Det skriver Soren Skafte her
Taget herfra
I 2021 besluttede daværende præsident Biden, at den anden mandag i oktober skulle være både national helligdag for Christopher Columbud, Columbus Day, og for oprindelige folk, Indigenous Peoples’ Day, og dermed en helligdag, der ærede oprindelige folk – altså de indfødte befolkninger, der levede i Amerika længe før europæernes ankomst.
Indigenous Peoples’ Day blev dermed skabt som et alternativ til “Columbus Day”, som traditionelt fejrede Christopher Columbus’ ankomst til Amerika i 1492.
Bidens beslutning var en imødekommelse af den opfattelse, at Columbus er/var et symbol på kolonisering, undertrykkelse og ødelæggelse af oprindelige folks samfund, kulturer og livsformer.
Columbus Day 13. oktober
Ved begyndelsen af ministermødet torsdag den 9. oktober 2025 proklamerede præsident Trump, at han havde genetableret Columbus Day: “I am hereby reinstating Columbus Day under the same rules, dates, and locations, as it has had for all of the many decades before!”
Trump bemærkede, at Demokraterne havde gjort hvad de kunne for at ødelægge Christopher Columbus, hans omdømme og statuer til forargelse for alle de italienere, der elskede Columbus.
I 2025 markeres Columbus Day mandag den 13. oktober.
Leif Eriksson Day 9. oktober 2025
Præsident Trump har også proklameret, at torsdag den 9. oktober 2025 i USA markeres som Leif Eriksson Day, til ære for Leif Eriksson (også kendt som Leif den Lykkelige) – en islandsk-norsk opdagelsesrejsende og søn af Erik den Røde, der grundlagde de første nordbo-bosættelser i Grønland. Leif Eriksson rejste vestpå fra Grønland over Atlanterhavet for omkring 1000 år siden og opdagede et land, han kaldte Vinland. Ifølge sagaerne var det et frodigt område med vilde druer, godt klima og rig natur – i skarp kontrast til Grønlands barske landskab.
Man mener i dag, at Vinland lå et sted på den canadiske ø Newfoundland, hvor der faktisk er fundet arkæologiske rester af en nordbo-bosættelse ved L’Anse aux Meadows.
Leif Erikssons rejse er beskrevet i de islandske sagaer Eiríks saga rauða (Erik den Rødes saga) og Grænlendinga saga (Grønlændernes saga).
“Dette er en enormt vigtig helligdag, især for skandinaviske amerikanere, der fejrer hans arv som en stor opdagelsesrejsende, som en hengiven kristen og egentlig bare et fascinerende individ i vores kontinents historie,” sagde Will Scharf, stabssekretær i Det Hvide Hus, da Trump underskrev ordren.
Taget herfra
Ja, Leif den Lykkelige og hans mænd ‘opdagede’ amerika, men mødte nogen, der allerede levede der: Indianerne (som Columbus fejlagtigt kaldte dem, fordi han troede, han havde opdaget søvejen til Indien! 🙂
Erik den Rødes saga omtaler dem som ‘skrællingerne’: Sagaen beskriver dem som små, onde udseende mennesker med groft hår, store øjne og brede kindben, der sejlede i skindbåde.
Handel: Erik den Rødes saga nævner, at nordboerne indledningsvis handlede med skrællingerne og udvekslede varer som skind mod klæde og andre genstande.
Konflikt: I sagaen fremgår det også, at nordboerne og skrællingerne endte i konflikt, da nordboerne ikke var villige til at udlevere deres våben. (fra klip vha AI-oversigt)
Skrællingerne var efter al sandsynlighed inuitter, bør næppe forveksles med de indianske stammer, som nordboerne rendte ind i. Man har konstateret nordamerikansk/”native” DNA hos nutidens islændinge, så der er med sikkerhed fragtet en del indianske kvinder hjem til øen. De væsentligste dele af det Norrøne gronlands historie er desværre gået tabt, men ved at studere tusindvis af gamle stykker tømmer, indsamlet på Grønland, kan man konkludere, at der har været trafik mellem Nordamerika og Grønland gennem hele 500 år. Det har simpelthen været nemmere at rejse turen over til Nordamerika, end at tage den farefulde rejse til f.eks Grønland for at få træ til byggerier med.
Det har formentlig kunne lade sig gøre fordi området var relativt mennesketomt. Selvom man stødte ind i “indianere” har det været relativt sikkert at drage til Labrador, Newfoundland osv, etablere en boplads og overvintre. Så vidt jeg husker er det officielle estimat for folketallet i Nordamerika omkring år 1500, 500 år efter Leif den Lykkelige, da Columbus kom til området, at der boede en million mennesker fra Rio Grande til Alaska.
Den Norrøne bebyggelse på Grønland var i århundreder en stor succes, og de var kendt viden om for deres velstand. Vesterbygd kunne i størrelse måle sig med de største byer i f.eks samtidens Danmark, med kirker, klostre og tusindvis af indbyggere (endda fraregnet kvinder og trælle).
Men om det ligefrem er grund til at fejre? Der har været masser af andre end islændingene. Columbus beretter om indianerstammer (langt længere mod syd) som havde store jerngryder, som udelukkende kan stamme fra tilrejsende skibe. Portugiserne fiskede ud for Newfoundlands kyst, en slags forretningshemmelighed. Historien om at Columbus opdagede Amerika, og at det kom som en stor overraskelse, er formentlig “spin” eller “propaganda”.
“Det har simpelthen været nemmere at rejse turen over til Nordamerika, end at tage den farefulde rejse til f.eks NORGE for at få træ til byggerier med.”
“De første, som formåede at bide sig fast og bosætte sig i Grønland, kom ikke fra Amerika, men fra den anden side af Atlanterhavet. Det var nordboerne, som med den norsk-islandske høvding Erik den Røde i spidsen slog sig ned i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet (..) I 1100-tallet, et par århundreder efter at nordboerne havde etableret sig i det sydlige og sydvestlige Grønland, nåede inuit (eskimoerne) frem til Smith Sund, den gamle indgangsport til Grønland. Inuit, der intet havde med de tidligere uramerikanske beboere i Grønland at gøre, var et succesfuldt erobrerfolk, som på få århundreder havde bevæget sig fra det indre Sibirien langs de russiske og amerikanske landmassers nordlige bræmme for nu at krydse over til det Grønland, som for deres forgængere havde været en dødbringende fælde (..) Befolkning. Da inuitterne ankom til Grønland og mødte nordboerne, fandt et enestående møde sted mellem øst og vest. Historiker Thorkild Kjærgaard ser på tusind års bosættelser i Grønland og den selvstændighedsdagsorden, som i dag truer det grønlandske samfund.” (klip fra artikel i Weekendavisen Ideer 22. november 2018. ‘Det grønlandske samfund. Det grønlandske janusansigt’ af THORKILD KJÆRGAARD)
Ja, Thulekulturen, som de moderne grønlændere også kaldes, kan genetisk kobles til Sibirien, men det er altså 20.000 år siden. De indvandrede / koloniserede Grønland i starten af 1400-tallet, og er altså hverken “native” eller et “oprindeligt folk”, det er blot en juridisk betegnelse.
Thorkild Kjærgaard regnes for en smule kontroversiel, eftersom han har en forestilling om at Thulekulturen fik has på de sidste nordboere. Det er meget muligt, men vi har faktisk ikke noget belæg for påstanden, eksempelvis fundet en masse grave eller knogler, som viser tegn på kamp eller en form for etnisk udryddelse. Men det virker utænkeligt at der ikke skulle have fundet sammenstød sted. Akkurat som de første nordboere er rendt ind i de sidste fra Dorset-kulturen, og at det vi kalder “skrællinger” i virkeligheden har været forposten af Thulekulturen, eller de moderne grønlændere.
Nordboerne uddøde pga. klimaforandringer, vejret blev koldere og man kunne ikke holde forsyningslinierne åbne. Samtidig gik Norden ind i en nedgangsperiode. Thulekulturen kom med hundeslæder og iglooer, de kunne leve i det nu koldere og mere barske landskab.
Men jeg ser det som en kendsgerning, at hvis ikke der var kommet skibe sydfra i midten af 1500-tallet, Hans Egede osv, så var der sket det samme med de nuværende grønlændere, som er sket med samtlige andre kulturer som har slået sig ned på Grønland (den Nørrøne, Dorsetkulturen, stenalderkulturerne Independence I og II) : De havde forlængst været uddøde af sult og indavl.
Iøvrigt, tak til Maldur og David for indlæg der altid går i dybden, og som man bliver meget klogere af.
Enig – en sand fornøjelse at læse ovenstående indsigtsfulde indlæg.