Hannah Arendt var en tysk jødisk filosof og politiolog, som bl.a. blev kendt for at dække retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1960.

Hun blev kendt for begrebet ‘ondskabens banalitet’

Arendts tese kaldes ondskabens banalitet: Eichmann begik ikke sine forbrydelser ud fra ondskab, men fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat.^[10] Ondskabens banalitet er knyttet til moderniteten. Den opstår med massesamfundet, bureaukratiseringen og anonymiteteten der følger med det moderne.

Arendts begreb bliver i dag ofte anvendt af venstrefløjen som våben imod højrenationale kræfter, idet de siger, at højreorientering føre direkte til nazisme.

Claude Lanzmann er en jødisk fransk filmskaber, som i 1980’erne blev verdensbrømt for sin dokumentarfilm ‘Shoah‘, om jødeudryddelsen under nazismen.

I forbindelse med filmen opstod flere sideprojekter, som fik sine egne film. En af dem er ‘The Last of the Unjust‘, som er en samtalefilm udgivet i 2013 med Benjamin Murmelstein, som var den sidste overlevende af de ‘Jødeældste’ i KZ-lejren Theresienstadt.

I Lanzmanns bog ‘Shoah and 4 films after Shoah’, Masters of Cinema, #100-104, 2015 skriver han om ‘The Last of the Unjust’, hvor han bliver interviewet om filmen:

“En af filmens store historiske åbenbaringer er det totalt friske lys den kaster på Eichmanns personlighed. Her fremstår han ikke som den stereotypiske bureaukrat, kropsliggørelsen af ‘ondskabens banalitet’ ifølge filosoffen Hannah Arendts beskrivelse fra Jerusalemretssagen, men som en ægte ‘dæmon’, fanatisk anti-semitisk, voldelig, korrupt….Var dette en ny opdagelse for dig?

Ja. Jeg fulgte ikke sagen mod Eichmann i 1961, men jeg har opdaget gennem arbejdet med ‘Shoah’ (som tog ham 12 år), at det var en dårlig retssag, en retssag udført af uvidende mennesker, hvor anklageren endog ikke havde styr på lokaliteterne. Eichmanns direkte deltagelse i Kristallnacht lykkedes det ikke at substantiere. Ben Gurion ønskede retssagen som en slags grundlæggende begivenhed for dannelsen af staten Israel. Det var en beskidt retssag. Og Hannah Arendt, som var migreret til USA og som kun kendte til alt dette på lang afstand, udspyede masser af absurditeter om dette emne. Ondskabens banalitet, som Paul Attanasio skrev i Washington Post om Shoah, er ofte ikke andet en banaliteten af Fru Arendts egne konklusioner.

Læs også:

Eichmann Before Jerusalem: The Unexamined Life of a Mass Murderer Paperback – August 18, 2015

by Bettina Stangneth

A New York Times Notable Book
A National Jewish Book Award finalist

In 1960, Adolf Eichmann took to the defendant’s box in Jerusalem and insisted that he was no “manager of the Holocaust,” as his accusers claimed, just a smalltime bureaucrat following orders. Like countless others, Hannah Arendt—covering the trials for The New Yorker—believed him. Eichmann Before Jerusalem challenges this history for the first time, completely reassessing Eichmann’s story and drawing upon a wealth of newly uncovered materials that reveal his great deception, as well as bringing to light shocking truths about Nazis in the post-war world. Mapping out the astonishing links between innumerable past adherents—from ace Luftwaffe pilots to SS henchmen—both in exile and in Germany, Bettina Stangneth reconstructs in detail the secret life of one of the Holocaust’s principal organizers.

og:

Bettina Stangneths “Eichmann vor Jerusalem” als Kritik an Hannah Arendts “Eichmann in Jerusalem”. Widerspruch oder Unterstützung für die Theorie der Banalität des Bösen? (German) Paperback – 19 Jan. 2018

by Luise Nagel (Author)