DER BLEV VÆK”

Sådan skriver Asger Aamund i denne artikel, som jeg har tyvstjålet

herfra

følge bilagssamlingen i Finansministeriets økonomiske redegørelser koster det hvert evige eneste år samfundet 90 milliarder kroner at finansiere livet for migranter fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere.  Finansministeriet vurderer, at denne sociale byrde for skatteyderne ikke vil aftage i de kommende årtier. På den anden side skriger tusindvis af danske virksomheder på arbejdskraft og må gå glip af omsætning og fortjeneste, fordi man ikke kan dække efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser. Politikerne og medierne har ikke løsningen, da begge har været en del af problemet siden udlændingeloven trådte i kraft i 1983. Vi har åbnet grænserne ikke for kompetente og faglærte migranter, men for klienter med islamisk kulturbaggrund, der for en stor dels vedkommende er endt på livslang offentlig forsørgelse. Hvordan løser vi det reelle behov for kompetent arbejdskraft, hvor en del er akut og en del er strukturel?

Den akutte del omfatter omsorgssektoren og servicefagene, især hoteller og restauranter, men nu også i stigende grad i industrien. Grundlovens § 75 stk 2 bestemmer, at den der ikke kan ernære sig eller sine, er berettiget til hjælp fra det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom byder. Det betyder, at grundloven pålægger folketinget at fastlægge rammerne for hjælpen fra det offentlige. I 1953, da grundloven blev revideret, var det forbundet med stor skam ikke at kunne forsørge sig selv og sin familie. Blev man arbejdsløs, stillede man op i hvilken som helst kø for at søge beskæftigelse og for at undgå at skulle stå med hatten i hånden på socialkontoret og tigge om hjælp. Danmark var dengang i et arbejdende samfund, der ville beskytte borgere, der kom i ærlig trang, men ikke snyltere og driverter.

Det er således inden for lovens både ånd og bogstav, hvis vi afbryder kontanthjælp ved første arbejdsvægring. Hvis gifte kvinder fra Syrien og Somalia som formelt er tilknyttet arbejdsmarkedet og dermed kontanthjælpen, men ikke er reelt til rådighed for arbejdsmarkedet, nægter at tage arbejde f. eks på et hotel, bør kontanthjælpen standse øjeblikkeligt. Så må hun være hjemmegående husmor og leve af ægtefællens kontanthjælp eller førtidspension, som så mange etnisk danske kvinder. I dag gider kommuner og jobcentre ikke have vrøvl med protesterende og ofte truende migrantfamilier. I stedet udbetaler man automatisk permanente overførselsindkomster til arbejdssky udlændinge. Et stop for den trafik ville tvinge titusinder af tilvandrede borgere ud på arbejdsmarkedet. Netop i omsorgs- og servicesektoren, hvor der er mest brug for dem. Og kan vi så kombinere ordningen med stop for opholdstilladelsen for ikke selvforsørgende udlændinge, så kommer der fart over feltet.

En stor del af den strukturelle efterspørgsel efter arbejdskraft kan løses ved kontraktansættelse på åremål. I 2017 kom en rapport fra Rambøll og DANSK IT, der vurderede, at alene i Danmarks 1000 største virksomheder vil knap 400 000 arbejdspladser i de kommende år blive nedlagt på grund af digitaliseringen af erhvervslivet. Men det betyder også, at der skabes et lignende antal jobs til medarbejdere, der besidder kompetencer inden for robotisering, automatisering og digitalisering. Det behøver ikke være udlændinge, der får ret til familiesammenføring og overførselsindkomster. De skal ansættes på en åremålskontrakt på 3-5 år, hvorefter de rejser hjem igen, hvis ikke kontakten fornys.

Hvis medarbejderen vil have familien med, må han selv forsørge dem. Hans arbejdsgiver skal være forpligtet til at tegne en helbredsforsikring for ham, så han ikke bliver en byrde for det offentlige sundhedsvæsen. Så bliver vi nok nødt til at beskatte disse medarbejdere efter fodboldbeskatningen, der giver udenlandske fodboldspillere, forskere og specialister ret til kun at betale 25 procent i indkomstskal plus arbejdsmarkedsbidrag i alt 33 procent beskatning, hvad danske lønslaver jo ikke slipper med. Titusindvis af danske medarbejdere har i generationer med succes været udstationeret til løsning af arbejdsopgaver i udlandet på åremålskontrakter, som er en smidig og effektiv regulering af udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet.

Stop for kontanthjælp ved arbejdsvægring, krav om selvforsørgelse som forudsætning for opholdstilladelse og åremålskontrakter vil ikke løse alle akutte og strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, men vil kunne udgøre hovedparten af løsningen. Det er nok værd at tage med.

Taget herfra

Så kort kan Aamund sige det :

“Vi har åbnet grænserne ikke for kompetente og faglærte migranter, men for klienter med islamisk kulturbaggrund, der for en stor dels vedkommende er endt på livslang offentlig forsørgelse. Hvordan løser vi det reelle behov for kompetent arbejdskraft, hvor en del er akut og en del er strukturel?”